Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian 8. - skuffede forventninger

Oprindelig forfatter CBjø

Der var lagt op til fest i hovedstaden den 22. maj 1840. Det var indarbejdet i enevælden, at familiebegivenheder i kongehuset blev markeret på en sådan måde, at det gav befolkningen, dvs. københavnerne, lejlighed til at være med og bevidne deres loyale sindelag.

Et halvt års tid efter Frederik 6.s død havde det nye kongepar sølvbryllup. Efter sit første mislykkede ægteskab med Charlotte Frederikke var Christian Frederik kort efter sin hjemkomst fra Norge blevet viet til Caroline Amalie, datter af hertugen af Augustenborg.

Dagen begyndte med sang og tale på Sorgenfri Slot, der var parrets foretrukne residens. Ved middagstid tog man ind til byen, og om eftermiddagen var der stabelafløbning på Holmen. Under festlige former med korsang og kanonsalutter søsattes det nyeste linieskib „Christian den Ottende”. Kongeparret blev sat over til kajen bag Amalienborg, hvorfra de til fods gik de få hundrede meter til palæet.

Annonce

Det var her, de begejstrede folkemasser skulle have trængtes om det høje par og råbt hurra, kastet hatte i vejret osv. Der var også tykt med mennesker, men der var fuldstændig tavshed. Det var en pinlig situation, og ifølge fuldmægtig Trap i kabinetssekretariatet lod Christian 8. sig mærke heraf. Den altid spydige Trap noterede videre, at kongen, der var ved at blive noget svær, gik med en vraltende gang med dronningen, „som jo også begyndte at nå en embonpoint”, under armen.

 Den civile Christian 8. Mens Frederik 6. altid blev skildret i uniform, lod hans efterfølger sig hyppigst portrættere i en civil påklædning, således også på denne skitse til Wilhelm Marstrands maleri fra 1843. Denne fremtræden stemte godt overens med Christian 8.s udprægede intellektuelle interesser og orientering mod tilværelsens mere æstetiske sider. Som guvernør på Fyn havde han været sjælen i landsdelens kulturelle liv, og som konge øvede hans smag og sympatier indflydelse i teatret og i kunsten. Han havde skabt en stor samling af antikke vaser og en udsøgt møntsamling. Det kongelige køkkens niveau blev i hans regeringsperiode hævet ved indkaldelse af franske og italienske køkkenchefer.

Den civile Christian 8. Mens Frederik 6. altid blev skildret i uniform, lod hans efterfølger sig hyppigst portrættere i en civil påklædning, således også på denne skitse til Wilhelm Marstrands maleri fra 1843. Denne fremtræden stemte godt overens med Christian 8.s udprægede intellektuelle interesser og orientering mod tilværelsens mere æstetiske sider. Som guvernør på Fyn havde han været sjælen i landsdelens kulturelle liv, og som konge øvede hans smag og sympatier indflydelse i teatret og i kunsten. Han havde skabt en stor samling af antikke vaser og en udsøgt møntsamling. Det kongelige køkkens niveau blev i hans regeringsperiode hævet ved indkaldelse af franske og italienske køkkenchefer.

Om aftenen var der stort bal på Christiansborg, men stemningen var mærket af dagens forløb – og af uro i gaderne og foran slottet. Reelt skete der ikke så meget – der blev råbt op, revet illumination ned, og både denne og den følgende aften samledes man uden for de liberale koryfæers boliger og råbte hurra. Der blev kastet med sten mod den russiske gesandts bolig, man råbte mod jøderne, og man sloges med politiet.

Et par dage senere blev 28. maj – årsdagen for Stænderforordningen – anledning til fornyet uro. Nu samlede vreden sig konkret om den skamstøtte, der stod på Ulfeldts Plads (nu Gråbrødretorv). Det var her, man traditionelt gav udtryk for utilfredshed. Politiet fik imidlertid demonstrationen splittet. Nogen tid efter lod Christian 8. støtten fjerne fra sin plads – et svaghedstegn over for de folkelige mishagsytringer, mente Trap.

Det var ikke meget, der skete, men det opskræmte sindene. Og det var et udtryk for, at man i den københavnske befolkning var blevet skuffet i sine forventninger til den nye konge. Det var „pøbel” – unge mennesker, læredrenge, arbejdere – der havde været aktive i disse majdage, hvor H. C. Ørsted havde fået studenterne til at holde sig borte fra gaderne. Men der havde været mange folk ude, og de aktive elementer havde reageret ud fra en almindelig udbredt stemning af misfornøjelse.

De forventninger til ændringer, der havde været opsparet under de sidste år af Frederik 6.s regeringstid, var blevet præsenteret for Christian 8. umiddelbart efter hans tronbestigelse i form af adresser og deputationer.

 Et af de ældste danske fotografier eller daguerreotypier fra 1841 viser det nuværende Gråbrødretorv med Ulfeldts skamstøtte midt på pladsen. Ligesom i 1807 kunne dette mindesmærke over landsforræderi benyttes som symbol eller holdepunkt, når man anonymt eller i flok ville tilkendegive sit mishag. Det skete omkring Christian 8.s sølvbryllup, og ikke sjældent var der på støtten hæftet anonyme plakater med angreb på magthaverne. Det var for at undgå den fortsatte symbolværdi, at støtten i juli 1841 blev fjernet fra den offentlige plads.

Et af de ældste danske fotografier eller daguerreotypier fra 1841 viser det nuværende Gråbrødretorv med Ulfeldts skamstøtte midt på pladsen. Ligesom i 1807 kunne dette mindesmærke over landsforræderi benyttes som symbol eller holdepunkt, når man anonymt eller i flok ville tilkendegive sit mishag. Det skete omkring Christian 8.s sølvbryllup, og ikke sjældent var der på støtten hæftet anonyme plakater med angreb på magthaverne. Det var for at undgå den fortsatte symbolværdi, at støtten i juli 1841 blev fjernet fra den offentlige plads.

Studenterne krævede en forfatning som den norske, og i henvendelser fra det københavnske borgerskab og fra mange købstæder var forfatningsønskerne blevet kædet sammen med kongens ungdomsindsats i Norge 26 år tidligere. Men svaret var afvisende, og med nogen bestemthed lod man forstå, at kongen ikke opfattede de fremsatte ønsker som repræsentative for befolkningens holdning.

Det var også et skuffende signal, at Christian 8. ikke lod sin tronbestigelse følge af udskiftning i den øverste statsledelse. Ministrenes gennemsnitsalder var omkring de 70, og det var fortsat den mere end 80-årige J. S. Møsting, der prægede den politiske linie. I en betænkning rådede han til administrative reformer, men advarede mod at fravige Kongelovens grundlæggende principper.

Og i den 76-årige P. C. Stemanns skikkelse så man i liberale kredse legemliggørelsen af modstanden mod enhver forandring. Det var ofte ved hans bolig, man reagerede med sammenstimlen, stenkast og sammenstød med politiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Christian 8. - skuffede forventninger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305946