Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Og krigen kom

Oprindelig forfatter CBjø

Den fynske bondes fromme håb om, at Gud også i 1807 ville holde sin beskærmende hånd over riget, deltes af den danske regering. Man kunne kun håbe på, at det fortsat kunne lykkes at holde kursen mellem de krigsførende parter og få den danske neutralitet respekteret. En krig med Storbritannien ville ødelægge den blomstrende søfart og handel, afskære forbindelsen med alle besiddelser i Nordatlanten og i de fremmede verdensdele, og den overlegne britiske sømagt ville kunne true forbindelsen til Norge.

Deltagelse på Napoleons side ville også betyde stor risiko for konflikt med arvefjenden Sverige, og der gik stadige rygter i hovedstaden om svenske troppesamlinger i Skåne rettet mod Danmark, mens hovedstyrken af den danske hær befandt sig i hertugdømmerne.

Krig med Frankrig ville omvendt gøre Sverige til en mulig forbundsfælle, og med både svensk og britisk støtte kunne man gøre sig håb om at holde Sjælland. Hertugdømmerne, Jylland og Fyn ville blive løbet over ende af franske tropper, og med Napoleons trang til at nyordne landkortet kunne man vente rigets sønderdeling. Skulle den danske regering vælge i første halvår af 1807, ville man dog af to onder have valgt alliancen med Storbritannien.

Annonce

I 1807 kæmpede de franske styrker langt mod øst i Europa mod Preussen og Rusland. Napoleon blev for en kort tid standset ved Eylau, den 14. juni blev den russiske hær afgørende slået ved Friedland ikke langt fra selve Ruslands grænser, og zar Alexander indvilgede i at gå til forhandlingsbordet.

 Departementet for udenlandske Sager – det senere Udenrigsministerium – fik i 1820 et nyt segl med en gengivelse af rigsvåbenet, som det blev udformet efter Norges afståelse. Den norske løve udgik efter lange og vanskelige forhandlinger mellem departementet og den svenske gesandt i København. Den islandske stokfisk – egentlig en flækket og tørret torsk – markerer sammen med Færøernes vædder og den grønlandske isbjørn de gamle norske bilandes forbliven ved Danmark.

Departementet for udenlandske Sager – det senere Udenrigsministerium – fik i 1820 et nyt segl med en gengivelse af rigsvåbenet, som det blev udformet efter Norges afståelse. Den norske løve udgik efter lange og vanskelige forhandlinger mellem departementet og den svenske gesandt i København. Den islandske stokfisk – egentlig en flækket og tørret torsk – markerer sammen med Færøernes vædder og den grønlandske isbjørn de gamle norske bilandes forbliven ved Danmark.

Ved freden i Tilsit den 7. juli blev Preussens landområde halveret, mens Rusland lovede at tiltræde fastlandsspærringen og tilsagde Frankrig støtte til at tvinge de resterende neutrale lande til at følge trop. Man lagde pres på Portugal, og 6. august fik den danske gesandt i Paris stillet et ultimatum: Danmark skulle lukke grænserne for engelsk handel og erklære landet krig – et afslag var ensbetydende med krig med Frankrig.

Da den engelske udenrigsledelse havde fået vished for, hvad aftalerne i Tilsit ville indeholde, besluttede man at slå til over for Danmark. En særlig udsending, F. J. Jackson, præsenterede den danske regering for kravet om en alliance, som indebar, at den danske sømagt skulle stilles under britisk kommando. Eller at Danmark udleverede sin flåde til briterne som pant på sin fortsatte neutralitet.

Det var uantagelige betingeiser, som Danmark måtte afvise. Efter nogle forvirrede forhandlinger var det klart, at svaret måtte blive et nej fra dansk side, og den 13. august forlod Jackson hovedstaden og gik om bord i den engelske flåde, der allerede på dette tidspunkt var ankommet til de danske farvande og havde indesluttet Sjælland.

En dagbog, som blev ført af sognepræsten, Eiler Hammond, bringer os på nært hold af begivenhederne i disse dramatiske dage. Den 17. august kom en bonde fra Brøndbyvester tilbage fra København og fortalte, at der var fuldt op med engelske tropper uden for byen. De var gået i land dagen forinden ved Vedbæk og udstedte ved denne lejlighed en proklamation, der fortalte, at man ikke var kommet som erobrer, men som beskytter.

 Eiler Hammond var sognepræst i Brøndbyvester og -øster og provst i Smørum Herred. Han var en smuk repræsentant for den rationalistiske præstetype, og han var en af mændene bag den nye forordning om fattigvæsenet i 1803. Han gjorde en stor indsats for skolen og oprettede et seminarium i Brøndbyvester. Hammonds dygtighed kom også til udtryk i 1807, hvor han med myndighed og diplomati fik afværget de værste overgreb fra besættelsestroppernes side.

Eiler Hammond var sognepræst i Brøndbyvester og -øster og provst i Smørum Herred. Han var en smuk repræsentant for den rationalistiske præstetype, og han var en af mændene bag den nye forordning om fattigvæsenet i 1803. Han gjorde en stor indsats for skolen og oprettede et seminarium i Brøndbyvester. Hammonds dygtighed kom også til udtryk i 1807, hvor han med myndighed og diplomati fik afværget de værste overgreb fra besættelsestroppernes side.

Reservisterne – landeværnet – blev indkaldt. Den 28. august hørte man kanonskud mod sydvest. Fra den engelske belejringshær, der omsluttede hovedstaden, var 6000 mand under Arthur Wellesley – senere kendt som hertugen af Wellington – sendt ind i landet og havde ved Køge slået landeværnet, der talte omkring 5000 mand under general Castenschiold.

I København blev der arbejdet febrilsk på at sætte fæstningen i forsvarsstand. Borgervæbning og studenterkorps blev mobiliseret, og mange frivillige meldte sig – i alt omkring 13.000 forsvarere over for en styrke på 30.000 veluddannede og krigsvante britiske tropper. Det kom til de første træfninger, og bebyggelsen på „Broerne” blev brændt af.

Den 2. september forløb forholdsvis roligt, set fra Brøndbyvester præstegård. Men lidt over klokken syv aften begyndte englænderne at bombardere byen, og beskydningen dels med bomber og dels med brandraketter varede til næste morgen ved 8-tiden. Den 3. september var tilsyneladende rolig, men ved 6-tiden tog beskydningen på ny fat og varede natten igennem.

Nu fortsatte bombardementet næsten uafbrudt gennem den 4. september og om aftenen kulminerede rædslerne: „Kl. 6 om aftenen så vi en meget stærk ild brænde i eller ved København, så vi endog ved højlys dag kunne se de vilde luer slå op i røgen. Kl. 7 sprang derfra en stor ildmasse i luften, dog, som det forekom mig, ikke af krudt.

Da det blev mørkt, blev denne ildebrands udseende endnu langt frygteligere. Den oplyste de tykke regnskyer i luften med en skrækkelig ildfarve oplyste temmelig klart vor gade, gård og have. Kl. 11, vi gik til sengs, brændte det endnu, skønt med aftagende heftighed. Kl. 2 om natten, jeg var oppe, var luften endnu oplyst af luerne.”

 J. P. Møllers billede af det ødelagte København set fra Gråbrødretorv 1808 er et stykke propagandakunst, der skal fastholde erindringen om englændernes brutalitet. Kvinden og barnet til venstre i forgrunden har antagelig mistet en forsørger ved bombardementet, mens manden i den blå jakke til højre ved sin gestus sammenligner fjendens fremfærd med Corfitz Ulfeldts forræderi. Men i øvrigt er der intet, der taler for, at Møller har overdrevet sin skildring af ødelæggelserne i denne del af København. Frue Kirke står med murene nogenlunde intakte. Petri Kirkes spir gik fri i modsætning til Frue Kirkes.

J. P. Møllers billede af det ødelagte København set fra Gråbrødretorv 1808 er et stykke propagandakunst, der skal fastholde erindringen om englændernes brutalitet. Kvinden og barnet til venstre i forgrunden har antagelig mistet en forsørger ved bombardementet, mens manden i den blå jakke til højre ved sin gestus sammenligner fjendens fremfærd med Corfitz Ulfeldts forræderi. Men i øvrigt er der intet, der taler for, at Møller har overdrevet sin skildring af ødelæggelserne i denne del af København. Frue Kirke står med murene nogenlunde intakte. Petri Kirkes spir gik fri i modsætning til Frue Kirkes.

Om morgenen, lørdag den 5. september, brændte og røg det stadig fra byen, og beskydningen fortsatte. Provst Hammond kunne se, at det brændte omkring Frue Kirke, og at byens pryd, kirkens spir, var borte.

Man havde i København klaret den første nats bombardement. Det var især kvarteret omkring Frue og Petri Kirke, der blev ramt, men kun én stor ildebrand – grosserer Tuteins store pakhus fyldt med bomuld – fik lov at udvikle sig. I dagtimerne søgte folk med deres bohave mod Christianshavn og Amager, og da bomberne om aftenen den 3. september begyndte at falde, var man parat og fik igen de fleste brande slukket. Det var natten mellem den 4. og 5. september, der knækkede byen.

Ilden fik fat i kvarteret omkring Frue Kirke og lod sig ikke standse. Det meste af bebyggelsen mellem Studiestræde, Skindergade, Landemærket, Sankt Gertrudsstræde og volden var et inferno af ild, nedstyrtende tage og mure og stadig faldende bomber og raketter. 300 ejendomme var totalt ødelagte og mere end 1500 mere eller mindre beskadigede. Omkring 1600 indbyggere var dræbt – lige så mange sårede. Der blev nu fra borgernes side lagt pres på den kommanderende general Peymann for at standse kampen. Mandag den 7. september om morgenen overgav København sig.

Provst Hammond var en af de første, der kom ind til byen efter kapitulationen. Vesterbro var totalt raseret. Den store tømmerplads ved Kalvebod Strand var brændt – det var ikke mindst flammerne herfra, der havde lyst op natten mellem den 4. og 5. Bag voldene var der ikke en hel rude i noget hus, store huller var der i murværket overalt, „og nu de utallige rent afbrændte, endnu rygende huse og gårde”. Han søgte sin familie og fandt dem uskadte og ville som embedsmand melde sig hos biskoppen. Bispen fandt han ikke, men han konstaterede, at bispegården ikke havde et eneste beboeligt værelse.

Englænderne havde inden angrebet stillet krav om kontrol med den danske flåde. Kapitulationen betød betingelsesløs udlevering af samtlige skibe samt marinens forråd. Den 20. og 21. oktober måtte københavnerne se på, at 15 fuldt udrustede linieskibe, 15 fregatter og en del mindre fartøjer forlod Flådens Leje og stod nordpå. For at ødelæggelsen af den danske sømagt skulle være total, blev et linieskib i dokken og tre skibe under bygning ødelagt, inden Holmen blev rømmet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Og krigen kom i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305895