C. A. Jensen malede i 1842 eller 1843 sin svoger, Peter Hiort Lorenzen, da denne stod som den danske bevægelses førerskikkelse. De to svogre var ikke politisk enige, men det svækkede ikke C. A. Jensens evne til at skabe et flot og sikkert portræt. Billedet betegnes ofte som ufuldendt, men det var i C. A. Jensens stil at give hår og klædedragt i brede skitsemæssige strøg. Hiort Lorenzens skæbne efter opgøret i Slesvig i november 1842 var tragisk. Han havde økonomiske problemer i sin virksomhed, til dels betinget af en nationalt betonet boykot, og skønt han fik pengehjælp fra kongeriget, måtte han lukke sin forretning. Bitter returnerede han i oktober 1844 et sølvdrikkehorn, man havde givet ham på Skamlingsbanken året forinden. I januar 1845 blev han indblandet i et nationalt dikteret slagsmål på en beværtning i Haderslev og blev – antagelig uberettiget – dømt som anstifter. Midt i kampen bukkede han under for en lungebetændelse i marts måned 1845.

.

Der var valg til stænderne i Slesvig og Itzehoe omkring nytår 1841. Valgdeltagelsen var lavere end første gang, men under ét fik forsamlingerne et lidt stærkere præg af de forskellige national-politiske grupperinger. Forsamlingen i Itzehoe var domineret af advokater, og i Slesvig kunne man nu tale om en lille danskorienteret gruppe af deputerede.

I denne gruppe bemærkede man købmand P. Hiort Lorenzen, Haderslev, der var blevet valgt i Sønderborg med 28 stemmer, mens 26 faldt på modkandidaten, en embedsmand med nære forbindelser til hertugen af Augustenborg.

P. Hiort Lorenzen havde i 1830'rnes forsamlinger hørt til de fremtrædende liberale kræfter. Han havde kæmpet for at virkeliggøre det program, som Lornsen havde fremsat i 1830 (se afsnittet Uwe Jens Lornsen og Ueber das Verfassungswerk), og han var her stødt sammen med hertug Christian August.

Skuffet også over de „nyholstenske” ideer, som redaktøren af Kieler Correspondenz-Blatt Th. Olshausen hævdede, og som indebar, at Holsten alene skulle arbejde mod friere forfatningsforhold i en tilnærmelse til Det tyske Forbund, nærmede han sig de liberale i kongeriget.

Hiort Lorenzen brød med sine tidligere meningsfæller og tog nu det standpunkt, inspireret af Orla Lehmann, at Slesvig og Danmark skulle søge at opnå en fælles konstitution. I konsekvens heraf nedlagde han sit hverv som stænderrepræsentant i sommeren 1840.

Da de slesvigske stænder mødtes i oktober 1842, stod den genvalgte Hiort Lorenzen som den ledende skikkelse i den danske gruppe, der foruden ham selv bestod af to repræsentanter for byen Flensborg og fire bønder. Chr. Flor pressede på, for at Hiort Lorenzen skulle foretage en kraftig markering af sin dansknationale indstilling, og lejligheden indtraf på mødet den 11. november.

En repræsentant fra den slesvigholstenske fløj, advokat Gülich, havde foreslået indførelsen af et eget slesvig-holstensk flag og afskaffelse af det påbudte skibsmærke: „Dansk ejendom” – ifølge Gülich „trældommens mærke”.

Hiort Lorenzen protesterede mod forslaget og blev til gengæld angrebet for at være redskab for den danske propaganda. Det var da ved mødet den næste dag, at der – efter den danske udgave af Stændertidende – indtraf følgende: „Kort før mødets slutning bad den deputerede fra Sønderborg præsidiet om at turde henvende nogle ord til den kgl. hr. kommissarius, og efter erholdt tilladelse talte samme dansk.

Den kgl. hr. kommissarius: Hvis den hr. deputerede ønsker et bestemt svar, må han anmode ham om at udtrykke sig i det tyske sprog, da han ikke er det danske aldeles mægtig.

Deputeret Lorenzen fra Sønderborg blev ved i det danske sprog.”

Mødet endte hurtigt i larm og forvirring, og da man mødtes på ny efter weekenden, var stemningen fortsat ophidset. Mødet den 15. måtte aflyses, men dagen efter lagde præsidenten det over til forsamlingens afgørelse, om Hiort Lorenzen måtte tale dansk. Det blev ham naturligvis nægtet – med 30 stemmer mod 2.

Stemningen var stadig på kogepunktet med tilråb som „Heraus mit dem Dänen, heraus mit dem Hunde”, men herunder faldt det historiske replikskifte mellem Hiort Lorenzen og professor N. Falck, forsamlingens præsident: „Skal jeg tie, fordi jeg taler dansk? -Ja, fordi De taler dansk”.

Flor var begejstret og underrettede Christian 8. pr. stafet. Aktionen havde haft til hensigt at skabe genlyd i offentligheden, både i kongeriget og i hertugdømmerne, og den skulle tvinge kongen og regeringen til at tage stilling i det nationale spørgsmål.

Det første lykkedes. Herredsfoged With lykønskede prompte Hiort Lorenzen fra Viborg: „Vi bevidner Dem vor tak for den kraft, hvormed De forfægter de danskes hellige ret imod tyskheden, og det være Dem en trøst i al den fortrædelighed som De må døje i Slesvig, at hele Danmark beundrer Deres borgerlige mod, Deres talent og udholdenhed.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fronterne trækkes op.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig