Gerhard Faye, stukket af Andreas Flindt 1822. Faye var protegé af Christian Ditlev Reventlow og var i sine yngre dage inspektor for de kongelige godser på Falster. I 1805 blev han amtmand i Thisted, hvor han virkede i 38 år. Han indlagde sig store fortjenester ved udbygningen af amtets vejvæsen, og han satte gang i beplantningen af klitegnene. Amtmandsembedet fik en væsentlig betydning i udbygningen af den lokale administration i 1800-tallets begyndelse.

.

Politiets efterforskning i sagen om dr. Dampe var præget af effektivitet. Man fik hurtigt infiltreret hans lille kreds, og efter at Dampe var anholdt, blev hans lejlighed i Studiestræde 3, 3. sal, omhyggeligt ransaget. I en papirkurv fandtes de her viste iturevne stumper af et udkast til opråbet til soldaterne om at gøre mytteri. De har været indpakket i et nummer af Dampes ugeblad Iagttageren.

.

I tiden mellem krigen og 1830 var der kun få kritiske røster, der vendte sig mod det bestående system. Omvæltningerne i Sydeuropa og Den græske Frihedskrig gav kun svagt ekko i den danske offentlighed. Men i den norske forfatning havde man en stadig nær påmindelse om, at der var andre styreformer end den enevældige kongemagt.

Man var i regeringskredse på vagt, da det i 1821 forlød, at der i Jylland var folk, som havde udtalt sig til fordel for større norsk selvstændighed i forholdet til Sverige. Undersøgelser, der blev gennemført i al gedulgthed, afslørede dog ikke noget „norsk parti” i hovedlandet.

Der var ikke mange muligheder for offentligt at fremkomme med kritik af politiske forhold. Trykkefrihedsbestemmelserne af 1799 var blevet skærpede i 1810 og igen i 1814, og lovgivningen blev nøje håndhævet: Der blev slået ned på enhver kritisk omtale, der kunne opfattes som angreb på regeringsinstitutioner, og myndighederne vågede nøje over, at der på tryk ikke fremkom negativ omtale af fremmede magters overhoveder. Håndhævelsen af trykkefrihedslovgivningen bidrog utvivlsomt til, at både forfattere og udgivere pålagde sig en udstrakt selvcensur.

For store dele af befolkningen var den eksisterende enevælde den selvfølgelige regeringsform. Den franske Revolution fremstod i manges forestillingsverden først og fremmest som anarki og blodbad, hvor man havde halshugget den retmæssige konge! Denne opfattelse var udbredt i bondebefolkningen og i de socialt jævne lag i byerne.

Bønderne tog som tidligere omtalt enevældens opfattelse af sig selv for pålydende og nærede en indgroet tillid til kongens person. For overklassen på land og i by var det eksisterende politiske system naturligt sammenhørende med samfundsordenen og ejendomsretten.

Forbehold over for enevælden fandt man især i de akademiske kredse og i borgerskabet. Filologen J. N. Madvig blev i 1826 ansat ved universitetet, hvor han sluttede sig til flertallet af kollegerne, der var skeptiske over for enevælden, og som „hældede til konstitutionelle tanker og forhåbninger, men vistnok temmelig spagfærdige”.

Det var også kun på tomandshånd, den unge jurist Chr. Paulsen fra Flensborg i 1820 mødte liberale synspunkter i hovedstadens akademikermiljø. Men efter en rejse gennem det landskabeligt smukke Sydfyn kunne han betro sin dagbog en forhåbning om en tid, da hans hjemstavn kunne blive en del af el nyfødt, konstitutionelt Danmark!

Historikeren Laurits Engelstoft var en af de mænd, der over for Chr. Paulsen havde udtalt sig principielt for indførelsen af en forfatning i Danmark – tiden var blot ikke inde til det endnu. Det mente derimod forfatteren J. J. Dampe. Han varen begavet mand, der havde vakt opsigt med udfordrende prædikener i hovedstadens kirker.

I efteråret 1820 udkastede han en plan om en veritabel statsomvæltning. Der skulle skabes en folkerepræsentation, som skulle afkræve kongen en anerkendelse af folkets ret til selv at bestemme regeringsformen. Ville han ikke det, skulle han betragtes som en voldsudøver, og hæren skulle opfordres til at gøre mytteri.

Dampe søgte at hverve tilhængere til sin plan og at danne et selskab, der skulle gennemføre revolutionen. Hans kreds blev dog hurtigt infiltreret med politistikkere, og Dampe blev arresteret ved det stiftende møde. En kommissionsdomstol dømte ham til døden, men Frederik 6. ændrede straffen til fængsel på livstid, der blev afsonet først i Kastellet og derefter på Christiansø.

1841 fik han lov at opholde sig på Bornholm, og ved det politiske systemskifte i 1848 fik han amnesti. Det kan forekomme som en meget hård straf for Dampes dilettantiske bestræbelser, men faktisk var det en omstyrtning af enevælden, han planlagde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet For og imod enevælden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig