Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grundtvigianerne

Oprindelig forfatter CBjø

Grundtvig afviste som nævnt i 1847 at være partistifter, men han bestred ikke, at der var grundtvigianere – dvs. folk, der så en åndelig lederskikkelse i ham og delte i det mindste nogle af hans meninger. Allerede omkring 1820 var hans position i den danske kirke en sådan, at man måtte forholde sig til ham.

De toneangivende dele af gejstligheden opfattede Grundtvig som et uroelement, irriterende ved sin stadige polemik og mangel på mådehold. Men han blev tidligt en personlighed, der tiltrak og prægede andre, der følte sig i opposition til de herskende opfattelser i datidens kirkeliv.

Den lærde teolog A. G. Rudelbach var kun få år yngre end Grundtvig. I 1820'rne gjorde de fælles front mod rationalismen, og sammen med en tredje medkæmper, J. C. Lindberg, udgav de 1825-28 Theologisk Maanedsskrift, der var rettet mod tidens fremherskende rationalisme. Lindberg sluttede sig i modsætning til Rudelbach mere positivt til Grundtvigs teologiske synspunkter, og han blev den, der knyttede forbindelsen mellem Grundtvig og de gudelige vækkelser (se afsnittet De fynske vækkelser).

Annonce

Grundtvig havde selv taget de vakte i forsvar. Begge parter kunne siges at hylde en gammeldags kristendom, men Grundtvig havde fra begyndelsen ikke nogen særlig sympati for forsamlingsbevægelsen. Lindberg fik dog Grundtvig til at medvirke ved de forsamlinger, han fra 1831 afholdt i København, og fra disse forsamlinger fulgte en kreds med, først til Frederikskirken på Christianshavn og senere til Vartov. Gennem Lindberg nåede Grundtvigs kristendomsopfattelse ud til forsamlingerne. Det var dog først i 1840'rne, den grundtvigske forkyndelse fik fat i bredere kredse.

I 1829 traf Grundtvig i Kiel sammen med den nyansatte professor i dansk ved Kiels Universitet, Chr. Flor, der i det følgende årti kunne hente det ideologiske grundlag for sin dansk-nationale offensiv mod den stigende fortyskning i Grundtvigs syn på nationalitet og folkelighed. Dannevirke s redaktør, P. Chr. Koch, var tilsvarende påvirket af Grundtvigs tanker – via Lindberg – og påvirket heraf døbte han en nyoprettet sangforening i Haderslev „Brage”.

Grundtvigs opfattelse af „det folkelige” passede på forholdene i det nordlige Sønderjylland, hvor en dansk folkelighed i sprog og kultur var under tryk fra tyskhed og embedsmænd. Der var på denne baggrund god mening i at invitere Grundtvig til at tale på Skamlingsbanken i 1844.

I løbet af 1830'rne og 1840'rne kom de første grundtvigsk prægede teologer ud i sognene for at virke som præster. De stillede sig gennemgående positivt over for de gudelige forsamlinger, som de i mange tilfælde så at sige overtog fra lægprædikanterne. Da præsteparret Frederik og Eline Boisen kom til Skørpinge i 1837, bestræbte de sig på at vinde „de hellige” og åbne præstegården for dem. Eline Boisen fortæller:

"Boisen holdt nogle dejlige prædikener, og jeg spejdede altid, om ikke nogle af de hellige var der og hørte dem; – de stod altid for mig på et så ophøjet stade, at jeg længtes efter at se lidt til dem; det var derfor en stor fryd, da Boisen en dag kom og sagde til mig, at der var 2 fra Slagelse inde i dagligstuen; de havde først været i kirke. Den ene hed Ibsen og var væver- og med stor glæde gik jeg ind til dem og gjorde dem alt godt jeg formåede. Mig synes vort hus blev velsignet ved deres nærværelse; de talte så rart om Boisens prædiken – ret så man kunne se, de havde taget det til hjerte."

Andre steder virkede de nye grundtvigske præster selv som vækkere. Et gennemgående tema i deres forkyndelse var talen om frelsen fra synd og død ved Guds nåde. I 1840'rne var de grundtvigske disciple ikke mindst bærere af budskabet om det naturlige menneske- og folkeliv som kristendommens forudsætning. En karakteristisk repræsentant for denne generation af grundtvigske præster var Peter Rørdam, der i 1841 blev sognepræst i Mern i Sydsjælland.

Her var der ikke gudelige forsamlinger, men Rørdam satte straks ind ved at sprede kendskabet til de grundtvigske salmer ved besøg i hjemmene og i skolerne. Med tilfredshed kunne han fortælle Grundtvig, at man kort efter hans tiltræden som præst i sognet kendte Et barn er født i Bethlehem både blandt voksne og børn! Et par år senere skrev Rørdam til Grundtvig, at han havde afholdt gudelige forsamlinger i sognet, men at han tvivlede på, om denne form ville vinde indpas.

Selv om Grundtvig afviste at være partistifter, var en grundtvigsk tilhængerkreds en kendsgerning. I hovedstaden havde Grundtvig i 1838 samlet en stor tilhørerskare, og da han 1843-44 på ny holdt offentlige forelæsninger (udgivet under titlen „Brage-Snak om Græske og Nordiske Myter og Oldsagn for Damer og Herrer”), var der ligeledes stor tilslutning – og som i Mern var der, usædvanligt for tiden, også kvinder til stede.

Grundtvig havde i Vartov sin „frie” menighed, fortrinsvis fra de småborgerlige kredse, der havde sluttet op om de gudelige forsamlinger. Men også i de dannede kredse, blandt unge teologer, kunstnere m.fl., vandt han tilhængere for sine meninger. Her samledes man i det i 1839 oprettede „Danske Samfund”, og Rørdam og andre grundtvigske præster fik skabt filialer af samfundet i provinsen.

Det brede gennembrud for Grundtvigs kirke- og skoletanker fandt sted i årtierne efter 1850. Men grundlaget var skabt inden dette tidspunkt, og det var i årene omkring Treårskrigen og grundlovens vedtagelse, at man rundt omkring i landet mødte de første spæde begyndelser til de grundtvigske miljøer, der skulle få så stor betydning i resten af 1800-tallet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Grundtvigianerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305963