Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En tur gennem hovedstaden

Oprindelig forfatter CBjø

Trods byens ringe udstrækning havde den en række kvarterer med hver deres særlige præg. Tilsvarende havde byens torve deres funktioner i handelslivet, hvad navnene Halmtorvet og Kultovet erindrer om den dag i dag. Detailhandelen foregik i stor udstrækning på gaden og havde faste tilhørsforhold som slagterne omkring den udbrændte Nikolaj Kirke.

Gammeltorv var stade for „valbykonerne” – der kunne være fra Utterslev eller Brønshøj – som handlede med fjerkræ og æg, og Gammelstrand var det sted, hvor byens og øresundskystens fiskerkoner solgte deres varer. I det hele taget var en stor del af handelen med daglige fornødenheder på kvindehænder.

Inden for Vesterport, der var stadens vigtigste indfaldsvej, førte byens hovedgade Vestergade frem til Gammeltorv. Omkring Halmtorvet (det nuværende Rådhuspladsen) og Vestergade var kvarteret præget af mange gæstgivergårde, hvorfra navnet „Tre Hjorter” har overlevet op til vor tid. Med gæstgiveriet fulgte et frodigt beværtermiljø. Vendte man sig inden for Vesterport mod højre, havde man Gammelkloster – nu Vartov – foran sig.

Annonce

Det var byens alderdoms- og plejehjem. Stiftelsen var selvejende og repræsenterede et lidt højere socialt niveau end det i 1769 indviede Almindeligt Hospital i Amaliegade i byens anden ende. „Det adelige Vartov” var københavnerviddets betegnelse for palæet i Kalveboderne (Prinsens Palæ). Vittigheden gik på de mange friboliger til hoffolk og embedsmænd, der var indrettet i palæet. Her havde også Videnskabernes Selskab og Landhusholdningsselskabet til huse, og her fandt Højesteret husrum efter Christiansborgs brand i 1794.

 Forhallen i det nye Christiansborg Slot var en åben, hvælvet gennemgang fra Slotspladsen til Ridebanen. Den var velegnet til at promenere i, således som det fremgår af H. C. Martens maleri fra 1829. Maleren har fået nogle træk af det københavnske gadeliv med i sin skildring – de løsgående hunde og foran den venstre søjle en lille pige, der tigger.

Forhallen i det nye Christiansborg Slot var en åben, hvælvet gennemgang fra Slotspladsen til Ridebanen. Den var velegnet til at promenere i, således som det fremgår af H. C. Martens maleri fra 1829. Maleren har fået nogle træk af det københavnske gadeliv med i sin skildring – de løsgående hunde og foran den venstre søjle en lille pige, der tigger.

Fra Gammeltorv var kvarteret mod nord ad Nørregade præget af universitetet, bispegården, Frue og Petri Kirkes præsteboliger og byens lærde skole. „Latinerkvarteret” strakte sig videre med professorboliger og kollegier til Købmagergade, hvor det blev sluttet af med Regensen og Trinitatis Kirke, der på sit store loft husede universitetsbiblioteket. Længere nede ad Købmagergade lå Den kongelige Postgård – et centrum for nyhedsformidling i kongeriget.

Langs torvene og de større gader var bebyggelsen mere repræsentativ og det sociale niveau højere end i sidegaderne og smøgerne. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet havde de små, snævre gader omkring Nikolaj Kirke fået et tvivlsomt ry, og en stor del af byens 2-300 registrerede prostituerede havde hjemme her, hvor det også vrimlede med billige beværtninger.

Kvarteret omkring Nikolaj Kirke blev afgrænset af Holmens Kanal, der frem til 1858 strakte sig op til Kongens Nytorv. På den anden side af kanalen lå Holmen, der udgjorde en verden for sig med kontorer, værksteder og depoter for orlogsflåden. Når man nærmede sig Kongens Nytorv, fik bebyggelsen et fornemmere præg. Eigtveds teaterbygning på torvet var et af stadens kulturelle og selskabelige centre, og på den anden side af torvet havde restauratør Rau netop i 1795 købt Den gramske Gård og her indrettet byens førende hotel med „den engelske klub”, det senere d'Angleterre.

Charlottenborg var i lighed med Prinsens Palæ hjemsted for institutioner, der nød kongelig begunstigelse – her var det kunstakademiet og bag palæet Botanisk Have. Københavns politiret var blevet hjemløs ved byens brand i 1795. Den blev så også huset på Charlottenborg, der fik arrester i kælderetagen. Og ned mod Holmens Kanal afsluttedes torvet af købmand Erich Erichsens nyopførte palæ, tegnet af C. F. Harsdorff, som selv en snes år forinden havde bygget sit eget hus med den originale facadeopdeling på selve Kongens Nytorv.

 Dronningens Tværgades udmunding i Kronprinsessegade har bevaret eksempler på det borgerlige byggeri i hovedstaden fra tiden umiddelbart efter år 1800. Arkitekten for alle tre ejendomme var Th. A. Blom. Husene er (fra venstre) opført 1810-11, 1808 og 1806-07, og Blom har i forhold til byggestilen umiddelbart efter branden 1795 indskrænket brugen af ornamentik. Gitteret langs Kongens Have med de små pavilloner til butikker opførtes ved anlæggelsen af Kronprinsessegade 1803-04 efter tegninger af stads-bygmester Peter Meyn.

Dronningens Tværgades udmunding i Kronprinsessegade har bevaret eksempler på det borgerlige byggeri i hovedstaden fra tiden umiddelbart efter år 1800. Arkitekten for alle tre ejendomme var Th. A. Blom. Husene er (fra venstre) opført 1810-11, 1808 og 1806-07, og Blom har i forhold til byggestilen umiddelbart efter branden 1795 indskrænket brugen af ornamentik. Gitteret langs Kongens Have med de små pavilloner til butikker opførtes ved anlæggelsen af Kronprinsessegade 1803-04 efter tegninger af stads-bygmester Peter Meyn.

Ved Kongens Nytorv endte den gamle, middelalderlige del af byen med dens uregelmæssige gadeforløb. Kvartererne mod nord havde rette gader, der skar hinanden i tilsvarende rette vinkler. Da Christiansborg brændte, blev Amalienborg kongebolig. Omkring dette allerede dengang beundrede midtpunkt med Frederik 5.s rytterstatue midt på pladsen lå aristokratiets vinterboliger. Her havde familierne Bernstorff, Lindencrone, Moltke og Schimmelmann deres palæer eller gårde. Og her lejede fremmede landes gesandter sig ind. I flugt med Amalienborg skulle Jardins Frederikskirke have dannet en central akse i kvarteret. Men kirkens mure stod uafsluttede i godt ni meters højde.

Frederiksstaden var ligesom sin kirke ikke helt blevet, hvad man havde planlagt. I Adel- og Borgergade skiftede kvarteret niveau fra aristokrati til byens småkårsfolk, og byggeriet her skulle op gennem 1800-tallet udvikle sig til veritabel slum. Resten af Frederiksstaden var præget af militæret. Man var begyndt at indkvartere i kaserner i modsætning til tidligere, hvor soldaterne indlogerede sig hos borgerne. Ud mod Østervold og Rigensgade lå store kasernebygninger – den sidste blev i 1818 indrettet til garnisonshospital og hurtigt kendt som „Grødslottet”.

Helt sit eget præg havde kvarteret Nyboder med sine mange parallelle rækker af gule længer, de fleste i to stokværk. Christian 4.s oprindelige byggeri var udvidet flere gange, sidst i årene 1783-95, og det dækkede nu ikke mindre end 14 hektar. Her boede det meste af flådens og Holmens mandskab med deres familier, håndværkere, underofficerer og matroser, og kvarteret rummede ca. ti procent af hovedstadens samlede befolkning.

Nyboder udgjorde i mange henseender en by i byen. Man havde sine egne skoler, og som militært område havde kvarteret sin egen kommandant. Og ikke mindst var der hos beboerne en stærk oplevelse af samhørighed omkring kvarteret, arbejdspladsen og hele flådens placering i det datidige samfund. Nyboderbefolkningen havde sin egen profil i hovedstaden med et stærkt præg af selvbevidsthed, standsfølelse og uafhængighed.

Som nævnt var der social forskel på kvartererne i byen, men karakteristisk var også en lagdeling i ordets egentlige forstand i de enkelte ejendomme. Det var finest at bo på førstesalen, så fulgte stue og de øvrige etager, og ringest var kvist og kælderen, der normalt var indrettet til beboelse. Antonigade var en gade præget af jævne håndværkere, og det nuværende nr. 9 ejedes i 1801 af en hofboghandler, der sammen med sin familie og en læredreng beboede førstesalen.

Ejendommen husede desuden en bogbinder og en mariner, begge med familie og tjenestepige, en kvinde, der levede af sine midler, en perlestikker og en tidligere skibskirurg – alle tre husstande med tjenestepige. I kælderen boede en høker og en skomager, der havde kone og fem børn samt en logerende skomagersvend med sin søn. Både høkeren og skomageren har udøvet deres erhverv i forbindelse med boligen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: En tur gennem hovedstaden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305885