Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Husmandslandbruget

Oprindelig forfatter CBjø

Et af de nye træk ved kulturlandskabet efter reformerne, var husmændenes boliger og smålodder. Nogle steder havde man givet husmændene jord i forbindelse med en gårds udskiftede marker. Andre steder blev der, ofte i bymarkernes udkanter, skabt veritable kolonier af småhuse med tilhørende jordlodder. Mange af reformtidens husmænd havde fået jord ved udskiftningen, og på Øerne var det almindeligt, at husmændene fik mellem to og fem tønder land.

Det gav husmændene mulighed for at drive lidt landbrug, der kunne skaffe brød på bordet i ordets egentlige forstand, Husmandslodderne gav græsning til et par køer og nogle får og normalt så meget korn, at det kunne dække husstandens egen forsyning. På Lolland, hvor hvededyrkningen fra gammel tid havde stor udbredelse, stod der ikke hvede på husmændenes små marker, men rug til familiens forbrug.

Husmandsbruget var afhængigt af gårdmændene. Det almindelige var, at husmanden arbejdede på en gård, hvor han selv fik føden og som et led i betalingen fik sine marker pløjet og harvet. Det var også en del af lønnen, at gårdmanden kørte eller stillede hest og vogn til rådighed for husmanden, når der var brug for det. Den indledende scene i H. C. Andersens „Lille Claus og store Claus” illustrerer på udmærket vis det forhold, der gjaldt. Husmanden kunne så også forvente, at gårdmanden kørte for ham til jordemoder, og husmandskonen havde hævd på at få sin madpose fyldt, når hun ved højtiderne hjalp til ved slagtning og andre arbejder på gården.

Annonce

 Et husmandslandskab fra Gurede på Tuse Næs ved Holbæk. Her afspejler bebyggelsen den dag i dag det mønster, der blev skabt ved udskiftningen. Husmandslodderne er blevet lagt samlet i bymarken. Bygningerne er naturligvis de fleste steder blevet fornyede, men fotografiet viser tydeligt de små lodder og ejendomme i forgrunden, mens man bagest i billedet har gårdene i landsbyen Gurede.

Et husmandslandskab fra Gurede på Tuse Næs ved Holbæk. Her afspejler bebyggelsen den dag i dag det mønster, der blev skabt ved udskiftningen. Husmandslodderne er blevet lagt samlet i bymarken. Bygningerne er naturligvis de fleste steder blevet fornyede, men fotografiet viser tydeligt de små lodder og ejendomme i forgrunden, mens man bagest i billedet har gårdene i landsbyen Gurede.

Oftest arbejdede husmanden i en årrække på samme gård. Han fik kosten, en vis pengeløn eller løn i korn, når han tærskede om vinteren, og naturalier og tjenester efter egnens skik og brug. En husmand, der i en årrække arbejdede på en gård på Hedeboegnen øst for Roskilde, havde omkring 1830 en mark daglig fra mikkelsdag (19. september) til 1. maj og fra 1. maj til mikkelsdag halvanden mark. For arbejdet i høsten fik han lov at så en skæppe byg og høste udbyttet til eget forbrug. Han havde kosten året rundt, ekstraløn på mikkelsdag og op til jul samt heste og redskaber til sin egen lod, og når han havde brug for kørsel.

I Østjylland og på Øerne var fæsteforholdet stadig mest udbredt for husenes vedkommende. Husmanden havde således normalt både tilknytningsforhold til en gård og til godset, hvor han betalte indfæstning, en pengeafgift, og gik på arbejde. Når det drejede sig om husmændene, så hed det ikke hoveri, men pligtarbejde!

Da G. O. Begtrup i 1803 beskrev de sjællandske landboforhold, kom han ind på husmændenes situation. Det var blevet mere og mere almindeligt at forlange nogle dages arbejde af husmanden frem for en årlig ydelse i penge, og man var begyndt at få „husmænd med opsigelse”. På generalmajor Castenschiolds gods, Frederikslund ved Slagelse „befindes en stor mængde husmænd af den slags, da husmændene er forpligtede til at hjælpe til på hovedgårdens drift, siden hoveriet er afskaffet. Både proprietær og husmænd er ubundne. De kunne af generalen og han af dem opsiges, med et halvt års opsigelse. Uden den slags kontrakter påstår generalen ville det være umuligt at holde orden mellem en talrig mængde husbeboere.”

Lejehusene havde ikke været ukendte tidligere, men nu fik de en vis udbredelse, særlig på Sjælland. Det var oftest nye huse, der ikke kom ind under fæstelovgivningens restriktive bestemmelser. På landsplan var fæstehusene fortsat det mest udbredte, men undersøgelser har vist, at man fra 1820'rne indrettede flere lejehuse på sjællandske godser. På Kalø gods på Djursland kom der 41 nye husmænd til godset i 1830'rne, og heraf blev de 35 lejehusmænd.

Det var ikke kun på de store landbrug, der kom flere huse – både med og uden jordlodder til. Gårdejere og arvefæstere, der kunne disponere over deres brug, byggede også huse. Søren Pedersen i Havrebjerg var arvefæster under Sorø Akademi, og da hans forældre døde, kunne han inddrage de fag af gården, hvor de havde haft deres aftægtsbolig. Det gav ham i 1817 plads til at indrette et „inderste hus” i den ene længe på i alt fem fag.

Det afgav, ifølge Søren Pedersen, en bekvem bolig for en husmandsfamilie. Et ungt par fik bolig her. Manden var væver af profession, og huslejen blev aftalt til 40 alen vadmel, 40 alen hørlærred, 40 alen blårlærred, 30 alen dynevår samt otte dages høstarbejde. I 1829 købte han endvidere en parcel på 13 tdr. uopdyrket land af en nabo, og Søren Pedersen fik her bygget et hus til to husmandsfamilier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Husmandslandbruget i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305876