Otto Joachim Moltke var en af A.G. Moltkes mange sønner, der fik fremtrædende poster i statsstyrel sen eller i militæret. Han blev i 1813 præsident for Tyske Kancelli og dermed den øverste leder af hertugdømmernes anliggender. I denne stilling modsatte han sig med held alle forsøg på at tage forfatningssagen i Holsten op til realitetsbehandling, men begivenhederne i 1830 tvang Moltke til at handle. Han kom til at øve en betydelig indflydelse på udformningen af stænderforordningen, og han opnåede at få de to lande adskilt med hver sin forsamling. På andre områder accepterede han og dermed den danske regering et administrativt fællesskab mellem Slesvig og Holsten. Moltke trak sig i 1842 til bage fra præsidentposten, men han deltog senere i de begyndende drøftelser af forfatningsspørgsmålet for monarkiet.

.

Odense Magistrat meddeler, at stænderforordningen vil blive bekendtgjort på en rådstuesamling. hvor byens borgere kunne give møde. Fyns guvernør, prins Christian Frederik, havde allerede læst forordningen op i en snævrere kreds den 4. juni, og meddelelsen vakte begejstring i byen.

.

Synagogen i Krystalgade i København, opført med G. F. Hetsch som arkitekt 1831-33. Den jødiske menighed i hovedstaden havde indtil da været delt, og man havde holdt gudstjeneste i forskellige private huse. Efter urolighederne i 1819 kom det ikke til større antisemitiske udladninger, men lejlighedsvis kunne uviljen mod jøderne komme til udtryk ved demonstrationer i gaderne og anonyme opslag. Jøderne opnåede valgret til stænderne, men ikke valgbarhed, og debatterne i 1838 viste både i Roskilde og Viborg en betydelig modstand mod en eventuel udstrækkelse af valgbarheden til jøder. Bønder og godsejere var overvejende imod, mens byernes repræsentanter gennemgående var positivt indstillet.

.

I Danske Kancellis arbejde med lovudkastet kom det til en konfrontation mellem Stemann og Ørsted. Den første ønskede den nye institutions vælgergrundlag og opgaver indsnævret mest muligt og grundejendom lagt som basis for valgret og valgbarhed. Fæstebønder burde ikke omfattes heraf.

I modsætning hertil mente A. S. Ørsted og hans meningsfæller, at man skulle stræbe efter at gøre stænderne til det bredest mulige forum for den offentlige mening og for befolkningens interesser, og at man bl.a. derfor skulle sikre embedsmændene og „videnskabeligheden” en særlig repræsentation. Man for holdt sig meget frit til det preussiske forbillede og understregede den danske stats og det danske samfunds særpræg.

I statsrådet blev lovudkastene for henholdsvis kongeriget og hertugdømmerne samarbejdet. Danske Kancellis udkast blev i vid udstrækning redigeret ind efter det, der var fremkommet fra Det slesvig-holstensk-lauenburgske Kancelli. Det var mere kortfattet og henskød den nærmere udarbejdelse af stænderanordningerne til en forsamling af „erfarne mænd”, der skulle udpeges af kongen til at fylde rammerne ud.

Efter behandlingen i statsrådet udstedtes den 28. maj 1831 to anordninger om rådgivende provinsialstænderforsamlinger – en for kongeriget og en for hertugdømmerne. De var i det væsentligste enslydende, idet man dog gav stænderne i Slesvig og Holsten en mere sikret indflydelse på kommunalspørgsmål og fremtidige skattepålæg. Her blev der for kongerigets vedkommende blot stillet en kommende ordning i udsigt.

Men inddelingen i fire forsamlinger – Øerne, Jylland, Slesvig og Holsten – var fastlagt. Anordningerne beskrev i de store træk stænderforsamlingernes opgaver og deres vælgerkorps. De nærmere bestemmelser skulle så – og her fulgte man udkastet fra Det slesvig-holstensk-lauenburgske Kancelli – fastsættes af „oplyste mænd” fra kongeriget, mens de erfarne mænd fra Slesvig og Holsten skulle forhandle om hertugdømmernes forhold.

Den videre behandling af forslaget blev nu henlagt til en stænderkomité bestående af de to kancelliers præsidenter (P. Chr. Stemann og Otto Moltke) og generalprokurører (A. S. Ørsted og J. P. Høpp). Efter knap et års forberedelse kunne hertugdømmernes erfarne mænd mødes den 30. april 1832 og kongerigets oplyste mænd den 10. juli 1832.

Mens de 29 erfarne mænd arbejdede loyalt inden for det foreliggende udkasts rammer, var der større oppositionslyst blandt de 35 oplyste mænd fra kongeriget – til den autoritære Stemanns åbenlyse irritation. Over for ham stod igen A. S. Ørsted, hvis omdømme var i stadig stigen, mens Stemann kom til at stå som den, der af al kraft stemmede imod udviklingen.

Efter fornyet behandling i stænderkomiteen og statsrådet kunne man endelig den 15. maj 1834 udstede fire forordninger – en for hver forsamling – der sammen med anordningerne af maj 1831 blev det retslige grundlag for de rådgivende stænderforsamlinger.

De fire forsamlinger skulle mødes henholdsvis i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe. Østifternes og Holstens stænder skulle mødes på samme tidspunkt, Jyllands og Slesvigs tilsvarende. Vælgerkorpset blev inddelt i tre klasser: grundejerne i købstæderne, godsejerne og de mindre landejendomsbesiddere, dvs. bønderne. I kongeriget fik fæsterne også valgret og valgbarhed.

Kravet til valgbarhed var en grundbesiddelse (eller fæste på en ejendom), der var dobbelt så stor som krævet for at opnå valgret. Fæstere skulle have mindst fem tønder hartkorn for at få valgret, ti tønder for at være valgbare. Selvejere skulle eje fire tønder hartkorn for at blive vælgere og otte tønder for at være valgbare. Kun kristne kunne vælges, men i kongeriget havde jøder valgret, i modsætning til hertugdømmerne.

I Roskilde skulle der møde 70 medlemmer, hvoraf 12 skulle vælges i hovedstaden, 11 i købstæderne, 17 blandt godsejerne og 20 af de mindre landejendomsbesiddere. Kongen valgte to repræsentanter for kirken, en for universitetet og yderligere fire grundejere, og hertil kom endnu tre kongevalgte medlemmer for Island og Færøerne. Forsamlingen i Viborg var kun på 55, hvor 14 valgtes i de jyske købstæder, 12 blandt landsdelens godsejere og 22 af de mindre jordbesiddere, mens de sidste syv var kongevalgte.

I Slesvig, hvor der skulle møde 43, var der seks kongevalgte og en udpeget af besidderen af de hertugelige augustenborgske godser, og i øvrigt: 12 fra købstæderne, fem fra godsejere og 17 valgt af de mindre landbrugere. Hertil kom to repræsentanter for Ærø og Femern. Den holstenske forsamling i Itzehoe havde 47 medlemmer, seks kongevalgte og en, der repræsenterede de fyrstelige hessenske godser, mens købstæderne sendte 15, godsejerne ni og de mindre landejendomsbesiddere 16.

I kongeriget havde 32.000 personer fået valgret eller knap tre procent af befolkningen, og særlig København var ramt af kravet om grundejendom som grundlag. Her kunne kun 1,4 procent af befolkningen deltage i det første stændervalg. Men i forhold til andre europæiske landes stænderordninger var der tale om et ret demokratisk system, der bl.a. ved sin sammensætning forhindrede, at en enkelt af klasserne eller stænderne i forsamlingen kunne majorisere de øvrige.

De rådgivende stænderforsamlinger var kun rådgivende, men der var allerede i 1831 givet løfte om, at alle love vedrørende borgernes personlige rettigheder, ejendomsrettigheder, skatter og andre offentlige byrder skulle forelægges dem til betænkning, og stænderne i hertugdømmerne fik som nævnt tillagt afgørende indflydelse på kommunale anliggender og nye skatter.

Da de endelige forordninger blev udstedt, indberettede den russiske gesandt til Sankt Petersborg, at man var gået frem med „visdomsånd og mådehold”. Regeringen kunne alligevel aldrig tilfredsstille de liberales krav, og heller ikke hertugdømmernes Ridderskab, der pukkede på de nedarvede privilegier.

Preussen anerkendte, at man havde taget dets egen ordning til forbillede, men fandt dog, at der var givet godsejerne for ringe vægt i forsamlingerne. De fremmede gesandter var heller ikke begejstrede for den offentlige debat omkring forsamlingerne. I øvrigt noterede man sig den ligegyldighed, hvormed man i monarkiet reagerede på den endelige udformning.

I København var der dog en mindre kreds af politisk interesserede, der i 1832 og 1833 var mødtes på datoen 28. maj for at markere årsdagen for løftet om stænderforsamlingerne. Det blev i 1834 til særlig festlighed, da man på festbordet nu kunne fremlægge de endelige stænderlove, og man havde ved denne lejlighed indbudt Ørsted og Høpp som æresgæster.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fra reskript til forordning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig