Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Freden, vaccinen og kartoflerne

Oprindelig forfatter CBjø

Man har brugt udtrykket, at det var freden, vaccinen og kartoflerne, der muliggjorde væksten i den danske befolkning i første halvdel af 1800-tallet. Nu var datidens krige i forhold til vor tids lidet blodige, og med Københavns bombardement i 1807 som en markant undtagelse ramte de ikke civilbefolkningen. De godt 1600 dræbte københavnere i 1807 og de ca. 2000 danske faldne i slaget ved Isted i 1850 påvirkede dødelighedsstatistikken langt mindre end koldfeberens hærgen i årene omkring 1830.

Koppevaccinationerne var et første effektivt skridt mod en af de mange epidemiske sygdomme i tiden. Selv om man stod magtesløs over for mange sygdomme, havde udbygningen af lægevæsenet og etableringen af sygehuse formentlig en vis betydning. For store dele af befolkningen var husråd og stedlige kloge koner eller mænd dog stadig det, man greb til.

Da H. C. Andersens fader lå for døden, blev drengen ikke sendt efter en af byens to læger, men efter en klog kone lidt uden for Odense. Og Chr. Christensen erindrede fra sit rimeligt velstillede gårdmandshjem lidt nord for Slagelse, at man i hans barndom omkring 1850 nødig gav penge ud til læge eller medicin, men klarede sig med lokal hjælp af kloge folk eller smeden, når man skulle årelades.

Annonce

Tilbage er så kartoflerne. Dyrkningen af denne afgrøde tog et stort opsving i de første årtier af 1800-tallet. Fra Vendsyssel berettede L. C. Brinck-Seidelin i 1828, at indførelsen af kartoflen simpelt hen var det nye, der var sket i landbruget i denne del af landet. I Hylke sogn i Østjylland begyndte en ny præst i 1804 at dyrke kartofler, og allerede to år efter kunne han sælge kartofler på torvet i Horsens. Læreren, der ikke havde en egentlig jordlod, tog fat på at dyrke dem i sin have, og på sognets største gård fulgte man præstens eksempel.

I de følgende år bredte kartoffeldyrkningen sig til resten af sognet. Kartoflen indgik efterhånden almindeligt i ernæringen, og i Randers amt mente man, at den i 1821 og 1822 havde bidraget meget til at mindske virkningerne af den ringe kornhøst. Kartoflerne udgjorde da, skrev forfatteren af amtsbeskrivelsen, mange fattiges vigtigste føde. Folk havde endda med godt resultat prøvet at bage brød af en blanding af kartofler og rug.

Man havde fået kartofler som et nyt, meget næringsrigt led i den daglige kost. Og landets produktion af korn steg tillige fra ca. syv mill. tdr. i begyndelsen af 1800-tallet til nær det dobbelte ved midten af århundredet. Udførslen af korn steg ganske vist også, men der blev mere til befolkningens eget forbrug.

Hvor man endnu i 1700-tallets sidste årtier i perioder kunne opleve en regulær mangel på fødevarer, var der i 1800-tallets første halvdel i forhold hertil snarere tale om, at der kunne optræde år med dyrtid og knaphed. Det skete således i 1846-47, da kartoflerne blev syge, og brødkornet gik stærkt op i pris.

Mange sogneforstanderskaber (sogneråd) opkøbte korn til fordeling blandt småkårsfolk, og i Odense gik en komité af borgere sammen for at holde brødpriserne nede ved overenskomst med byens bagere. Men der var forskel på knaphed og på mangel.

Størstedelen af den danske befolkning var ved at komme på afstand af sultegrænsen. En daglejer skulle umiddelbart før år 1800 arbejde ca. 23 dage for at tjene til en tønde rug. I årene 1819-38 kostede en tønde af det vigtige brødkorn ham kun omkring 15 dages arbejde. For arbejdsmænd i landets næststørste by Odense var reallønnen op gennem første halvdel af 1800-tallet stærkt svingende, men den holdt sig på et betydeligt højere niveau efter 1820 end i årene omkring 1800.

I de første folketællingslister fra 1787 og 1801 er børnetallet pr. husstand ret beskedent. Går man til listerne fra de følgende tællinger 1834, 1840, 1845 og 1850, vokser børneflokkene, fordi flere børn overlevede. Børnedødeligheden var dog fortsat høj, og mange sygdomme havde stadig hyppigst dødelig udgang. Men befolkningen havde som helhed større modstandskraft, fordi man var bedre ernæret og ikke oplevede de mangelsituationer, som havde hjemsøgt tidligere generationer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Freden, vaccinen og kartoflerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305869