Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Synet på samfund og nationalitet

Oprindelig forfatter CBjø

De liberale i 1840'rne var fortsat mere et miljø end en organiseret bevægelse. Trykkefrihedsselskabet var en slags ramme om dette miljø, og en fast basis havde liberalismen i den københavnske borgerrepræsentation. Efter reformen i 1840 havde 1929 borgere af en befolkning på knap 121.000 stemmeret, og en række af de liberale personligheder fik sæde i denne forsamling, der i kraft af byens privilegier fra 1660 mente sig berettiget til en særlig direkte adgang til kongemagten.

1840'rnes liberale var overvejende akademikere samt repræsentanter for det i økonomisk henseende solide borgerskab. I de liberale kredse var der hyppigt forbindelser mellem de to grupper – Orla Lehmann giftede sig i 1844 med en datter af storgrossereren Puggaard, og familien Hage spændte over både storhandel og akademikere. Det kan derfor ikke overraske, at man opfattede mellemklassen i samfundet som bæreren af den kommende udvikling mod politisk frigørelse. I 1843 beskrev D. G. Monrad det således:

„Det er fra middelstanden, at den offentlige mening udgår og sætter forneden massens tanker i bevægelse, og indvirker foroven på regeringens beslutninger. Men middelstanden består og bør altid bestå af tvende elementer, af borgerstanden – hvorunder man ej naturligvis alene må forstå købstadsbeboerne – og embedsstanden med undtagelse af dem, der indtager de højeste pladser i samfundet. Denne forbindelse mellem borger- og embedsstanden udvikler sig aldeles naturligt og af sig selv; thi den store klasse af embedsmænd står ved slægtskab og venskab i den nøjeste forbindelse med borgerstanden, de er knyttet så nøje til den ved omgang og lighed i livsstilling, at de vanskeligt kan løsrives fra den. I denne forbindelse ligger nu middelstandens styrke … Det borgerlige element er vel i en betydelig grad udviklet, men dog ikke så meget, at det forladt af embedsstanden, mægter at gøre sig gældende.”

Annonce

 Flinchs Almanak henvendte sig i 1840'rne til et bredt publikum, og den indeholdt små fortællinger og illustrationer med satire over samtidens forhold i politik og samfundsliv. I 1847 gav man denne oversigt over de forskellige dagblades publikum: Berlingske Tidende læstes i regeringskontoret, Corsaren havde både den fine mand og hans tjener som læsere, Fædrelandets læser tilhørte det dannede borgerskab, mens det er en mand af mere jævn klasse, der studerer Kjøbenhavnsposten. Helt på bunden af samfundet læser man Flyveposten, mens Aftenbladet ikke havde nogen læsere. Det sidste var et af de blade, regeringen havde understøttet. Det var gået ind i 1844, men var fortsat i samme loyale ånd under navnet NytAftensblad. Det havde omkring 600 abonnenter eller langt mindre end de øvrige blade.

Flinchs Almanak henvendte sig i 1840'rne til et bredt publikum, og den indeholdt små fortællinger og illustrationer med satire over samtidens forhold i politik og samfundsliv. I 1847 gav man denne oversigt over de forskellige dagblades publikum: Berlingske Tidende læstes i regeringskontoret, Corsaren havde både den fine mand og hans tjener som læsere, Fædrelandets læser tilhørte det dannede borgerskab, mens det er en mand af mere jævn klasse, der studerer Kjøbenhavnsposten. Helt på bunden af samfundet læser man Flyveposten, mens Aftenbladet ikke havde nogen læsere. Det sidste var et af de blade, regeringen havde understøttet. Det var gået ind i 1844, men var fortsat i samme loyale ånd under navnet NytAftensblad. Det havde omkring 600 abonnenter eller langt mindre end de øvrige blade.

Med de akademisk uddannede embedsmænd som ledere var det middelstandens opgave at sprede politisk oplysning både opefter og ikke mindst nedad til de brede masser, der begyndte et sted omkring provinsbyernes håndværksmestre og på landet proprietærerne. Opefter var grænsen klart afgrænset i forhold til fødselsaristokratiet. Hvad man skulle skabe, var forudsætningerne for indførelsen af en fri forfatning. De var endnu ikke til stede, men Monrad formulerede i marts 1840 opgaven:

"Det hvorpå Danmarks vel beror, er at menneskebevidstheden forvandler sig til en kraftig folkebevidsthed, at et frisk liv gennemstrømmer staten og alle dens enkelte dele, at borgerskabet kommer til at betyde … at den enkelte påtager sig forpligtelse til at betragte sig som medlem af det store statssamfund og får ret til at gøre sig gældende som sådan."

De liberale i 1840'rne erkendte, at f.eks. bondestanden havde særlige krav til den kommende politiske udvikling om endelig ligestilling, men de opfattede ikke sig selv som en gruppe med særinteresser. Liberalismens ideer skulle gennemsyre hele det bestående samfund, således at de fik det politiske liv til at vælde frem fra tusinder og atter tusinder små ubekendte kilder – forstået som enkeltpersoner – der til slut som en vældig strøm skulle fjerne alle hindringer for den lovbegrundede og lovbegrænsede frihed, som Monrad udtrykte det ved en anden lejlighed. Det tilkom så at sige de akademisk uddannede embedsmænd at blive ét med hovedbestræbelserne for den politiske udvikling.

 Flinchs Almanak henvendte sig i 1840'rne til et bredt publikum, og den indeholdt små fortællinger og illustrationer med satire over samtidens forhold i politik og samfundsliv. I 1847 gav man denne oversigt over de forskellige dagblades publikum: Berlingske Tidende læstes i regeringskontoret, Corsaren havde både den fine mand og hans tjener som læsere, Fædrelandets læser tilhørte det dannede borgerskab, mens det er en mand af mere jævn klasse, der studerer Kjøbenhavnsposten. Helt på bunden af samfundet læser man Flyveposten, mens Aftenbladet ikke havde nogen læsere. Det sidste var et af de blade, regeringen havde understøttet. Det var gået ind i 1844, men var fortsat i samme loyale ånd under navnet NytAftensblad. Det havde omkring 600 abonnenter eller langt mindre end de øvrige blade.

Flinchs Almanak henvendte sig i 1840'rne til et bredt publikum, og den indeholdt små fortællinger og illustrationer med satire over samtidens forhold i politik og samfundsliv. I 1847 gav man denne oversigt over de forskellige dagblades publikum: Berlingske Tidende læstes i regeringskontoret, Corsaren havde både den fine mand og hans tjener som læsere, Fædrelandets læser tilhørte det dannede borgerskab, mens det er en mand af mere jævn klasse, der studerer Kjøbenhavnsposten. Helt på bunden af samfundet læser man Flyveposten, mens Aftenbladet ikke havde nogen læsere. Det sidste var et af de blade, regeringen havde understøttet. Det var gået ind i 1844, men var fortsat i samme loyale ånd under navnet NytAftensblad. Det havde omkring 600 abonnenter eller langt mindre end de øvrige blade.

Det var for de liberale en selvfølge, at enevælden ikke havde kunnet løse denne opgave, at skabe egentlige borgere i staten, men enevælden havde også svigtet på et andet område, nemlig det nationale. I en tilbageskuen på sin politiske indsats skrev professor H. N. Clausen, at det fortsat var en livsnødvendighed, at folket i sandhed og virkelighed blev et dansk folk, bevidst om sin nordiske „nationalejendommelighed”. Her havde enevælden svigtet ved at være unational, ved at være tysk. Fra 1660 havde enevælden, ifølge denne opfattelse, svækket folkets karakter ved at skabe „det undersåtlige sind”.

Men den havde også gennem den massive tyske indflydelse ved hoffet og i højadelen som i den litterære verden svækket folkets selvbevidsthed og handlekraft. Disse synspunkter blev med stor gennemslagskraft udtrykt af den unge historiker C. F. Allen i hans Haandbog i Fædrelandets Historie, der udkom i 1840. Allen stod den liberale lederkreds nær, og hans frisk skrevne bog blev denne og den følgende generations danmarkshistorie.

I et tilbageblik, der afrunder fremstillingen, spænder Allen fra oldtidens folkefrihed, hvor fribårne bønder gav love på tinge, frem over middelalderens og nyere tids underkuelse til vendepunktet ved stavnsbåndets ophævelse i 1788 og endelig til indførelsen af stænderne, hvorom det provokerende hedder, at de „afslutter en ældre udvikling og danner begyndelsespunktet for en ny”.

 Kæmpehøj på Brandsø, malet 1842 af Danqvart Dreyer. Malerkollegaen J.Th. Lundbye skrev om dette billede: „Kan Dreier end ikke med kraft gennemføre den dejlige tone, han anslår i sine studier, så er der dog altid noget yndigt i hans stykker, der bringer mig til at tænke på Thorgeir Daneskjald. Ganske dejlige glimt ser jeg i hans studier af det ægte, pure guld, jeg vil have, skal give danske kunstværker gehalt.” Inspireret af kunsthistorikeren N.L. Høyen søgte 1840'rnes generation af unge kunstnere ud i den danske natur, ud til det danske folk og tilbage i den nationale fortid. Kæmpehøjen var et yndet emne som symbol på historien, som også Lundbye dyrkede i en række af sine kendteste arbejder. Lundbye hentede sine motiver fra Sjælland, mens Dreyer, der boede på Vestfyn, fandt sine motiver her, i Jylland og på den lille ø i Lillebælt.

Kæmpehøj på Brandsø, malet 1842 af Danqvart Dreyer. Malerkollegaen J.Th. Lundbye skrev om dette billede: „Kan Dreier end ikke med kraft gennemføre den dejlige tone, han anslår i sine studier, så er der dog altid noget yndigt i hans stykker, der bringer mig til at tænke på Thorgeir Daneskjald. Ganske dejlige glimt ser jeg i hans studier af det ægte, pure guld, jeg vil have, skal give danske kunstværker gehalt.” Inspireret af kunsthistorikeren N.L. Høyen søgte 1840'rnes generation af unge kunstnere ud i den danske natur, ud til det danske folk og tilbage i den nationale fortid. Kæmpehøjen var et yndet emne som symbol på historien, som også Lundbye dyrkede i en række af sine kendteste arbejder. Lundbye hentede sine motiver fra Sjælland, mens Dreyer, der boede på Vestfyn, fandt sine motiver her, i Jylland og på den lille ø i Lillebælt.

Her fik de liberale det historiske perspektiv på deres kamp i nutiden. Fra den fjerne fortid hentede man et Danmark, hvor folket styrede sine egne anliggender. Den enevælde, man bekæmpede, var i mangt og meget et fremmedelement, der præget af tysk og tvskere havde tæret på danskheden.

Det var betragtninger af denne karakter, der i 1840'rnes begyndelse gjorde de liberale til nationalliberale. Ved siden af kravet om en forfatning kom nu kravet om værn og respekt for danskheden. Der var derfor et nøje samspil med den tiltagende nationale konflikt i Sønderjylland, men det havde også bud til kongeriget. „Folket” som den egentlige bærer af danskheden trådte frem i den liberale tankeverden.

Det var ikke blot befolkningen i Sønderjylland, der havde krav på beskyttelse som danskere, men det var også almuen i Danmark, der skulle vækkes både til den kommende opgave som statsborgere og til sin uendeligt vigtige rolle som en kommende tids fornyer af danskheden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Synet på samfund og nationalitet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305951