Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den kultiverede monark

Oprindelig forfatter CBjø

Christian 8. var fra naturens side godt begavet, og han besad på mange områder tidens æstetiske og videnskabelige dannelse. I sine unge dage var han berømmet for sin maskuline skønhed, og uanset Traps spydigheder var han og Caroline Amalie ved deres tronbestigelse et stateligt og repræsentativt par, der klædte den kroningsceremoni, man lod gennemføre i Frederiksborg Slotskirke den 28. juni 1840.

Christian 8. var veluddannet, og i sin lange periode som tronfølger havde han til stadighed haft kontakter til fremmede lande og deres ledende politikere, til kunstnere i ind- og udland og til videnskabsmænd. Han var selv en kyndig mineralog, og hans mæcenvirksomhed over for kunsten var præget af personlig indlevelse og smag.

Holdt ude fra deltagelsen i styret herhjemme havde han fulgt godt med udviklingen i europæisk politik og her luftet, hvad der kunne opfattes som liberale sympatier. Han havde som „mindre landejendomsbesidder” haft stemmeret til stænderne i 1834 og havde da stemt på den progressive J. C. Drewsen. Som guvernør på Fyn udfoldede han betydelig repræsentativ selskabelighed, og han engagerede sig aktivt i ledelsen af øens patriotiske og litterære selskaber.

Annonce

I 1831 fik han omsider sæde i statsrådet, og samtidig indtrådte grev Conrad Rantzau-Breitenburg. Denne har i sine erindringer beskrevet den overraskende ringe respekt, der stod om tronfølgeren, der nu var en mand, der nærmede sig de halvhundrede år. Han kunne skifte standpunkter uden rigtigt at kunne overbevise omgivelserne om det begrundede heri.

 Anklager mod politiet for brutalitet er ingen nyhed. Fra oppositionen blev Københavns politi i 1840'rne hyppigt kritiseret for unødig voldelig fremfærd, hvor stokkeslagene regnede ned over folk på gaderne. Her er det Corsaren, der i 1842 skildrer en politibetjent i aktion.

Anklager mod politiet for brutalitet er ingen nyhed. Fra oppositionen blev Københavns politi i 1840'rne hyppigt kritiseret for unødig voldelig fremfærd, hvor stokkeslagene regnede ned over folk på gaderne. Her er det Corsaren, der i 1842 skildrer en politibetjent i aktion.

Var man uenig med prinsen, skulle man sørge for at beholde det sidste ord, dvs. han var ikke 100 procent til at stole på, og det gjorde ikke noget godt indtryk på grev Rantzau, at lidt sammenstimlen og fyrværkeri på Amalienborg Slotsplads nytårsnat 1835 var nok til at gøre ham urolig.

Ægteskabet var barnløst, men forholdet mellem Christian 8. og hans hustru var godt. Hun engagerede sig i filantropisk arbejde og stod bag oprettelsen af de første børneasyler herhjemme. Caroline Amalie kom herigennem til at opstille nye kvindeidealer. Velgørenhedsarbejde blev fra midten af århundredet en opgave for hoffets, aristokratiets og det højere borgerskabs kvinder. Hun var levende religiøst optaget og var en beundrer af N. F. S. Grundtvig.

Fra sin ungdom var Christian 8. en ynder af tilværelsens goder, og det kongelige køkken fik præg heraf efter hans tronbestigelse. Han havde gennem årene adskillige elskerinder og børn med dem, som han tog sig af – efter tidens normer. Til sønnen prins Frederik var forholdet derimod mindre godt. Denne havde tidligt vist sig at være en „vanskelig” natur, der selv bar hovedansvaret for, at hans ægteskab med Frederik 6.s datter Vilhelmine blev opløst.

Trods sine mange betydelige evner savnede Christian 8. tilsyneladende evnen til at vinde sine omgivelser for sig og skabe tillid. Sin statelige fremtræden til trods havde han svært ved at virke betydelig. Gik noget ham på, som f.eks. tildragelserne den 22. maj, viste han det tydeligt – han svedte, blev utålmodig i sine bevægelser og havde i sådanne situationer en stadig vane med at slå sig heftigt ned langs låret. I sine repræsentative gøremål fik han fra begyndelsen et ry for manglende præcision, der bestyrkedes under hans rejse monarkiet rundt i sommeren 1840.

 Sorgenfri Slot. Både for Frederik 6. og for Christian 8. var Amalienborg den egentlige residens, hvor man boede i vinterhalvåret. Om sommeren havde Frederik 6. foretrukket at opholde sig på Frederiksberg Slot, mens Christian 8. beholdt Sorgenfri som sin sommerresidens. Han havde som ung prins i 1805 fået stillet slottet til sin disposition. Hoffets ophold på Sorgenfri blev præget af dronning Caroline Amalie, hvis religiøse og socialfilantropiske interesser fik indflydelse på tilværelsen i kongefamiliens nærmeste omgivelser.

Sorgenfri Slot. Både for Frederik 6. og for Christian 8. var Amalienborg den egentlige residens, hvor man boede i vinterhalvåret. Om sommeren havde Frederik 6. foretrukket at opholde sig på Frederiksberg Slot, mens Christian 8. beholdt Sorgenfri som sin sommerresidens. Han havde som ung prins i 1805 fået stillet slottet til sin disposition. Hoffets ophold på Sorgenfri blev præget af dronning Caroline Amalie, hvis religiøse og socialfilantropiske interesser fik indflydelse på tilværelsen i kongefamiliens nærmeste omgivelser.

Christian 8. foretrak som prins og konge at omgive sig med aristokratiets medlemmer, og oppositionen var efter hans tronbestigelse hurtig til at fremdrage eksempler på, at adelige blev foretrukket for borgerlige, f.eks. udnævnelsen af den i øvrigt kvalificerede greve S. Danneskiold-Samsøe i 1840 til 2. direktør for det danske postvæsen og to år senere til generaldirektør.

Sansen for tilværelsens goder som jagt i de kongelige skove, et godt køkken og italienske operagæstespil forhindrede ikke Christian 8. i at være en flittig og samvittighedsfuld leder af statens styrelse i sin regeringstid. Han besad en stor arbejdskraft, og hans naturlige begavelse og brede indsigt i politik og samfundsforhold af enhver art betød, at han personligt bidrog stærkt til at præge den politiske kurs.

Ikke mindst i de senere år havde Frederik 6. måttet indskrænke sig til at øve sin væsentligste indflydelse gennem at gøre modstand mod udviklingen. Christian 8.s indstilling og evner gjorde det muligt for ham at gå ind i den mere konstruktive udformning af regeringens politik i årene fra 1839 til 1848. I de politisk afgørende regeringsbeslutninger i denne periode var hans indstilling oftest den udslaggivende.

Det mærkedes hurtigt, at den nye konge ville regere. I marts 1840 kunne overretssagfører Tang meddele sin broder på Nørre Vosborg i Vestjylland, at man hørte fra hovedstaden, at de højere embedsmænd ikke var så begejstrede for Frederik 6.s efterfølger, da han „langt mere end denne skal følge sit eget hoved og forbigå kollegiernes indstilling”. Og senere samme år kunne overauditør Müller i sin korrespondance til Norge fastslå, at kongen var meget arbejdsom, og at man kunne vente store reformer sat i værk.

Den nye kurs var ikke mindst synlig, når det gjaldt pressen og trykkefriheden. Ved sin tronbestigelse havde Christian 8. afvist lempelser i den eksisterende lovgivning, og det var kun lidt, der grundlæggende adskilte hans opfattelse fra Frederik 6.s. Men han førte en anden politik i praksis. Mens hans forgænger personligt tog initiativ til at rejse sager, så undlod Christian 8. med få undtagelser at gribe ind selv, men overlod den direkte kamp med oppositionspressen til kancelliet og politi tilsynet.

Derimod søgte han at bekæmpe den liberale presses dominerende indflydelse på den politiske meningsdannelse ved at skabe en modvægt af regeringsloyale blade og aviser. Gennem det i 1840 oprettede Statssekretariat for Nådessager, der betegnende nok havde kontorer på selve Amalienborg, blev der knyttet økonomiske forbindelser til eksisterende og nye organer, der skulle virke i loyal ånd.

Inden udgangen af 1840 havde kongen skaffet sig indflydelse på Berlingske Tidende og Dagen, der på dette tidspunkt var kongerigets to største dagblade. I de følgende år blev der skabt et net af blade, der kunne være talerør for regeringens politik. Vigtigste regeringsorgan var dog uden tvivl Berlingske Tidende, der under M. L. Nathanson var i betydelig fremgang. Holdertallet steg fra ca. 1800 i 1838 til ca. 4500 i begyndelsen af 1848, og heraf gik halvdelen til abonnenter i provinsen. Dette blad var formentlig for store dele af befolkningen den vigtigste trykte nyhedskilde.

Edvard Meyer sigtede mod småborgerskabet med Flyve-Posten fra 1845, der tilsvarende nåede en betydelig udbredelse, og pastor C. L. Børresens Den danske Bondeven, der udkom fra 1836 fik mange læsere på landet. Disse blade fik, ligesom andre, der havde mindre succes, økonomisk understøttelse fra kontoret på Amalienborg. Pengestrømmen, der i løbet af kongens regeringstid androg omkring 150.000 rdl., var nært forbundet med en forventning om politisk støtte til regeringens politik, og i en række situationer kunne Christian 8. herved gribe direkte ind.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Den kultiverede monark i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305947