Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Samliv og moral

Oprindelig forfatter CBjø

Når den danske befolkning i tidsrummet fra 1800 til 1850 steg med henved 50 procent fra 926.000 til 1.415.000, var den væsentligste årsag, at dødeligheden faldt. Hvor den i årene 1801-10 havde været 23,9 pr. 1000 indbyggere, var den i årene 1841-50 faldet til 20,4. Antallet af levendefødte pr. 1000 indbyggere faldt i samme periode kun fra 31,3 til 30,4. Hvad ind- og udvandring til landet angår, tyder alle oplysninger på, at de nogenlunde opvejede hinanden.

Man giftede sig sent. Gennemsnitsalderen for mænd, der blev gift første gang, var omkring 31 år, og for kvinderne lå den på 27-28 år. I byerne var vielsesalderen lidt lavere end på landet, og der var en tendens til, at man mod periodens slutning giftede sig lidt tidligere i bysamfundene.

Omkring 1800 var det normen, at en håndværker først indgik ægteskab, når han blev mester. Efterhånden blev det mere almindeligt, at svende giftede sig. På landet var indgåelse af ægteskab nøje forbundet med overtagelse af gård eller hus – et forhold, der ikke ændrede sig mærkbart i tidsrummet fra 1800 til 1850.

Annonce

I borgerskabet skulle manden tilsvarende have sikret udkommet for en husstand, juristen skulle i embede, og teologen skulle have et præstekald, før man kunne gifte sig. De lange forlovelser i middelstanden var skydeskive for vaudevilledigtningen, men det var de færreste mænd i dette lag, der af økonomiske årsager kunne tillade sig at stifte hjem, før de var kommet op i trediverne.

 „Prins Kiøruds forelæsninger” er titlen på denne anonyme tegning fra kort før 1800. De synes at bestå i, at bordelværten „Prins Kiørud” håndfast demonstrerer udseende og fortrin hos en af husets damer i overværelse af en præst, en officer og en borgermand. Det vakte nogen pinlig opsigt i 1807, da „Prins Kiørud”, der var en kendt, men næppe særlig agtet, skikkelse i byen, stillede med uniform og bevæbning parat til at forsvare staden mod englænderne. Bordeller og prostitution var i første halvdel af 1800-tallet tolereret, dvs. at myndighederne accepterede bordelprostitutionen og samtidig søgte at holde den under en vis kontrol.

„Prins Kiøruds forelæsninger” er titlen på denne anonyme tegning fra kort før 1800. De synes at bestå i, at bordelværten „Prins Kiørud” håndfast demonstrerer udseende og fortrin hos en af husets damer i overværelse af en præst, en officer og en borgermand. Det vakte nogen pinlig opsigt i 1807, da „Prins Kiørud”, der var en kendt, men næppe særlig agtet, skikkelse i byen, stillede med uniform og bevæbning parat til at forsvare staden mod englænderne. Bordeller og prostitution var i første halvdel af 1800-tallet tolereret, dvs. at myndighederne accepterede bordelprostitutionen og samtidig søgte at holde den under en vis kontrol.

Til en gård på landet eller et værksted i købstaden hørte næsten naturnødvendigt et ægtepar – husbond eller mester og så madmor. Begge steder havde man foruden sine børn medhjælpere i kost og logi. Og til en husstand var stadig knyttet en produktion af daglige fornødenheder, f.eks, ølbrygning og bagning. Døde mand eller kone, indgik den efterlevende almindeligvis forholdsvis hurtigt på ny ægteskab. De samme forhold findes opad i samfundet; også i borgerskabet måtte der være både en mand og en kvinde til at forestå en husstand.

På landet havde trolovelsen, der var en officiel akt bevidnet af præst eller degn og indført i kirkebogen, traditionelt været betragtet som adgang til, at man kunne begynde samlivet. Men trolovelsen blev i 1799 afskaffet som en kirkelig handling, og især i gårdmandsstanden sporer man op gennem 1800-tallets første halvdel en tendens til, at samlivet blev indledt ved ægteskabets indgåelse.

Antallet af fødsler uden for ægteskab havde i 1700-tallet ligget lavt på landet, men højt i hovedstaden, hvor hvert 4.-5. barn var „uægte”. Andelen af fødsler uden for ægteskab steg kraftigt i perioden. I årene 1840-49 var det i hovedstaden 22 procent af børnene, der fødtes uden for ægteskab, i købstæderne 13 procent og på landet 10 procent.

I København var forholdene uforandrede, men uden for hovedstaden var tallet stigende. Der var forskel på landsdelene, og Vendsyssel og Fyn lå forholdsvis højere end resten af landet. Sognepræsten i Ringe på Fyn beklagede sig i 1826 over de stigende udgifter til fattigvæsenet, særlig til de mange uægtefødte børn.

I sin skildring af de lokale tilstande konstaterede han med beklagelse, at „en sommerfornøjelse, som i de senere år er bleven – kun altfor almindelig – bør jeg for fuldstændigheds skyld ikke forbigå. Det er gadevandring om sommeraftener til ud på natten. Da sværmer den konfirmerede ungdom af begge køn om i måneskinnet, ved hvilket man hist og her opdager et og andet ensomt par.

At den inderligste fortrolighed her er herskende, er lige så let at gætte, som det er uden for al tvivl, at den ikke kan have den bedste indflydelse på sædeligheden. Husbond og madmoder ville søge forgæves at hindre disse nattevandringer, som oftest bliver svaret: Natten er vor egen.”

Væksten i antallet af fødsler uden for ægteskab skete fortrinsvis i de nederste lag af samfundet – og på landet voksede husmands- og daglejerklassen, ligesom byernes arbejderbefolkning tog til i perioden. I de større byer og ikke mindst i København har der været miljøer, hvor seksualnormerne adskilte sig både fra borgerskabets og den mere etablerede bondebefolknings.

Da den unge Ole Kollerød, der siden blev henrettet for mord, kom i lære på en mølle i hovedstaden i 1821, kom han direkte ind i en omgangskreds af arbejdsfolk, svende og tjenestepiger, hvor kriminalitet og prostitution under forskellige former var almindelig. Og hvor man som en selvfølge gik i seng med sin „kæreste”.

Statistikeren A. F. Bergsøe konstaterede nøgternt i 1848, at der i hovedstaden var ca. 300 indskrevne prostituerede, som politiet havde god kontrol med, „hvorimod antallet på dem, som herved søger en bifortjeneste, ikke skal kunne kalkuleres til under 1000”. København talte da omkring 150.000 indbyggere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Samliv og moral i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305868