Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pengevæsen og begyndende industrialisering

Oprindelig forfatter CBjø

I de sidste år af Frederik 6.s regeringstid kunne de liberale ikke opvise mange resultater i egentlig politisk forstand, men på pengepolitikkens område opnåede de fra midten af 1830'rne indflydelse på Nationalbanken.

Efter at pengevæsenet var bragt på fode igen, stræbte mænd som L. N. Hvidt og P. G. Bang i Nationalbankens ledelse efter at gøre den til en formidler af kredit til erhvervslivet, og frem til 1845, da man indførte nye og strammere seddeldækningsregler, førte banken en mere erhvervsfremmende udlånspolitik. En filial var som tidligere nævnt oprettet i Århus i 1837 og en anden i Flensborg i 1844, men bankens ledelse afviste ønsker om filialer i Odense og Ålborg.

Hamburg spillede fortsat en betydelig rolle for det danske kreditmarked, og i 1840'rne gik forbindelserne til Danmark i stigende omfang gennem et enkelt firma, H. Pontoppidan & Co. Den almindelige økonomiske fremgang i Danmark bidrog til en øget grad af selvstændighed på det finansielle område, og en kortvarig økonomisk krise, der ramte hansestaden i 1847, Treårskrigen 1848-50 og et nyt tilbageslag i året 1857 skulle mindske det danske erhvervslivs afhængighed af Hamburg.

Annonce

Men endnu i de nye seddeldækningsregler, der blev indført for Nationalbanken i 1845, blev det bestemt, at en fjerdedel af den mængde sølv, man var forpligtet til at have til dækning for seddeludstedelsen, skulle forefindes i hamburgsk valuta.

 Annoncer fra Roskilde Avis den 13. juli 1847. Åbningen af den første jernbane i kongeriget mellem København og Roskilde satte sig hurtigt mærkbare spor i Roskildes handelsliv. Her averterer to handlende i Roskilde med frisk hvedebrød leveret pr. bane. Parykmageren/frisøren kommer til Roskilde hver torsdag og tager aftentoget hjem til København. I 1848 blev tropperne ved krigens udbrud transporteret det første stykke ad vejen mod Slesvig med tog, men fra Roskilde måtte man køre med bøndervogne eller gå til Korsør.

Annoncer fra Roskilde Avis den 13. juli 1847. Åbningen af den første jernbane i kongeriget mellem København og Roskilde satte sig hurtigt mærkbare spor i Roskildes handelsliv. Her averterer to handlende i Roskilde med frisk hvedebrød leveret pr. bane. Parykmageren/frisøren kommer til Roskilde hver torsdag og tager aftentoget hjem til København. I 1848 blev tropperne ved krigens udbrud transporteret det første stykke ad vejen mod Slesvig med tog, men fra Roskilde måtte man køre med bøndervogne eller gå til Korsør.

I 1830'rne var det organiserede kreditmarked kun ringe udbygget. I hovedstaden virkede en kreditkasse for grundejere, og hertil kom nu Nationalbankens mere aktive medvirken. Men den helt overvejende del af kreditgivningen bestod i lån fra en person til en anden. Den første sparekasse i Danmark var oprettet i 1810, og i de kommende årtier fik de fleste af landets købstæder deres egen sparekasse.

Oprindelig havde disse placeret de indlånte midler i statskassen eller i Nationalbanken. Men fra 1840'rne begyndte sparekasserne i stigende grad at udlåne til private med prioritet i ejendomme, og det blev i høj grad landbruget, der finansierede bl.a. periodens overgang fra fæstegods til selveje gennem lån i sparekasserne.

Man så også sparekasser løse mere bankprægede forretninger som diskontering af veksler for byernes handelsstand, hvad der hang sammen med, at man savnede egentlige banker for forretningsverdenen. Desuden var købmændene ofte stærkt repræsenterede i ledelsen af kasserne.

Efter et fornyet afslag på anmodningen om at lægge en filial af Nationalbanken i Odense oprettede borgerne her i 1846 Fyens Disconto Kasse som den første forretningsbank i Danmark. Den var organiseret som et aktieselskab, og selve aktieselskabsformen vandt i løbet af 1840'rne en betydelig udbredelse, ikke mindst i forbindelse med den begyndende industrialisering.

I sit værk om Den danske Stats Statistik afviste A. F. Bergsøe i 1847, at Danmark ikke skulle have muligheder for at huse en egentlig industri. Han medgav, at fabrikker i Danmark næppe ville finde samme udbredelse som i England og Belgien, men på en række områder havde landet gode forudsætninger:

„… og ligesom vi for øjeblikket ser mangfoldige ting frembragte på indenlandske fabrikker, hvilke man endnu for en snes år siden, anså det for umuligt at producere med fordel her i landet, således vil sikkert inden et par decennier mange fabrikker trives, som man for øjeblikket ville anse det for dårskab at anlægge, og gode spirer er i så henseende lagte …”

Bergsøe henviste til anlæggelsen af fabrikker i hertugdømmerne, særlig i Holsten, der var blevet stimuleret ved toldloven af 1838, som i et vist omfang gjorde hele monarkiet til ét marked. I kongeriget var den industrielle udvikling særlig knyttet til hovedstaden og dens nærmeste omegn. De fleste større købstæder havde dog på dette tidspunkt fået deres jernstøberi.

I København var industrien omkring 1840 endnu overvejende af traditionel karakter, dvs. at den blev domineret af tekstilvirksomheder, og industrien havde et stærkt islæt af statsforetagender. Mekaniseringsniveauet var lavt. I 1839 havde den københavnske industri i alt 15 dampmaskiner, og flere af de største af byens fabrikker arbejdede efter forlagssystemet, dvs. at selve fabrikationen fandt sted uden for virksomheden og ofte i arbejdernes hjem. I 1839 var godt 6600 personer beskæftiget i den københavnske industri.

Ved udgangen af 1840'rne var billedet ved at ændre sig. Antallet af beskæftigede var steget med et par tusind mand. I 1847 arbejdede der i alt 49 dampmaskiner i den københavnske industri, som tilsammen udviklede ca. det dobbelte antal hestekræfter i forhold til de 15 maskiner, der arbejdede i København otte år tidligere.

De nye dampmaskiner var således i gennemsnit mindre, men udviklingen i antal og hestekræfter tyder på en større spredning af mekaniseringen. I forhold til situationen ved udgangen af 1830'rne havde tekstilindustrien tabt terræn, mens der var kommet nye brancher til, og ikke mindst inden for jern- og maskinindustrien var der tale om en kraftig udbygning. Der var ligeledes en vækst i beklædningsindustrien, og fra 1839 til 1845 steg antallet af dampbrænderier i København fra et til 13.

Et indslag i den tidlige industrialisering af Danmark, både i hovedstaden og i provinsbyerne, var indretningen af dampmøller. Danmark blev ikke industrialiseret i løbet af 1840'rne, men udviklingen blev ledt ind i de spor, den skulle følge i de kommende årtier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Pengevæsen og begyndende industrialisering i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305980