Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Godsejere og gårdmænd

Oprindelig forfatter Redaktionen

I 1805 finder man den sidste indførsel i Den store Landbokommissions forhandlingsprotokol, og selv om kommissionen først blev formelt ophævet i 1816, var reformperioden i landbruget afsluttet forinden. Den ledende skikkelse i landboreformarbejdet siden 1784, Chr. D. Reventlow, trak sig tilbage fra Rentekammerets ledelse i 1813, og det medvirkede til, at dette regeringskontor i de kommende år blev mere administrerende end reformerende.

En af periodens mest fremtrædende embedsmænd, Jonas Collin, skrev senere, at det i tiden efter 1814 ikke længere var i Rentekammeret, men i Det kongelige danske Landhusholdningsselskab, man drøftede landbrugets og landbosamfundets fremtidige situation.

I store træk var udviklingen omkring år 1800 lagt ind i de nye rammer, der var udstukket ved 1780'ernes og 1790'ernes reformlove. Forholdet mellem gods og fæstere var blevet reguleret. Man havde udstedt love og skabt praktiske muligheder for, at bønderne kunne erhverve deres gårde til selvejendom.

Annonce

Den almindelige Enkekasse, der var obligatorisk pensionskasse for kongelige embedsmænd, udlånte i årene fra 1797 til 1813 mere end tre mill. rdl. til 4000 bønder, der købte deres gårde. De 3000 udlån gjaldt jyske bønder, og i dele af hovedlandet forsvandt fæstevæsenet stort set i disse år.

 C. F. Hansen tegnede en ny hovedbygning til Chr. D. Reventlows Pederstrup efter bygherrens forlæg, og huset er her gengivet ca. 1845. Som rentekammerpræsident havde Chr. D. Reventlow indflydelse på statens byggeri, og C. F. Hansens næsten enevældige stilling i arkitekturen i begyndelsen af 1800-tallet var næppe uden forbindelse med hans gode forhold til Reventlow, der var præsident i Rentekammeret frem til 1813. I 1805 fik han gennemført fredskovloven, der i sine grundlæggende principper er i kraft den dag i dag. Samtidig igangsatte han arbejdet med en ny matrikel til afløsning af den gamle fra 1688, der var helt forældet efter udskiftningen. Men Chr. D. Reventlow og Frederik 6. kom mere og mere på afstand af hinanden, og i 1813 blev Reventlow i realiteten sat uden for forhandlingerne om pengereformen.

C. F. Hansen tegnede en ny hovedbygning til Chr. D. Reventlows Pederstrup efter bygherrens forlæg, og huset er her gengivet ca. 1845. Som rentekammerpræsident havde Chr. D. Reventlow indflydelse på statens byggeri, og C. F. Hansens næsten enevældige stilling i arkitekturen i begyndelsen af 1800-tallet var næppe uden forbindelse med hans gode forhold til Reventlow, der var præsident i Rentekammeret frem til 1813. I 1805 fik han gennemført fredskovloven, der i sine grundlæggende principper er i kraft den dag i dag. Samtidig igangsatte han arbejdet med en ny matrikel til afløsning af den gamle fra 1688, der var helt forældet efter udskiftningen. Men Chr. D. Reventlow og Frederik 6. kom mere og mere på afstand af hinanden, og i 1813 blev Reventlow i realiteten sat uden for forhandlingerne om pengereformen.

I Ribe amt fandtes i 1830 kun ét komplet gods i traditionel forstand – stamhuset Nørholm, der som fideikommis ikke kunne afhænde sit fæstegods. Også på Fyn kom der en del selvejere, mens de fleste bønder på de østlige øer forblev fæstere. Bornholm var med sin helt specielle landbostruktur foreløbig så godt som uberørt af reformerne.

Der var ét led i det gamle system, man først nærmede sig sent og med stor forsigtighed. Al bondejord var tiendepligtig, og selv om man mange steder havde truffet lokale aftaler om erlæggelse af en pengeafgift, var det almindeligt, at den blev ydet „i kærven”, dvs. at den faktisk bestod i hvert 10. neg, der blev høstet. At dette var upraktisk, var alle enige om. Men først i 1796 opfordrede regeringen til, at man frivilligt aftalte en afløsningssum.

Og i 1810 blev det bestemt, at den tiendeyder, der ønskede det, kunne kræve sin ydelse erstattet af et pengebeløb, som blev fastsat af en dertil udpeget tiendekommission. Det gik imidlertid langsomt med afløsningen – i 1834 var det 29 procent af bondejorden (målt i hartkorn) på Øerne og 45 procent i Jylland, der ydede tiende i den gamle form.

Udskiftningen af bondegårdsjorden var omkring år 1800 stadig i fuld gang over hele landet. Udskiftning af ager og eng var ikke påbudt, men fordelene ved fællesskabets ophør havde vist sig åbenbare, og landmålerne var travlt beskæftigede i alle egne med at opmåle de gamle marker, tegne kort og lave planer for den nye fordeling af jorden. Den store bølge af udskiftninger var sket i 1790'erne, og ind i det første årti af 1800-tallet var det særlig i Nord- og Vestjylland, man fandt sogne, hvor fællesskabet fortsat eksisterede.

 Tre plove, der viser udviklingen i første halvdel af 1800-tallet. De stammer alle fra Vendsyssel, og til venstre står den traditionelle hjulplov. I midten ses en forbedret og ikke mindst lettere udgave, der kunne trækkes af to heste. Denne konstruktion blev anbefalet af amtsforvalter Brinck-Seidelin, da han i 1828 skrev Hjørring amts beskrivelse i Landhusholdningsselskabets serie. Til højre en svingplov, der antagelig er fremstillet af en lokal smed.

Tre plove, der viser udviklingen i første halvdel af 1800-tallet. De stammer alle fra Vendsyssel, og til venstre står den traditionelle hjulplov. I midten ses en forbedret og ikke mindst lettere udgave, der kunne trækkes af to heste. Denne konstruktion blev anbefalet af amtsforvalter Brinck-Seidelin, da han i 1828 skrev Hjørring amts beskrivelse i Landhusholdningsselskabets serie. Til højre en svingplov, der antagelig er fremstillet af en lokal smed.

En halv snes år ind i det ny århundrede var det fortrinsvis småøer og landsbyer med helt specielle vilkår, der resterede. I 1837 beregnede man, at en procent af landbrugsjorden endnu lå i fællesskab, hvortil kom en del købstadsjorder. Af og til forbedrede man den oprindelige udskiftning. Det skete bl.a. i 1818, da den store landsby Vivild øst for Randers brændte.

Den var udskiftet i 1792, men nu benyttede man lejligheden til at få en del af byens gårde udflyttet på lodderne. Gårdenes udflytning fra landsbyerne var i øvrigt en proces, der forløb op gennem hele 1800-tallet, når ildebrand eller nedslidning krævede fornyelse af bygningerne.

Landboreformerne havde forandret det danske landbrug og Iandbosamfund. Men ændringerne var forskellige fra landsdel til landsdel. I det vestlige Jylland var det traditionelle godssystem som nævnt afviklet de fleste steder. Fæstegodset var solgt fra, og de tidligere hovedgårdsjorder var i stort tal blevet udstykket, så de i begyndelsen af 1800-tallet ikke adskilte sig synderlig fra de bondegårde, der tidligere havde ydet hoveri og landgilde til dem. Til gengæld var selve landbruget, dets driftsform og de redskaber, man brugte, ikke meget forandrede.

I sin beskrivelse af Ribe amt fra 1830 i Landhusholdningsselskabets serie mente forfatteren Carl Dalgas, at dyrkningsmåderne „er, på nogle ubetydeligheder nær, de samme endnu som under fællesskabet, og sandsynligvis som fra Arilds tid af”. Hjulploven var stadig almindelig udbredt i denne del af landet, og endnu i 1840'rne kunne vestjyske landmænd på møder med standsfæller fra Øerne argumentere for dette redskabs fortrin – i deres del af Jylland.

 Status for udskiftningen omkring år 1800. Den grå farve viser de områder, hvor udskiftningen på dette tidspunkt er afsluttet. Det gælder langt det meste af Sjælland, Fyn og det sydlige og østlige Jylland. Lokale omstændigheder, særlig ejerforholdene, kunne forsinke udskiftningen, og det er åbenbart, at øer som Læsø, Fejø og Femø og øerne i Det sydfynske Øhav udskiftes sent. Det gælder også for det nordlige og vestlige Jylland, hvor de traditionelle driftsformer i forbindelse med græsningsarealernes store betydning for økonomien gjorde udskiftningen af agerjorden mindre presserende. Bornholm falder med sin særlige bebyggelsesstruktur uden for monsteret, og her tog man først ind i 1800-tallet fat på at udskifte den udmark, der strakte sig gennem den centrale del af øen. Også enkelte andre steder i landet – således Vissenbjerg på Fyn og egne i Vestjylland – havde fra gammel tid enkeltgårdsbebyggelse. De seneste udskiftninger lå normalt i 1830'rne, mens den allersidste landsby, der fik sine jorder ud af fællesskabet, var Lund på Stevns, som først blev udskiftet i 1861. Kortet viser kun situationen for bondejorden. Omkring 1800 var stort set ingen af købstædernes ofte ret betydelige bymarker udskiftet.

Status for udskiftningen omkring år 1800. Den grå farve viser de områder, hvor udskiftningen på dette tidspunkt er afsluttet. Det gælder langt det meste af Sjælland, Fyn og det sydlige og østlige Jylland. Lokale omstændigheder, særlig ejerforholdene, kunne forsinke udskiftningen, og det er åbenbart, at øer som Læsø, Fejø og Femø og øerne i Det sydfynske Øhav udskiftes sent. Det gælder også for det nordlige og vestlige Jylland, hvor de traditionelle driftsformer i forbindelse med græsningsarealernes store betydning for økonomien gjorde udskiftningen af agerjorden mindre presserende. Bornholm falder med sin særlige bebyggelsesstruktur uden for monsteret, og her tog man først ind i 1800-tallet fat på at udskifte den udmark, der strakte sig gennem den centrale del af øen. Også enkelte andre steder i landet – således Vissenbjerg på Fyn og egne i Vestjylland – havde fra gammel tid enkeltgårdsbebyggelse. De seneste udskiftninger lå normalt i 1830'rne, mens den allersidste landsby, der fik sine jorder ud af fællesskabet, var Lund på Stevns, som først blev udskiftet i 1861. Kortet viser kun situationen for bondejorden. Omkring 1800 var stort set ingen af købstædernes ofte ret betydelige bymarker udskiftet.

I Østjylland og på Øerne bar landbruget ind i de første år af 1800-tallet mere præg af forandring. Her betød udskiftning og udflytning et større brud med fortiden. Og her var kobbelbruget som driftsform spredt fra hovedgårdene til bondelandbruget. Det fik i praksis mange forskellige udformninger, afhængigt af de lokale forhold, men det var dog blevet almindeligt at inddele jorden i et antal marker, 7 til 12, hvor sædskiftet var vekslende kornafgrøder efterfulgt af en længere periode med græs.

Til det mere fremskredne landbrug hørte, at man havde brak i sædskiftet, dvs. at man gentagne gange i årets løb pløjede og harvede marken for at rense den og gøre den bekvem for de følgende afgrøder. På hovedgårdene og hos præsterne, der ofte var lokale foregangsmænd på landbrugets område, var brakbehandlingen almindelig – hos bønderne sjældnere og mere ufuldstændig.

Svingploven havde været kendt siden sidst i 1700-tallet, men den trængte først langsomt igennem hos bønderne. Skovrider Sarauw, der i 1831 beskrev Frederiksborg amt, skønnede, at man i Nordsjælland så én svingplov for hver fem hjulplove hos bønderne. På Øerne var der op gennem denne periode en udbredt forskel på bondelandbrugets driftsformer og landbruget hos godsejere, præster, proprietærer og andre, der eksperimenterede med nye afgrøder og redskaber. Man forsøgte sig også med det mere krævende vekselbrug, hvor man skiftede mellem typer af afgrøder. Men resultaterne svarede ikke overalt til forventningerne.

På Øerne var der rokket mindre ved det traditionelle landbosamfund, der var bygget op om godset med en hovedgård og det tilhørende fæstegods. Reformlovene havde reguleret, men ikke afskaffet godsejerfæster relationerne. Den godsejer, der besad en komplet hovedgård, hvilket betød, at selve hovedgården var på mindst 12 tdr. htk., og at man besad mindst 200 tdr. htk. bøndergods, havde fortsat en række privilegier.

 På sin rejse til det nordlige Jylland i 1833 tegnede Martinus Rørbye godsskriver Jens Melsen ved hans daglige arbejde på Nørre Elkær i det allernordligste Vendsyssel. Landboreformerne havde på mange områder afviklet godset som led i den lokale forvaltning. Men hvor man stadig havde fæstegods, lå der ind i 1800-tallet fortsat en række forvaltningsopgaver hos godset, således skatteopkrævning hos fæstebønderne og indbetaling af skattebeløbene til amtstuen.

På sin rejse til det nordlige Jylland i 1833 tegnede Martinus Rørbye godsskriver Jens Melsen ved hans daglige arbejde på Nørre Elkær i det allernordligste Vendsyssel. Landboreformerne havde på mange områder afviklet godset som led i den lokale forvaltning. Men hvor man stadig havde fæstegods, lå der ind i 1800-tallet fortsat en række forvaltningsopgaver hos godset, således skatteopkrævning hos fæstebønderne og indbetaling af skattebeløbene til amtstuen.

Der var ganske vist i 1802 indført skat på den hidtil skattefrie hovedgårdsjord, men den var dog lavere end på bondejord. Hovedgårdsjorder var normalt tiendefrie, og man var undtaget fra en række offentlige byrder, f.eks. det vejarbejde, der i tiden med de store vejanlæg hvilede tungt på bønderne. Godsejeren havde fortsat nogle forvaltningsmæssige opgaver i forholdet til sine fæstere.

Og det skulle under 1820'rnes landbrugskrise vise sig at være en ruinerende forpligtelse for mange af dem, at det påhvilede en godsejer at opkræve de kongelige skatter for sine fæstebønder og indbetale beløbet til den stedlige amtstue – uanset om bønderne kunne betale eller ej.

Besidderne af grevskaber og baronier havde udstrakt myndighed over deres underliggende gods i kraft af lensprivilegierne. Centraladministrationen søgte ganske vist at beskære lensbesiddernes rettigheder og lægge nye opgaver over til de kongelige amter. Men lensgreven til Langeland kunne trods disse bestræbelser fortsat sidde som lidt af en konge på sin ø.

De store landbrug var førende i landbrugsproduktionen, og landets omkring 600 godsbesiddere var fortsat den ledende sociale gruppe i samfundet. Det var ofte godsejere eller mænd fra godsejerfamilier, der beklædte de politisk ledende poster. Og da man i 1831 begyndte at drøfte indførelsen af stænderforsamlinger, fik ejerne af sædegårde, dvs. godsejerne, en særlig fremtrædende repræsentation både i de forberedende udvalg og i selve forsamlingerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Godsejere og gårdmænd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305871