Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De fynske vækkelser

Oprindelig forfatter CBjø

„De stærke jyder” bredte sig ikke ud over de få sogne, hvor vækkelsen fra begyndelsen havde fået sine tilhængere. Anderledes forholdt det sig med den bevægelse, der opstod omkring 1820 på Kertemindeegnen på Fyn. Her var der i købstaden en lille kreds af pietistiskherrnhutisk vakte, som Christen Madsen fra Bregnør Mark fik forbindelse med omkring nytår 1819.

Han anskaffede en af de bøger, der blev brugt til at læse op af på møderne – „Den gyldne skatkiste” – og oplevede derefter et religiøst gennembrud, som han altid daterede til den 28. januar – Frederik 6.s fødselsdag.

Med Christen Madsen som den ledende forkynder opstod en vækkelsesbevægelse, der fik mange tilhængere og snart påkaldte sig myndighedernes opmærksomhed. Christen Madsen appellerede i maj 1821 til dronning Marie Sophie Frederikke med en besværing over myndighedernes forfølgelser og en bøn om at blive fri for 1741-plakatens bestemmelser.

Annonce

Resultatet blev imidlertid, at kancelliet pålagde stiftamtmanden på Fyn at rejse tiltale mod „oftbemeldte husmand Christen Madsen”, der fortsatte med at afholde møder trods formaninger fra øvrigheden. 1822 til 1829 kørte der en retssag mod ham og en anden lægprædikant, der endte ved Højesteret.

 Rasmus Sørensens skole i Venslev i det sydvestlige Sjælland. Skolen er opført i 1828 og står omtrent som da Rasmus Sørensen herfra begyndte sin agitationsvirksomhed. Biskop Mynster kunne ikke udstå de præster og skolelærere, der sympatiserede med de vakte. Men hans bedømmelse af Rasmus Sørensens indsats som lærer var ret positiv, da han visiterede her i 1836. „Han er en meget duelig og flittig skolelærer, og katekiserer levende og godt, med mindre skrål, end jeg havde ventet; også forekom slet intet polemisk i hans katekisation. Fremgangen er meget god. Gymnastik, temmelig godt.”

Rasmus Sørensens skole i Venslev i det sydvestlige Sjælland. Skolen er opført i 1828 og står omtrent som da Rasmus Sørensen herfra begyndte sin agitationsvirksomhed. Biskop Mynster kunne ikke udstå de præster og skolelærere, der sympatiserede med de vakte. Men hans bedømmelse af Rasmus Sørensens indsats som lærer var ret positiv, da han visiterede her i 1836. „Han er en meget duelig og flittig skolelærer, og katekiserer levende og godt, med mindre skrål, end jeg havde ventet; også forekom slet intet polemisk i hans katekisation. Fremgangen er meget god. Gymnastik, temmelig godt.”

En fængselsstraf, som første instans havde idømt de to mænd, bortfaldt, men de skulle betale klækkelige bøder. Da var Christen Madsen imidlertid forinden afgået ved døden i begyndelsen af 1829.

Fra det nordøstlige Fyn havde vækkelsen bredt sig til det meste af øen. Der blev dannet vakte kredse på Vestfyn, og i Skårup nord for Svendborg kom den vakte husmand og spillemand Johan Nielsen, Skårupøre, i konflikt med den myndige sognepræst, P. A. Wedel, en af rationalismens mest skolerette præsteskikkelser.

I 1830'rne var der forsamlinger overalt på Fyn, og der blev dannet kredse på Ærø og Langeland. I 1834 skønnede myndighederne, at der var 16 – senere 20 – lægprædikanter, der arrangerede forsamlinger og ofte rejste fra egn til egn. Omkring 1840 var særlig Langeland stærkt præget af vækkelserne, og ikke mindre end 20 tilrejsende lægfolk forkyndte vækkelsens budskab.

Fra Fyn bredte de gudelige vækkelser sig til det øvrige land. Peter Larsen Skræppenborg havde som ung karl giftet sig til en god ejendom i Brylle nær Odense, som han drev med stor dygtighed trods landbrugskrisen. Han var påvirket fra Christiansfeld og fra Kertemindevækkelsen og begyndte nu at optræde som prædikant og udgiver af den særlige vækkelseslitteratur.

Hans arbejdsfelt blev især Jylland, hvor han vandt meningsfæller i de egne, hvor de herrnhutiske „emissærer” havde haft kontakter – Vejle amt, den nordlige del af Vestjylland og Mors. I 1841 købte han den store gård Donsgård nord for Kolding, der blev et centrum for bevægelsens aktiviteter. Peter Larsen Skræppenborg var i 1820'rne blevet grebet af Grundtvigs kristendomsopfattelse, hvad der kom til at præge hans forkyndelse (se afsnittet Grundtvigianerne).

Rasmus Ottesen var væversøn fra Allerup ved Odense og var i 1820'rne blevet vakt og fremtrådte som prædikant. Han var meget veltalende, men skabte også uvilje hos mange, og han blev ved flere lejligheder overfaldet af ikke-vakte. I 1829 fæstede han en gård under Holsteinborg, hvis besidder F. A. Holstein så med sympati på vækkelserne, og han fik stor betydning for den gudelige forsamlingsbevægelse, der i 1830'rne fik fodfæste i det sydvestlige Sjælland.

 Den religiøse polemik var dengang som senere ganske barsk. I Tidsaanden nr. 1 fra 1831 bragtes denne illustration til et smædedigt om Lindberg og hans forsamlinger. Scenen skal være kalkbrænderiet umiddelbart nord for København, hvor forsamlingerne afholdtes, og stående på kalktønden ses Lindberg selv. Bag ham vrider Grundtvig sig med et sammenbidt ansigtsudtryk, mens A. G. Rudelbach understøtter en tavle med den katolske inkvisitions symboler. Det er ikke noget flatterende indtryk af de vakte og deres ledere, M. Brünnich her giver, men tegningen afspejler holdningen mange steder i gejstligheden.

Den religiøse polemik var dengang som senere ganske barsk. I Tidsaanden nr. 1 fra 1831 bragtes denne illustration til et smædedigt om Lindberg og hans forsamlinger. Scenen skal være kalkbrænderiet umiddelbart nord for København, hvor forsamlingerne afholdtes, og stående på kalktønden ses Lindberg selv. Bag ham vrider Grundtvig sig med et sammenbidt ansigtsudtryk, mens A. G. Rudelbach understøtter en tavle med den katolske inkvisitions symboler. Det er ikke noget flatterende indtryk af de vakte og deres ledere, M. Brünnich her giver, men tegningen afspejler holdningen mange steder i gejstligheden.

En vigtig rolle i den sjællandske vækkelsesbevægelse spillede fra 1833 skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev. Han blev bevægelsens lokale organisator og vendte sig med betydelig skarphed mod præsterne og hele den statskirkelige ordning. Hvor de fleste vakte og deres talsmænd blot ønskede ret til frit at samles i deres egne kredse, fik bevægelsen med Rasmus Sørensens fremtræden et mere udpræget kirkepolitisk sigte, hvor en omdannelse af kirkens forfatning kom til at stå som en naturlig konsekvens.

1830'rne blev de gudelige vækkelsers gennembrudstid. Selv om der var tydelige geografiske centre for vækkelserne, var få egne af landet helt uberørte af dem. Også i København var der med baggrund i det herrnhutiske societet en stigende religiøs aktivitet blandt lægfolk, der fik tilslutning fra enkelte præster og unge teologer.

Der blev i løbet af 1830'rne indgivet en række adresser om religiøse anliggender til stænderforsamlingerne. I 1834 androg således omkring 500 af de vakte om ret til frit at vælge præster, og året efter var der 400 underskrifter på en ansøgning, der bad om at måtte beholde Erik Pontoppidans gamle katekismus fra 1738.

En vigtig skikkelse blev præsten J. C. Lindberg, der i 1820'rne var trådt frem sammen med Grundtvig og andre i opposition til den endnu herskende rationalisme. Højtbegavet og stridbar fik han bragt sig selv på kant med den kirkelige verden, hvor han bl.a. med ildhu forfulgte de ikke få præster, der „forbedrede” gudstjenesteritualerne.

Lindberg begyndte selv omkring 1830 at holde gudelige forsamlinger i sit hjem, og i 1830'rne blev han bindeleddet mellem de vakte lægfolk ude i landet og de teologiske kredse, der på nogle, men langtfra alle områder delte deres opfattelser. Lindberg udgav fra 1833 Den nordiske Kirketidende, og i de følgende år udfoldede han en omfattende rejsevirksomhed, hvor han knyttede kontakter til vækkelsens folk.

 Rasmus Ottesen kom fra Fyn, hvor han var blevet vakt, til grevskabet Holsteinborg, hvor han fik en gård i fæste i 1829. Han blev et vigtigt bindeled mellem den fynske og den sjællandske vækkelse og ligeledes mellem de vakte kredse og J.C. Lindberg. Politisk udtalte han sig i 1840 mod ønskerne om en fri forfatning. Som så mange almuefolk så han den enevældige konge som beskytteren og håndhæveren af retfærdighed.

Rasmus Ottesen kom fra Fyn, hvor han var blevet vakt, til grevskabet Holsteinborg, hvor han fik en gård i fæste i 1829. Han blev et vigtigt bindeled mellem den fynske og den sjællandske vækkelse og ligeledes mellem de vakte kredse og J.C. Lindberg. Politisk udtalte han sig i 1840 mod ønskerne om en fri forfatning. Som så mange almuefolk så han den enevældige konge som beskytteren og håndhæveren af retfærdighed.

Den gudelige forsamlingsbevægelse var i 1830'rne blevet til en kirkepolitisk magtfaktor. De konservative gejstlige som J. P. Mynster tog afstand fra den, og Mynster kunne med ubehag notere under sine visitatsrejser, at han befandt sig i „det hellige land”, egnen mellem Korsør og Næstved. Der var til gengæld unge teologer, der var tiltrukket af mulighederne for at virke blandt de vakte lægfolk. Præsteparret Frederik og Eline Boisen kom således med store forventninger til Skørpinge syd for Slagelse i 1837.

Mødet med de vakte og med lægprædikanterne i dagligdagen var dog ikke uden negative oplevelser, men Eline Boisen måtte erkende Rasmus Ottesens gaver som forkynder: „Rasmus Ottesen var mærkværdig begavet og holdt mange gange nogle glimrende foredrag, der forbavsede mig aldeles – skønt de ikke var opbyggede; han talte allerførst om det billede, der senere er bleven så brugt – Jesusbarnet i vort hjerte, som blev krybben – og de klude han var svøbt i – blev sakramenterne; – ordene væltede frem – han var rigtignok næsten udenfor legemet; thi en anden kunne godt tørre ham i ansigtet, uden at han holdt op at tale.”

De gudelige vækkelser var helt overvejende en bevægelse i bondebefolkningen. Der var vakte fra alle lag af almuen, men nok en tendens til, at håndværkere og husmænd var stærkt repræsenterede, ikke mindst som prædikanter og lokale ledere. Eline Boisen noterede fra Skørpinge, at det gennemgående ikke var sognets bedst stillede bønder, der var „hellige”.

På Sjælland synes vækkelserne særlig at have fået fat blandt småkårsfolk, mens de tidlige fynske forsamlinger på Kertemindeegnen derimod i høj grad byggede på gårdmandsbefolkningen. I Jylland var det i stort omfang mænd og kvinder fra gårdene, der i 1830'rne satte deres navne under andragenderne til stænderne.

Det er bemærkelsesværdigt, at både mænd og kvinder træder frem i forsamlingslivet. Det var ganske vist mænd, der forkyndte, men fru Boisen får understreget kvindernes aktive deltagelse således: „Kendemærket på en kristen var det, om vedkommende trodsede alle hindringer, mænd, forældre og hvem ellers, der ville holde dem fra at høre ordet i forsamlingerne …”

 „På et besøg i en af Fyns stæder, søger Sophie at omvende nogle præster til kristendommen” – det er Fritz Jürgensens kommentar til tegningen af den unge bondepige, der fuld af kristelig iver har givet sig i lag med tre gejstlige. Det stødte an, at kvinder talte og forkyndte i de gudelige forsamlinger. Fritz Jürgensen får ydermere ved sin ledsagende tekst ironiseret over de vaktes religiøse selvbevidsthed, der i lige linie førte videre til Indre Missions anklager mod „vantro” præster. Men hvor er Fritz Jürgensens sympati egentlig i denne scene?

„På et besøg i en af Fyns stæder, søger Sophie at omvende nogle præster til kristendommen” – det er Fritz Jürgensens kommentar til tegningen af den unge bondepige, der fuld af kristelig iver har givet sig i lag med tre gejstlige. Det stødte an, at kvinder talte og forkyndte i de gudelige forsamlinger. Fritz Jürgensen får ydermere ved sin ledsagende tekst ironiseret over de vaktes religiøse selvbevidsthed, der i lige linie førte videre til Indre Missions anklager mod „vantro” præster. Men hvor er Fritz Jürgensens sympati egentlig i denne scene?

Det var i meget stort tal de unge, der mødte frem ved forsamlingerne, og karle og piger udgør en stor del af underskriverne på de nævnte adresser. Det kan ikke overraske, da vækkelsesbudskabet repræsenterede noget nyt og anderledes på et af tilværelsens allervigtigste områder og derfor naturligt især blev modtaget af den unge generation.

Vækkelserne var ikke sociale eller politiske i den forstand, at de direkte indeholdt krav om samfundsforandringer. Men ikke mindst den udprægede frontstilling mod gejstligheden, der kom ind i Rasmus Sørensens og andres faktiske optræden i 1830'rne, havde farve af de spændinger mellem „almue” og „dannelse”, der gennemtrængte hele samfundet i 1800-tallets første halvdel.

Det var en ny selvbevidsthed, der kom til udtryk, når de vakte trodsede præster og verdslige myndigheder og opfattede sig som ligeberettigede til at tage stilling til de afgørende spørgsmål om liv og salighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: De fynske vækkelser i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305939