Jøder i Danmark i 1836. Den største jødiske bosættelse fandtes naturligt nok i hovedstaden, men i Ålborg, Randers, Fredericia og i de fynske købstæder var der på dette tidspunkt jødiske menigheder, der satte deres præg på byernes liv. Op gennem 1800-tallet koncentrerede den jødiske befolkning sig stadig mere i København. I hertugdømmerne var der en stor jødisk menighed i Altona, hvor man traditionelt havde været mere tolerant end i det nærliggende Hamburg.

.

I 1801 blev der afholdt folketælling i Danmark for tredje gang. Selve optællingen blev i København og købstæderne foretaget af kommunale embedsmænd, der gik fra hus til hus og opregnede beboerne. På landet blev husstandsoverhovederne – normalt mændene – indkaldt fra prædikestolen til at møde op hos sognepræsten og her afgive de oplysninger, der skulle indføres i de udsendte skemaer: navn, stilling i familien, alder, ægteskabelig stilling og erhverv.

I modsætning til 1787, hvor man afholdt folketælling 1. juli, var tællingsdatoen nu 1. februar. Man skønnede, at færre personer var borte fra deres hjem på dette tidspunkt i forhold til om sommeren, og at man derfor ville få en mere præcis opgørelse over befolkningen og dens sammensætning.

Det samlede folketal for kongeriget Danmark var i 1801 926.000, og befolkningen fordelte sig med 11 procent i hovedstaden, 10 procent i købstæderne og 79 procent på landet. I forhold til 1787 var der tale om en fremgang på ca. 84.000 personer, men fordelingen mellem København, provinsbyer og landdistrikter var uforandret.

Den danske befolkning var meget ensartet. Der var kun få minoriteter, der på den ene eller anden måde skilte sig ud fra det store flertal. Indvandringen til kongeriget kom helt overvejende fra Sverige (Skåne), hertugdømmerne og Nordtyskland, hvor befolkningen havde samme præg som i Danmark.

Mest markant skilte jøderne sig ud. De havde siden slutningen af 1600-tallet fået tilladelse til at bosætte sig i København og visse købstæder. Ved begyndelsen af 1800-tallet talte den jødiske menighed i hovedstaden omkring 1500 personer, men antallet voksede i de følgende årtier. I 1836 var der 2500 jøder i København og 1600 i provinsbyerne, flest i Ålborg, Randers og Fredericia.

Den oprindelige skarpe adskillelse mellem jøder og kristne var under afvikling, og ved en forordning i 1814 fik jøderne fuld borgerret i landet. Traditionen, holdningerne i det jødiske miljø og det omgivende samfunds indstilling bidrog dog til, at den jødiske befolkning fortsat udgjorde et eget, afgrænset element i byernes liv – først og fremmest i Københavns.

Uviljen mod jøderne gav sig lejlighedsvise udslag som i 1819 (se også afsnittet Kontrasternes by), men samtidig med, at menigheden voksede kraftigt, bl.a. ved indvandring fra Tyskland, begyndte også en vis assimilering, idet en del jøder lod sig døbe – således forfatteren Henrik Hertz i 1832, da han var først i trediverne.

Da man i 1832 i en kreds af „oplyste mænd” drøftede den nærmere udformning af valgreglerne til de rådgivende stænderforsamlinger, var 24 mod valgbarhed til jøderne, mens 11 var for. Valgret til jøderne var imidlertid en selvfølge for de oplyste mænd.

Samtiden var meget optaget af de jyske kæltringer eller natmandsfolk, der er gået over i historien gennem St. St. Blichers fortællinger. De udgjorde næppe på noget tidspunkt mere end ca. 500 personer, der levede i vekslende småflokke med tilholdssteder i de tyndest befolkede egne i det nordlige og vestlige Jylland. Deres levevis og moralnormer skurrede mod den bofaste landbefolknings, og de ernærede sig ved forskelligt håndværk, men først og fremmest ved tiggeri og småkriminalitet.

Man frygtede og afskyede dem, og de var genstand for myndighedernes stadige forfølgelse. Adskillige af dem tilbragte en stor del af deres levetid i Viborg Tugthus. Deres særprægede levevis sammen med et særligt internt sprog bevirkede, at man var tilbøjelig til at opfatte dem som en gren af sigøjnerne. Men der var for størstepartens vedkommende tale om mænd og kvinder, der af forskellige årsager og ofte på grund af kriminalitet var „faldet ud” af samfundet.

Der var i hovedstaden og mange købstæder et betydeligt tysktalende befolkningselement. Fra hertugdømmerne og fra Nordtyskland kom en stadig, jævn indvandring til kongeriget. I flere af de politisk og socialt ledende familier, f.eks. bernstorfferne, var omgangssproget tysk. En tysktalende embedsmandsfamilie i hovedstaden eller en håndværksmester i Fåborg, der talte plattysk i værksted og hjem, har næppe været opfattet som egentlige fremmede i forhold til den øvrige befolkning.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En befolkning i vækst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig