Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et ægtepar og to ungkarle fra åndslivet

Oprindelig forfatter Redaktionen

Kort før jul 1841 udsendte Johan Ludvig Heiberg en digtsamling, Nye Digte, der bl.a. rummer den satiriske versfortælling En Sjæl efter Døden. Den beretter om en netop afdød københavnsk borger, hvis sjæl nu skal finde sit nye og endelige opholdssted. Den afdøde mente at have levet som et hæderligt og retskaffent menneske, der uden større anfægtelser eller overvejelser havde agtet religionens lærdomme.

Sjælen forventer derfor at blive lukket ind i himmelen, men Sankt Peder tager ham i nærmere forhør. Det kniber med at gøre rede for det centrale i Jesu forkyndelse, og sjælen viger tilbage for de prøvelser, han bliver stillet i udsigt.

Sankt Peder viser ham derfor til Elysium, hvor han måske har større muligheder for at blive indladt. Sjælen er ikke ganske utilfreds, for Sankt Peder giver en meget tillokkende beskrivelse af det sted, hvor de gode hedninge opholder sig.

Annonce

Men heller ikke her lykkes det. Her vogter Aristofanes, der hurtigt får afsløret sjælens ringe fortrolighed med antikkens filosofi og kunst. Det nytter kun lidt, at sjælen i levende live havde givet seks rigsdaler til det planlagte museum for Thorvaldsens værker!

Sjælen bliver af Aristofanes sendt „ad helved til”, hvor han møder Mefistofeles, som introducerer ham til hans kommende opholdssted. Sjælen frygter naturligvis for pinsler og straf, men det viser sig til hans behagelige overraskelse, at helvede er en nøje kopi af det København omkring 1840, han netop har forladt.

Mefistofeles forklarer sjælen, at han vil få nøjagtig den samme tilværelse, som han havde i levende live, og med en overbevisning om, at han nu har fundet sin rette plads, slutter sjælen sig til de øvrige beboere i helvede, der arbejder på at fylde danaidernes kar:

Hvad jeg hørte, har alt forandret min tanke,

jeg føler mit hjerte højere banke;

det vil meget interessere,

til det fælles mål at konkurrere.

Jeg agter desuden foreningsånden,

ved den, så tror jeg, er staten stærk,

og herligt er det at række hånden

til sligt uendeligt kæmpeværk.

Johan Ludvig Heiberg stod ved indgangen til 1840'rne som den centrale skikkelse i dansk åndsliv. Fra slutningen af 1820'rne havde hans vaudeviller præget Det kongelige Teaters repertoire, og Heiberg havde med sine stykker og talrige oversættelser banet vej for en mere moderne, lettere og mere professionel scenekunst. I sine tidsskrifter, Kjøbenhavns flyvende Post, 1827 til 1830 og igen fra 1834 til 1837 opkastede han sig til den førende autoritet i litterære spørgsmål.

Han skabte en ny dansk sagprosa, der var smidigere, mere klar og vittigere end hidtil. Hans væsentligste felt var den litterære kritik, hvor han strammede de formelle krav til de kunstneriske frembringelser. Men Heiberg udvidede gennem 1830'rne sit område til at omfatte, hvad man kunne betegne som den dannede middelstands tilværelse.

 Johanne Luise Heiberg på et daguerreotypi fra ca. 1850. Fru Heibergs enestående popularitet i 1840'rne blev flere gange udnyttet i reklameøjemed, og typisk for tiden er produktet forbundet med „damp” for at understrege det moderne og fabriksproducerede. På chokoladeemballagen (herunder) fremtræder hun i en idealiseret skikkelse, mens daguerreotypiet viser hendes mere karakterfulde træk. Hendes moder var jødinde, og faderen var indvandret fra Rhinegnene, hvad der gav hendes fysiognomi dets pirrende fremmedartede præg. Hvidt som på reklamebilledet eller sort og hvidt som på daguerreotypiet var de farver, hun med sikker virkning brugte i sin påklædning, når hun brillerede i rollen som fru Heiberg.

Johanne Luise Heiberg på et daguerreotypi fra ca. 1850. Fru Heibergs enestående popularitet i 1840'rne blev flere gange udnyttet i reklameøjemed, og typisk for tiden er produktet forbundet med „damp” for at understrege det moderne og fabriksproducerede. På chokoladeemballagen (herunder) fremtræder hun i en idealiseret skikkelse, mens daguerreotypiet viser hendes mere karakterfulde træk. Hendes moder var jødinde, og faderen var indvandret fra Rhinegnene, hvad der gav hendes fysiognomi dets pirrende fremmedartede præg. Hvidt som på reklamebilledet eller sort og hvidt som på daguerreotypiet var de farver, hun med sikker virkning brugte i sin påklædning, når hun brillerede i rollen som fru Heiberg.

På det kunstneriske felt ville han skærpe sansen for den gode smag og for den korrekte form. Det førte ham videre i sine kommentarer til emner som opdragelse, omgangsformer og familieliv.

Hvor uddannelsessystemet frem til universitetet bibragte den højere middelstand dens viden og kundskaber, ville Heiberg skole den samme del af befolkningen med hensyn til æstetisk sans og en åndsaristokratisk indstilling til tilværelsen.

Heibergs „sjæl”, som han spottede, var repræsentant for det borgerskab, der blev hængende i den daglige tilværelses trivialiteter og som til Heibergs kølige foragt engagerede sig i tidens offentlige spørgsmål – som „sjælen” gjorde det i Selskabet for Trykkefriheden.

Heibergs indflydelse blev ikke alene formidlet gennem hans skuespil og omfattende kulturjournalistiske indsats. I 1831 giftede han sig med den ombejlede unge Johanne Luise Pätges, der som fru Heiberg skulle blive teatrets ubestridte primadonna i 1830'rne og 1840'rne.

Hun besad efter alle samtidige udsagn at dømme en erotisk udstråling, der med lige overlegenhed kunne fremstille den purunge pige (ofte i ægtefællens vaudeviller), den voksne kvinde i oversatte franske konversationsstykker og de dæmoniske, mere sammensatte naturer i de skuespil, tidens forfattere producerede for scenen og for fru Heiberg.

Hun var ikke klassisk smuk, men havde en stor udstråling med de lidt for markerede træk og de intense øjne. Flere af hendes glansroller var i mandstøj, hvor hendes velskabte skikkelse gav scenefiguren et ekstra pikanteri.

Fru Heibergs skuespilkunst fejrede dog de største triumfer uden for scenen, hvor hun var værtinden i det heibergske hjem i Søkvæsthuset på Christianshavn. I dette hjem samlede ægteparret tidens ledende mænd i åndsliv og politik. Damer var mindre velsete. Man rendyrkede her en selskabelighed, der blev det uopnåelige forbillede for samtiden og den umiddelbare eftertid.

 Johanne Luise Heiberg som reklame for chokolade. Fru Heibergs enestående popularitet i 1840'rne blev flere gange udnyttet i reklameøjemed, og typisk for tiden er produktet forbundet med „damp” for at understrege det moderne og fabriksproducerede. På chokoladeemballagen fremtræder hun i en idealiseret skikkelse, mens daguerreotypiet herover viser hendes mere karakterfulde træk. Hendes moder var jødinde, og faderen var indvandret fra Rhinegnene, hvad der gav hendes fysiognomi dets pirrende fremmedartede præg. Hvidt som på reklamebilledet eller sort og hvidt som på daguerreotypiet var de farver, hun med sikker virkning brugte i sin påklædning, når hun brillerede i rollen som fru Heiberg.

Johanne Luise Heiberg som reklame for chokolade. Fru Heibergs enestående popularitet i 1840'rne blev flere gange udnyttet i reklameøjemed, og typisk for tiden er produktet forbundet med „damp” for at understrege det moderne og fabriksproducerede. På chokoladeemballagen fremtræder hun i en idealiseret skikkelse, mens daguerreotypiet herover viser hendes mere karakterfulde træk. Hendes moder var jødinde, og faderen var indvandret fra Rhinegnene, hvad der gav hendes fysiognomi dets pirrende fremmedartede præg. Hvidt som på reklamebilledet eller sort og hvidt som på daguerreotypiet var de farver, hun med sikker virkning brugte i sin påklædning, når hun brillerede i rollen som fru Heiberg.

Selskaberne var for de få i antallet af gæster, og den åndfulde konversation var det essentielle. Forudsætningen for at blive accepteret i denne kreds var anerkendelsen af Johan Ludvig Heiberg som autoriteten på åndslivets område og af fruen som uopnåelig erotisk åbenbaring.

I 1840'rne kom Johan Ludvig Heiberg i begyndende modvind. De yngre i litteraturens verden anfægtede hans autoritet på åndslivets område, og han repræsenterede i stigende omfang en modstand mod nye strømninger. Det viste sig i teaterpolitikken, hvor han i realiteten beklædte stillingen som censor ved Det kongelige Teater.

Her accepterede han først efterhånden og med reservation den unge Jens Chr. Hostrups skuespil. Hostrup skrev komedier, der opførtes af og for studenter, og med Genboerne, 1844 skabte han et klassisk skuespil i dansk teaterhistorie. Hostrup gik videre fra studenterverdenen i sin satire over samtiden med En Spurv i Tranedans, 1846 og lystspillet Eventyr på Fodrejsen, 1847.

Hostrups komedier havde det meste af det, der udmærkede Heibergs vaudeviller – en kvik handlingsgang, et let og naturligt replikskifte og indlagte sange til iørefaldende melodier. Hvor Heibergs stykker var sikrere i deres opbygning, var Hostrups til gengæld nærmere på 1840'rnes mennesker og det samfund, de levede i. Personkarakteristikken gik dybere hos Hostrup, og der var hos ham en større sympati for menneskene.

Hans håndværkerfamilie i Genboerne er tegnet med lune, og den undslupne straffefange i Eventyr på Fodrejsen er ikke en teaterskurk, men tegnet som et helt menneske. Netop realismen hos den yngre konkurrent var en anstødssten for Heiberg, og Hostrups komedier rummede ingen rigtige glansroller for fruen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Et ægtepar og to ungkarle fra åndslivet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305973