Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Efterkrigsår og kriseår - 1814-28

Oprindelig forfatter Redaktionen

Da Napoleon for anden gang var blevet besejret og var blevet forvist til det fjerne Sankt Helena i Sydatlanten, kunne Wienerkongressens Europa begynde at tage form. Det betød ikke blot nye politiske grænser på kontinentet men også, at det økonomiske liv nu kunne udfolde sig under forandrede vilkår. Soldaterne vendte hjem, og efterspørgslen på madvarer og andre nødvendigheder tilpassede sig de mere fredelige forhold.

Overalt i Europa var der gennemført reformer i landbruget, der under ét betød en højere produktivitet. Det gjaldt ikke mindst i Storbritannien, hvor man nok importerede korn, men hvor indførselsbehovet holdt sig nogenlunde konstant frem til omkring 1830 på trods af en stærkt stigende befolkning.

Man begyndte i Europa at beskytte sit eget landbrug ved toldmure. Storbritannien indførte i 1815 en kornlov, der forbød import af korn, når hjemmemarkedsprisen faldt under en vis grænse. 1819 fulgte Frankrig efter med beskyttelsesforanstaltninger. For Danmark havde det særlig betydning, at Norge under krigen havde forøget sin egen kornproduktion og nu søgte at beskytte den gennem told. Den tidligere betydelige danske korneksport til det norske marked blev derfor reduceret med en tredjedel.

Annonce

Den danske søhandel, der havde været så stor før 1807, kom ikke for alvor i gang igen efter krigen. Man fik hurtigt erhvervet nye skibe til erstatning for tabene, men nu var franske, hollandske og britiske fartøjer tilbage på havene i normalt omfang. Og selv i handelen på Østersøen mærkede danske redere og skippere den skærpede konkurrence fra USA, der havde øget sin handelsflåde i krigsårene.

Også de nye politiske rammer bidrog til, at det økonomiske liv i Danmark havde vanskeligheder at kæmpe med. Pengereformen af 5. januar 1813 var gennemført med henblik på det monarki, bestående af kongeriget, Norge og hertugdømmerne, der på daværende tidspunkt hørte under den danske krone. Norge blev afstået året efter, og man måtte i sommeren 1813 opgive at få en fælles valuta for Danmark og de to hertugdømmer.

I Slesvig og Holsten var der stærk modstand mod at opgive den møntfod, der var baseret på Speciesbanken i Altona. Tilsammen betød det, at Rigsbankens seddeludstedelse blev for stor til det nu stærkt begrænsede marked – og det medførte en ganske vist svingende, men fortsat lav kurs på de nye rigsbanksedler. Det var svært at skabe tillid til den førte pengepolitik.

Det var en konsekvens heraf, at hovedstadens dominans i det økonomiske liv i Danmark blev svækket. I det sydlige Jylland fortrængte hertugdømmernes mønt i stort omfang den danske valuta i daglig omsætning. Forfatteren til Landhusholdningsselskabets beskrivelse af Ribe amt anførte i 1830, at nok havde man her mærket kornprisernes fald (se illustration), men man havde haft det fortrin, at alle ejendomshandeler og kontrakter var afsluttet i Hamburgs bancovaluta. I denne del af landet havde landbruget og andre derfor ikke i samme grad mærket følgerne af kurssvingningerne i den danske valuta.

Hamburg var hurtigt kommet på fode efter krigen, og fristaden blev i de kommende år indfaldsporten til Europa for den stigende britiske eksport af industrivarer. Forsyningen af det danske marked med kolonialvarer kom i stort omfang til at gå gennem firmaer i denne by via deres sælgere – „Probenreutere”. Modsat gik meget af den danske korneksport til det britiske marked via Hamburg. Mangelen på kreditinstitutioner i København førte til, at dele af den danske omsætning, ikke mindst i de jyske købstæder, blev baseret på den kredit, lokale købmænd kunne disponere over hos forretningsforbindelser i Hamburg.

Ved reformen af 5. januar 1813 var det stillet i udsigt, at den statslige Rigsbank skulle erstattes af en ikke-statslig institution. Det skete i 1818, da man ved en oktroj af 4. juli oprettede „Nationalbanken i Kjøbenhavn”. Den skulle både skabe et stabilt pengevæsen og samtidig virke til fremme af erhvervslivet ved udlåns- og diskonteringsvirksomhed.

Det var formål, der kunne komme i konflikt med hinanden. Men det var tydeligt tilkendegivet, at hensynet til valutaens værdi skulle gå forud for bestræbelserne på at forsyne erhvervslivet med kredit. Banken førte i de kommende årtier en yderst forsigtig udlånspolitik, og frem til midten af 1830'rne blev seddelomløbet halveret.

Nationalbanken var et interessentskab, hvis medlemmer dels var dem, der tegnede aktier i banken, og dels de debitorer, der i 1813 havde fået pålagt bankhæftelse på deres ejendomme. Bankens bestyrelse bestod af 15 repræsentanter for interessenterne, og det blev bestemt, at bankens direktører ikke skulle modtage kongelige befalinger. Regeringen skulle med andre ord ikke kunne diktere bankens linie.

Nationalbankens oprettelse var således et brud med enevældens princip om centralisering af al magt hos konge og regering. Her var for første gang kontrollen med en vigtig side af samfundslivet lagt i hænderne på en selvstyrende institution, hvis uafhængighed af regeringen var understreget.

Det var således karakteristisk, at man bestemte, at eventuelle tvistigheder mellem banken og kongen (dvs. regeringen) skulle afgøres af Højesteret, der nok formelt var kongens domstol, men i mange tilfælde kunne gå imod regeringen. På et enkelt, vigtigt område trængte her en form for liberalisme igennem på et tidligt tidspunkt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Efterkrigsår og kriseår - 1814-28 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305908