A. D. Jørgensen (1840-97) var født i Gråsten og voksede op under indtrykket af nationalitetskampen mellem dansk og tysk. Som historiker var han selvlært, men han blev en pionér i den historiske kildekritik og fra 1882 leder af det danske arkivvæsen, som han reformerede. I sin opfattelse af dansk historie i nyere tid søgte han forudsætningerne for katastrofen i 1864 i de foregående generationers politik, ikke mindst i de nationalliberales krav. Han havde adgang til Christian 8.s dagbøger, som han benyttede i sin fremstilling af regeringens politik i 1840'rne i Danmarks Riges Historie.

.

En moderne fremstilling af perioden 1800-1850 i dansk historie er Gyldendals Danmarks Historie, hvor Ole Feldbæk i bind 4 (1982) behandler tiden fra 1730 til 1814, mens Vagn Skovgaard-Petersen skildrer tidsrummet fra 1814 til 1864 i bind 5 (1985). I bind 9 (1985) har Hans Chr. Johansen fremlagt dansk økonomis statistik fra 1814. Ole Feldbæks og Vagn Skovgaard-Petersens bind bringer forskningsoversigter og redegørelseer for det trykte og utrykte kildemateriale. Samtlige bind i dette værk har en udførlig litteraturliste.

Sv. Aa. Hansen: Økonomisk vækst i Danmark I (1972) er fortsat den bedste fremstilling af den overordnede økonomiske udvikling. Ole Feldbæk: Danmarks økonomiske historie 1500-1840 (1993) er en koncis oversigt, mens Søren Mørch: Den sidste Danmarkshistorie (1996) for dette tidsafsnits vedkommende repræsenterer et ønske om at provokere nedarvede forestillinger, men skæmmes af faktuelle fejl og misforståelser.

Den sejrende nationalliberale opinion ved 1800-tallets midte var stærkt kritisk over for den slagne enevælde. Arene efter 1814 blev opfattet som reaktionens og stagnationens tidsalder i forhold til reformårene sidst i 1700-tallet. En tradition i den senere historieskrivning viderefører kritikken af den sene enevælde, mens en anden i modsætning hertil har understreget kontinuiteten fra reformperioden og gennem 1800-tallets første årtier.

C. F. Allen: Haandbog i Fædrelandets Historie (1840, 8. udg. 1881) var udtryk for det nationalliberale historiesyn og fik stor betydning for opfattelsen i brede kredse. Forsvaret for den sene enevælde er videreført i A. D. Jørgensens fornemt strukturerede og velskrevne bind af Det Danske Riges Historie (1896-98), hvor han (der var født sønderjyde) gav en fremstilling af nationalitetskampen i Slesvig, der opfattede den danske og tyske nationale rejsning som beslægtede forløb. A. D. Jørgensen rehabiliterede i dette værk også Christian 8. som rigets leder i 1840'rne.

Senere har Hans Jensen (se de enkelte titler) repræsenteret en positiv opfattelse af den sene enevælde under Frederik 6. og Christian 8. Claus Bjørn: Dengang Danmark blev moderne (1998) argumenterer for en kontinuitet i dansk politik og samfundstænkning fra 1700-tallet frem gennem dette tidsrum til op mod vor egen tid.

I modsætning til A. D. Jørgensen var Marcus Rubin i 1807-14. Studier til Københavns og Danmarks Historie (1892) og især i Frederik 6.s Tid (1895) stærkt kritisk over for enevælden, ikke mindst på det økonomiske og erhvervspolitiske område.

I Schultz' Danmarks Historie bind IV (1942-43) understregede Hans Jensen i højere grad end periodens foregående skildrere kontinuiteten i styrets politik og i samfundsudviklingen, og han fremhævede embedsbureaukratiets vigtige rolle i den politiske beslutningsproces. Den ubrudte sammenhæng understreges i Dansk jordpolitik 1-2 (1936-45), hvor Hans Jensen har argumenteret for, at reformtidens bondebeskyttende landbopolitik blev håndhævet i samme tradition frem gennem første halvdel af 1800-tallet.

Hans Chr. Johansen har i Dansk socialhistorie bind 4, En samfundsorganisation i opbrud 1720-1870 (1979), behandlet periodens sociale forhold, ikke mindst udviklingen i befolkningsforholdene. Anne Lokke: Døden i barndommen (1998) fornyer den demografiske vinkel på historien, her spædbørns-dødelighedens udvikling i spændingsfeltet mellem tradition og lægevidenskabelige fremskridt.

I Det danske landbrugs historie bind 2 (1988) har Lotte Dombernowsky beskrevet tiden indtil 1810, mens Claus Bjørn i bind 3 (1989) har behandlet perioden 1810-60 med vægt på den begyndende modernisering af landbruget fra 1840'rne. Hans Schultz Hansen: Det sønderjyske landbrugs historie (1994) beskriver udviklingen fra ca. 1830 og fremefter. Palle Ove Christiansen: Lykkemagerne (2002) trækker de lange linier gennem et stort sjællandsk godskompleks' historie.

En moderne industrihistorie for dette tidsrum savnes, men Ole Hyldtoft: Københavns industrialisering 1840-1914 (1984) fastholder det centrale udviklingsforløb. Iøvrigt må henvises til Industriens Historie i Danmark, hvor J. O. Bro-Jørgensen i bind 2 (1943) behandler tiden frem til 1820 og Axel Nielsen i bind 3 (1944) skildrer tidsrummet 1820 til 1870. Dan Ch. Christensen: Det moderne projekt (1996) lægger op til en samlet analyse af teknologi- og erhvervsudvikling frem gennem dette tidsrum.

I Dansk søfarts historie har Ole Feldbæk i bind 3 (1997) behandlet tiden frem til 1814 og Anders Monrad Møller i bind 4 (1998) udviklingen til 1870. En bred indforing i periodens fortrinsvis materielle kultur giver Axel Steensberg (red.): Dagligliv i Danmark 1790-1870 (1964).

Dansk biografisk leksikon 3. udg. (1979-84) bringer biografier af tidsrummets fremtrædende mænd og (ganske få) kvinder. Dog retter Dansk kvindebiografisk leksikon 1-2 (2000-01) noget op på den kønsmæssige ubalance.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Litteraturvejledning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig