Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ministre og kollegier

Oprindelig forfatter CBjø

Som enevældig konge kunne Frederik 6. vælge sine nærmeste medarbejdere uden at skulle stå til ansvar over for andre end sig selv. Han kunne ophøje og forstøde embedsmænd og rådgivere, som han havde gjort det i 1793, da han som kronprins havde afskediget den indtil da indflydelsesrige hofmarskal Johan Bülow.

I krigsårene havde Frederik 6. i vid udstrækning støttet sig til sin adjudantstab. Men den 29. april 1814 blev Gehejmestatsrådet indkaldt på ny og sat i regelmæssig funktion. Og formelt var det medlemmerne af dette råd – statsministrene – der sammen med kongen forhandlede om statens ledelse.

Af den gamle regeringskreds fra tiden efter 1784 sad endnu Chr. D. Reventlow og Ernst Schimmelmann. Den første var dog efter 1813 kun af navn minister, mens Schimmelmann fortsat havde nær føling med statsadministrationen, især udenrigsstyrelsen, idet han under Wienerkongressen vikarierede for udenrigsministeren. Til samme generation hørte en af mændene fra før 1784, Joachim G. Moltke, der på sine ældre dage på ny var knyttet til finansstyrelsen.

Annonce

Men de ledende personer i kredsen i de kommende års politik var alle et tiår yngre. Frederik Moltke gled umiddelbart efter Gehejmestatsrådets etablering ud på grund af uforsigtige udtalelser om udenrigspolitiske spørgsmål og blev amtmand i Jylland. Niels Rosenkrantz var til sin død udenrigsminister med den lidet misundelsesværdige opgave at få Danmarks forhold til omverdenen bragt i lave efter krigen og fredsslutningerne.

 Det württembergske Palæ eller Lerches Gård i Slotsholmsgade. Det blev i 1805 erhvervet af staten til brug for den voksende centraladministration. Året efter blev bygningen forhøjet med en etage, så den fik sit nuværende udseende. Hermed var administrationens pladsproblemer løst for en tid, og Norges afståelse i 1814 betød endog, at man i en årrække havde kontorlokaler i overskud. Men i Christian 8.s regeringstid blev pladsen på ny for trang, og enkelte dele af centraladministrationen måtte finde plads uden for Slotsholmen.

Det württembergske Palæ eller Lerches Gård i Slotsholmsgade. Det blev i 1805 erhvervet af staten til brug for den voksende centraladministration. Året efter blev bygningen forhøjet med en etage, så den fik sit nuværende udseende. Hermed var administrationens pladsproblemer løst for en tid, og Norges afståelse i 1814 betød endog, at man i en årrække havde kontorlokaler i overskud. Men i Christian 8.s regeringstid blev pladsen på ny for trang, og enkelte dele af centraladministrationen måtte finde plads uden for Slotsholmen.

Diplomat af 1700-tallets skole varetog han det nu reducerede riges interesser så kompetent, som det kunne forlanges. Rosenkrantz havde under krigen måttet indstille sig på at søge at opnå de bedst mulige resultater ud fra beslutninger, der ikke altid var hans, og han måtte til stadighed acceptere, at Frederik 6. også på udenrigspolitikkens felt agerede som enevoldsherskeren. Frederik Julius Kaas var i 1804 blevet præsident i Danske Kancelli og var til sin død en habil, men ikke videre energisk eller selvstændig leder af den ikke-økonomiske indenrigsstyrelse.

Den stærke mand var Johan Sigismund von Møsting, der i 1813 havde afløst Chr. D. Reventlow som præsident i Rentekammeret. Møsting, der som ung var blevet amtmand i Haderslev og i 1804 var kommet i spidsen for Tyske Kancelli, besad i udpræget grad Frederik 6.s tillid. Af de skiftende statsministre var han den, hvis synspunkter oftest prægede de afgørende politiske beslutninger.

Møsting havde initiativ og vilje, og han gjorde sin indflydelse gældende også uden for sit eget felt, finansstyrelsen. Og han kunne sætte sin vilje igennem over for kongen, som han øvede stor indflydelse på resten af livet. Møsting kan i hvert fald frem til slutningen af 1820'rne betragtes som den uofficielle førsteminister.

En person manglede i Gehejmestatsrådet. Det havde været naturligt, at tronfølgeren havde fået sæde i rådet, men forholdet mellem onkel og nevø var kølnet yderligere efter Christian Frederiks karriere i Norge 1814. flan blev gemt væk som guvernør på Fyn til 1831. Han fik her et omsvøbsdepartement at være chef for, og han tog livlig del i Odenses litterære og selskabelige liv.

En reform af centraladministrationen trængte sig på efter tabet af Norge og de store finansielle vanskeligheder. Møsting var drivkraften i et kommissionsarbejde 1814-15, der sigtede mod en dybtgående reorganisation af den efterhånden uoverskuelige struktur. Det var således umuligt at få en samlet oversigt over statens indtægter og udgifter. Man nøjedes dog med at reformere finansforvaltningen ved forordningen af 9. februar 1816. Den øverste finanspolitiske ledelse blev lagt i hænderne på en finansdeputation under finansministeren, og de øvrige økonomiske styrelser blev reorganiseret. Centraladministrationen i København bestod herefter af

  • Danske Kancelli
  • Slesvig-Holsten-Lauenburgske Kancelli (Tyske Kancelli)
  • Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler
  • Finansdeputationen
  • Direktionen for Statsgælden og den synkende Fond (den udenlandske statsgæld)
  • Rentekammeret
  • Generaltoldkammer- og Kommercekollegiet
  • Den alm. Postkassedirektion
  • Departementet for de udenlandske Affærer
  • General-Kommissariats-Kollegiet
  • Admiralitets- og Kommissariatskollegiet

Under de to første styrelser hørte de fleste ikke-økonomiske spørgsmål vedrørende indenrigsstyrelse for henholdsvis kongeriget og hertugdømmerne. Direktionen for universitetet m.m. forestod det højere undervisningsvæsen, mens de følgende fem administrerede rigets finanser under ansvar over for finansdeputationen. Departementet for de udenlandske Affærer svarer til vore dages udenrigsministerium, mens de to sidste styrelser stod i spidsen for henholdsvis hær og flåde.

Centraladministrationens embedsmænd var på de overordnede poster alle jurister, og en lov fra 1821 befæstede yderligere de juridiske kandidaters forret til stillinger i administration og retsvæsen. I den første halvdel af 1800-tallet udformedes den egentlige bureaukratiske tradition i statsstyreisen.

Den sikrede sagerne en ensartet, saglig og formelt korrekt behandling, men den gav under de daværende forhold også uanede muligheder for langsommelig og pedantisk forretningsgang – „at faa en Sag hurtigt ekspederet i Rentekammeret er lige saa vanskeligt som at faa en Mand paa Krykker til at løbe”, sukkede en jysk godsinspektør i 1828.

Bureaukratiet betød en vis beskyttelse mod vilkårlige afgørelser, men også kun en vis. Under Frederik 6. var embedsbesættelser, nådesbevisninger eller det modsatte fortsat betinget af den øjeblikkelige stemning hos majestæten og af den indflydelse, en snæver kreds omkring ham kunne udøve.

Årene umiddelbart efter 1814 bød af indlysende årsager ikke på de store muligheder for lovinitiativer. Men det var i den første tredjedel af 1800-tallet, at de dybtgående reformer fra årene efter 1784 endelig blev ført ud i livet i alle led af systemet. Fra Slotsholmen opbyggede man en stadig forbedret kontrol med de lokale instanser og arbejdede frem mod at sikre borgerne den samme og ensartede behandling i forhold til myndighederne.

Man måtte i tiden umiddelbart efter statsbankerot og krig slås med en ret udbredt demoralisation i dele af embedsstanden, der til dels skyldtes forarmningen under krigen – den såkaldte „kassemangelepidemi” – men år for år styrkedes de centrale autoriteters greb om hele det administrative apparat. Fra 1821 tog ledende embedsmænd fra Danske Kancelli på inspektionsrejser ud i landet for at rydde op i de lokale embeders lejlighedsvise slendrian og inkompetence.

 Underretsdommernes juridiske uddannelse i 1807. I 1736 indførtes den juridiske embedseksamen (cand. jur.) og den juridiske eksamen for ustuderede (exam. jur.). Det blev efterhånden normen, at by- og herredsfogeder og birkedommere skulle besidde disse formelle kvalifikationer. I 1807 var de fleste underretsdommere jurister, og ved sammenlægninger af mindre retskredse søgte man i disse år at skaffe disse dommere højere lønninger, for at gøre embederne mere attraktive og styrke indehavernes integritet. Bedre uddannelse, højere status og en nøjere kontrol fra de højere instanser var afgørende forudsætninger for en mere ensartet og kvalificeret retspleje.

Underretsdommernes juridiske uddannelse i 1807. I 1736 indførtes den juridiske embedseksamen (cand. jur.) og den juridiske eksamen for ustuderede (exam. jur.). Det blev efterhånden normen, at by- og herredsfogeder og birkedommere skulle besidde disse formelle kvalifikationer. I 1807 var de fleste underretsdommere jurister, og ved sammenlægninger af mindre retskredse søgte man i disse år at skaffe disse dommere højere lønninger, for at gøre embederne mere attraktive og styrke indehavernes integritet. Bedre uddannelse, højere status og en nøjere kontrol fra de højere instanser var afgørende forudsætninger for en mere ensartet og kvalificeret retspleje.

Det var i tråd hermed, at centraladministrationen tog fat på at afvikle nedarvede særrettigheder, f.eks. i den lokale administration. Fra 1809 var man begyndt på at ophæve de ofte meget små retskredse, der hørte under adskillige godser. Lensgrever og -baroner havde fra 1671 haft det privilegium at være amtmænd over deres len. Nu tog man efterhånden flere og flere sager fra dem og henlagde behandlingen under de almindelige amter.

Disse havde i 1790'erne fået de grænser, der stort set gjaldt til 1970, og amtmanden fik pålagt stadig flere og krævende forretninger. Det blev nu også normen, at vejen til et amtmandsembede gik over den juridiske embedseksamen og forudgående virksomhed i centraladministrationen.

Poul Chr. Stemann blev 1798 udnævnt til amtmand i Sorø. I den stilling skulle han snart gøre sig stærkt gældende også uden for det sydvestlige Sjælland. Han fik ry som en af landets dygtigste administratorer, og hans synspunkter kom til orde i f.eks. fattiglovgivningen 1802-03 og loven om almueskolevæsenet 1814. Amtmanden i Sorø blev hyppigt taget med på råd i spørgsmål vedrørende lokalstyrelsen.

Han besad et praktisk greb om sagerne, og den robuste, beslutningsglade Stemann påkaldte sig hurtigt Frederik 6.s bevågenhed. Da Kaas døde i 1827, blev Stemann hans efterfølger. Som statsminister frem til 1848 stod han som den udprægede systemets mand med et ukompliceret syn på magt og ret og med en temperamentsbetonet afvisning af tendenser til at gå på kompromis med nye strømninger i tiden.

I embedsbureaukratiet hyldede man uden forbehold den danske enevælde. Men der var nuancer i opfattelsen. Hos de toneangivende personer i dette miljø mødte man den mening, at det netop tilkom det akademisk skolede og dannede bureaukrati at skabe orden i et samfund endnu præget af tilfældighedernes uorden og overlevede traditioner. Man gik ud fra et samlet syn på stat og ret, hvor borgeren og statsmagten havde fået tillagt bestemte funktioner, rettigheder som pligter. I moderat form kunne man her møde tanker, der udsprang af de nye ideer om menneskerettigheder og økonomisk liberalisme.

Den, der mere end nogen anden udtrykte disse synspunkter, var Anders Sandøe Ørsted. Han blev i 1813 1. deputeret – hvad der kan sammenlignes med departementschef – i Danske Kancelli, og i 1825 udnævntes han tillige til generalprokurør, dvs. regeringens officielle juridiske konsulent. I disse års lovgivning og utallige enkeltsager spores Ørsteds indsats, og i mange spørgsmål blev hans synspunkter efterhånden de herskende. Et af kancelliets problemer i de første årtier af 1800-tallet var konflikten mellem byerne og landhåndværket.

 Jonas Collin er her portrætteret af C. A. Jensen i 1834. Collin var en af landets mest indflydelsesrige embedsmænd uden dog at høre til i den snævre kreds af egentlige magthavere omkring kongen. Han var fra 1816 deputeret i Finans-kollegiet og havde sæde i en lang række kommissioner vedrørende økonomi og indenrigsstyrelse. I mange år var Collin den ledende kraft i Landhusholdningsselskabet. Han øvede en stor indflydelse på bevillingerne til kulturlivet, var i to perioder direktør for Det kongelige Teater, og han var en af initiativtagerne til oprettelsen af Thorvaldsens Museum. Mere end som noget andet er han gået over i historien som H. C. Andersens beskytter i de vanskelige unge år. Collin døde først i 1861 og var gennem sit lange liv en fornem repræsentant for det oplyste og liberalt sindede borgerskab fra tiden umiddelbart før 1800. Han var stadig virksom for gavnlige reformer overalt i samfundslivet, og han var besjælet af en tro på oplysningens værdi.

Jonas Collin er her portrætteret af C. A. Jensen i 1834. Collin var en af landets mest indflydelsesrige embedsmænd uden dog at høre til i den snævre kreds af egentlige magthavere omkring kongen. Han var fra 1816 deputeret i Finans-kollegiet og havde sæde i en lang række kommissioner vedrørende økonomi og indenrigsstyrelse. I mange år var Collin den ledende kraft i Landhusholdningsselskabet. Han øvede en stor indflydelse på bevillingerne til kulturlivet, var i to perioder direktør for Det kongelige Teater, og han var en af initiativtagerne til oprettelsen af Thorvaldsens Museum. Mere end som noget andet er han gået over i historien som H. C. Andersens beskytter i de vanskelige unge år. Collin døde først i 1861 og var gennem sit lange liv en fornem repræsentant for det oplyste og liberalt sindede borgerskab fra tiden umiddelbart før 1800. Han var stadig virksom for gavnlige reformer overalt i samfundslivet, og han var besjælet af en tro på oplysningens værdi.

Håndværkerne på landet trængte sig frem, mens byernes lav og mestre forsvarede sig med henvisning til deres nedarvede rettigheder, der forbeholdt de fleste former for håndværk for købstæderne. Frem til ca. 1830 støttede kancelliet i overvejende grad byernes synspunkter, men derefter fulgte man en mere liberal kurs. Både før og efter var det Ørsted, der i kancelliet begrundede den politiske linie, hvorefter man afgjorde de enkelte sager.

Det var en fremtrædende opfattelse hos Ørsted, at samfundet og statsstyreisen behøvede en kvalificeret offentlig meningsdannelse. Han var en bestandig fortaler for størst mulig liberalisme, når det gjaldt trykkefrihedssager, og her var han tit i opposition til mere konservative kolleger – og til kongen. Selv udfoldede han et omfattende juridisk forfatterskab, der ofte tog udgangspunkt i konkrete spørgsmål, der forelå til afgørelse.

I slutningen af 1826 kommenterede Ørsted striden mellem H. N. Clausen og N. F. S. Grundtvig med en artikel, der af hans modstandere og især af Kaas som kancelliets chef blev udlagt som værende illoyal for en mand i hans embedsstilling. Ørsted omtalte de bestående kirkeretlige forhold således, at man kunne læse hans mening som en kritik. Det indbragte Ørsted en kongelig irettesættelse og et pålæg om at ophøre med sin skribentvirksomhed. Ørsted bøjede af, lagde pennen og fortsatte som embedsmand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Ministre og kollegier i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305905