Af de 70 medlemmer, der mødtes i Palæet i Roskilde den 1. oktober 1835, kan omkring de 25 betegnes som konservative. Det var helt overvejende de store jordbesiddere og embedsmænd, herunder de kongevalgte. Nogle af dem sluttede i alt væsentligt op bag regeringens forslag og de synspunkter, som den kongelige kommissarius gav udtryk for.
Men en del af godsejerne, der var loyale tilhængere af det bestående system, kunne dog i landbospørgsmål – der hurtigt kom til at spille en væsentlig rolle – angribe regeringen, så at sige fra højre. Mest fremtrædende var i denne gruppe ejeren af Gjorslev på Stevns, P. B. Scavenius.
Traditionerne fra reformtiden havde en talsmand i lensgreve F. A. Holstein, Holsteinborg. Biskop J. P. Mynster repræsenterede – uden større entusiasme for hele arbejdet i Roskilde i denne vinter – Frederik 6.s loyale embedsstand.
Den halve snes bønder i Roskilde spillede ikke nogen større rolle i forhandlingerne. Men allerede fra den første samling 1835-36 blev debatterne her præget af repræsentanter, der ud fra forskellige udgangspunkter var kritiske over for regeringen og dens politik.
J. C. Drewsen, en af landets få industridrivende, var en meget aktiv skikkelse i stændernes første tid. Han „har ikke altid været til at stole på, men han ejede et stort fond af arbejdskraft, optimisme og bevægelighed”, hedder det i historikeren Hans Jensens beskrivelse af Drewsen som politiker.
Den unge embedsmand Tage Algreen-Ussing var det af medlemmerne i Roskilde, der markerede sig stærkest i 1830'rnes forsamlinger. Hans speciale var statsbudgettet, hvor han med agitatorisk evne igen og igen krævede „offentlighed og orden i rigets finanser”. I landbospørgsmålene videreførte han den bondebeskyttende tradition fra Chr. Colbiørnsens dage.
Det var med tydelig irritation, biskop Mynster i et brev til en åndsfrænde måtte erkende, at Algreen-Ussing ved sin beherskelse af den parlamentariske procedure og ved at smigre bønderne havde langt større indflydelse på forhandlingerne end kommissarius Ørsted.
Andre fremtrædende skikkelser i Roskilde var den praktiskmoderate jurist P. G. Bang og den københavnske handelsverdens talsmand, købmand L. N. Hvidt. Købstædernes interesser blev med stor talelyst hævdet af Helsingørs borgmester, J. A. Stenfeldt.
Trods Mynsters skepsis øvede A. S. Ørsted i kraft af sin store faglige og juridiske kompetence en betydelig indflydelse på arbejdet. Ørsted havde, i tiden fra 1830 til arbejdet tog sin begyndelse i efteråret 1835, ydet en stor indsats for at gøre stænderinstitutionen til et virkeligt, rådgivende organ, der skulle tjene til at formidle befolkningens synspunkter til regeringskontorerne- og den modsatte vej.
Han nød stor popularitet blandt medlemmerne ligesom professor i botanik J. Fr. Schouw, der som præsident havde til opgave at lede, dvs. især begrænse debatterne og i det hele taget give arbejdet i forsamlingen en passende parlamentarisk form, hvad der efter udsagn fra samtiden kunne volde de gennemgående uerfarne folkerepræsentanter vanskeligheder.
Da de jyske stænder mødtes i Viborg 11. april 1836, indtog Ørsted samme plads som i Roskilde, og Schouw valgtes til præsident. Fra regeringen fik man her de samme lovudkast forelagt, og i de store træk var det også de samme sager, medlemmerne rejste. Man kunne imidlertid drage nytte af erfaringerne fra vinterens arbejde i Roskilde.
Her havde den takkeadresse, man ved forsamlingens begyndelse havde tilstillet kongen, og som var konciperet af biskop Mynster, vakt kritik på grund af et alt for underdanigt tonefald. I Viborg fandt man en bedre balance mellem taknemmelighed over stænderinstitutionens tilblivelse og følelsen af eget værd og betydningen af den opgave, man gik ind til.
Forsamlingen var mindre end den i Roskilde, og det sociale præg var jævnere. Godsejerrepræsentanterne i Viborg var af et mere beskedent hartkorn, og det sociale og kulturelle skel mellem „de dannede” og forsamlingens 12-13 bønder (af i alt 55) var ikke så stort som i Østifterne. Herredsfoged J. P. With, der var valgt af de mindre landejendomsbesiddere i 13. distrikt (Horsens-Skanderborg-egnen), var et af de medlemmer, der stærkest prægede forhandlingerne. Bemærkelsesværdigt var det, at en gårdmand Ole Kirk fra Ulfborg fra den første samling gjorde sig gældende både i debatterne i salen og som forslagsstiller.
Et signalement af arbejdet i Viborg gav præsidenten J. Fr. Schouw hen mod slutningen af møderækken i et brev til en professorkollega: „Her i Viborg er kræfterne kun svage især i forhold til den roskildeske forsamling; men her er dog megen sund sans, gode praktiske kundskaber og god vilje, derhos en stor respekt for den roskildeske forsamling, til hvis forhandlinger man vist nok i alt væsentligt vil på det nøjeste slutte sig. En stor lykke var det, at den roskildeske forsamling kom først; thi her havde det været vanskeligt straks at finde den rette tone, og at motivere sine betænkninger og petitioner tilbørligt.”
Få dage efter gav Ørsted i et brev til Københavns politidirektør en næsten tilsvarende vurdering af det arbejde, der nu var ved at nærme sig enden. Han noterede – positivt overrasket – „en bonde ved navn Kierch”, der skrev og talte på fortrinlig måde. Det gjorde han på sømmelig vis, men han var dog tilbøjelig til kritik mod embedsstanden.
Det var ikke alene Ole Kirk, der i Viborg stænder vendte sig mod den lovgivning og administration i hovedstaden, der satte rammer for tilværelsen i Jylland. Man var meget indstillet på at skære ned på statsbudgettet, og godsejer Nyegaard, Stenalt, kunne gøre sig til talsmand for besparelser på forsvarets område med udtryk, der foregreb Viggo Hørups senere „Hvad skal det nytte?” – når det nu samtidig kostede skatteyderne så mange penge.
Også i Viborg var der en konservativ fløj og et (mindre) flertal af medlemmerne, der gennemgående var i opposition til regeringens synspunkter. Men grænserne var ikke her så skarpe som i Roskilde, og flertal-mindretal kunne i højere grad skifte fra sag til sag. Den modstilling af bonde og herremand, der hurtigt satte sit præg på vinterens forhandlinger i Roskilde, blev mere opblødt i Viborg i forårets og forsommerens debatter.
Det var derimod et typisk udtryk for forsamlingens holdning, at man med 42 stemmer imod 7 vedtog at anbefale, at de tre hovedveje, der skulle anlægges i Jylland, ikke blev anlagt med det bekostelige og arbejdskrævende chaussésystem, man havde anvendt siden slutningen af 1700-tallet. Det kunne i Jylland, hvor færdselen var langt mindre, klares med lettere veje på et underlag af ler og grus.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.