Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fremgang og lokalstyre

Oprindelig forfatter CBjø

I efteråret 1804 tog rentekammerpræsidenten Chr. D. Reventlow i nogen tid ophold på sit gods Christianssæde på Lolland, og 1. november skrev hans hustru til svigerinden Louise Stolberg, der boede med sin mand Chr. Stolberg på godset Vindeby ved Eckernförde: „Min mand besøger skolerne, seminariet osv.; han er altid omringet af bønder, der imidlertid, gudskelov, ikke længere klage.

Her er kommet velstand alle vegne; det er en sand glæde. Give Gud, at min gode mand og jeg kunne tilbringe resten af vore dage her! Det er hans bedste løn at besidde så mange lykkelige familiers tillid og kærlighed. Nu plage de ham ikke mere, men komme for at bede ham om råd, ja ofte kun for at se ham og tale med ham.”

Gårdmændene høstede nu frugterne af de reformer, der var blevet gennemført i de foregående årtier. Udskiftningen betød efter alt at dømme en betydelig produktionsfremgang. Der var mindre spildtid ved arbejdet i forhold til det gamle system, og man fik mere ud af jorden, når den lå samlet. Det er skønnet, at udskiftningen af en gårds marker i sig selv kunne øge udbyttet betragteligt, måske med en fjerdedel.

Annonce

Man blev forskånet for de kvægsygdomme, der gentagne gange i 1700-tallet havde reduceret kreaturbesætningerne katastrofalt. De priser, landbruget fik for sine produkter, var i stadig stigen i årene omkring år 1800. Krigene i Europa betød en almindelig efterspørgsel, både fordi hær og flåde skulle forsynes, og fordi mandskabet i de krigsførende lande var taget ud af den normale produktion.

 Herregården Bækkeskov i Sydsjælland. I 1795 købte den engelskfødte storkøbmand Charles August Selby dette gods, og han lod i de følgende år opføre en ny hovedbygning, der bærer præg af bygherrens afstamning. Huset ligger i betragtelig afstand fra avlsgården, hvilket var det almindelige i England. Det svarer i udformning og indretning til tidens

Herregården Bækkeskov i Sydsjælland. I 1795 købte den engelskfødte storkøbmand Charles August Selby dette gods, og han lod i de følgende år opføre en ny hovedbygning, der bærer præg af bygherrens afstamning. Huset ligger i betragtelig afstand fra avlsgården, hvilket var det almindelige i England. Det svarer i udformning og indretning til tidens "Country Houses", og det mangler heller ikke engelske skydevinduer. Selby var en driftig landmand, der efterlod sig et godt ry som godsejer – „Vor herre er så god og from, tillige med sin frue og hele sit afkom”, blev der sunget blandt Bækkeskovs fæstere. Under krigen mod England gjorde han tjeneste i landeværnet.

De bønder, der var blevet selvejere, sad med faste udgifter, og det samme gjaldt på Christianssæde, hvor de fleste var blevet arvefæstere år forinden til en fast ydelse. For almindelige fæstegårde steg indfæstningerne kraftigt, men det var kun en udgift, der skulle erlægges ved en ny fæsters tiltrædelse. Og langt de fleste steder voldte det tilsyneladende ikke vanskeligheder at skabe en opsparing, så søn eller svigersøn kunne følge efter.

Fremgangen kunne ses på gårdene. Byggeskikken var efter år 1800 den samme som tidligere med variationer, der var egnsbestemte. Men ved udflytninger og andet nybyggeri blev de nye gårde bygget bredere, højere og længere end forgængerne. Man indrettede sig mere bekvemt. Bræddegulv, der tidligere havde været en sjældenhed, blev nu mere almindeligt. Bohave og inventar blev rigere, og man havde mere af hver slags fra tallerkener til bemalede kister med familiens tøj.

Der var fortsat forskelle mellem bønderne. På Sjælland fandt landøkonomen G. O. Begtrup i 1803, at de, der sad bedst i det, var arvefæstere under kronen eller stiftelser som universitetet. Selvejere, der havde købt deres gårde tidligt, var heller ikke at beklage, mens der fortsat var almindelige fæstere på nogle godser, hvis vilkår ikke havde ændret sig afgørende.

Det var foruden besiddelsesformerne ofte afgørende, om bonden havde mulighed for en eller anden produktion ved siden af korn, husdyr og mejeriprodukter. Tørvesalg til en nærliggende købstad kunne således være en betragtelig indtægtskilde. I Jylland gav de meget forskellige naturressourcer meget skiftende vilkår. Men langs Limfjorden kunne stude- og hestesalg give gode indtægter, og de gamle selvejere på egnen mellem Kolding og Vejle – de havde købt deres gårde i 1764 – sad godt i det og viste det i deres bolig og livsform.

 Gregers Otto Begtrup, malet af Emil Bærentzen. Begtrup var ved 1800-tallets begyndelse den førende autoritet på det landøkonomiske område, og han gav i Beskrivelse af Agerdyrkningens Tilstand i syv bind fra 1803 til 1812 en skildring af dansk landbrug i tiden umiddelbart efter landboreformernes afslutning. Det har dog vist sig, at Begtrup, der byggede på lokale indberetninger fra godsforvaltere, præster og embedsmænd, ofte har tegnet et lidt mere fremskredent billede af udviklingen, end der var dækning for. Fra 1801 var han professor i landøkonomi ved Københavns Universitet, men han fik ikke stor betydning som lærer, selv om vordende præster og jurister, der søgte stillinger på landet, skulle dokumentere, at de havde fulgt hans forelæsninger.

Gregers Otto Begtrup, malet af Emil Bærentzen. Begtrup var ved 1800-tallets begyndelse den førende autoritet på det landøkonomiske område, og han gav i Beskrivelse af Agerdyrkningens Tilstand i syv bind fra 1803 til 1812 en skildring af dansk landbrug i tiden umiddelbart efter landboreformernes afslutning. Det har dog vist sig, at Begtrup, der byggede på lokale indberetninger fra godsforvaltere, præster og embedsmænd, ofte har tegnet et lidt mere fremskredent billede af udviklingen, end der var dækning for. Fra 1801 var han professor i landøkonomi ved Københavns Universitet, men han fik ikke stor betydning som lærer, selv om vordende præster og jurister, der søgte stillinger på landet, skulle dokumentere, at de havde fulgt hans forelæsninger.

Fyn bar som tidligere præg af forholdsvis velstand hos gårdmandsbefolkningen. Da G. O. Begtrup i sin beskrivelse af landbruget i Danmark i 1806 var nået til denne landsdel, anerkendte han de fremskridt, der var sket her i de sidste årtier. Den fynske bonde havde forbedret sit landbrug med nye afgrøder og bedre besætning. Især på Vestfyn kunne man aflæse fremgangen: „På den vestlige del af landet gives de smukkeste bøndergårde. Man finder hos velhavende bønder ikke sjælden en egen stadsstue, og ved siden deraf tvende gæstekamre, foruden en særskilt dagligstue og et sovekammer.

Værelserne er vel indrettede med fjællegulve, passende vinduer og højt til loftet, og desuden malede og panelede [udstyret med paneler]. Bohavet røber velstand og overflødighed, da der forefindes en mængde husgeråd, og kister, rigelig forsynede med uldent og linned.”

Uanset denne fremgang i årene omkring begyndelsen af århundredet, var gårdmanden stadig bonde og dermed både personretsligt og efter samfundets normer placeret for sig selv i samfundet. Stavnsbåndet var endelig helt afviklet pr. 1. januar 1800, men det var fortsat alene på bondestanden, at værnepligten hvilede.

At blive udskrevet som landsoldat var i første halvdel af 1800-tallet stadig et stempel, der havde mindelser om ufrihed. De ugifte bondekarle var endvidere ved lov forpligtede til at tage fast tjeneste, normalt for et halvt år ad gangen. Først i 1840 blev denne bestemmelse indskrænket til kun at gælde til det fyldte 28. år.

Embedsmanden Jacob Mandix kredsede om dette forhold, da han i 1813 udgav en håndbog om dansk landboret efter reformerne. Mandix formulerede det her således, at lovene havde særlige bestemmelser for de folk, der var af bondestand. Disse love pålagde bondestanden byrder, andre var fritagne for, og „synes at forudsætte, at de, i det hele tagne, udgøre en mindre formuende og mindre oplyst klasse end de øvrige statsborgere”.

 På Frilandsmuseet i Maribo er genopført en gård fra Nørre Ørslev på Falster, der oprindelig blev bygget umiddelbart efter landsbyens udskiftning i 1796. Både i det ydre og i det indre er denne gård et godt eksempel på byggeskikken i denne del af Danmark i tiden omkring år 1800. Huse og gårde på landet blev fortsat opført i bindingsværk, mens grundmurede bygninger vandt frem i det vestlige Jylland.

På Frilandsmuseet i Maribo er genopført en gård fra Nørre Ørslev på Falster, der oprindelig blev bygget umiddelbart efter landsbyens udskiftning i 1796. Både i det ydre og i det indre er denne gård et godt eksempel på byggeskikken i denne del af Danmark i tiden omkring år 1800. Huse og gårde på landet blev fortsat opført i bindingsværk, mens grundmurede bygninger vandt frem i det vestlige Jylland.

Personer af bondestand var underkastet retsregler, der ikke gjaldt for folk fra andre stænder, og bondejorden var som sådan anderledes belagt med skatter og offentlige byrder end „frit hartkorn” – et udtryk, man benyttede i samtiden om godsernes hovedgårdsjord. Men det betød også, at lovgivning, domstole og administration i 1800-tallets begyndelse anlagde den opfattelse, at bonden og hans gård som driftsenhed fortsat havde statens formynderskab behov.

Det var statens politik, at bondens gård skulle sikres. Befolkningsforøgelsen og fæstegodsets overgang til selveje satte omkring år 1800 gang i udstykningen af mindre parceller, hvad der også var en bekvem måde for gårdejeren at finansiere en del af købet på. I 1810 og igen i 1819 blev det indskærpet, at man ikke måtte udstykke så meget, at der ikke tilbage blev en gård af rimelig størrelse.

Forordningen af 1819 bestemte, at der skulle bevares en hovedparcel på mindst 20 tdr. land til takst 24. Det sidste knyttede sig til den nye matrikel, der var under udarbejdelse, og som trådte i kraft i 1844. Herefter blev al jord takseret, og den bedste – man byggede på en jordprøve fra en mark syd for Karlslunde mellem Roskilde og Køge – blev sat til takst 24. Men det betød, at de 20 tdr. land de fleste steder var et langt større areal, i Østjylland således typisk det dobbelte.

Der var godsejere, der ønskede at foreskrive deres fæstere præcise driftsplaner. Var de så berettigede til at sætte fæsteren ud, hvis han ikke overholdt de foreskrevne regler i fæstebrevet? Højesteret mente det ikke i 1817, da retten blev anmodet om at erklære sig. I 1820 blev det ved en forordning indskærpet, at alle fæstegårde skulle bortfæstes. Senest et år efter, at en fæstegård var blevet ledig, skulle der foreligge et nyt lovmedholdeligt fæsteforhold. Loven havde baggrund i en konkret sag, men var en markering af lovgivningsmagtens indstilling på et tidspunkt, hvor man blandt landøkonomisk interesserede begyndte at tale om nødvendigheden af mere frie kontraktformer til erstatning af det principielt livsvarige fæste.

 Den nye tids bonde, der efter landboreformerne måske havde købt sin ejendom til selveje, skulle vide besked om lov og ret. I 1801 blev denne koncentrerede fremstilling af de for bonden vigtigste retsbestemmelser udgivet af godsforvalter Hans Kristian Møller, Rodsteenseje ved Odder. Han havde fået den kendte rationalistiske præst Niels Blicher, fader ril St. St. Blicher, til at gennemse teksten.

Den nye tids bonde, der efter landboreformerne måske havde købt sin ejendom til selveje, skulle vide besked om lov og ret. I 1801 blev denne koncentrerede fremstilling af de for bonden vigtigste retsbestemmelser udgivet af godsforvalter Hans Kristian Møller, Rodsteenseje ved Odder. Han havde fået den kendte rationalistiske præst Niels Blicher, fader ril St. St. Blicher, til at gennemse teksten.

Landboreformerne og først og fremmest udskiftningen havde sprængt landsbyfællesskabet. Bylavet havde ved jordfællesskabets ophævelse mistet det meste af sin oprindelige berettigelse. Men opgaver af fælles art skulle fortsat varetages, og i det små blev de kommunale opgaver organiseret og bønderne – dvs. gårdmændene – inddraget i forvaltningen af lokalsamfundet.

Under landsbyfællesskabet havde byens styre fungeret uden formel kontakt med omverdenen. Nu blev kommunen et led i lovgivningen, og de bønder, der valgtes til de nye opgaver, var rettens og administrationens repræsentanter.

Sognefogeden var fra 1791 politiets stedlige repræsentant, og han fik efter 1793 tilsynet med vejenes tilstand i sit distrikt. Udskiftningen krævede kilometervis af nye hegn i hver landsby, og herredsfoged eller birkedommer skulle for hvert sogn udpege fire til otte gårdmænd til synsmænd med pligt til at besigtige alle hegn. Hvor sandflugt truede, skulle der blandt de mest velagtede bønder vælges en klitfoged, der skulle påse, at kreaturer og andre ikke ødelagde de bestræbelser, man gjorde sig for at beplante sandet.

I oktober 1806 kom der en foreløbig lov for almueskolerne på Øerne, der var en forløber for den store lov af 1814. Også her udpegede myndighederne et par af de, som det blev udtrykt, „hæderligste bønder” i de skolekommissioner, der skulle føre tilsyn med skolen.

Den egentlige indledning til det kommunale selvstyre var dog loven om fattigvæsenet af 1803. Den gav ret til understøttelse til alle fattige, der ikke ved egne kræfter kunne ernære sig på lovlig vis, og inddelte de trængende i tre klasser. Administrationen af fattigforsorgen skulle ske på det lokale plan med præsten som en central skikkelse, men også her skulle der sidde tre til fire af de bedste sognemænd. I

Sandager-Holevad pastorat på Vestfyn blev Anders Andersen indvalgt, og han noterede for december 1803, at det første møde i kommissionen var blevet afholdt. Man gjorde op, at der var 13 almisselemmer, heraf tre i første klasse, der skulle nyde understøttelse. Udgifterne blev fordelt mellem de enkelte gårde i penge og naturalier (se også afsnittet Nederst i landbosamfundet).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Fremgang og lokalstyre i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305872