Bakkehuset på Frederiksberg lå ved begyndelsen af 1800-tallet et godt stykke vej fra byen, men med en god udsigt ind over Kongens Enghave, tømmerpladserne ved Kalvebod Strand og Vesterbro til voldene. Ejendommen blev i 1802 købt af Knud Lyne Rahbek, der frem til hustruen Kamma Rahbeks død i 1829 gjorde huset til et samlingssted for tidens kunstnere og intellektuelle. Husherren selv repræsenterede som forfatter og kritiker idealerne fra tiden omkring 1790. Kamma Rahbek besad tilsyneladende en intuitiv evne til at forstå, opmuntre og inspirere romantikkens generation af digtere og skønånder, og det var ikke mindst hende, der skabte det særlige, højt besungne bakkehusmiljø. I de første årtier af 1800-tallet var Bakkehuset et dansk-borgerligt modstykke til den kosmopolitisk-aristokratiske salon, som Friederike Brun holdt i Moltkes Palæ om vinteren og på Sophienholm ved Lyngby om sommeren. Hos Friederike Brun var atmosfæren åbenlyst erotisk farvet, men erotikken mellem Kamma Rahbek og hendes mandlige gæster på Bakkehuset blev åndeliggjort i god overensstemmelse med biedermeiertidens æstetiske normer.

.

I sin høje alderdom udsendte juristen A. S. Ørsted et omfattende erindringsværk, Af mit Livs og min Tids Historie, 1851-57, hvor han forsvarede den enevælde, han havde tjent, først som dommer, fra 1813 som embedsmand og senest som politiker. Da godsejer P. A. Tutein havde hævdet, at al evne til kulturel fremgang var blevet tilintetgjort i 1814 og først vaktes 20 år senere, gav det Ørsted anledning til at fremhæve åndslivets udvikling i Frederik 6.s tid:

„Allerede i de første år af dette århundrede viste der sig rørelser af mere levende ånd end den, der med megen selvtilfredshed havde udviklet sig i slutningen af det attende århundrede, men i selve krigsårene trådte det åndelige liv, som da havde ladet sig komme tilsyne, endnu klarere og kraftigere frem, og vandt tiltagende anerkendelse og indgang overalt i folket, og dette vedblev under en fortsat fremadskriden igennem hele den tid, hvori Tutein mener, at det lå i dvale …”

Den mere levende ånd, der manifesterede sig kort efter år 1800, var romantikken, og Ørsted har ikke været ene om at opfatte de første årtier af 1800-tallet som „guldalderen” i dansk åndsliv.

Romantikken var en epoke i europæisk kulturhistorie, der strakte sig fra sidst i 1700-tallet til ind i 1830'rne. På nogle områder, således i musikken, rakte den frem over midten af 1800-tallet. Arnestederne var Tyskland og England, hvorfra den efter århundredskiftet bredte sig til det øvrige Europa.

Man kan ikke sætte romantikken på en enkelt formel. Men den indebar et krav om frigørelse i forhold til dagligdagen og fornuften, samtidig med at man stræbte efter en ny, højere sammenhæng. Over for fornuft og erfaring satte romantikken idé og inspiration, der skulle løfte mennesket og åbne for altomfattende oplevelser af en guddommelig ånd, som gennemtrængte alle levende organismer, og som rummede en ny enhed og harmoni.

Romantikken bragte et budskab om frigørelse af jeg'et, af fantasien og følelsen. Og den inddrog det ubevidste og ureflekterede – herunder barnet og barndommen, der for romantikerne havde en selvstændig „kvalitet”. Frigørelsen nåede sit højeste udtryk i geniet, der med Henrik Steffens' formulering skilte sig ud fra normen og gennemsnitsmenneskene som „guddommens egen stråle”, og som i sig rummede selve romantikkens væsen. Denne romantikkens appel til frigørelse og originalitet gjorde den dynamisk og grænseoverskridende. I sit oprindelige væsen var den oprørsk og antiautoritær i forholdet til konventioner og hverdagens tilværelse.

Udtrykket „romantik” blev for eftertiden ofte ensbetydende med flugt fra virkeligheden. Men for romantikkens generation var de religiøse og åndelige oplevelser bag om og over den verden, man umiddelbart kunne iagttage og erfare, den egentlige virkelighed. Denne sondring kom også til orde, når danske romantikere stadig betonede deres og kunstens stræben efter ideen og det ideale.

Litterært betød romantikken et opgør med bestående genrer og former, hvor den digteriske originalitet fik frihed til at finde nye udtryk og rammer. Romantikken inddrog den historiske horisont, hvad der i Danmark især udmøntede sig i en dyrkelse af den nordiske oldtid og middelalderen.

Den opdagede også folket, hvis digtning i form af folkeviser og eventyr romantikerne lod sig inspirere af. Den jævne mand eller kvinde repræsenterede ofte i den romantiske litteratur det ideale, ureflekterede liv i pagt med den guddommelige ordning, som ikke mindst naturen var udtryk for.

Set i europæisk perspektiv fik romantikken vidt forskellige udformninger. Den kunne betyde troen på altings guddommelighed – og den kunne også føre til nihilisme. Politisk rummede romantikken både lord Byrons død for grækernes frihedskamp og danske digteres hyldest til enevælden under Frederik 6.

Dansk åndsliv blev i tiden efter 1800 i alt væsentligt påvirket af den tyske romantik, der både i form og tankeindhold kunne gå til yderpositionerne. Den danske romantik fik på denne baggrund et mere afdæmpet præg, og Goethes harmonisøgende og -udstrålende skikkelse øvede længe en dyb indflydelse. Men der var tale om en gennemtrængende romantisk farvning af litteratur, kunst og videnskabelig tænkning i Danmark. Omkring 1850 var den nok nedtonet og nuanceret, men egentlig ikke afløst af andre, nye ideer af tilsvarende rækkevidde.

Over for Tuteins påstand om 20 års stagnation i dansk kulturliv efter freden i 1814 stillede Ørsted den romantiske bevægelse eller strømning, der herhjemme trådte frem kort efter år 1800. I de kommende årtier – også efter midten af 1830'rne – vandt den, ifølge Ørsted, stadig større accept og tilslutning hos befolkningen.

Romantikken fik i Danmark ligesom i Tyskland en ideologisk gennemslagskraft, der rakte langt ud over skønlitteraturens område. Den dag i dag trækker underholdningen i blade, TV og film i stort omfang på arvegods fra romantikkens litteratur. Men også en lang række centrale forestillinger om menneske- og samfundsliv som personlighed, frihed, kærlighed og nationalitet er for de fleste europæere fortsat støbt i de former, romantikken gav dem.

Det var de romantiske digtere, der gav begrebet fædreland det indhold, det siden har haft. Den danske nationalsang er – trods lejlighedsvise indvendinger – fortsat Oehlenschlägers Der er et yndigt land fra 1819.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fra romantik til biedermeier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig