Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

"... mere farlig ved sin ånd og tendens ..."

Oprindelig forfatter Redaktionen

I 1835 måtte regeringen i en række situationer træde op mod bestræbelser, der syntes at rokke ved det bestående politiske og ideologiske system. Det var også tilfældet, da Danske Kancelli den 12. december samme år i et cirkulære indskærpede gejstlige og verdslige embedsmænd, at den såkaldte konventikelplakat af 13. januar 1741 nøje skulle overholdes.

Plakaten forbød ikke direkte lægfolk at samles i religiøst øjemed, men den stedlige præst skulle være underrettet herom, og mødet eller forsamlingen skulle helst foregå under hans ledelse.

Det var tidligere blevet gentaget i 1821, men nu havde den religiøse lægmandsbevægelse taget et sådant opsving og vundet en sådan udbredelse, at det atter var nødvendigt. Betænkeligt var det videre, at der var så mange lægprædikanter, der vandrede fra sted til sted og således bidrog til at udbrede det, der senere er blevet betegnet „de gudelige vækkelser”.

Annonce

Rent umiddelbart skulle denne religiøse aktivitet ikke forekomme at være nogen trussel. Det var tværtimod ofte de vakte, der blev drillet af den ikke-vakte befolkning, når de mødtes!

Skolelærer Niels Larsen, Højby på Fyn, berettede til øens guvernør, prins Christian Frederik, om en typisk forsamling, han på sognepræstens vegne havde overværet i marts måned 1830. Hos skrædder Anders Madsen i Højby var der en søndag eftermiddag samlet henved 30 personer unge og gamle, mænd og kvinder mellem hinanden.

 Christen Dalsgaards tegning af en gudelig forsamling er fra 1861, men intet væsentligt er forskelligt fra det indtryk, man får af beskrivelserne af de vaktes sammenkomster i 1830'rne. Deltagerne er bønder af begge køn og alle aldre – kun i billedets baggrund ser man en mand i frakke og med hvidt, højt halsbind, den såkaldte „fadermorder”. Han er formentlig lærer, af hvilke adskillige var aktive i de gudelige bevægelser.

Christen Dalsgaards tegning af en gudelig forsamling er fra 1861, men intet væsentligt er forskelligt fra det indtryk, man får af beskrivelserne af de vaktes sammenkomster i 1830'rne. Deltagerne er bønder af begge køn og alle aldre – kun i billedets baggrund ser man en mand i frakke og med hvidt, højt halsbind, den såkaldte „fadermorder”. Han er formentlig lærer, af hvilke adskillige var aktive i de gudelige bevægelser.

De begyndte med at synge et par af Brorsons salmer, og så blev der læst en af Luthers prædikener i dansk oversættelse. Man sang atter en salme, og nu satte den mand, der havde læst op, sig for bordenden sammen med en smedesvend fra et nabosogn, Davinde.

Smeden talte – uden manuskript – om forsoningen ved Frelseren og om troen, der kunne udrette alt. Vi var alle syndere og havde fortjent Guds retfærdige straf, men vi må ikke fortvivle, for Frelseren havde lidt for os på korset, og ved en dråbe af hans blod kunne vore sjæle renses. Efter at smeden havde sluttet, sang forsamlingen endnu en salme, og man skiltes så, omtrent da mørket begyndte at falde på.

Lærer Larsen beskrev Anders Madsen som et redeligt og retskaffent menneske, der ikke missionerede, når han arbejdede rundt om på gårdene. Men han havde sine gudelige skrifter med sig, som han læste i, når det var blevet for mørkt til at sy.

Derimod var to af hans svende meget ivrige for at hverve proselytter, og det var sket, at man havde måttet true dem til ikke at forkynde, når de opholdt sig hos folk for at sy. Anders Madsen havde tidligere anset det for en stor synd at arbejde om søndagen, men efter at han havde fået en familie at forsørge, tog han det ikke mere så nøje.

Husmand, tømrer og træskomand Christen Madsen, Bregnør mellem Odense og Kerteminde, forfattede i februar 1822 en trosbekendelse i otte afsnit, hvor det sjette rummede det centrale i hans og de vaktes kristendomsforståelse. Gud kaldte på alle til omvendelse fra synden. De stolte afviste ham og blev på fortabelsens vej.

 Titelbladet på Peder Laurssens skrift viser bondens ydmyghed over at træde frem som forfatter og på samme tid den vaktes bevidsthed om at være på den eneste rette vej. Peder Laurssen fra Rårup sogn mellem Horsens og Vejle var den ledende skikkelse i de vaktes kamp mod den nye Evangelisk-kristelig Psalmebog og biskop N. E. Balles Katekismus. Peder Laurssen daterede sin vækkelse til 1789, da bønderne på hans hjemegn protesterede kraftigt mod hoveri og godsejerstyre.

Titelbladet på Peder Laurssens skrift viser bondens ydmyghed over at træde frem som forfatter og på samme tid den vaktes bevidsthed om at være på den eneste rette vej. Peder Laurssen fra Rårup sogn mellem Horsens og Vejle var den ledende skikkelse i de vaktes kamp mod den nye Evangelisk-kristelig Psalmebog og biskop N. E. Balles Katekismus. Peder Laurssen daterede sin vækkelse til 1789, da bønderne på hans hjemegn protesterede kraftigt mod hoveri og godsejerstyre.

Men de enfoldige, der sukkede efter Gud og Helligånden, fik evangeliet åbenbaret. De blev til nye mennesker, til medlemmer af Kristi kirke og af de helliges samfund. De ville ikke længere vide af denne verden, men holde sig til den herre, som Jesus Kristus befaler.

Både Christen Madsens og Davinde-smedens opfattelse af kernen i kristendommen kunne have mindelser om det personligt religiøse gennembrud, den unge J. P. Mynster oplevede i 1803, og som i det følgende halve århundrede blev grundlag for hans indflydelsesrige forkyndelse og virke i kirken.

Men Anders Madsens forsamling var under opsyn, og Christen Madsens trosbekendelse var forfattet i arresten i Odense, hvor han og en anden af de vakte var indsat, fordi de trods forbud vedblev at afholde forsamlinger „hver dag fra morgen til aften, snart på et, snart på et andet sted”.

Det farlige og for samfundsordenen belastende ved de gudelige vækkelser var ikke i første række deres religiøse indhold og den forkyndelse, de rummede. Det var ikke, som præsten Jens Paludan-Müller i Kerteminde formulerede det over for biskop Plum i 1821, de „nuhavende meninger”, der var betænkelige. Det var „ånden og tendensen”. De gudelige vækkelser var en trussel mod staten, fordi de i deres hele fremtrædelse var en trussel mod statskirken.

Det var statskirkens præster, der var religionslærerne (se afsnittet Kirken, skolen og dannelsen) – ikke ukaldede lægfolk, ofte af beskeden social herkomst som de her nævnte fynske landhåndværkere. Det var oftest vanskeligt at sige de vakte noget på i borgerlig henseende, og deres møder og forsamlinger beskæftigede sig ikke med verdslige, endsige politiske spørgsmål. De vakte var jo ikke længere verdens børn.

De gudelige vækkelser i 1800-tallets begyndelse rokkede ved en del af den officielle samfundsorden, og derfor måtte ordenens repræsentanter, de gejstlige og verdslige myndigheder, bekæmpe dem, netop fordi de var myndighederne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
"... mere farlig ved sin ånd og tendens ..." i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305937