Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Regeringen mellem dansk og tysk

Oprindelig forfatter CBjø

Herredsfoged With berettede også for Hiort Lorenzen, at han fortalte A. S. Ørsted, der endnu en gang fungerede som kommissarius i Viborg, om begivenhederne. Denne havde fundet det urigtigt, at man havde appelleret til kongen, da kommissarius i Slesvig, præsidenten i Det slesvig-holsten-lauenburgske Kancelli, grev J. Reventlow-Criminil, faktisk ikke forstod dansk, og Ørsted ville i hans sted have bedt Hiort Lorenzen om at vise den føjelighed at tale tysk, „da dette ej kunne genere Dem”.

Ørsteds reaktion tegnede den linie, Christian 8. og hans nærmeste rådgivere fulgte over for det nationale spørgsmål. I april måned 1842 var der sket den udskiftning på de øverste embedsposter, man havde forventet skulle finde sted ved tronskiftet. Statsministrene J. S. Møsting, Otto Moltke og H. Krabbe-Carisius trådte tilbage.

H. Reventlow-Criminil afløste Krabbe-Carisius som udenrigsminister og medlem af statsrådet, mens broderen J. Reventlow-Criminil blev chef for hertugdømmernes indenrigsadministration i stedet for Otto Moltke. A. S. Ørsted blev statsminister – en udnævnelse, som kongen markerede særligt på det første møde i statsrådet.

Annonce

Prins Frederik af Nør, der var svoger til Christian 8., blev udnævnt til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne. Prinsens udnævnelse og de to holstenske grevers forfremmelse blev fra nationalliberal side opfattet som en indrømmelse til tyskheden, men der var formentlig tale om en bestræbelse fra kongens side på at holde situationen i balance ud fra en fornemmelse af styrkeforholdene i hertugdømmerne.

 Nationale skillelinier inden for og mellem de sociale lag i Haderslev i perioden 1830 til 1850. Historikeren Henrik Fangel har i sin skildring af Haderslev bys historie givet denne skematiske fremstilling af fordelingen mellem dansk og tysk national holdning på de forskellige sociale lag. I grove træk har den gyldighed for købstæderne, men også for landdistrikterne i den del af Slesvig, hvor der var en deling efter dansk og tysk/slesvig-holstensk. Overklassen var helt overvejende tysksindet med få indifferente – banen i midten af figuren – og meget få dansksindede. I den store mellemgruppe havde den danske bevægelse stærkest fat, men her vokser også andelen af dem, der ikke tog stilling, de „blakkede”. Tilslutningen til slesvig-holstenismen aftager markant. I underklassen udgør de indifferente den store majoritet. Frem mod 1850 øges den bevidste tilslutning omkring den dansknationale bevægelse, således som det er markeret med de stiplede linier, og Fangel mener, at overgangen fra national indifferens til stillingtagen i denne periode betød en tilslutning til den danske bevægelse, der foruden at have tag i middelklassen også nu får tilslutning i byernes underklasse.

Nationale skillelinier inden for og mellem de sociale lag i Haderslev i perioden 1830 til 1850. Historikeren Henrik Fangel har i sin skildring af Haderslev bys historie givet denne skematiske fremstilling af fordelingen mellem dansk og tysk national holdning på de forskellige sociale lag. I grove træk har den gyldighed for købstæderne, men også for landdistrikterne i den del af Slesvig, hvor der var en deling efter dansk og tysk/slesvig-holstensk. Overklassen var helt overvejende tysksindet med få indifferente – banen i midten af figuren – og meget få dansksindede. I den store mellemgruppe havde den danske bevægelse stærkest fat, men her vokser også andelen af dem, der ikke tog stilling, de „blakkede”. Tilslutningen til slesvig-holstenismen aftager markant. I underklassen udgør de indifferente den store majoritet. Frem mod 1850 øges den bevidste tilslutning omkring den dansknationale bevægelse, således som det er markeret med de stiplede linier, og Fangel mener, at overgangen fra national indifferens til stillingtagen i denne periode betød en tilslutning til den danske bevægelse, der foruden at have tag i middelklassen også nu får tilslutning i byernes underklasse.

Lederen af den slesvig-holstenske fællesregering på Gottorp, J. Spies, sammenfattede i et brev til A. S. Ørsted den førte politik på følgende vis, at man søgte at fastholde „under anerkendelse af den forskellige nationalitet den stærkest muligt forening af de forskellige dele, som tilhørende én stat”.

Både i kongeriget og i hertugdømmerne måtte denne politiske kurs forekomme utilfredsstillende. Og den kunne da også give sig udtryk, der kunne synes mindre gennemtænkte. Det kongelige kabinet indførte fra 1842 den praksis, at man tilskrev embeder med tysk forvaltningssprog på tysk, men samtidig var der tale om udspil, der fra slesvig-holstensk side måtte opleves som bestræbelser på „danisering”.

Hærreformen af 1842 integrerede således monarkiets militære kræfter stærkere end tidligere, og Dannebrog afløste som regimentsstandart de tidligere faner, der i hertugdømmerne havde båret de to slesvigske løver eller det holstenske nældeblad. Den 1. november 1842 blev det desuden påbudt, at alle kongelige embedsmænd i Slesvig og Holsten skulle bære den rød-hvide kokarde, som man nogle måneder forinden havde indført i monarkiets hær!

I slutningen af 1830'rne havde man fra slesvigsk side bedt om at få en filial af Nationalbanken til denne del af landet, og i 1840 blev tilladelsen til at oprette en filial i Flensborg udstedt. Men nu blev bankafdelingen opfattet som en slags trojansk hest, der ad bagvejen skulle indføre pengepolitisk fællesskab med kongeriget.

Det gav anledning til debatter i stænderne og ivrige bestræbelser for at få skabt en særlig landsbank for de to hertugdømmer. Hvad man fra flensborgsk side havde foreslået i 1835 som et instrument til at fremme byens og egnens økonomiske udvikling blev nu, da filialen endelig kunne åbne i 1844, anset for at være et våben i kampen mellem dansk og tysk.

 Emil Bærentzen malede i 1844 den unge Laurids Skau, der ved taler på det første og andet møde på Skamlingsbanken havde slået sit navn fast. Få Bærentzens maleri er han „den ideale bonde” med det sorte kravetøj til forskel fra borgerskabets hvide, jfr. Peter Hiort Lorenzen. Under sin fortsatte politiske virksomhed blev Skau bebrejdet, at han aflagde sin stands klædedragt. Han var begavet, selvbevidst og i besiddelse af en vældig fysisk og åndelig energi. Han ville frem og blev etableret som proprietær og senere embedsmand efter krigene 1848 51. Det næsten voldsomme i hans personlighed har tilsvarende bidraget til den afstandtagen fra hans personlighed, man har kunnet finde i historieskrivningen om nationalitetskampen i Sønderjylland.

Emil Bærentzen malede i 1844 den unge Laurids Skau, der ved taler på det første og andet møde på Skamlingsbanken havde slået sit navn fast. Få Bærentzens maleri er han „den ideale bonde” med det sorte kravetøj til forskel fra borgerskabets hvide, jfr. Peter Hiort Lorenzen. Under sin fortsatte politiske virksomhed blev Skau bebrejdet, at han aflagde sin stands klædedragt. Han var begavet, selvbevidst og i besiddelse af en vældig fysisk og åndelig energi. Han ville frem og blev etableret som proprietær og senere embedsmand efter krigene 1848 51. Det næsten voldsomme i hans personlighed har tilsvarende bidraget til den afstandtagen fra hans personlighed, man har kunnet finde i historieskrivningen om nationalitetskampen i Sønderjylland.

Flors ilbud til Christian 8. med en opfordring til at gribe ind og beskytte det danske sprog i den slesvigske stænderforsamling fik ikke det ønskede resultat. Man kunne ikke hindre brugen af dansk – Nis Lorenzen havde ved flere lejligheder talt dansk, fordi han ikke var tilstrækkelig sikker i tysk.

Men Christian 8. kunne heller ikke billige Hiort Lorenzens optræden, og resultatet blev et reskript af 2. december 1842, der bevidst uklart fastslog, at de dansktalende havde naturlige rettigheder, og som bad forsamlingen fremkomme med et forslag til, hvordan disse bedst kunne sikres. Men hvem var dansktalende – Nis Lorenzen eller P. Hiort Lorenzen?

Afklaringen kom først umiddelbart før næste indkaldelse af stænderne i 1844, idet det såkaldte sprogpatent af 29. marts 1844 fastslog, at det var dem, „som ikke tiltror sig at være det tyske sprog tilstrækkelig mægtige”.

I Viborg stænder nøjedes J. P. With ikke blot med at drøfte begivenhederne i Slesvig på tomandshånd med A. S. Ørsted. Han fremsatte forslag om at kræve kongens beskyttelse af den danske nationalitet i Slesvig og af statens enhed, og den jyske herredsfoged angreb med stærke ord slesvig-holstenernes optræden og omtalte den krænkelse, danskheden her havde lidt.

Ørsted måtte med største ubehag vende sig ikke blot mod sagens juridiske side – han afviste, at nørrejyderne havde nogen som helst kompetence i denne sag – men også mod den nationale lidenskab, der nu kom til orde. Ørsteds appel om mådehold og forsvar for regeringens bestræbelser for at øve ret og skel blev imidlertid fejet af bordet. Med 46 stemmer mod tre besluttede forsamlingen at opfordre kongen til at tage skridt til at beskytte den danske nationalitet, det danske sprog og den danske stats enhed indtil Ejderen.

Da Hiort Lorenzen ved nytårstide 1843 besøgte hovedstaden, blev han køligt modtaget af A. S. Ørsted, hvis omtale af de sproglige forhold mindede ham om det syn på dansk og tysk, han mødte hos slesvigmod havde kongen ham to gange i audiens og havde tvangfrit drøftet både sprog- og forfatningssag med købmanden fra Haderslev. Kongen havde ikke overraskende manet til besindighed, gav ingen bestemte svar eller løfter, men havde i uforpligtende vendinger tilsagt sin sympati for sagen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Regeringen mellem dansk og tysk i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305956