Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grundtvig og grundtvigianismen

Oprindelig forfatter Redaktionen

Dot andet møde på Skamlingsbanken blev afholdt den 4. juli 1844. Det samlede 8-9000 deltagere, og det blev dengang oplevet som den stærkeste manifestation af den danske bevægelse. Her mødtes københavnske borgere og studenter og folk fra Nørrejylland med bønderne fra Nordslesvig.

Et af mødets højdepunkter var N. F. S. Grundtvigs store tale om den tusindårige kulturkamp mellem dansk og tysk. I vældige syner udmalede han i fem kvarter den åndelige grænsekamp og fremhævede den højskole, man nu var ved at rejse i Rødding. Her skulle Nordens ånd herske uindskrænket på modersmålet, og Grundtvig profeterede, at „Eders danske højskole kan blive en Mimers brønd, hvortil konger rider for at søge råd”.

Orla Lehmann havde begrundet invitationen til Grundtvig med, at man ved denne lejlighed fra Sønderjylland og kongeriget ville påskønne hans betydning for den danske sag. Præsten, digteren og historikeren N. F. S. Grundtvig var ved 1840'rnes begyndelse en skikkelse, der fortsat vakte modstridende følelser, men han var – for at bruge et moderne udtryk – en kulturpersonlighed, der stod centralt i enhver drøftelse af dansk nationalitet, kirke-, skole- og samfundsspørgsmål.

Annonce

I 1839 var han endelig efter mange års økonomisk usikker tilværelse blevet præst ved Vartov hospital i København, og fra dette tidspunkt blev hans stilling i dansk åndsliv stadig mere befæstet. Grundtvig havde nydt understøttelse af Frederik 6., og efter tronskiftet nød han i endnu højere grad kongehusets bevågenhed, ikke mindst fra dronning Caroline Amalie. Grundtvig oplevede i årene omkring 1840, at han havde gennemslagskraft i bredere kredse, og at hans syn på kirke, oplysning og det nationale spørgsmål vandt genklang hos stadig flere.

Hvor det på det kirkelige område frem til dette tidspunkt havde været J. P. Mynster, der var den åndelige lederskikkelse, blev det nu for mange Grundtvig og hans forkyndelse, der blev forbilledet. I 1840'rne kan man tale om en bevægelse, der sluttede sig til hans person – og udtrykket grundtvigianer havde da allerede mange år på bagen. Denne bevægelse eller kreds var mangfoldig og sammensat, som Grundtvigs egen vidtspændende indsats var det.

I 1847 kunne han selv fralægge sig rollen som partistifter: „Af de såkaldte „grundtvigianere” vil den ene rose min prædiken eller kirkesang, men laste min mytologiskhed, historiskhed og pæredanskhed, eller dog i det mindste min blindhed for de gudelige forsamlingers og missionsselskabernes ypperlighed, medens den anden vil gøre omvendt.”

Grundtvig beskrev her udmærket, hvorledes hans hidtidige virksomhed gennem fire årtier havde dækket så godt som alle åndslivets områder. Hans åndelige indsats har næsten overmenneskelige dimensioner. Hans arbejdskraft synes i perioder uden grænser, og han var sig tidligt bevidst, at han var kaldet til en indsats af historisk rækkevidde.

Efter mødet på Skamlingsbanken i 1844 var der for Grundtvig intet unaturligt i at takke Kolding by (for værtskab under mødet) „på egne og gamle Danmarks vegne”. Grundtvigs personlighed var uden for og oven over normerne.

En præstekollega, Jens Paludan-Müller, kunne allerede i 1817 næsten profetisk skrive om den endnu unge Grundtvig: „Det kald, som blev ham tildelt, er ikke vejlederens, men vækkerens. Derfor taler han ikke, men råber; demonstrerer ikke, men påstår; påminder ikke, men truer; føler ikke, men sværmer – kort, går i alt til yderlighederne.”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Grundtvig og grundtvigianismen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305960