Norge under krigen

Krigen med Storbritannien havde grebet dybt ind i Norges forhold. Umiddelbart efter krigsudbruddet var der i Kristiania nedsat en særlig regeringskommission til at forestå landets styrelse, og det viste sig også nødvendigt at skabe en lokal norsk højesteret for at holde retsmaskineriet i gang.

Den norske hær kunne 1807-08 med held afslå de svenske angreb, og i det hele slap landet tåleligt igennem det første krigsår.

Men den følgende vinter kom ulykken, således som det langt senere blev formuleret digterisk, men fuldt dækkende, i Henrik Ibsens „Terje Vigen”:

Så lakked og led det til krigens år i attenhundred og ni. Endnu går sagn om de trængselskår, som folket da stedtes i. Engelske krydsere stængte hver havn, i landet var misvækst og nød, den fattige sulted, den rige led savn, to kraftige arme var ingen til gavn, for døren stod sot og død.

Det var først sent på året 1809, at forholdene bedredes, og frem til 1812 var forsyningssituationen god. Den neutrale og såmænd også den engelske skibsfart sørgede for de nødvendige tilførsler, og den norske eksport kom i gang på ny. Da forholdene normaliseredes, var det Frederik 6.s politik at ophæve de særnorske regeringsinstitutioner.

Først i 1811 imødekom man de norske krav om et eget universitet, og Frederik 6.s placering af høje fyrstelige personer i spidsen for den norske styrelse i disse år var ment som en bestræbelse på at fastholde nordmændenes loyalitet over for monarkiet trods de øjeblikkelige vanskeligheder.

Med vinteren 1812-13 var de gode tider forbi i Norge. Hungersnøden for småkårsfolk blev værre end første gang, og i foråret 1813 stoppede briterne sejladsen på de norske havne. I et sidste forsøg på at sikre Norge for helstaten sendtes tronfølgeren Christian Frederik (den senere Christian 8.) til Norge som statholder, hvor han ankom i slutningen af maj måned 1813.

Christian Frederik vandt hurtigt nordmændene for sig, og under indtryk af de stadigt forværrede udsigter militært og politisk for det danske rige modnedes hos ham tanken om at stille sig i spidsen for et frit norsk rige.

Selvstændighedsfølelsen var i stærk vækst hos de ledende kredse i landet, og Christian Frederik var under indflydelse af toneangivende købmænd og embedsmænd. Da Kielerfreden blev kendt i Norge, blev afgørelsen truffet. Christian Frederik indkaldte til en „stormandsforsamling” på Eidsvoll, der trådte sammen 10. april. En måned efter havde den udarbejdet en fri forfatning med et konstitutionelt monarki, som Christian Frederik underskrev som norsk konge den 17. maj 1814.

Bernadotte, eller Karl Johan, under hvilket navn han i 1810 var adopteret af den svenske konge, var imidlertid vendt tilbage fra det europæiske felttog mod Napoleon. Forhandlinger mellem Norge og Sverige var forgæves, og efter en kort krig i sommermånederne 1814 blev der sluttet våbenstilstand, der førte videre frem til indkaldelsen af et ekstraordinært storting i oktober. 7. november vedtog Stortinget de nødvendige ændringer af Eidsvoll-forfatningen og valgte Karl 13. til norsk konge. Da havde Christian Frederik allerede forladt landet.

Mere end 400 års forbindelse mellem Danmark og Norge var ophørt. Alt tyder på, at Frederik 6. til det sidste søgte at bevare Norge for monarkiet. Som en af sine sidste norske regeringshandlinger accepterede han det mange gange fremsatte ønske fra norsk side om en selvstændig bank, hvis mangel norsk handel og erhvervsliv havde følt dobbelt stærkt under krigsårene.