Arealets fordeling i Stokkemarke sogn på Lolland i 1809. Kortlægningen skete i forbindelse med forberedelserne til den nye matrikel, der trådte i kraft i 1844. Landsbyerne i Stokkemarke sogn, der alle hørte under grevskabet Knuthenborg, var udskiftede i 1809, men endnu er der i sognet i det sydvestlige hjørne et større overdrev. Betydelige dele af arealet lå hen som eng, mose eller kær. De fleste vandløb var flankeret af fugtige områder, og hvor terrænet havde naturlige lavninger, stod der vand fra efteråret til langt ind i foråret.

.

Arealanvendelsen i Stokkemarke sogn på Lolland i 1839-42. I forhold til 1809 er der sket en betragtelig udvidelse af agerlandet. Overdrevet er opdyrket, og skovarealet er indskrænket. Store strækninger, der i 1809 lå hen som enge, moser eller kær, er nu forsvundet. Det er sket ved grøftegravning, der har kunnet føre overfladevandet væk fra markerne og ud i de naturlige vandløb. Først i 1840'rne begyndte man i Danmark at dræne med rør i lukkede grøfter, og man må inden da forestille sig de åbne marker gennemfurede af render og større grøfter. Forøgelsen af det dyrkede areal gav udkomme til en større befolkning. I Stokkemarke steg sognets indbyggertal fra 1272 i 1801 til 1691 i 1840.

.

I de første årtier af 1800-tallet forsvandt de sidste overdrev på Øerne. Dette udsnit af Geodætisk Instituts ældste målebordsblad viser dele af Karise og Sønder Dalby sogne i det sydlige Sjælland. Bønderne her var fæstere under grevskabet Bregentved, og landsbyerne blev udskiftet sidst i 1790'erne. De gamle overdrev, hvor hver landsby havde haft sin part, blev snart opdyrket og udparcelleret til mindre gårde, bol- og husmandssteder. Men de nye bebyggelsesnavne fastholdt erindringen om områdets oprindelige karakter.

.

Et hedelandskab malet sidst i 1830'rne af den fynske maler Dankvart Dreyer. Sidst i 1700-tallet begyndte digterne og malerne at bevæge sig ud i den danske natur – i første omgang fortrinsvis den, der kunne opleves i behersket afstand fra hovedstaden. Med Steen Steensen Blicher kom Jylland og heden ind i dansk digtning, og på samme tid opdagede også kunstmalerne denne tiel af Danmark. Martinus Rørbye rejste ca. 1830 i det nordlige Jylland og nåede helt til Skagen. Fynboen Dreyer gjorde ligeledes udflugter til Jyllands indre, og han har her fæstnet sine indtryk på lærredet med en usædvanlig intensitet. Umiddelbart bag de lave bakker under den truende himmel kunne man vente at finde huset i Blichers novelle „Hosekræmmeren”.

.

I årene fra 1826 til 1844 udgav Det kongelige danske Landhusholdningsselskab i alt 19 bind, der amt for amt gav, som det hed, „Bidrag til Kundskaber om de danske Provindsers Tilstand i Oekonomisk Henseende”. Det centrale var landbrugets aktuelle situation, men disse amtsbeskrivelser, der var bygget op over en fælles disposition, rummer et væld af oplysninger om de daværende forhold i bredere forstand.

Et af de spørgsmål, forfatterne skulle belyse, var vandmængden i øer og søer. Var den af- eller tiltaget? Fra amt til amt var der enighed om, at vandmængden i almindelighed var aftagende. Søer og damme var vandfattigere end tidligere, og åer og bække førte mindre vand, hvad vandmøllerne mærkede. Forfatteren til beskrivelsen af Randers amt mente, at de tørre vandhuller og de formindskede vandløb skyldtes de mange tørre somre.

Men digteren St. St. Blicher, der i 1839 skildrede naboamtet Viborg, var af den bestemte opfattelse, at den mindre vandmængde var en følge af den for længst afsluttede udskiftning af jorderne. Man var overalt gået i gang med at grave grøfter, så vandet kunne komme væk, og vandhuller blev fyldt op og taget under plov.

Blicher kunne fra sin opvækst i Vium sogn lidt syd for Viborg huske, hvordan der var mængder af våde pletter spredt på bymarkerne. Da han senere besøgte sognet igen, „ledte jeg forgæves om kærhullerne – de var næsten alle blevne til agerland”.

I første halvdel af 1800-tallet foregik der en stadig indsats for at formindske vådområderne. I 1797 begyndte staten at udtørre Søborg Sø i Nordsjælland ved at lade grave en fem km lang kanal til kysten ved Gilleleje. Det sænkede vandstanden noget, men søen blev først fuldstændig tørlagt i 1870'erne. I 1817-18 gik en del bonde- og herregårde sammen om udtørring af den store Barmose nord for Vordingborg, og lodsejerne indvandt herved værdifulde engarealer.

Større betydning havde dog den enkelte landbrugers indsats på egne jorder. Bonden Søren Pedersen overtog i 1810 arvefæstet på en gård i Havrebjerg, lidt nord for Slagelse, efter sin far. Gården var udskiftet og udflyttet år forinden. Men af dens 60 tdr. land henlå de 15 som den såkaldte „Fulemose”, ubrugelig til andet end tørveskær, og det kun med vanskelighed. I løbet af de følgende ti år blev mosen gravet ud, og der blev kørt jord på, så han i 1820 kunne skrive i sin årlige oversigt over gårdens drift, at dette areal nu skulle drives sammen med de øvrige marker.

Efter udskiftningen henlå der mange steder fortsat betydelige områder som overdrev. Det var arealer, der brugtes til græsning, men som ofte rummede spredt, kratagtig bevoksning og mængder af sten i alle størrelser i overfladen. Efterhånden blev disse overdrev ryddet. Områderne blev lagt ind under bestående landbrug, eller man fik opbygget nye småbrug på de gamle overdrev, således som stednavnene mange steder vidner om.

Bebyggelsesnavne fortæller også, at der skete en forskydning mellem agerland og skovområder. Inden udskiftningen var skellet mellem land- og skovbrug flydende. Landbruget udnyttede begge dele under ét, og højskoven eller overskoven – det, vi i dag forstår ved skov – havde været i tilbagegang gennem 1700-tallet. Her betød fredskovloven af 1805 et vendepunkt.

Den påbød, at fællesskabet i skovene skulle ophæves, som det var sket for landbrugsjordens vedkommende, den sikrede bevarelsen af den egentlige (høj)skov, og den bestemte, at skovene skulle indfredes og dermed lukkes for kreaturgræsning. Endelig gav den staten et vist indseende med de private skove efter et ejerskifte.

Loven skyldtes i væsentlig grad rentekammerpræsidenten Chr. D. Reventlows indsats, og dens principper har siden været grundlaget for skovdrift i Danmark. Den skilte i praksis landbrug og skovbrug ud fra hinanden. Skovene blev trukket tilbage bag de nye hegn, der skulle holde landbruget, dvs. kreaturerne, borte. Mange småskove og trægrupper blev fældet og jorden taget under plov. Det afspejles i stednavne med -skov og -skovhuse, der findes overalt på Øerne.

Til gengæld formedes bag de nye hegn det skovbrug, vi kender i dag. De gamle gærdsel- og kratskove, der var udbredte f.eks. på Fyn, forsvandt efterhånden, og højskovdrift blev det almindelige. Skoven skød i vejret i mere end én forstand, og med det nye skovbrug blev bøgen det almindeligste træ i de danske skove.

I Østjylland og på Øerne blev naturressourcerne efterhånden taget ind under menneskestyret udnyttelse. Landmændene inddrog det åbne land, mens forstmændene tog sig af det beplantede. I 1844 kunne forfatteren til amtsbeskrivelsen over Maribo amt skrive, at der så at sige ikke var arealer i denne del af landet, som ikke blev udnyttet til landbrug eller skovdrift. Endnu i 1822 havde der været områder, der kunne tages under plov eller tilplantes, men nu var det alene de ufrugtbare strandenge langs Lollands sydkyst, der henlå uudnyttede. Og på samme tid inddroges de sidste overdrev på Sjælland.

Anderledes tegnede billedet sig i Jylland. Her bredte heder, kærstrækninger og moser sig over store områder, ikke blot i Vestjylland, men også øst for højderyggen. Ofte var gårdene udskiftet med en agerlod og en fjernereliggende hedeparcel. Heder dækkede store dele af Vestjylland, hvor der i Hammerum Herred, som i udstrækning svarede til Lolland, kun var en tiendedel opdyrket.

Heden lå ikke uudnyttet hen, men dannede en del af grundlaget for den spredte befolknings udkomme. Særlig kendt er uldbinderiet i Hammerum Herred. Også denne del af landet blev dog i stigende omfang taget ind til en mere intensiv udnyttelse, dvs. taget under plov. Hedens opdyrkning i større omfang begyndte længe før Dalgas. I Vejen sogn mellem Kolding og Ribe blev de sidste hedearealer opdyrket kort efter 1800, og overalt blev der brudt hede op.

De eksisterende gårde udvidede det dyrkede areal, eller hedelodderne blev solgt til nybyggere, der under et stadigt slid opbyggede nye bedrifter. Overalt i Jylland blev en helt ny gruppe landbrug skabt i takt med, at lyngen forsvandt, og jorderne bar de første magre afgrøder af boghvede, havre og kartofler.

Staten havde i 1700-tallet gjort forsøg med hedeopdyrkning ved de såkaldte „kartoffeltyskere”. Nu overlod man kultivering til landbrug til det private initiativ, men under ledelse af den fra Hannover indkaldte forstmand G. W. Brüel begyndte man at tilplante store hedearealer. I 1844 skønnede embedsmanden Chr. Rothe, der fra begyndelsen af 1800-tallet havde arbejdet med en ny matrikulering, at der siden århundredskiftet var indvundet henved en tredjedel af hederne. Endnu resterede dog efter Rothes beregninger omkring 10.000 km2.

På udsatte steder ved kysterne, hvor vinden kunne få frit spil, og hvor jorden var sandet, hærgede sandflugten. Så sent som i 1795 måtte Skagen opgive sin gamle kirke. En lov fra 1792 sigtede mod at dæmpe sandflugten med beplantning. Det mislykkedes i første omgang i det nordvestlige Jylland, men i Tibirke i Nordsjælland blev sandet bundet ved plantning af skovfyr.

Udtørring af vådområder, opdyrkning af overdrev og heder og beplantning forandrede lidt efter lidt landets udseende. Det moderne kulturlandskab, vi kender i dag, blev skabt i perioden mellem 1800 og 1850. Landets naturressourcer blev efterhånden draget ind under en stadig mere systematisk anvendelse. Dyrelivet mærkede det. Den gamle stamme af kronvildt var nær total udryddelse. I 1804 fældedes det sidste „vilde” vildsvin i skovene ved Mejlgård på det nordlige Djursland, og ulven, der de fleste steder i Jylland var udryddet i sidste halvdel af 1700-tallet, forsvandt i 1813 endeligt ud af den danske fauna.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Menneskene og naturen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig