Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søren Kierkegaard i 1840rne

Oprindelig forfatter CBjø

Blandt H. C. Andersens mange kritikere var den unge Søren Kierkegaard, der i sin debutbog Af en endnu Levendes Papirer i 1838 sønderlemmede Andersens netop udsendte roman Kun en Spillemand. Romanen handler om Andersen selv, om en fattig drengs vej mod lykken – i øvrigt med en tragisk udgang.

Men Kierkegaard bebrejdede Andersen, at han ikke i sin roman demonstrerede nogen livsanskuelse. Det var næppe ubegrundet ud fra tidens herskende æstetiske opfattelse, men livsanskuelse var nu engang ikke Andersens ærinde. De talte forbi hinanden, og Kierkegaard kunne heller ikke se noget særligt i Andersens eventyr.

Søren Kierkegaard var søn af en fra Jylland indvandret uldgrossist Michael Pedersen Kierkegaard. Han havde tjent store penge, der tillod den yngste søn, Søren, at leve for sit forfatterskab. Søren Kierkegaard blev student i 1830 og begyndte at læse teologi.

Annonce

Mere og mere blev han imidlertid optaget af filosofiske spørgsmål, han syslede med litterære udkast og han kom i dybtgående tvivl om kristendommens sandhed. Af pietet mod mindet om faderen, der døde i 1838, tog han dog i 1840 teologisk embedseksamen, og året efter disputerede han for den filosofiske magistergrad (svarende til doktorgraden) med afhandlingen Om Begrebet Ironi.

For omgivelserne var han en velbegavet, velhavende fars søn, der ikke rigtig havde noget mål med sin tilværelse, og som skabte forargelse i det københavnske borgerskab ved at forlove sig i 1840 med en ung pige og 13 måneder efter bryde forlovelsen.

 Søren Kierkegaard, tegnet af H. P. Hansen. Kierkegaards afsluttende opgør med den officielle kristendom vakte genklang i de gudeligt vakte kredse, men i øvrigt havde hans forfatterskab ikke vundet større forståelse i hans samtid. Fra slutningen af 1800-tallet voksede hans ry som tænker, og han regnes i dag for en af de centrale skikkelser i den moderne filosofis udvikling. Kierkegaards indsats kan synes uden berøring med 1840'rnes politik og samfundsdebat i Danmark, men hans væsentligste bestræbelser kan dog alligevel opleves som udtryk for individets og den kristne personligheds emancipation.

Søren Kierkegaard, tegnet af H. P. Hansen. Kierkegaards afsluttende opgør med den officielle kristendom vakte genklang i de gudeligt vakte kredse, men i øvrigt havde hans forfatterskab ikke vundet større forståelse i hans samtid. Fra slutningen af 1800-tallet voksede hans ry som tænker, og han regnes i dag for en af de centrale skikkelser i den moderne filosofis udvikling. Kierkegaards indsats kan synes uden berøring med 1840'rnes politik og samfundsdebat i Danmark, men hans væsentligste bestræbelser kan dog alligevel opleves som udtryk for individets og den kristne personligheds emancipation.

Vinteren 1841-42 boede han i Berlin, hvor han begyndte at skrive. Tidligt i 1843 udkom Enten-Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita, der gennem sine mange dele udvikler sig til en indtrængende diskussion af menneskelivets tilstande og moralske og etiske komplikationer. I de følgende år udfoldede Kierkegaard et kolossalt forfatterskab, der får endnu større dimensioner ved de utrykte optegnelser og dagbøger.

Under pseudonymet Hilarius Bogbinder udsendte han i 1845 Stadier på Livets Vej, der i forlængelse af Enten-Eller viderefører den indgående kortlægning af alle aspekter af den menneskelige tilværelses grundforhold. Hvor Enten-Eller havde lagt hovedvægten på de æstetiske og etiske „stadier” – et samlet styrende moralsk princip – koncentrerede Kierkegaard sig i Stadier på Livets Vej om forholdet mellem mand og kvinde og ægteskabet.

I en række bøger fra disse år, alle udgivet under opdigtede forfatternavne, behandler Kierkegaard de religiøse begreber med udgangspunkt i bibelske situationer, især fra Det gamle Testamente. Kierkegaard arbejder sig i disse skrifter stadig mere nært ind på de grundlæggende spørgsmål i kristendommen og i troens problem.

Det blev over for grundtvigianismen og over for den teologiske videnskab hævdet, at kristendommen ikke skulle „bevises” ved den levende tradition omkring menighedens møde eller ved spekulative argumenter, der byggede på Hegels filosofi. Kristendommen og troen var sandhed for den, der subjektivt valgte troen med „den livsfare at ligge på de 70.000 favne vand og først der finde Gud”.

I 1846 afrundede han denne del af forfatterskabet med Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler, hvor han i de væsentligste træk havde formuleret sin opfattelse af troens eksistentielle problem. Han mente sig udskrevet, da han bevidst påkaldte sig Corsarens beskæftigelse med sin person. Kierkegaard var en velkendt skikkelse i byen. Han boede i et stateligt hus på Nytorv og var hyppigt at træffe på Strøget.

Skandalen fra forlovelseshistorien hang ved ham, og ydre træk ved hans påklædning og livsførelse gjorde ham til et taknemmeligt offer for karikaturer. Corsarens angreb ramte ham dybt, men han sattes på ny i gang som skribent. Allerede fra 1843 havde han under eget navn udgivet mindre religiøse taler, og efter Corsarens angreb i 1846 fulgte en ny række kristelige taler.

Stilen er ganske ændret i forhold til de store filosofiske værkers indtrængende beskæftigelse med tilværelsens mangfoldighed. Tonefaldet er mildt eller indtrængende, og talerne er formet som sprogligt enkle, direkte appeller til modtageren om Kristi forkyndelse. Stadig tydeligere bliver kristendommens budskab lidelsen.

Søren Kierkegaard skrev sine taler i Treårskrigens og systemskiftets tid, men han tog afstand fra både liberalisme og „ånden fra 1848”. Han havde igennem hele sit forfatterskab fra 1840'rne gennemarbejdet det kristne menneskes situation for at komme på det rene med, hvad Jesu forkyndelse indebar.

Kierkegaard havde i denne udviklingsproces „brugt” sig selv – forlovelseshistorien og karikaturerne i Corsaren – for med størst mulig intellektuel og personlig erfaring at kunne træde frem og vidne om det kristne budskab. Han vurderede i 1848 hele sin hidtidige virksomhed som forfatter under et og samme overordnede mål, opdragelsen til kristendom.

I september 1850 udsendte han Indøvelse i Christendom, tillagt pseudonymet Anti-Climacus, hvor det blev hævdet, at Kristi budskab indebar et brud med den etablerede kirkes og kristendoms lære og praksis. Kierkegaard havde udfordret kirken, repræsenteret ved Sjællands biskop J. P. Mynster, men intet skete – endnu.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Søren Kierkegaard i 1840rne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305975