Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

1840rnes liberalisme

Oprindelig forfatter Redaktionen

For de liberale omkring 1835 var enevældens afskaffelse et fjernt mål, man måtte arbejde hen mod med bl.a. den nye stænderinstitution som redskab. Men allerede i begyndelsen af 1840'rne var kravet om en forfatningsændring blevet aktuelt for de liberale.

Det afspejles i et brev, som repræsentanten for Svendborg amts købstæder, Orla Lehmann, skrev til en kollega kort efter afslutningen af arbejdet i Østifternes stænder i 1842: „Folk er fortvivlede over, at jeg er kommet hjem fra Roskilde, uden at have en konstitution med til dem.” Den selvfølende formulering skal næppe tages 100 procent for pålydende, men forfatningskravet var nu det, der samlede den liberale bevægelse i de første år af Christian 8.s regeringstid.

I de adresser, hvormed de liberale havde lykønsket den nye konge med hans tiltrædelse, havde man ønsket en konstitution, men ønsket var blevet afvist. I 1840 stod stænderne derfor usikre, da man skulle tage stilling til de andragender, der indkom fra vælgerne, og som i varierende former gav udtryk for de samme forhåbninger. Det blev til en henvendelse til kongen, hvori man gentog et i 1838 fremsat ønske om en forening af de to stænderforsamlinger i kongeriget og større beføjelser.

Annonce

Sagen kom ikke videre, men kancelliet fremsatte dog et forslag om skabelsen af et fællesudvalg, kaldet de „stænderske komitéer”, der på alle fire forsamlingers vegne skulle tage sig af anliggender, der vedrørte hele monarkiet, først og fremmest statsbudgettet. Dette forslag mødte til gengæld modstand i 1842 i de to forsamlinger i hertugdømmerne, hvor det blev opfattet som et forsøg på at styrke det danske element.

 „Censurens triumftog” er Wilhelm Marstrands titel på denne satiriske tegning, hvor en række bladredaktører slæber på triumfvognen, på hvis hjul er skrevet „Med lov skal man land bygge”. Forrest efter drengen med hornet går redaktøren af Kjøbenhavns-posten og en orientalsk udseende person – naturligvis Corsaren – mens Den Frisindede's redaktør har ryggen til. De to følgende er Orla Lehmann og Carl Ploug fra Fædrelandet. Den mindste af de følgende mænd er M.L. Nathanson, der redigerede Berlingske Tidende. Censor var siden 1834 politiretsassessor C. Reiersen, der i denne stilling pådrog sig pressens stadige latterliggørelse. M.A. Goldschmidt indrømmede senere, at Reiersen i sin stilling havde optrådt så humant, som man kunne forvente af en loyal embedsmand af den gamle skole under Frederik 6.

„Censurens triumftog” er Wilhelm Marstrands titel på denne satiriske tegning, hvor en række bladredaktører slæber på triumfvognen, på hvis hjul er skrevet „Med lov skal man land bygge”. Forrest efter drengen med hornet går redaktøren af Kjøbenhavns-posten og en orientalsk udseende person – naturligvis Corsaren – mens Den Frisindede's redaktør har ryggen til. De to følgende er Orla Lehmann og Carl Ploug fra Fædrelandet. Den mindste af de følgende mænd er M.L. Nathanson, der redigerede Berlingske Tidende. Censor var siden 1834 politiretsassessor C. Reiersen, der i denne stilling pådrog sig pressens stadige latterliggørelse. M.A. Goldschmidt indrømmede senere, at Reiersen i sin stilling havde optrådt så humant, som man kunne forvente af en loyal embedsmand af den gamle skole under Frederik 6.

Orla Lehmann var blevet valgt som deputeret for de syd-fynske købstæder ved de nyvalg til stænderne, der fandt sted 1840-41. Valgene gav fremgang for de liberale, hvor bl.a. professor H. N. Clausen mødte i Roskilde som repræsentant for de mindre landejendomsbesiddere i Præstø amt. Bønderne på Vestlolland valgte overretsprokurator Balthazar Christensen, hvis liberale og demokratiske indstilling var kommet til udtryk allerede ved oprettelsen af Studenterforeningen i 1820.

Den liberale bevægelse var styrket, og i årene umiddelbart efter tronskiftet trådte en ny generation af liberale førere ind i det politiske liv. Det var typisk mænd, der var født omkring 1810, og hvis studietid havde været præget af Julirevolutionen, Lornsens fremtræden og stændernes indførelse.

Teologen D. G. Monrad blev en kendt skikkelse, da han optrådte i forbindelse med studenternes adresse til Christian 8. ved tronskiftet, og i sine Flyvende politiske Blade, 1840-42, udviklede han sine ideer om en kommende fri forfatning.

Først og fremmest var det dog Orla Lehmann, der tegnede de „ultraliberale”, som J. Fr. Schouw af den ældre generation udtrvkte det. Lehmann var en rigt udrustet personlighed – glimrende begavet, berømmet for skønhed og charme og en fremragende taler.

Fra studenterdagene havde han været den naturlige lederskikkelse blandt sine jævnaldrende, og det var i disse år gang på gang netop ham, der – som ved festen på Bellevue i 1838 – formulerede den liberale bevægelses program og udpegede, hvor de fremtidige slag skulle udkæmpes.

 Censuren i 1840'rne betød, at oppositionsbladene måtte ansætte stråmænd som redaktører. Det gjaldt ikke mindst Goldschmidts Corsaren, der i sin levetid nåede gennem en hel række redaktører, hvis forbindelse til bladet kunne være meget løs. Goldschmidts modstandere benævnte dem „sjovere”. Her tilkendegiver E.F. Jensen over for bladets bogtrykker, at han er redaktør, udgiver og forlægger af Corsaren og prenter så med tydeligt besvær sin underskrift. Det er Goldschmidt, der har skrevet erklæringen, og han optræder ydermere som vitterlighedsvidne! Erklæringen blev fremlagt ved en af de talrige retssager, hvor det også blev oplyst, at E.F. Jensen, der ifølge sin erklæring til dels ernærede sig som „literatus”, dvs. skribent, var skibstømrer af profession.

Censuren i 1840'rne betød, at oppositionsbladene måtte ansætte stråmænd som redaktører. Det gjaldt ikke mindst Goldschmidts Corsaren, der i sin levetid nåede gennem en hel række redaktører, hvis forbindelse til bladet kunne være meget løs. Goldschmidts modstandere benævnte dem „sjovere”. Her tilkendegiver E.F. Jensen over for bladets bogtrykker, at han er redaktør, udgiver og forlægger af Corsaren og prenter så med tydeligt besvær sin underskrift. Det er Goldschmidt, der har skrevet erklæringen, og han optræder ydermere som vitterlighedsvidne! Erklæringen blev fremlagt ved en af de talrige retssager, hvor det også blev oplyst, at E.F. Jensen, der ifølge sin erklæring til dels ernærede sig som „literatus”, dvs. skribent, var skibstømrer af profession.

Fra den 7. december 1839 overgik Fædrelandet fra uge- til dagblad og samlede i de kommende år de førende liberale penne. Avisen fik aldrig noget stort oplag – det lå i 1840'rne omkring de 1500 – men det var i dette blads spalter, de liberale ledere skrev de principielle artikler og polemiserede mod enevælden og dens forsvarere, oftest A. S. Ørsted.

Fra 1841 blev Fædrelandet redigeret af digteren Carl Ploug, der hurtigt markerede sig som bevægelsens førende journalist. Kjøbenhavnsposten tabte derimod terræn, både hvad indflydelse og abonnenter angik, og bladet blev i løbet af 1840'rne reduceret til at blive talerør for „det ekstreme demokrati” på oppositionens venstre fløj.

Den 8. oktober 1840 udkom det første nummer af Corsaren, redigeret af den unge skribent Meïr Aron Goldschmidt. Det var noget helt nyt i den danske bladverden – et satirisk ugeblad, der respektløst angreb konge, regering, censur og i det hele taget alle magthavere.

En stadig skydeskive var den regeringsloyale presse, som Corsaren forfulgte i tekst og tegninger. Heller ikke de liberale koryfæer blev skånet, men bladet var dog gennemgående på oppositionens side ud fra en grundlæggende demokratisk holdning. Typisk for Corsarens stil og indstilling var denne fingerede samtale, der bragtes allerede i det første nummer:

"Skolelæreren: Nu videre. Hvad vil det sige, at Gud er almægtig?

Drengen: Han kan gøre alt, hvad han vil … Men så er Kongen jo også almægtig.

Skolelæreren: Å, snak!

Drengen: Jo, han kan jo også gøre alt, hvad han vil.

Skolelæreren: Snak! Hvad forstås ved, at Gud er almægtig? Hvad står derom i lærebogen?

Drengen (remser op): Han kan gøre alt, hvad han vil, uden møje; men han gør ikkun det, som er viist og godt, fordi han ikke vil andet end det alene.

Skolelæreren: Ja, ser du det?"

Corsaren blev til stadighed forfulgt af beslaglæggelser, og man ømmede sig over dets flabede form. Men det blev læst i alle kredse og havde midt i 1840'rne omkring 3000 abonnenter.

Til hovedstadspressen sluttede sig provinsblade som Lolland-Falsters Stifts-Tidende og Aalborg Stiftstidende, der i løbet af 1840'rne fik en liberal farve, og tidsskrifterne spillede fortsat en væsentlig rolle for meningsdannelsen, således Dansk Folkebladunder D. G. Monrads redaktion fra 1843.

Christian 8.s bestræbelser på at understøtte en regeringsloyal presse havde sin baggrund i en udbredt følelse af, at det var de liberale og oppositionelle organer, der prægede den offentlige mening.

Referér til denne tekst ved at skrive:
1840rnes liberalisme i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305950