Steen Steensen Blicher

På trods af de nye impulser fastholdt 1820'rnes poetiske realisme i det væsentlige sin åndelige forbindelse tilbage til Oehlenschläger og gennem ham til den tyske romantik og Goethe. Uden for denne hovedstrømning står Steen Steensen Blicher, der på mange måder indtager en særstilling i tidens litterære miljø.

Han var ikke alene en enegænger i sin samtids åndsliv, men har også i eftertiden fået sin helt selvstændige profil. Få forfattere i Danmark er som Blicher blevet et begreb – et særligt landskab i litteraturens verden og ikke mindst med en egen, dybt personlig tone.

Han var født i Vium syd for Viborg i 1782 som søn af Niels Blicher, en af rationalismens fremtrædende præsteskikkelser. Faderen fik stor betydning for sønnen, og St. St. Blicher var livet igennem dybt forankret i holdninger og værdier fra de sidste årtier af 1700-tallet, der gjorde ham virksom for oplysning og landøkonomiske fremskridt.

Han blev cand. theol. i 1809, blev året efter lærer i Randers og giftede sig. 1811 forpagtede han faderens præstegårdsavling i Randlev ved Odder, og i 1819 blev han præst i Thorning-Lysgård syd for Viborg. 1825 flyttede han til det bedre lønnede embede i Spentrup nord for Randers.

Som student oversatte han Ossian fra engelsk, og det var ikke mindst førromantikken i engelsk litteratur fra 1700-tallet, han havde som forbillede og inspiration. Som digter markerede han sig fra 1810'erne ved sin særlige lavmælte, reflekterende og mol-farvede tone, der i 1838 fik sit mest kendte udtryk i samlingen Trækfuglene.

Jyde af fødsel og bosat her hele livet med undtagelse af studieårene i København blev Blicher den, der med kunstnerisk autoritet indførte jysk natur og miljøer i den danske litteratur – ikke mindst det hedeprægede Midtjylland:

Min Fødestavn er Lyngens brune Land. Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede. Min spæde Fod har traadt den gule Sand. Blandt sorte Høje boer min Ungdoms Glæde.

Blicher forsøgte sig i flere genrer, men uden held. Men i 1824 fremkom hans Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog i det århusianske tidsskrift Læsefrugter. I prosafortællingen havde han fundet sit felt, og i de kommende år skrev han et stort antal kortere og længere noveller.

Blicher skrev for at skaffe sig ekstra indtægter, og mange af hans fortællinger er ren underholdning, afpasset efter tidens forventninger. Men i en række af disse noveller – især dem, hvor han henter stoffet fra sin umiddelbare omverden og egen livserfaring – har han skabt litteratur, der på en mærkelig måde forekommer hævet ud af sin samtid.

Den verden, Blicher suverænt behersker i sine bedste fortællinger, er den jyske provins, især landet. Han bevæger sig med lige stor sikkerhed i miljøtegningen på herregårdene som blandt samfundets udstødte – de tatere, man møder i et par af hans noveller. Hans univers rækker i social udstrækning videre end nogen anden af hans generation, og han afdækker i sine fortællinger en dyb indsigt i jysk almuementalitet og bondetilværelse.

Blichers stil er helt hans egen – ved første øjekast nærmest lidt gammeldags med efterklange fra det foregående århundrede. Men i hans mest vellykkede arbejder opnår han med brug af ganske få og enkle rids en rigdom i beskrivelsen. Det er Blichers storhed som forfatter, at han – igen med ganske begrænsede midler – viser, hvorledes miljø og psyke har en nøje sammenhæng og begrunder handlingens nødvendighed.

Han kan lade fortællingen fremstå som dagbogsoptegnelser som i Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, eller han kan indføre en fortæller, der som i Hosekræmmeren først fører læseren ind i landskabet og miljøet og derefter videre til den dramatiske handling.

Fortælleteknikken bidrager til den særlige blicherske tone. Den holder ved sin fortæller en afstand til virkeligheden og dermed en påmindelse om, at det, læseren erfarer, ikke nødvendigvis er hele virkeligheden. Der eksisterer noget, der ikke umiddelbart kan gennemskues.

Grundtonen i de bedste af Blichers noveller er mørk og pessimistisk. De kan begynde som idylliserende fortællinger efter biedermeier-normen, men de lukker snart op for dramatiske – ofte ligefrem kriminelle – forløb, der afdækker en bitter viden om tilværelsens lod. Blicher gør op med biedermeier i disse fortællinger, og med sin realisme i beskrivelserne af miljø og psyke peger han frem mod langt senere forfattere i dansk litteratur.

Blicher tilfører litteraturen i Danmark en tragisk tone præget af en dyb indsigt i grundlæggende menneskelige vilkår. Der er hos Blicher noget bagved, vi ikke kan stå op imod, men som uanset vore bestræbelser griber ind og dikterer vort liv. Blicher fører os frem til denne indsigt og lader sin læser opleve det knugende og uafvendelige i dette „bagved”, som ikke kan forklares, men alene opleves som en ubønhørlig skæbne hinsides vanlige forestillinger om kristen tro og frelse.