Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De senere, for landmanden heldige år

Oprindelig forfatter CBjø

Det var landbruget, der var den økonomiske drivkraft for den vedvarende fremadskridende tilstand, regeringen kunne henvise til i sin bekendtgørelse til stænderne i 1846. 1830'rne havde bragt en bedring i landbrugets økonomiske stilling i forhold til de foregående tiår. Men fremgangstendensen var endnu ikke stærk eller entydig. Landbrugets priser svingede fra år til år, og det samme gjorde det overskud af kornvarer, der kunne eksporteres.

De sidste bind i rækken af Landhusholdningsselskabets amtsbeskrivelser fra begyndelsen af 1840'rne pegede fortsat på et svælg mellem det store landbrug, især på Øerne, der for længst havde rettet sin produktion ind efter markedets behov, og det helt overvejende traditionelt drevne bondelandbrug, der ifølge de landøkonomiske autoriteter kun havde gjort få fremskridt siden århundredets begyndelse. I Nordsjælland så man på landsbymarkerne endnu i begyndelsen af 1830'rne fem hjulplove i arbejde for hver moderne svingplov.

Ved midten af 1840'rne var fremgangslinien imidlertid slået mærkbart igennem på alle områder. „Agerdyrkningen er i det hele taget i mærkelig opkomst”, skrev amtmanden over Hjørring amt for året 1847, og nu gjaldt det både „den store som den mindre landejendomsbesidder”. I løbet af et forholdsvis kort spand af år blev dansk landbrug løftet op og ind i en stadig opadgående udvikling, der betød stigende produktion, øget udførsel og økonomisk gunstige kår for landmændene.

Annonce

Udviklingen havde dog sine skyggesider. Fra 1845 blev den hidtil betydelige kartoffelavl ramt af sygdom, der vendte tilbage i de følgende år, og som i mange egne indskrænkede dyrkningen af denne vigtige afgrøde. I vinteren og foråret 1846-47 nåede kornpriserne en sådan højde, at det skabte akutte sociale problemer.

Da amtmændene i Danmark indberettede om landbrugets forhold i 1847, kunne de alle – med nogle forbehold for Ribe og Ringkøbing amter og Københavns amt med henblik på Amager – tale om fremgang på stort set alle områder. På Øerne blev de sidste uopdyrkede jorder taget under plov, og i Vendsyssel opdyrkede man i alle brugsstørrelser „rå jorder” – heder og kærstrækninger. Der blev udført omfattende jordforbedringsarbejder.

 Corsarens kommentar til kartoffelsygen, der ramte Danmark fra 1845. Ligesom andre egne af Europa blev kartoflerne i Danmark angrebet af en skimmelsvamp, der i løbet af en måneds tid ødelagde knoldene. Man stod magtesløs over for sygdommen, og Corsaren foreslår her at udstyre planten med en paraply og en macintosh – en regnfrakke. Efterhånden blev planterne immune over for sygdommen, men kartoffeldyrkningen i Danmark blev sat stærkt tilbage. Hvor kartoffelsygen i Irland betød hungersnød, medførte den herhjemme smalhals i de mange husstande, hvor kartoflen var blevet daglig kost.

Corsarens kommentar til kartoffelsygen, der ramte Danmark fra 1845. Ligesom andre egne af Europa blev kartoflerne i Danmark angrebet af en skimmelsvamp, der i løbet af en måneds tid ødelagde knoldene. Man stod magtesløs over for sygdommen, og Corsaren foreslår her at udstyre planten med en paraply og en macintosh – en regnfrakke. Efterhånden blev planterne immune over for sygdommen, men kartoffeldyrkningen i Danmark blev sat stærkt tilbage. Hvor kartoffelsygen i Irland betød hungersnød, medførte den herhjemme smalhals i de mange husstande, hvor kartoflen var blevet daglig kost.

Fra Sorø berettede amtmanden, at landmændene gravede grøfter for at afvande jorderne, opbrød eller nedgravede sten og sløjfede jordvolde for at indvinde pløjeland. Hans kollega fra Københavns amt anførte i samme forbindelse, at „stendysser bortskaffes”. Mergling, dvs. at man tilførte markerne særlig kalkholdig jord, blev nu almindelig over hele landet, hvor det tidligere fortrinsvis havde været brugt i Jylland. Lars Andersen på Holevadgården anførte i 1842, at nu merglede man på hans egn.

Forbedrede redskaber og egentlige maskiner begyndte at vinde indpas, ikke blot på de større gårde, men også i bondelandbruget. Amtmanden over Frederiksborg amt skrev for 1847, at svingploven nu så godt som fuldstændig havde fortrængt den gamle danske plov. I de vestjyske amter holdt hjulploven sig længere i brug i en forbedret udgave, og på den første Landmandsforsamling i 1845 var der vestjyder, der fremhævede dens fortrin til en række arbejdsopgaver.

Tromlen blev almindelig på gårdene, og nye og forbedrede harver blev taget i anvendelse. De mere effektive typer harver muliggjorde en grundigere bearbejdelse af brakmarkerne, og på Øerne havde de fleste bønder nu indført brakken i deres sædskifte, dvs. at jorden ikke bar afgrøde eller henlå med den naturlige græsvækst, men året igennem blev gennempløjet og -harvet. Brakken rensede og løsnede jordoverfladen og gjorde den mere tjenlig til de krævende afgrøder som f.eks. hvede, som flere og flere begyndte at dyrke.

Præstø amt noterede, at nogle hovedgårde havde indkøbt såmaskiner. Andre steder var det almindeligt, at man på de større gårde rensede kornet på maskine, og amtmanden fra Thisted skrev, at man i hans del af landet kunne få gode rensemaskiner fra det stedlige jernstøberi i købstaden.

Landmændene samlede opmærksomheden om kornproduktionen, mens interessen for at dyrke afgrøder som raps, hør og kartofler gik tilbage. Købmændenes krav om bedre og renere varer havde en gavnlig effekt på kvaliteten af den danske kornproduktion. Det bidrog til større udbytte, at man nu i bondelandbruget i flere egne i det østlige Danmark drev jorderne efter en vis plan med vekslen mellem de forskellige afgrøder.

Denne udvikling hen mod en både større og kvalitativt forbedret vegetabilsk produktion var mest udpræget på Øerne og i det østlige Jylland, og her var det tydeligt, at bondelandbruget efter evne fulgte det mønster, der var udstukket af de større gårde.

For den animalske produktion var tendensen ikke så entydig. I Østjylland og på Øerne var de store gårde så afgjort ledende i forbedringen af husdyrbruget, mens der i mange egne ikke var den store fremgang at spore hos bønderne. Bedst stod det her til på Fyn. I det nordlige Jylland, hvor kreaturerne gav landmanden hovedindtægten, var der i alle dele af landbruget interesse for at fremme kvægholdet.

Der var usikkerhed om værdien af krydsning med fremmede racer, og i Jylland ønskede man både for kvægets og hestenes vedkommende at bygge videre på det grundlag, man havde i de hjemlige landracer. Jyske heste og jysk kvæg fra Limfjordsegnene var gode eksportvarer. Fra England indførte man dog nye fåreracer, og amtmanden fra Randers kunne for 1847 indberette om forædling af heste-, fåre- og kvægavlen.

Svineholdet var endnu de fleste steder uden den store økonomiske betydning for landbruget. For landet som helhed var det kornproduktionen, der stod i centrum i den hurtige fremgang, som amtmanden fra Svendborg daterede til ca. 1840.

I Jylland kostede bondegårdsjord i 1845 nu omkring det dobbelte af, hvad man havde måttet betale i de sidste år af Frederik 6.s regeringstid. Da den anden Landmandsforsamling blev afholdt i Odense i 1846, kunne sekretæren i sin beretning gentage det tema, som regeringen havde anslået i sin bekendtgørelse til stænderne samme år.

Det store fremmøde af landmænd fra alle egne af landet var et udtryk for „den her i landet herskende nationalvelstand, over hvilken der i de senere år har hvilet en sådan velsignelse, at ingensomhelst tidligere periode dertil kan opvise magen”.

Velstandsforbedringen hos landmændene var også betinget af, at de varer, Danmark måtte indføre fra udlandet, ikke steg tilsvarende i pris. Inden for rigets grænser blev landbrugserhvervets frembringelser forholdsvis dyrere end de varer og goder, byerne producerede i denne periode. Danmark blev fra 1840'rne stadig „rigere” i forhold til udlandet – og taget under ét øgedes landmændenes velstand mere end bybefolkningens.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: De senere, for landmanden heldige år i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305978