Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De skønne kunster

Oprindelig forfatter CBjø

Blicher forsøgte sig også som skuespilforfatter. Et par komedier og en tragedie blev indsendt til Det kongelige Teater, og tragedien Johanna Gray blev antaget til opførelse i 1825. Den blev dog ikke godt modtaget og gik kun tre gange. Men Blicher gjorde som de fleste af tidens digtere. De skrev for scenen, fordi et skuespil, der fik succes, slog forfatteren fast i publikums bevidsthed.

Fra hoffet og aristokratiet til hovedstadens jævne borgerskab kom man i teatret – Det kongelige Teater - og en premiere på Kongens Nytorv var i denne periode en begivenhed, der optog sindene i dagevis. Dertil kom, at et skuespil, der havde held på scenen, gav forfatteren en pæn indtægt i forhold til andre litterære udtryksformer.

Ligesom Det kongelige Teater spillede en væsentlig rolle i den danske litteratur i begyndelsen af 1800-tallet, var det også centrum for det professionelle musikliv i København. Sidst i 1700-tallet havde man dyrket musik i flere af byens klubber, men med klublivets hensygnen fik teatrets opførelser af operaer, syngespil og balletter en mere fremtrædende plads.

Annonce

Den toneangivende skikkelse var komponisten C. E. F. Weyse. Han var født i Altona, men var blevet uddannet til musiker i 1790'ernes København. I 1809 slog han igennem med syngespillet Sovedrikken, og frem til sin død i 1842 var Weyse det absolutte midtpunkt i hovedstadens musikliv (se illustration). Han komponerede scenemusik og et utal af kantater til officielle lejligheder, men han fandt efterhånden sin særlige udtryksform i de mange romancer og sange, der stadig synges.

I samarbejde med B. S. Ingemann skabte Weyse Morgensange for Børn, 1837, og året efter Aftensange. I denne lille form, der henvender sig til børn, nåede han sit ypperste som sangkomponist, og man oplever musik og tekst som uløseligt forbundet. Tilsammen udtrykte Ingemanns ord og Weyses melodier noget centralt i biedermeiertidens kunstneriske idealer.

Her har forfatter og komponist opnået inderlighed og nærhed og samtidig en afskærmning mod det uoverskuelige eller foruroligende gennem den enkle og simple form. Weyse havde med Sovedrikken introduceret romantikken i dansk musikliv, men hans romancer og sange viser hans forankring i traditionen fra Haydn og Mozart og på hjemlig grund fra J. A. P. Schulz.

 C. W. Eckersbergs sansede og sanselige tegning fra det første årti af 1800-tallet hedder i kataloget lidt fersk „Et kælent par i sengen”. I 1700-tallet havde man ofte i kunsten og litteraturen behandlet det erotiske med en vis bramfrihed, som det f.eks. er tilfældet hos Holberg. I tiden omkring år 1800 var det en udbredt opfattelse, at både den officielle og private seksualmoral var friere end tidligere. Også på dette område satte reaktionen ind, og i billedkunst og skønlitteratur blev det seksuelle stærkt nedtonet og erotikken åndeliggjort. Realismen i skildringen af kønslivet hos en forfatter som Blicher vakte anstød, og Holberg blev gjort stueren til teater-brug. Eckersberg tilhørte af opvækst og uddannelse ikke del embedsborgerskab, der i første halvdel af 1800-tallet leverede de fleste af tidens kunstnere, og han var i sit første ægteskab gift med en særdeles livlig kone fra det københavnske håndværkermiljø.

C. W. Eckersbergs sansede og sanselige tegning fra det første årti af 1800-tallet hedder i kataloget lidt fersk „Et kælent par i sengen”. I 1700-tallet havde man ofte i kunsten og litteraturen behandlet det erotiske med en vis bramfrihed, som det f.eks. er tilfældet hos Holberg. I tiden omkring år 1800 var det en udbredt opfattelse, at både den officielle og private seksualmoral var friere end tidligere. Også på dette område satte reaktionen ind, og i billedkunst og skønlitteratur blev det seksuelle stærkt nedtonet og erotikken åndeliggjort. Realismen i skildringen af kønslivet hos en forfatter som Blicher vakte anstød, og Holberg blev gjort stueren til teater-brug. Eckersberg tilhørte af opvækst og uddannelse ikke del embedsborgerskab, der i første halvdel af 1800-tallet leverede de fleste af tidens kunstnere, og han var i sit første ægteskab gift med en særdeles livlig kone fra det københavnske håndværkermiljø.

Ved siden af Weyse virkede den fra Hannover indvandrede Frederik Kuhlau. Også han fik sit gennembrud som komponist med et stykke scenemusik, operaen Røverborgen i 1814. På dette felt hævdede han sig over for Weyse, og med musikken til Elverhøj, 1828, skabte han et nationalt arvestykke i dansk musikhistorie. Det lykkedes her for tyskeren Kuhlau at give musikken et præg, der er blevet opfattet som særligt dansk med optagelse af danske (og svenske) folkevisemelodier.

Kuhlau arbejdede med flere musikalske udtryksformer end Weyse, og hans fløjte- og klavermusik har erhvervet sig en plads i europæisk musiktradition. Mens Weyse rakte tilbage til wienerklassikken, var Kuhlau mere åben og modtagelig for de nye strømninger ude fra Europa.

Kort efter år 1800 døde de to ledende personligheder i dansk malerkunst – Jens Juel i 1802 og Nicolai Abildgaard i 1809. Det blev C. W. Eckersberg, der kom til at præge billedkunsten ind i 1800-tallet. Fra 1810 til 1816 opholdt han sig i Paris og Rom, hvor han dygtiggjorde sig og modnedes som kunstner. Efter sin hjemkomst til København fik han hurtigt en ledende position i den danske kunstverden. I 1818 blev han udnævnt til professor ved kunstakademiet, og her fik han afgørende betydning for de følgende generationer af kunstmalere.

Eckersberg gjorde sig først gældende som portrætmaler, men det blev med tiden især hans billeder af skibe, der bedst viste hans evner. Han kan skildre luften, lyset og farvespillet over bølgerne, når han maler sine søstykker. Han arbejdede indgående med perspektivet, og dette giver hans skibe på havet en sikker og harmonisk placering i billedfladen.

Hvor Eckersberg kunne observere omgivelserne og formidle sin sunde iagttagelsesevne i forhold til mennesker, genstande og naturen, indledte han en tradition for en gengivelse af den oplevede, ofte nære virkelighed, der fik en lang levetid gennem hans elever og de kommende generationer i dansk malerkunst.

Fra midten af 1820'rne fik Eckersberg som portrætmaler stærk konkurrence af C. A. Jensen, der i sin portrætkunst greb tilbage til 1600-tallets nederlandske kunst og rendyrkede den intime skildring af modellen, oftest i ganske lille format. Hans stil var næsten skitseagtig med en for datiden meget bred penselføring. Hans kritikere karakteriserede hans stil med betegnelsen „Klatte-Jensen”, men han opnåede ofte det ypperlige, når det drejede sig om at karakterisere de portrætterede. Her nåede han i mange tilfælde ud over den blotte gengivelse af et udseende.

Arkitekturen blev i de første årtier af 1800-tallet administreret af C. F. Hansen, der foruden at være professor ved kunstakademiet beklædte den meget indflydelsesrige stilling som overbygningsdirektør, der var oprettet til ham i 1808. Han fik en næsten enerådende indflydelse på periodens offentlige byggeri, og her bød København på store opgaver efter bombardementet i 1807.

C. F. Hansen var arkitekt på det nye Christiansborg Slot, hvor de ret betydelige ruiner i nogen udstrækning dikterede løsningerne. Det samme gjaldt genopførelsen af Frue Kirke, hvor grundplanen var givet på forhånd. Han opførte desuden i hovedstaden det nye rådhus – nu domhus – og Metropolitanskolen. Hans byggeri for private findes især i hertugdømmerne, og han skabte en enkel kirketype, der blev gentaget flere steder i monarkiet (se foto i Kirken, skolen og dannelsen).

C. F. Hansens arkitektur virker gennem sin sluttethed og stærke, enkle træk. Det er en alvorlig arkitektur, der passer for den enevældige embedsmand. C. F. Hansen greb tilbage til renæssancens arkitekturidealer og bag om dem til Rom. Hans bygninger taler om disciplin og askese, og de afspejler i den henseende en side af den politiske virkelighed, i hvilken de blev opført og skulle fungere.

Da genopførelsen af Christiansborg og Frue Kirke var godt i gang, lykkedes det at formå Bertel Thorvaldsen til at forlade Rom, hvor han havde arbejdet siden 1797, og aflægge sit hjemland et længere besøg, der fandt sted 1819-20. Thorvaldsen havde i Rom hævdet sig som en af tidens førende billedhuggere og var allerede da en berømthed på europæisk niveau.

Under besøget påtog han sig bl.a. udsmykningen af Frue Kirke med Kristus og de tolv apostle, og tilbage i Rom modellerede han i 1821 statuen af Kristus. Over en længere periode færdiggjorde han de øvrige statuer, bistået af en række hjælpere.

Romantikken sætter sine spor i de skønne kunster i de første årtier af 1800-tallet – mindst unægteligt i C. F. Hansens arkitektur, der er udtryk for den klassiske traditions styrke. Men i Weyses musik, Eckersbergs malerier og i Thorvaldsens arbejder opblødes arven fra antikken og klassicismen af det inderlige, det hjemlige og fortrolige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: De skønne kunster i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305921