Eugène Delacroix' maleri Barrikade 1830 eller Friheden fører folket fra 1830 er blevet stående i en eftertid som det fremmeste kunstneriske udtryk for Julirevolutionen i Paris. Friheden eller Marianne med attraktivt blottet barm fører trikoloren højt hævet frem over barrikadens faldne, fulgt af en borger, en skjorteklædt arbejdsmand og en stor dreng med pistoler i hænderne. Delacroix slog med dette maleri sit navn fast som den førende skikkelse i fransk romantisk malerkunst. Emnevalg og malerisk udtryksform siger noget om den store indholdsmæssige spredning i det, man under ét har kaldt romantikken. Hvor de franske romantiske malere søgte og skildrede ikke mindst det dramatiske, og tyske malere fra tiden dyrkede det følelsesfulde, er det fortrinsvis den stilfærdige hverdag, romantikkens danske malere dyrkede i deres malerier. J. C. Dahls drama omkring Tryggevælde Å fandt ikke mange efterfølgere i de kommende årtier.

.

Adam Müllers billede af Københavns politidirektør Andreas Kierulff fra 1835 er malet, da Kierulff var en af kongens nærmeste og mest indflydelsesrige rådgivere. Som Københavns politichef var han ansvarlig for statens indre sikkerhed, og hans effektivitet viste sig bl.a. ved aktionen mod dr. Dampe. Han var, som også billedet antyder det, en resolut og dygtig politimand, men som politisk rådgiver viste han både i 1830 og i 1835 ved drøftelserne omkring trykkefrihedsspørgsmålet en moderat og konfliktdæmpende indstilling.

.

Studenterne ved École polytechnique i Paris bragte et nyt element ind i de folkelige rejsningers historie, da de sammen med byens arbejdere og småborgerskab den 27. juli 1830 begyndte at bygge barrikader i den franske hovedstads gader. Den konservative regering havde grebet til indskrænkninger i pressefriheden, og det udløste revolutionen i Paris.

Efter tre dages gadekampe – „Les trois glorieuses” – måtte den regerende konge Charles 10. fortrække, mens hertugen af Orléans, Louis Philippe, lod sig hylde på rådhusets balkon, indsvøbt i trikoloren, symbolet fra revolutionen. Den 7. august valgtes han til franskmændenes konge af deputeretkammeret, og to dage senere aflagde han ed på chartet – den franske forfatning.

Fra Paris spredte bevægelsen sig til det meste af Europa. Knap en måned senere gjorde belgierne oprør mod det hollandske overherredømme i den statsdannelse, der var et af Wienerkongressens resultater.

I september bredte uroen sig til de tyske stater, hvor hertugen af Braunschweig måtte flygte fra landet, og i Kurhessen måtte fyrsten love at indkalde stænderne og senere afgive magten til sin søn. I andre dele af Tyskland var der uroligheder i de større byer, og i Schweiz kom det i flere kantoner til demokratisk farvede revolter. Senere på året nåede den revolutionære bevægelse Italien i syd og Polen i øst.

I Frankrig havde der i juli været et opgør mellem konservative og liberale kræfter, men nu kom også det nationale ind i billedet. Polakkerne rejste sig mod det russiske herredømme, mens „det unge Italien” med Giuseppe Mazzini som bannerfører ville realisere Italiens nationale enhed. I Storbritannien ulmede det i Irland og blandt landarbejderne i Sydengland, og rundt om i Centraleuropa var der bonderejsninger efter en dårlig høst i 1829.

I det danske rige var reaktionerne i første omgang begrænsede. Allerede den 1. august noterede udenrigsministeren, den nu 82-årige Ernst Schimmelmann – den sidste overlevende fra 1780'ernes regeringskreds – at den nye udvikling i Frankrig var baseret på det farlige princip, „at suverænens magt bygger på folkeviljen”.

Den danske gesandt i Paris blev i overensstemmelse med den almindelige udenrigspolitiske linie instrueret om at afvente stormagtsgesandternes udspil med hensyn til anerkendelse af det nye styre. Men myndighederne i Helsingør reagerede ikke, da et par franske skibe i løbet af august lagde ind for at betale Øresundstold med trikoloren vajende i stedet for Charles 10.s liljebanner.

Det gærede lidt i København. Men franskmanden Francois Aubers opera „Den stumme i Portici”, der i Bruxelles havde givet startskuddet til opstanden mod hollænderne, gav her anledning til loyale tilkendegivelser over for Frederik 6. Der blev fundet anonyme opslag med angreb på magthaverne på Garnisons kirkemur den 10. september, og den 13. september var der uro i gaderne i forbindelse med grundstensnedlæggelsen til synagogen i Krystalgade.

Senere på efteråret var det særlig opstanden i Polen, der optog sindene i Danmark, men embedsmanden P. V. Jacobsen kunne sidst i oktober skrive til en bekendt i Ribe, at alt i hovedstaden var „roligt, højtidsfuldt og stille i disse Europas urolige dage”.

Var der roligt i København, mærkede man dog følgerne af Julirevolutionen i danske regeringskredse. Det hidtil hvilende spørgsmål om en stænderforfatning for Holsten i kraft af medlemskabet af Det tyske Forbund blev på ny aktuelt.

De førende tyske magter lod danske diplomater forstå, at en opfyldelse af forbundsaktens § 13 (se også afsnittet En vinter i Wien) måtte anses for det bedste middel til at dæmme op for mere alvorlige politiske bevægelser, selv om man ikke – og da særlig ikke på nuværende tidspunkt – ville lægge pres på den danske regering.

Der var også spørgsmålet om stemningen i hertugdømmerne, og her lod man deputeret i Det slesvig-holstensk-lauenburgske Kancelli, J. P. Høpp, den 18. oktober rejse til Kiel, officielt for at undersøge fattigvæsenets situation efter endnu en dårlig høst, men i virkeligheden for at sondere den politiske atmosfære i Slesvig og Holsten.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Julirevolution og stænderforordninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig