Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra Udby til Vartov

Oprindelig forfatter CBjø

N. F. S. Grundtvig blev født i 1783 og udgik af gammel præsteslægt. Faderen, hvis forkyndelse var gammeldags luthersk med pietistiske træk, var da præst i Udby i Sydsjælland. En stedlig skolelærer fortalte drengen om Den franske Revolution, og familiens gamle tjenestepige gav ham en solid viden om almuementalitet og -sprog.

Han kom i huset hos en slægtning i Thyregod i Midtjylland, og senere i katedralskolen i Århus, hvorfra han dimitteredes til universitetet i 1800 med rosende vidnesbyrd og en god ballast af klassisk sprog og historie.

Han læste naturligvis teologi – efter eget sigende uden større flid – men blev dog kandidat i oktober 1803 med 1. karakter. Han fulgte på det åndelige område tidens almindelige strømning og skrev rationalistiske småskrifter, væsentligst til skrivebordsskuffen.

Annonce

 Udby præstegård i Sydsjælland er bevaret nogenlunde med det udseende, den havde i slutningen af 1700-tallet, da Johan Grundtvig var præst her. N. F. S. Grundtvig vendte i årene 1811-13 tilbage til barndomshjemmet som kapellan hos faderen. I de mindestuer, der er indrettet i præstegården, er bevaret erindringer fra denne tid, hvor kapellan Grundtvig bl.a. attesterer koppevaccinationer.

Udby præstegård i Sydsjælland er bevaret nogenlunde med det udseende, den havde i slutningen af 1700-tallet, da Johan Grundtvig var præst her. N. F. S. Grundtvig vendte i årene 1811-13 tilbage til barndomshjemmet som kapellan hos faderen. I de mindestuer, der er indrettet i præstegården, er bevaret erindringer fra denne tid, hvor kapellan Grundtvig bl.a. attesterer koppevaccinationer.

Det var for tidligt at tænke på at søge en gejstlig stilling, og i foråret 1805 blev han huslærer hos familien Steensen-Leth på Egeløkke på Langeland. Her forelskede han sig heftigt og ulykkeligt i husets frue, oplevede sig selv på selvmordets rand af fortvivlelse, men oplevede også et åndeligt gennembrud, der førte ham til en romantisk livsforståelse og opdagelse af de gamle nordiske myter.

Tilbage i hovedstaden satsede han på en litterær og videnskabelig løbebane. Han underviste og skrev om Nordens mytologi, og hans digterevner kom med et slag til fuldgyldigt udtryk, da han forfattede den berømte indskrift på mindestøtten på Odden for de faldne fra „Prins Christian”. Da faderen i 1810 bad ham blive sin kapellan, måtte Grundtvig lade sig ordinere, og det skete med et stærkt udfald mod tidens kirkelige liv i hans dimisprædiken Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus.

Den gav ham karakteren: udmærkelse – og en næse, fordi han havde ladet den trykke uden at have indhentet tilladelse fra fakultetet. Grundtvig måtte ind i et opgør med tidens udvandede religiøse liv, og han kastedes ud i voldsomme sjælelige kampe, der bragte ham på sindssygens rand – hvis ikke ud over den. I Udby vendte han tilbage til barndomshjemmets luthersk-pietistiske kristendomsforståelse, og i de kommende år indtog han en stærkt polemisk indstilling i tidens litterære liv.

 „Jeg kom her. Jeg læste i denne hulde kvindes øjne, og hvad var al Verdens bøger imod det?” Sådan oplevede Grundtvig mødet med fruen på Egeløkke, Constance Steensen-Leth, her malet af Jens Juel. Hun repræsenterede en friere, lettere erotisk farvet livsstil, der betog den unge selskabeligt uerfarne kandidat på 21 år. Hun har senere givet udtryk for, at hun flirtede med sine omgivelser, og hendes følelser for Grundtvig rakte næppe ud over dette. For ham var det på en gang katastrofe og samtidig praktisk, at hun var gift og dermed – efter hans moralske normer – uopnåelig.

„Jeg kom her. Jeg læste i denne hulde kvindes øjne, og hvad var al Verdens bøger imod det?” Sådan oplevede Grundtvig mødet med fruen på Egeløkke, Constance Steensen-Leth, her malet af Jens Juel. Hun repræsenterede en friere, lettere erotisk farvet livsstil, der betog den unge selskabeligt uerfarne kandidat på 21 år. Hun har senere givet udtryk for, at hun flirtede med sine omgivelser, og hendes følelser for Grundtvig rakte næppe ud over dette. For ham var det på en gang katastrofe og samtidig praktisk, at hun var gift og dermed – efter hans moralske normer – uopnåelig.

Efterhånden vendte han sig til historieskrivningen, hvor han bl.a. oversatte Saxo og Snorre og fremdrog det gamle angelsaksiske Bjovulfkvad. Det omfattende historiske, filosofiske og poetiske forfatterskab, han udfoldede i årene efter 1815, var elementer i et bredt opgør med de fremherskende retninger i ånds- og kirkeliv. I 1821 blev Grundtvig sognepræst i Præstø, og året efter kom han til Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.

I 1823-24 nåede Grundtvig frem til en afklaring af sin kirkelige anskuelse. Den betød, at Guds budskab til menneskene ikke først og fremmest var at finde i Bibelen, men at det opleves i det hørte, mundtlige budskab, der lyder ved dåb og nadver. Trosbekendelsen ved dåben og indstiftelsesordene ved nadveren havde efter Grundtvigs opfattelse lydt uforandret siden den første kristne menighed, og her er den opstandne Kristus usynlig til stede.

Derfor er menighedens møde omkring dåb og nadver det afgørende ståsted for den kristne. „Det levende ord af Herrens mund” blev den grundtvigske kristendomsopfattelses vimpel, og selv gav Grundtvig det digterisk udformning i salmen Kirken den er et gammelt hus:

Vi er Guds hus og kirke nu,

bygget af levende stene.

Som under kors med ærlig hu,

troen og dåben forene.

Var vi på jord ej mer end to,

bygge da ville han og bo,

hos os i hele sin vælde.

Kort tid efter dette gennembrud trådte Grundtvig offentligt frem med sin kirkelige anskuelse i skriftet Kirkens Gienmæle, der var rettet mod H. N. Clausen, der netop havde udsendt et stort arbejde om kirkeforfatningen. Grundtvigs angreb var ubehersket, og Clausen anlagde og vandt en injuriesag, der betød, at Grundtvig blev idømt livsvarig censur og nedlagde sit embede.

De følgende år måtte Grundtvig ernære sig og sin familie ved sin pen, ved venners understøttelse (bl.a. fra præsten Gunni Busck) og understøttelse fra Frederik 6. 1829-31 opholdt Grundtvig sig i England for at studere håndskrifter fra engelsk middelalder, men han modtog også et stærkt indtryk af det moderne engelske samfundsliv under industrialismens og liberalismens gennembrud.

 Grundtvigs indskrift på mindestøtten for de faldne fra kampen ved Sjællands Odde. Grundtvig havde truffet helten fra 2. april 1801, Peter Willemoes, under sit ophold på Langeland og blev begejstret for den unge officer. Allerede mens Willemoes endnu levede, hyldede Grundtvig ham med en „kæmpevise”. Efter Willemoes' død om bord på „Prins Christian Frederik” den 22. marts 1808 kom han for Grundtvig som for mange andre til at symbolisere mandsmod og national opofrelse. Grundtvig skrev digtet Kommer hid, I piger smaa og den berømte tekst til mindesmærket på kirkegården, hvor man begravede de faldne, hvis lig blev fundet.

Grundtvigs indskrift på mindestøtten for de faldne fra kampen ved Sjællands Odde. Grundtvig havde truffet helten fra 2. april 1801, Peter Willemoes, under sit ophold på Langeland og blev begejstret for den unge officer. Allerede mens Willemoes endnu levede, hyldede Grundtvig ham med en „kæmpevise”. Efter Willemoes' død om bord på „Prins Christian Frederik” den 22. marts 1808 kom han for Grundtvig som for mange andre til at symbolisere mandsmod og national opofrelse. Grundtvig skrev digtet Kommer hid, I piger smaa og den berømte tekst til mindesmærket på kirkegården, hvor man begravede de faldne, hvis lig blev fundet.

Under arbejdet med en ny udgave af ungdomsskriftet Nordens Mythologi fra 1808 var han kommet ind på overvejelser omkring forholdet mellem kristeligt og menneskeligt, og i forordet til den nye udgave fra 1832 kunne han nu fremkomme med programmet for en „levende, folkelig og altomfattende åndskultur og videnskabelighed”. Man måtte gøre op med den lærde „sorte” skoles og universitetets latindannelse, der skubbede modersmål og folkeliv tilbage.

I Norden var der som i det antikke Grækenland en opfattelse af mennesket og livet som en guddommelig forening af støv og ånd. Al videnskabelighed og dannelse måtte fremover bygge på studiet af menneskeslægtens levnedsløb, og her havde Norden et særligt kald.

På denne baggrund skulle man nu skabe en ny folkelig dannelse, der tog sigte på nutidens virkelighed. Hertil behøvedes en ny uddannelsesinstitution – en realskole, hvor man kunne studere fædrelandets sprog, historie og natur og desuden dygtiggøre sig i praktiske fag.

Det således folkeligt dannede menneske indebar tillige det kristne menneske, og det var grundlaget for udtrykket: „Menneske først – kristen så”. Ud fra dette standpunkt kunne Grundtvig i den kommende tid samarbejde med anderledes tænkende, når det gjaldt politik og skoleforhold.

 J. Th. Lundbye tegnede i 1843 denne situation fra Grundtvigs anden forelæsningsrække på Borchs Kollegium i København. I 1838 havde han givet sin fortolkning af den nyeste tids historie „i mands minde”, mens emnet i vinteren 1843-44 var de græske og nordiske myter. Det var på den tid noget helt usædvanligt, at kvinder var blandt tilhørerne, således som Lundbye skildrer det. Det var på kanten af, hvad tidens normer kunne godtage og bidrog sammen med Grundtvigs tre ægteskaber til, at han i dannede kredse blev betragtet som lidt tvivlsom i moralsk henseende.

J. Th. Lundbye tegnede i 1843 denne situation fra Grundtvigs anden forelæsningsrække på Borchs Kollegium i København. I 1838 havde han givet sin fortolkning af den nyeste tids historie „i mands minde”, mens emnet i vinteren 1843-44 var de græske og nordiske myter. Det var på den tid noget helt usædvanligt, at kvinder var blandt tilhørerne, således som Lundbye skildrer det. Det var på kanten af, hvad tidens normer kunne godtage og bidrog sammen med Grundtvigs tre ægteskaber til, at han i dannede kredse blev betragtet som lidt tvivlsom i moralsk henseende.

I 1837 blev han løst af censuren, og den 20. juni 1838 indledte han på Borchs Kollegium en række på i alt 51 forelæsninger om dansk historie siden 1788. Her fik han en stor tilhørerkreds i tale, og her skabte han den folkelige foredragsform. Programmet fra Nordens Mythologi blev i disse foredrag (senere udgivet under titlen Mands Minde) pædagogisk udmøntet i et stof fra den umiddelbare fortid og samtid.

Da han den 17. oktober havde talt om Danmarks indre forhold under Napoleonskrigene, kampen på Sjællands Odde og den romantiske digtnings gennembrud, sang de 5-600 tilhørere, der klemte sig sammen i auditoriet og rummene udenfor, hans sang om Willemoes Kommer hid, I piger små. Grundtvig takkede:

"Nordens ånd er endnu ikke død, og Danmarks sønner er ikke således vansmægtede fra fædrene, at jo det levende ord på modersmålet skal og vil vække den, der sover tryggest og fremkalde en slægt, ved hvilken vi, som nu lever, ikke skal skamme os, når den blot aldrig skal skamme sig ved os."

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Fra Udby til Vartov i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305961