Mellem gård og hus

Omkring landboreformerne var det blevet normen, at grænsen mellem gård og hus gik ved en tønde hartkorn. Hvad der var skyldsat til mere, var at opfatte som en gård, mens alt derunder i juridisk forstand var huse.

Grænsen var uden mening i store dele af Nord- og Vestjylland, hvor jordvurderingen til den nye matrikel ikke sjældent krævede mange tønder land jord til en tønde hartkorn. På Øerne gik der typisk 10 til 15 tønder land på en tønde hartkorn, mens der i Vendsyssel gik 20 til 40 tønder land. I hedeegnene endnu flere.

Husmandsvilkår var derfor meget forskellige landet over. Selvejerhusmænd i Jylland kunne arbejde sig op til gårdmandsstatus. Hvor fæstevæsenet dominerede, var jorden bundet. Det var ofte umuligt at skabe flere huslodder end dem, der var udlagt ved udskiftningen. Her blev nye huse ofte til boliger uden jord, som det var tilfældet hos Søren Pedersen i 1817.

I Nord- og Vestjylland var husmænd almindeligvis selvejere som de øvrige bønder, men i andre dele af landet dukkede lejehusene op i stigende tal. Jacob Mandix måtte i sin Haandbog over den danske Landvæsensret konstatere, at lovene ikke forbød, men at både praksis tillod, og loven om husmænds pligtarbejde af 30. januar 1807 gik ud fra, at huse på landet kunne bortlejes på de vilkår, man nu kunne blive enig om.

Mandix' konstatering ramte noget centralt om husmændene. Landboreformerne havde skabt en lang række positive retsbestemmelser, når det drejede sig om gårdmanden og hans landbrug. Således var det klart efter forordningen om hoveriet af 6. december 1799, at hoveriet ikke kunne forøges.

Men da forordningen om husmændenes pligtarbejde blev udsendt i 1807, hed det i paragraf 1, at han skulle forrette sit arbejde „i overensstemmelse med sit fæstebrev eller den indgåede lejekontrakt”. Den hoveripligtige gårdmand skulle ifølge 1799-forordningen tilsiges aftenen forinden til at møde på hovarbejde, mens der for husmændenes vedkommende i 1807 blev tilføjet: „Så vidt ikke anderledes ved deres kontrakter er vedtaget”.

Omfanget af husmændenes pligtarbejde var det ifølge denne lov op til parterne selv at bestemme. Og det skulle senere, i 1840'rne, få stor politisk „symbolværdi”, at loven af 1807 ikke forbød udøvelsen af hustugt (dvs. at husbonden eller arbejdsgiveren havde ret til fysisk at straffe den underordnede) i forbindelse med husmændenes hoveri. Gårdmanden og hans hustru var allerede i 1791 blevet undtaget herfor.

Gårdmænd og husmænd var efter reformerne begge fortsat bønder eller „almue” – men det tegnede sig stadig mere tydeligt, at der var tale om to slags bønder. Da man som tidligere nævnt begyndte at inddrage bønderne i den lokale forvaltning, behøvede det ikke at stå i lovteksterne, at der hermed alene mentes gårdmændene.

Ved forberedelsen af loven om stænderforsamlingerne i 1831, var der ingen, der forestillede sig husmændene som hverken valgbare eller valgberettigede. Og da man nogle år senere tog det videre skridt i forhold til indførelsen af fattig- og skolekommissioner og i 1841 oprettede sogneforstanderskaber, så blev grænsen for deltagelse heri sat ved besiddelse eller brug af den ene tønde hartkorn.

Husenes antal steg i første halvdel af 1800-tallet. I 1805 var der ca. 55.000 gårde og ca. 57.000 huse på landet. I 1835 var antallet af gårde øget til lidt over 65.000, væsentligst på grund af gårddelinger. Gårdenes gennemsnitsstørrelse var blevet formindsket. Samtidig var husenes tal steget til 90.000, hvoraf de 26.000 var uden jord.