Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Købstæderne går frem 1800-1830

Oprindelig forfatter CBjø

Med udgangspunkt i 1803-folketællingens oplysninger har Henrik Fangel inddelt byens befolkning i overklasse, middelklasse og underklasse. Haderslev hørte til Slesvig, men forholdene adskilte sig ikke fra købstæderne i kongeriget. Ved siden af de økonomiske forskelle var de statusmæssige skel af stor betydning i byens liv.

Højere embedsmænd afgrænsede sig fra de økonomisk ligestillede forretningsdrivende, og borgerskabet (dvs. de, der havde erhvervet borgerret) oplevede sig selv som en privilegeret del af byen i forhold til ikke-borgere.

Antallet af købstæder ændredes ikke meget i den første halvdel af 1800-tallet. Slangerup blev nedlagt som købstad i 1809, og ved nytår 1810 trådte til gengæld byens hidtidige ladeplads Frederikssund ind på dens plads. I 1818 skiftede udskibningsstedet Fladstrand i Vendsyssel navn til Frederikshavn. I begge disse tilfælde var navnene en hyldest til den regerende monark.

Annonce

Indbyggertallet øgedes i byerne. Fra 1801 til den næste folketælling i 1834 voksede Thisteds befolkning fra 1068 til 1599. Denne forøgelse med godt 50 procent var typisk for provinsbyerne, mens Fåborg og Horsens fordoblede befolkningsmængden. Til gengæld tabte Ålborg terræn, og Randers og Århus kom nær på denne hidtil største handelsby i Jylland. Det hang bl.a. sammen med, at Ålborg som flere nordjyske købstæder mærkede tabet af det tidligere for Danmark privilegerede norske marked.

Den sociale lagdeling i Haderslev i 1803.
BeskæftigedeAntal forsørgedeI alt
Overklasse og højere middelklasseHøjerestående embedsmænd206686
Akademikere (læger og advokater)347
Officerer og embedsmænd ved militæret325890
Købmænd, fabrikanter, apotekere42108150
Lavere middelklasseGæstgivere og brændere med tjenestefolk2790117
Håndværksmestre med tjenestefolk88395483
Handlende (÷ købmænd) med tjenestefolk71421
Lavere embedsmænd172946
Ikke-akademikere i liberale erhverv8 8
Pensionister og rentierer7271143
Landbrug, søfart og fiskeri61521
Håndværkere uden tjenestefolk84217301
Kroværter, vognmænd o.l. uden tjenestefolk83947
Høkere og andre småhandlende161228
Øvre underklasseSvende med eget hjem112940
Svende og lærl. hos mester231 231
Andre tjenstefolk hos mester326 326
Lavere underklasseMenige9152143
Daglejere59124183
Syersker, vaskekoner, enlige kvinder533992
Fattige681987

Når Fåborg ekspanderede i denne periode, skyldes det, at byen kom ud af Englandskrigen med en større handelsflåde, end da krigen begyndte. Og den fynske købstad fik en vigtig rolle som forbindelsesled mellem kongeriget og hertugdømmerne. Herfra foregik der over Fåborg en livlig handel – både lovlig og ulovlig.

Horsens fik i 1802 færdigbygget en egentlig havn, og byen kunne nu for alvor drage fordel af sin placering som indfaldsport til et udstrakt opland. Udbygningen af Jyllands vejsystem, der strakte sig over højderyggen og ud over de fjerne hedeegne mod vest, trak også handelen ind til byen. Mange brændevinsbrænderier og en begyndende industri var med til at placere Horsens blandt de store jyske købstæder.

Med en gennemsnitlig årlig vækstrate på 1,2 procent voksede befolkningen fra 1801 til 1834 stærkere i provinsbyerne end i hovedstaden og på landet. København havde været kongerigets absolutte økonomiske og kommercielle centrum ved indgangen til 1800-tallet. Men krigen svækkede hovedstadens hidtidige helt dominerende stilling. Man klagede i årene efter 1814 over, at det hastigt voksende Hamburg var trådt i hovedstadens sted og havde gjort i det mindste Jylland til opland for hansestaden.

Der var en nær kontakt mellem mange provinskøbmænd og byer som Hamburg og Lübeck. Og Hamburgs mere udviklede handels- og bankverden tilskyndede til at søge forretningsmæssig kontakt sydpå. Det var dog kun i Vestjylland, at Hamburg i nogle årtier indtog Københavns plads i samhandelen, og at man for en tid i daglig handel og omsætning brugte både dansk og hamburgsk valuta.

Krigen 1807-14 ramte også provinsbyernes handel, men den tilføjede ikke købstæderne det ødelæggende slag, der mærkede hovedstadens erhvervsliv for en lang periode. Håndværkerne nød godt af pengerigeligheden, og den indenlands handel kom hurtigt på fode. Fra en by som Grenå gik farten fortsat til hovedstaden med træ, korn og fødevarer, og efterhånden faldt handelsmønsteret med Norge stort set på plads i de tidligere rammer. Det bærende i købstædernes fremgang blev den stadigt øgede omsætning med landbrugets voksende overskudsproduktion.

 Vesterport i Odense havde dette udseende fra 1805, og indtil den blev nedrevet i begyndelsen af 1851. Den lå, hvor Søndergade drejer fra Vestergade i Odense. Byens andre porte var Sankt Jørgens Port mod øst, Møllebro Port mod syd og Nørreport mod nord. I Fåborg og Stege har man til vore dage bevaret de middelalderlige byporte i egentlige tårnbygninger, men det almindelige var i begyndelsen af 1800-tallet porte af typer som Vesterport i Odense eller en simpel bom, som på maleriet af Slagelse. I 1837 blev toldafgiften ved indførsel af varer til byerne, benævnt konsumtionen, ophævet, dels fordi man ønskede at fremme den indenlandske omsætning, dels fordi man måtte erkende, at det ikke var muligt at håndhæve en effektiv kontrol.

Vesterport i Odense havde dette udseende fra 1805, og indtil den blev nedrevet i begyndelsen af 1851. Den lå, hvor Søndergade drejer fra Vestergade i Odense. Byens andre porte var Sankt Jørgens Port mod øst, Møllebro Port mod syd og Nørreport mod nord. I Fåborg og Stege har man til vore dage bevaret de middelalderlige byporte i egentlige tårnbygninger, men det almindelige var i begyndelsen af 1800-tallet porte af typer som Vesterport i Odense eller en simpel bom, som på maleriet af Slagelse. I 1837 blev toldafgiften ved indførsel af varer til byerne, benævnt konsumtionen, ophævet, dels fordi man ønskede at fremme den indenlandske omsætning, dels fordi man måtte erkende, at det ikke var muligt at håndhæve en effektiv kontrol.

Høsten blev større, og man afsatte flere kreaturer, mere smør og ost fra landbruget. Fra de danske havnebyer blev varerne udført til Storbritannien, Norge og til de nordtyske havne, og i denne omsætning fik især de større jyske havnekøbstæder betydning. Da landbrugskrisen mod slutningen af 1820'rne begyndte at lette, betød det også, at landbefolkningen i stigende omfang efterspurgte købstædernes produkter.

Byerne ændrede langsomt karakter. Købstadsgrund og toldgrænse bestemte, hvor byen sluttede og landet begyndte. Den stigende befolkning måtte finde plads inden for disse grænser. Men man byggede tættere med side- og baghuse, og de åbne arealer mellem gaderne forsvandt efterhånden. Der blev bygget i grundmur, og stråtagene afløstes af tegl, og selv i de mindre købstæder begyndte man langs hovedgaderne at bygge huse i flere etager.

Nye institutioner kom til. Thisted fik sin avis i 1824 og sparekasse i 1829. Byerne drev fortsat landbrug, og kreaturholdet var stadig nært forbundet med brænderierhvervet. I 1834 var der godt 700 brænderier i virksomhed i de danske byer, skønnede borgmesteren i Horsens. Men bymarkerne blev efterhånden udskiftet, og det blev almindeligt, at byens borgere bortforpagtede deres landbrug til omegnens landmænd.

I beskrivelsen af Thy fra 1802 hed det, at Thisted havde alle forudsætninger for at være en fremtrædende handelsby. Den var eneste købstad for et stort og velstående opland – „Men heraf lader sig mere formode, end der findes i det virkelige,” konstaterede Knud Aagaard. Bønderne i Thy handlede uden om købstaden, trods lovgivningens bestemmelser. Der var kræmmere, der gennemrejste landet, et marked i Vestervig tiltrak egnens bønder, og skippere gik ind til kysten for at handle direkte med beboerne.

Opkøb af landbrugets produkter og handel uden for byerne – med datidens udtryk forprang og landprang – var forbudt, men fandt sted i vidt omfang i Thy som overalt i riget. Købstæderne klagede over, at folk på landet drev handel til skade for byernes næringsdrivende. Lovgivningen forbød som allerede omtalt håndværk på landet bortset fra dem, der var nødvendige for bønderne. Men også her var virkeligheden en anden. Der var mange håndværkere uden for byerne, der egentlig ikke måtte udøve deres fag.

Efter reformårene før og omkring år 1800 var der i lang tid stilstand i regeringens politik over for byerne. Skolevæsenet blev forbedret efter 1814, og den kommunale administration efterhånden effektiviseret. Hvad købstædernes økonomiske og erhvervsmæssige forhold angik, håndhævede kancelliet den gældende lovgivning samtidig med, at man i de konkrete sager accepterede en udvikling, der efterhånden gennemhullede fortidens strenge sondring mellem land og by.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Købstæderne går frem 1800-1830 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305882