Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En vinter i Wien

Oprindelig forfatter CBjø

Efter Napoleons endelige nederlag vandt tanken om en stor fredskongres, der skulle tage sig af Europas nyordning efter 20 års krig, almindelig genklang. Der var afregnet med Frankrig ved den første pariserfred 30. maj, men der var fortsat mange uafklarede spørgsmål i den store europæiske politik. Derfor mødtes efter invitation i pariserfredens paragraf 32 henved 500 fyrster og udsendinge i Wien i det tidlige efterår for at være med til at ordne landegrænser og træffe aftaler imellem staterne.

Kongressen dansede – men der var adskillige, der også bestilte noget i den østrigske hovedstad. Det viste sig at være praktisk at have Europas ledende statsmænd samlet, da Napoleon i marts måned 1815 forsøgte sit politiske comeback. Efter hundrede dage ved magten i Frankrig og nederlaget ved Waterloo måtte han abdicere for anden gang. Da var kongressens slutdokument blevet udfærdiget og underskrevet af de deltagende magter.

Danmark var ikke inviteret med til Wien, men Frederik 6. sluttede sig i begyndelsen af oktober til de statsoverhoveder, der efterhånden samledes i Donaustaden. Den danske delegation bestod foruden af kongen af udenrigsminister Niels Rosenkrantz og de to brødre, Christian Günther og Joachim Bernstorff, der havde stået i spidsen for den udenrigske styrelse til 1810.

Annonce

 Niels Rosenkrantz, her malet af Jens Juel, beklædte posten som udenrigsminister fra 1810 til sin død i 1824. På denne post afløste han Christian Bernstorff, og ved hans udnævnelse svækkedes den gamle regeringskreds fra 1784. Rosenkrantz havde som gesandt beklædt fremtrædende stillinger i udenrigstjenesten. Han var velorienteret og besad en god politisk situationsfornemmelse. Men det blev frem til afgørelsen i 1814 hans skæbne at give kongen råd, som han ikke fulgte. I Kiel og senere i Wien søgte Rosenkrantz at redde, hvad reddes kunne, og derefter blev det hans opgave at tilpasse dansk udenrigspolitik til landets nye formindskede rolle i international politik.

Niels Rosenkrantz, her malet af Jens Juel, beklædte posten som udenrigsminister fra 1810 til sin død i 1824. På denne post afløste han Christian Bernstorff, og ved hans udnævnelse svækkedes den gamle regeringskreds fra 1784. Rosenkrantz havde som gesandt beklædt fremtrædende stillinger i udenrigstjenesten. Han var velorienteret og besad en god politisk situationsfornemmelse. Men det blev frem til afgørelsen i 1814 hans skæbne at give kongen råd, som han ikke fulgte. I Kiel og senere i Wien søgte Rosenkrantz at redde, hvad reddes kunne, og derefter blev det hans opgave at tilpasse dansk udenrigspolitik til landets nye formindskede rolle i international politik.

Formålet med den danske delegations rejse til Wien var at få løst de uafklarede spørgsmål, der fortsat var omkring rigets stilling. Bernadotte var i Sverige af den opfattelse, at Danmark havde gjort sig skyld i brud på freden i Kiel, og nægtede at opfylde sine forpligtelser – således overdragelsen af de nordtyske landområder som erstatning for Norge. Russiske tropper stod fortsat i Holsten, idet Rusland ikke havde ratificeret den fred, man havde sluttet med dette rige. Og Holsten var i 1806 blevet inkorporeret i Danmark som en konsekvens af Napoleons opløsning af Det tysk-romerske Rige.

Som den internationale situation tegnede sig i eftersommeren 1814, var det afgørende vigtigt at få sikret den danske stats fortsatte eksistens som selvstændig stat. Det var derfor af betydning, at Danmark var repræsenteret ved kongressen og som Frankrigs mest trofaste allierede kom ind i varmen. Derimod er det tvivlsomt, om kongens tilstedeværelse bidrog til at fremme sagen.

I løbet af Wienerkongressen lykkedes det at få endelig fred med Rusland, hvis tropper rømmede Holsten i vinteren 1814-15. Den danske konge var blevet berøvet et af sine retmæssige lande, nemlig Norge, og det var i kongressens ånd, at der skulle ydes en erstatning i slige situationer. Løsningen fandt man dog først efter Frederik 6.s afrejse fra Østrigs hovedstad, og den bestod i et dansk-preussisk mageskifte af 4. juni 1815.

Ifølge dette afgav Danmark de svenske besiddelser i Nordtyskland, man havde fået lovning på ved freden i Kiel, til Preussen. Preussen betalte med en pengesum samt det lille hertugdømme Lauenburg, som det kort forinden havde erhvervet fra Hannover. Lauenburg var på størrelse med Lolland og havde blot 32.000 indbyggere. Det beholdt under det danske styre, der varede til 1864, sine næsten middelalderlige institutioner og sin komplicerede administrative inddeling.

 På Rosenborg findes denne fortryllende miniature af den purunge skuespillerinde Caroline Seyffert, Frederik 6.s elskerinde under hans ophold i Wien. Ved afskeden skænkede han hende en årlig pension på 100 hollandske guldfloriner. Den kongelige gestus blev dyr for den danske stat, da hun først døde i 1873. De 100 floriners værdi blev ved tronskiftet i 1863 beregnet til at være af værdi som 5500 rigsdaler eller betragteligt mere end en ministerløn. Miniaturen er malet af Karl Agricola.

På Rosenborg findes denne fortryllende miniature af den purunge skuespillerinde Caroline Seyffert, Frederik 6.s elskerinde under hans ophold i Wien. Ved afskeden skænkede han hende en årlig pension på 100 hollandske guldfloriner. Den kongelige gestus blev dyr for den danske stat, da hun først døde i 1873. De 100 floriners værdi blev ved tronskiftet i 1863 beregnet til at være af værdi som 5500 rigsdaler eller betragteligt mere end en ministerløn. Miniaturen er malet af Karl Agricola.

Da Christian 8. besøgte Lauenburg i 1840 kort efter sin tiltrædelse af regeringen, noterede embedsmanden J. P. Trap i kongens følge, at „næppe 40.000 indvånere var delt i fire amter hver med to amtmænd, tre selvstændige købstæder og vel en snes godser med selvstændige administratorer, med en guvernør og en landdrost, en regering, en hofret og et konsistorium med sin egen forst- og jægermester, to overførstere med en ridende førster, 14 gående førstere, nogle skovfogeder, alle uniformerede. Den lille stad Lauenburg (ca. 1000 indvånere) havde en retsfoged og en politimester som øverste statsautoritet, to borgmestre, tre rådmænd … Desuden var der tre borgmestre i forstaden.”

Kongen var ifølge Trap begejstret over de idylliske tilstande i hans sydligste besiddelse, men han bemærkede ikke, „at den store klasse af husmænd, der udgjorde massen af folket, var under et stort tryk af de utallige afgifter til den talløse embedsklasse”.

Både for Holstens og Lauenburgs vedkommende måtte Danmark acceptere at tiltræde det i 1815 dannede nye Tyske Forbund. Det betød ophævelsen af Holstens indlemmelse i Danmark fra 1806, og det rummede en forpligtelse til – ifølge paragraf 12 i forbundsakten – at oprette en særlig højesteret for lande under forbundet med mere end 300.000 indbyggere, hvilket Holsten havde. Paragraf 13 i akten krævede indførelsen af stænderforfatning i alle forbundslande.

Det gav i de følgende år nogle reaktioner fra hertugdømmernes side, men under indtryk af den almindelige konservative strømning i Europa i årene efter kongressen i Wien kunne man afvise kravene – foreløbig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: En vinter i Wien i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305901