Datidens danskere

Provst C. Schade beskrev i 1811 øen Mors og dens befolkning. Han fandt morsingboerne af begge køn velvoksne og tiltalende af udseende. Hårfarven varierede fra lyst over mørkt til sortladent, mens øjnene var blå eller blågrå. Tænderne var, noterede han, i almindelighed smukke.

Signalementet er ikke væsensforskelligt fra senere tiders danskere, men af lægdsrullerne fremgår det, at de unge værnepligtiges gennemsnitshøjde (dvs. bondestanden alene) var 64 tommer eller ca. 166-67 cm.

På sessionerne havde man i de umiddelbart foregående år kun haft fem ud af 249, der målte over 69 tommer eller ca. 1,80 m. Og morsingboerne hørte til de højeste i landet, adskillige centimeter højere end de værnepligtige fra Maribo amt.

Gennemsnitshøjden var således betydelig lavere end nu – ca. 1,65 m for mænd og mellem 1,55 og 1,60 for kvinder. Mænd som N. F. S. Grundtvig, der målte 1,73 m, og politikeren A. F. Tscherning, der var ca. 1,80 m, blev af deres samtidige beskrevet som skikkelser, der også fysisk skilte sig ud fra deres omgivelser.

Legemsbygningen var gennemgående mere klejn end i vore dage. Både mænd og kvinder var smallere over skuldre og bryst end i nutiden. Moderne mennesker kan sjældent finde tilstrækkelig plads i bevarede dragter fra 1800-tallets begyndelse, selv om højden passer. Man udvikledes senere, og for pigerne indtrådte menstruationen ofte først ved 15-16-årsalderen.

Til gengæld satte alderen hurtigere sine spor. Arbejdsslid og gigt kom tidligt til at præge udseendet, og den sammenrimpede, indfaldne mund – tegnet på tandløshed – går igen i de mere usminkede fremstillinger af folk, der er kommet op i årene.

Børnefødslerne satte hurtigt deres præg på kvindeskikkelserne, og ingen romantisk digter kunne i datiden have fundet på at besynge „kvinden på 40” som genstand for erotiske følelser. Når man havde passeret de 50, meldte alderdommens skrøbeligheder sig uvægerligt hos enhver, uanset social placering.

I 1802 klagede den 54-årige Chr. D. Reventlow over tabte tænder og trykken for hovedet. Han regnede ikke med at blive gammel. Og 60 år gammel gjorde arvefæsteren Søren Pedersen i Havrebjerg sit livs erfaringer op i selvbiografisk form ud fra en tydelig oplevelse af, at hans liv nærmede sig afslutningen.

I året 1803 var der i Glostrup sogn vest for København ifølge kirkebogen 18 begravelser, hvilket var nær gennemsnittet for årene omkring år 1800. Sognet havde ved folketællingen i 1801 i alt 659 indbyggere. De døde og begravede var:

„Den 9. januar begravet Michael Monsen i Glostrup, 81 år gammel.

Den 16. januar begravet Kirstine, husmand Peder Larsens barn i Ejby, 8 måneder.

Den 21. januar begravet husmand Niels Christensens kone i Hvissinge, 70 år gammel.

Den 28. januar begravet barnet Kirstine, indsidder Lars Larsens – Ejby – 5 måneder.

Den 28. januar begravet indsidder i Avedøre Anders Hansens barn, Marie, 4 uger gammelt.

Den 20. februar husmand Niels Jensens barn af Ejby, Peder, begravet 14 dage gammelt.

Den 27. februar Hanne Iversdatters uægte barn, Peder Pedersen, begravet, 14 dage gammelt.

Samme søndag Lars Larsens indsidder i Ejby barn, Karen, 6 år gammelt.

Den 1. marts begravet Lars Hansens kone, Avedøre – 64 år gammel.

Den 11. marts begravet Mads Nielsen, Avedøre, 80 år gammel.

Den 17. marts begravet Christen Jensens barn i Ejby, Elsebeth – 3 år gammel.

Den 31. marts begravet enke Bodil Ibsdatter i Hvissinge, 69 år gammel.

Den 26. maj Kirsten Pedersdatter i Glostrup – 68 år gammel.

Den 14. juli begravet forpagter i Hvissinge Jørgen Ejlertsen, 58 år gammel.

Samme dag Jens Nielsens barn i Hvissinge, Ole – 6 uger gammelt.

Den 30. august gårdmand Jens Olsen, Hvissinge, begravet – 61 år gammel.

Den 14. september begravet husmand Eskil Hermansens kone i Glostrup, Karen Pedersdatter, 31 år gammel.

Den 2. december Niels Nielsen, gårdmand i Hvissinge, begravet, 44 år gammel.”

De 18 dødsfald i Glostrup sogn i året 1803 er karakteristiske. Dødeligheden var langt højere end i vore dage, og de lidt under tre procent, der var tale om for sognets indbyggere, svarede stort set til landsgennemsnittet. Der var i Glostrup sogn i samme år 21 fødsler – dvs. i kirkebogen dåbshandlinger, hvad der ligeledes afspejler det almindelige forhold mellem fødte og døde på landet.

De fleste dødsfald fandt sted i vintermånederne, særlig hen mod slutningen i februar, marts og april måned, mens få døde om sommeren. Det svarer godt til eksemplet fra Glostrup, hvor der kun var fire begravelser i sommer og efterår. Af de 18 begravede var otte børn, heraf seks spædbørn under et år, og indsidder Lars Larsen i Ejby mistede med en måneds mellemrum Kirstine på et halvt år og Karen, der blev seks.

Den høje dødelighed og lave gennemsnitsalder i begyndelsen af 1800-tallet skyldes væsentligst de mange småbørn, der døde. Hvert fjerde eller femte barn overlevede ikke det første leveår, og yderligere omkring ti procent af børnene døde, inden de blev ti år gamle. Man måtte omkring år 1800 regne med, at hvert tredje barn, der blev født, ikke nåede voksenalderen. I Glostrup sogn møder man gårdmænd, husmænd og indsiddere, men den høje børnedødelighed ramte også samfundets øverste lag. Kronprins Frederik og hans hustru Marie Sophie Frederikke fik otte børn, hvoraf de seks døde som spæde.

En væsentlig årsag til den store børnedødelighed var de tilbagevendende epidemier af børnesygdomme. Man kunne intet stille op over for mæslinger, skarlagensfeber, kighoste og tilsvarende sygdomme. Og katastrofalt blev det, når den ene epidemi fulgte efter den anden og ramte børn, der allerede var svækkede. Ofte synes bronkitis – en konsekvens af datidens boligforhold – at have fulgt i kølvandet på andre sygdomme med stor dødelighed til følge.

Provst Schade på Mors havde bemærket, at kighoste normalt havde været tæt efterfulgt af børnekopper. Det skete i 1793-94, men i 1800 kom kighosten alene og kostede mange spædbørn livet i købstaden Nykøbing. I 1802 begyndte man at vaccinere for kopper, og i 1810 blev koppevaccination obligatorisk for børn. Kopperne kunne dog dukke op igen med mellemrum – således sidst i 1830'rne i Odense og stadig med adskillige dødsfald som følge.

Noget kunne tyde på, at en af disse sygdomme i 1803 har ramt den lille landsby Ejby i Glostrup sogn, hvor der i vinterens løb døde fem børn. I 1804 begravede præsten i Glostrup ingen børn fra Ejby og i året efter kun et – en pige på 11 år.

Epidemier truede ikke blot børnene, selv om de tydeligvis var meget udsatte. Bysamfundene blev jævnligt hjemsøgt af tyfusangreb, der havde let spil i de tætbebyggede kvarterer med elendige hygiejniske forhold. I Odense blev man således i 1825 ramt af en tyfusepidemi, der især hærgede blandt fattigfolk i byens østlige udkant. I 1839 var denne sygdom på ny i udbrud, og efter stiftfysikus' beretning ramte den særlig småkårsfolk og selve fattiggårdens beboere. Den fortsatte ind i det næste år og resulterede i, at omkring hver fjerde af de angrebne døde.

Pest og kolera blev man forskånet for. Men særlig over for den sidste sygdom var man på vagt, og 1831-32 nåede den landene omkring os – Tyskland og Sverige. Man traf skrappe forholdsregler. Anders Andersen på Holevadgården noterede, at man satte strandvagter ud for at forhindre søfolk fra fremmede skibe i at gå i land, og regeringen beklagede sig til flere nationer, hvis skibe på vej gennem Øresund ikke respekterede de danske karantænebestemmelser.

I årene umiddelbart omkring 1830 blev den østlige del af landet, særlig Lolland-Falster og dele af Sjælland, ramt af en udbredt epidemi af „koldfeber”, dvs. malaria. Den havde så mange angrebne blandt landbefolkningen (hen mod 40 á 50.000 mennesker), at de årlige efterårsmanøvrer blev aflyst i 1831, og 16 år senere mente amtmanden på Lolland-Falster, at den øjeblikkelige mangel på arbejdskraft på landet hang sammen med de mange børn og unge, der dengang bukkede under for sygdommen. Ca. ti procent af de angrebne døde. Som det var tilfældet i Glostrup i 1803, oversteg fødselstallet normalt dødeligheden i landdistrikterne i denne periode, men i 1831 balancerede de to tal.

Koldfeberen kom igen, men i mildere grad. Fra tiden omkring 1850 erindrede landbrugslærer Chr. Christensen dens hyppige angreb i Ørslev sogn ved Slagelse. Den kom særlig i forsommeren og varede 8 á 12 timer. Det trykkede i kroppen, og man fik hovedpine, senere stærk feber, hvor man skiftevis svedte og frøs samtidig med, at man havde stærke smerter, opkastninger og voldsom afføring. Efter nogen tid forsvandt feberen, man var stærkt afkræftet for så den følgende dag tilsyneladende at være helt rask igen.

Almindelige dødsårsager var i øvrigt lungebetændelse, tuberkulose, der optrådte under betegnelser som brystsvaghed, svindsot eller tærende syge, og antagelig også kræft, selv om denne sygdoms særlige karakter ikke var erkendt. I hovedstaden døde i begyndelsen af 1800-tallet hver tiende af „alderdom”, og for kvinderne i den fødedygtige alder var graviditet og barsel en dødelighedsrisiko. Perioden igennem resulterede omkring en ud af 100 fødsler i moderens død.