Oehlenschläger - romantikkens gennembrud

Romantikkens introduktion i Danmark kan med betydelig præcision dateres til 1802, hvor den dansk-tyske filosof Heinrich Steffens den 11. november begyndte en forelæsningsrække i København. Han præsenterede heri romantikkens kulturelle og filosofisk-religiøse program. Forelæsningerne gav ifølge Ørsteds erindringer „det første mærkelige stød” til den nye åndelige bevægelse, og de påvirkede mænd som Grundtvig og Mynster dybt.

Steffens' anskuelser var også afgørende for den unge Adam Oehlenschläger. Samtaler og samvær mellem de to førte til Oehlenschlägers Digte 1803, der udkom til julen 1802, og som med et slag indførte romantikken i dansk litteratur.

I digtet Guldhornene fordømte Oehlenschläger den åndløse samtid. Tyveriet af de berømte guldhorn samme år blev af Oehlenschläger tolket som en guddommelig indgriben. De to guldhorn havde været gudernes gave til

… de sjældne få, som vor gave forstå, som ej jordlænker binde, men hvis sjæle sig hæve, til det eviges tinde, som ane det høje i naturens øje, som tilbedende bæve for guddommens stråler i sole, i violer, i det mindste, i det største, som, brændende tørste efter livets liv …

Kærligheden, naturen og døden er nøje sammenknyttet i hans Sanct Hansaften-Spil, hvor de to unge ikke må få hinanden, men hvor kærligheden sejrer, fordi den uløseligt er forbundet med den levende natur, som er baggrunden for Dyrehavsbakken.

Gøglerlivet på Bakken giver Oehlenschläger anledning til satire over den prosaiske samtid. Men med nattens komme vågner livet i naturen, de elskende forenes – måske i døden! En jæger kommer forbi og forkynder sin altomfattende kærlighed:

Den hele natur er min elskerinde. Gid jeg som de hvinende vinde kunne styrte alt fra skyerne ned og favne alt! Det var kærlighed!

I Poetiske Skrifter fra 1805 kom romantikkens oplevelse af sammensmeltningen af naturforkyndelse og kristendom til udtryk – helt programmatisk formuleret i titlen på romancen Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur. Og Oehlenschläger forherligede romantikkens helt, det skabende, umiddelbare geni, i skuespillet Aladdin eller Den forunderlige Lampe. I dette bredt udfoldede sceneværk vandt „naturens muntre søn” Aladdin – efter at have gennemgået en dannelses- og modningsfase – over sin stræbsomme og udspekulerede, men åndløse modstander Noureddin.

Med denne ungdomsdigtning havde Adam Oehlenschläger på få år gennemspillet romantikkens forskellige temaer, og i alt væsentligt fik han heri formuleret og afgrænset, hvad der for eftertiden kom til at være ensbetydende med romantikken i dansk litteratur. Oehlenschläger gav i disse års værker en ny tids tænkemåde og åndelige gennembrud et fuldt lødigt udtryk.

I årene 1805-09 var han på en europæisk uddannelsesrejse, hvor han stiftede bekendtskab med romantikken i Tyskland og Frankrig. Efter hjemkomsten blev han ekstraordinær professor i æstetik ved universitetet. Under opholdet i udlandet havde Oehlenschläger fundet den genre, han fortrinsvis skulle dyrke i resten af sit forfatterskab – den nordiske tragedie. Han hentede hyppigst sine emner fra den nordiske oldtid eller middelalder – kendtest er Hakon jarl, 1807, og den af fransk litteratur inspirerede Axel og Valborg, 1810.

I forhold til ungdomsårenes arbejder var Oehlenschlägers tragedier – ikke altid en dækkende betegnelse for indholdet – mindre udpræget romantiske i deres idéindhold, men mere alment humanistisk farvede. Han forkyndte gennem sine skuespil en stræben for fri menneskeligheds ret imod alle former for snæversyn og smålighed. Oehlenschläger opnåede sit egentlige gennembrud i årene op til 1810 med digte, han sendte hjem fra sin udenlandsrejse, og med de første tragedier.

Sammenlignet med digtene og skuespillene fra 1802-05 var Oehlenschlägers arbejder i årene efter 1810 gennemgående svagere. Hans tragedier havde ikke altid held på scenen, da de kom frem, og det er kun lidt af hans produktion fra manddomsårene, der er blevet stående som ungdomsdigtningen. Men han havde da opnået en position som den første på det litterære parnas – en stilling, han i det mindste formelt beholdt til sin død i 1850.

Svogeren A.S. Ørsted beskrev i sine erindringer den optagethed, hvormed det københavnske publikum fulgte hans arbejde med nye skuespil, som de fik afskrevet, endnu mens de var i manuskript: „I det hele havde den begejstring for Oehlenschläger, der viste sig i krigsårene og i de tider, som fulgte nærmest derefter, en friskhed, renhed og inderlighed, der synes mig at give den nok så stor betydning, som den hyldning, der atter blev vist ham på hans sidste dage.”

Oehlenschlägers centrale stilling i dansk litteratur blev anskueliggjort, da han fra 1813 gennem flere år blev angrebet af den førende skikkelse fra generationen før det romantiske gennembrud, Jens Baggesen. Baggesens polemik kaldte Oehlenschlägers tilhængere blandt de yngre frem til hans forsvar. Og blandt hans tilhængere – således den kreds af 12 studenter, der i 1818 udfordrede Baggesen til en offentlig drøftelse på latin om hans kritiske principper – var der flere af den følgende generations toneangivende digtere.