Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kontrasternes by

Oprindelig forfatter CBjø

Der var lang vej fra toppen og til bunden i de danske bysamfund omkring år 1800, men endnu stærkere end i købstæderne kom de sociale forskelle frem i hovedstaden. Blandt Københavns lidt over 100.000 indbyggere fandt man, hvad Danmark dengang besad af rigdom, prestige og magt – og byen husede tillige et omfattende, broget sammensat proletariat. Den første gruppe udgjorde kun en ganske lille del af indbyggerne, mens det måske var halvdelen af datidens københavnere, der levede på kanten af en nogenlunde tryg eksistens.

De højadelige familier omkring hoffet og indehaverne af ledende stillinger i centraladministrationen udgjorde traditionelt det ledende lag i hovedstadens liv. Man havde sine palæer eller statelige gårde i residensstaden og måske også repræsentative sommerboliger i byens nordlige omegn. Men ved siden af aristokratiet spillede også storkøbmændene en fremtrædende rolle i byens liv, økonomisk som kulturelt.

Den typiske købmand af det store format var omkring år 1800 på samme tid skibsreder, deltager i kompagniernes aktiviteter, bankier og assurandør, ejer af industrivirksomheder og af ejendomme i byen. Den florissante handelsperiodes ledende mænd kunne gøre de traditionelle aristokratiske kredse rangen stridig, når det gjaldt formue og husførelse. Erich Erichsen byggede sit palæ med facade mod Kongens Nytorv, og da grosserer Niels Brock døde i 1802, efterlod han en formue, som i vore dages købekraft må nærme sig en milliard kroner.

Annonce

 Frederik Riises fotografi fra ca. 1900 viser udsigten mod Rosenborg fra toppen af en ejendom på hjørnet af Rosenborggade og Tornebuskegade. Sammenstuvningen af huse og tage er udtryk for det befolkningspres, der gennem 1800-tallet førte til opførelse af mellem- og baghuse og til forhøjelse af de eksisterende bygninger. Det sidste ses tydeligt på huset til højre for den høje skorsten. Pakhuset i billedets midte illustrerer, hvorledes bolig og erhverv var stuvet sammen på den meget snævre plads inden for voldene.

Frederik Riises fotografi fra ca. 1900 viser udsigten mod Rosenborg fra toppen af en ejendom på hjørnet af Rosenborggade og Tornebuskegade. Sammenstuvningen af huse og tage er udtryk for det befolkningspres, der gennem 1800-tallet førte til opførelse af mellem- og baghuse og til forhøjelse af de eksisterende bygninger. Det sidste ses tydeligt på huset til højre for den høje skorsten. Pakhuset i billedets midte illustrerer, hvorledes bolig og erhverv var stuvet sammen på den meget snævre plads inden for voldene.

Storkøbmanden Constantin Brun, der havde skabt sig en formue som kornleverandør til den franske stat under de talrige krige i slutningen af 1700-tallet, kunne erhverve det senere Moltkes Palæ i Bredgade og bygge Sophienholm ved Lyngby. Begge steder var hans hustru, Friederike Brun, født Munter, værtinde i hovedstadens toneangivende salon i årene efter 1800 – et forfinet selskabeligt miljø, hvor overklassens mænd og kvinder mødtes med kunstnere og intellektuelle og passiarede, underholdt eller lod sig underholde.

Ligesom flere handelsfyrster etablerede Constantin Brun sig som godsejer, da han i 1799 købte to godser ved Slagelse. Og den rigeste af dem alle, den bondefødte Niels Ryberg, købte Frederiksgave på Fyn, hvor han opførte en ny statelig hovedbygning og lod indrette gravkapel i den stedlige sognekirke til sig og sin familie. Landbrug var „på mode” omkring år 1800, og der var naturligvis tale om at investere i mere faste værdier. Men der var fra disse storkøbmænds side utvivlsomt også tale om, at man ved at blive godsejer endegyldigt markerede sin position i samfundets top.

Hovedstaden rummede en bred mellemklasse, hvis øverste lag var de højere embedsmænd, større håndværksmestre, universitetets og kirkens bedst stillede ansatte. Længere nede mødte man de erhverv, hvis repræsentanter f.eks, beboede huset i Antonigade. Svende, daglejere, soldater, sømænd – både handelsflådens og marinens – udgjorde, hvad man kunne betegne som datidens arbejderklasse, og så var der en glidende overgang fra tjenestefolk og lærlinge til gadens folk, de kriminelle, tiggerne, de prostituerede og dem, der blev forsørget af fattigvæsenet. Disse grupper fandtes også i købstæderne, men i København var de i kraft af selve byens størrelse så mange, at de var et element i byens liv på kanten af den normale samfundsorden.

 C. W. Eckersbergs tegning af brændselsuddeling til de fattige i hovedstaden er dateret 1807-08. Københavns bombardement og krigstilstanden medførte en stærk forøgelse i antallet af fattige i hovedstaden. Ved begyndelsen af århundredet havde der været ca. 8000 under fattigforsorgen. I 1808 var tallet steget til 10.000 eller ca. ti procent af indbyggertallet. Ildebrændsel var en betydelig post på husstandens budget i en storby som København, hvor tørv, kul eller brænde måtte tilføres. En streng vinter gav automatisk højere priser på brændsel, og udgifterne hertil kunne være meget belastende for småkårsfolk.

C. W. Eckersbergs tegning af brændselsuddeling til de fattige i hovedstaden er dateret 1807-08. Københavns bombardement og krigstilstanden medførte en stærk forøgelse i antallet af fattige i hovedstaden. Ved begyndelsen af århundredet havde der været ca. 8000 under fattigforsorgen. I 1808 var tallet steget til 10.000 eller ca. ti procent af indbyggertallet. Ildebrændsel var en betydelig post på husstandens budget i en storby som København, hvor tørv, kul eller brænde måtte tilføres. En streng vinter gav automatisk højere priser på brændsel, og udgifterne hertil kunne være meget belastende for småkårsfolk.

Adelgade – kun få hundrede meter fra palæerne og Amalienborg – udgjorde et særegent område inden for byen, som soldater og matroser opfattede som „deres” område. Det blev almindeligt betegnet som „tyvemarkedet”, da der her foregik en livlig illegal handel mellem hærens og flådens menige mandskab. Det skabte uro, bl.a. i 1807, men myndighederne fra begge værn advarede mod at skride ind. Det ville kun afstedkomme flere problemer, hvis man blandede sig i, hvad de menige opfattede som deres hævdvundne rettigheder.

Uro kunne der også opstå, når priserne steg, og den opfattelse bredte sig, at de handlende tjente ublu på dyrtiden. I 1801 trak det sammen til ballade netop i Adelgade, fordi en spækhøker havde købt smør billigt og nu solgte det til høje priser. Soldater og matroser stimlede sammen, og tre politibetjente havde besvær med at sprede mængden. Lidt senere blev politiet angrebet af en flok af Holmens tømmermænd i den nærliggende Helsingørgade, og i fattigkvarteret omkring Ulkegade og Dybensgade var der opløb.

Op gennem første halvdel af 1800-tallet kom det lejlighedsvis til optøjer. Alvorligst var den såkaldte jødefejde i efteråret 1819, inspireret af lignende begivenheder i Hamburg, da den almindelige uvilje mod den jødiske befolkningsdel og den økonomiske krise førte til overgreb på jøder, rudeknusninger og uro i byen.

Men også senere kunne der spontant opstå situationer, hvor „pøbelen” reagerede. Det havde sjældent nogen klar politisk retning. Men uroen, og ikke mindst myndighedernes og andres frygt for at vække den, var en stadig påmindelse om de store sociale kontraster i hovedstaden.

Ved indledningen til 1800-tallet var den sindssvage Christian 7. statsoverhoved for et rige, der strakte sig fra Grønland og Finmarken i nord til Hamburgs byporte ved Elben i syd. Og i lighed med andre europæiske stater besad man et kolonirige. Dannebrog vajede permanent i tre fremmede verdensdele, Amerika, Afrika og Asien, selv om det alle steder var over begrænsede territorier.

 Frederik Julius Kaas er her afbildet på en miniature af L. Fraenckel. Kaas var en af de ledende embedsmænd, der gjorde karriere i Norge for derefter at få sæde i landets øverste styrelse. I 1783 fik han sin første post i Norge, hvor han fra 1795 var stiftamtmand over Akershus Stift. Afstanden til København betød med datidens kommunikationsmidler, at ikke mindst de norske stiftamtmænd i praksis kunne fungere som små vicekonger. Det gjaldt også for Kaas, der udviste både selvstændigt initiativ og handlekraft under den truende udenrigspolitiske situation i 1801. I 1802 blev han kaldt til København som højesteretsjustitiarius. To år senere blev han præsident i Danske Kancelli, og denne chefstilling beklædte han til sin død i 1827.

Frederik Julius Kaas er her afbildet på en miniature af L. Fraenckel. Kaas var en af de ledende embedsmænd, der gjorde karriere i Norge for derefter at få sæde i landets øverste styrelse. I 1783 fik han sin første post i Norge, hvor han fra 1795 var stiftamtmand over Akershus Stift. Afstanden til København betød med datidens kommunikationsmidler, at ikke mindst de norske stiftamtmænd i praksis kunne fungere som små vicekonger. Det gjaldt også for Kaas, der udviste både selvstændigt initiativ og handlekraft under den truende udenrigspolitiske situation i 1801. I 1802 blev han kaldt til København som højesteretsjustitiarius. To år senere blev han præsident i Danske Kancelli, og denne chefstilling beklædte han til sin død i 1827.

Monarkiet rummede to kongeriger, to hertugdømmer samt bilandene og kolonierne. Norge var formelt et med Danmark ligestillet kongerige – blot havde man én og samme konge som overhoved. Tvillingerigerne var et udtryk man i det mindste fra dansk side gerne anvendte i mere højstemte sammenhænge, når forholdet mellem de to dele af staten skulle beskrives. Den formelle ligestilling med Danmark gik tilbage til statsomvæltningen i 1660 og var dermed et indbygget led i enevældens grundlag.

Indbygget i enevælden var imidlertid også en stadig stræben mod centralisering af magt og myndighed, og i Norge var der under normale omstændigheder ingen institution, der kunne tjene til at opretholde forestillingen om riget Norge. Kollegier og kancelli i København var de organer, norske borgere og embedsmænd måtte gå til med klager og embedssager, og skatter og toldindtægter fra Norge blev samlet i Zahlkassen i Kristiania og derfra sendt videre til Rentekammeret i hovedstaden.

Så sent som i 1797 ophævedes en særlig overhofret, der havde været en melleminstans mellem norske domstole og Højesteret. Kun på det militære område kan man tale om en særnorsk statslig institution. Forholdet mellem Danmark-Norge og Sverige var traditionelt anspændt, og truslen om et svensk angreb på Norge over landegrænsen betød, at den norske hær var en selvstændig enhed med egen overkommando. Derimod var monarkiets flåde, der havde et stort indslag af nordmænd både blandt officerer og menigt mandskab, fælles for begge riger med København som eneste base.

Det norske samfund var på mange områder forskelligt fra det danske. Befolkningstallet var omtrent det samme. Ved begyndelsen af 1800-tallet var der 926.000 indbyggere i Danmark og 883.000 i Norge. Men hvor hver femte danske var bybo, var det i Norge kun hver tiende. Bergen var nu som tidligere den største by med et indbyggertal på ca. 18.000. Kristiania og Trondhjem havde henholdsvis 9500 og 8800 indbyggere.

Begge disse byer var kulturelle centre med lærde institutioner, og Kristiania, det senere Oslo, havde med fæstningen Akershus og „palæet” – tidligere statholderens bolig – et anstrøg af hovedstad. Byen husede også talrige repræsentanter for det storborgerskab, der økonomisk var toneangivende, og som i den kommende tid også skulle blive det i politisk henseende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Kontrasternes by i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305887