Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Uwe Jens Lornsen og Ueber das Verfassungswerk

Oprindelig forfatter CBjø

Med samme dampskib som Høpp fra København til Kiel rejste den nyudnævnte landfoged på Sild, hidtil kontorchef i samme regeringskontor, Uwe Jens Lornsen. Han kom fra en anset frisisk søfarerslægt og var født 1793 på den ø, hvor han nu skulle tiltræde sit nye embede. Efter en studietid, bl.a. i Jena, hvor han mødte den stærkt nationale „Burschenschaft” med dens friheds- og enhedskrav, gjorde Lornsen hurtigt smuk karriere i Det slesvig-holstensk-lauenburgske Kancelli.

Men i 1830 valgte han landfogedembedet på sin fødeø – dels af personlige, helbredsmæssige årsager, dels ud fra en endnu uafklaret opposition mod det bestående system.

Ankommet til Kiel blev han draget ind i politiske drøftelser, der var intensiveret efter begivenhederne i Frankrig og af forhandlingerne i forbundsdagen. Lornsen blev hurtigt centrum i en kreds af politisk interesserede, knyttede kontakter i begge hertugdømmer og udsendte endelig den 5. november pjecen Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein.

Annonce

Pjecen var kun på 12 sider, men heri gør Lornsen sig til talsmand for, at der indkaldes til en forfatningsgivende forsamling for hertugdømmerne. Baggrunden var finansforvaltningens uigennemskuelighed og det almindelige behov for reformer. For denne forsamling skulle kongen forelægge et udkast til en forfatning som den norske, men med absolut veto for kongen.

 Forsiden af Uwe Jens Lornsens Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein. Ved den fængselsstraf, der overgik Lornsen efter pjecens udsendelse, og hans tidlige, tragiske død for egen hånd kom han til at stå som martyr for den senere slesvig-holstenske bevægelse.

Forsiden af Uwe Jens Lornsens Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein. Ved den fængselsstraf, der overgik Lornsen efter pjecens udsendelse, og hans tidlige, tragiske død for egen hånd kom han til at stå som martyr for den senere slesvig-holstenske bevægelse.

Styrelsen af de to hertugdømmer skulle flyttes til Kiel, hvor der skulle skabes en fælles højesteret, men opretholdes to separate regeringskollegier. I Kiel skulle der også oprettes et statsråd, af hvilket to medlemmer skulle opholde sig i København og være til stede, når sager vedrørende hertugdømmerne var til behandling. Og kongen burde om vinteren residere i Slesvig på Gottorp Slot.

Lornsens skrift, der synes inspireret af den svensk-norske union, vakte opsigt, men ikke ubetinget tilslutning. Det indflydelsesrige Ridderskab afviste således hans liberale ideer, men der fulgte en strøm af flyveskrifter for og imod hans synspunkter. Da Lornsen erklærede at ville fortsætte sin politiske virksomhed efter sin indtræden i landfogedembedet, gav regeringen den 16. november ordre til hans arrestation, samtidig med at det blev proklameret, at kongen ville „træffe enhver for det heles vel passende foranstaltning”, når tiden var inde.

Uwe Jens Lornsen blev fængslet og dømt til at miste sit embede samt udstå et års fæstningsarrest. Lornsen benyttede fæstningstiden til at studere hertugdømmernes politisk-historiske forhold, men efter løsladelsen forlod han landet og rejste til Brasilien, tydeligt nedslidt af depressioner. Efter nogle år vendte han tilbage til Europa og slog sig ned i Schweiz, hvor han i 1838 tog sit eget liv.

Uskadeliggørelsen af Lornsen tilfredsstillede Frederik 6. og hans nærmeste rådgivere, der også fra Høpp og andre embedsmænd modtog beroligende efterretninger. Men udviklingen var alligevel sat i skred. Mod slutningen af året 1830 var de ledende kredse stemt for, at tiden nu var inde til at løse spørgsmålet om en stænderforfatning for Holsten.

Man fastholdt – i modsætning til Lornsen – adskillelsen mellem de to hertugdømmer, men skulle fiolsten have en stænderforsamling, måtte man også indføre en sådan i Slesvig. Og i medfør af enevældens almindelige princip om lige vilkår måtte konsekvensen også være indførelse af stænderforsamlinger i kongeriget. I en betænkning dateret 15. december trak den ledende statsminister, J. S. Møsting, situationen op således:

"Dersom jeg nu tør forudsætte, at den af Deres kongelige Majestæts frie vilje afhængige stænderforsamling, som Deres kongelige Majestæt vil give hertugdømmet Holsten, bliver indrettet således, som den er i flere tyske stater og navnligen i de preussiske, så tillader jeg mig den allerunderdanigste formening, at en sådan provinciel forfatning, i medfør af Deres kongelige Majestæts mundtligen ytrede højstegne beslutning, meget vel kan og ved sin gavnlighed fortjener tillige at loves og successive at indføres ikke blot i hertugdømmet Holsten, men endog i hertugdømmet Slesvig og i samtlige Danmarks riges provinser."

 Kiel tegnet af Ole J. Rawert i 1822. Embedsmanden Rawert berejste i årene omkring 1820 monarkiet for at undersøge de industrielle og økonomiske forhold i de forskellige dele. Han benyttede lejligheden til at tegne omkring 1400 billeder af byer og egne, der nu opbevares samlet i Det kongelige Bibliotek. Kiel var med sine knap 10.000 indbyggere i 1835 ikke den største by i hertugdømmerne, men den blev det andet politiske og ideologiske centrum i monarkiet. Den vigtigste enkeltinstitution her var universitetet, som havde omkring 200 studerende. I modsætning til København indgik Kiel i den tyske tradition, hvor de studerende tilbragte deres studietid ved forskellige universiteter. Rawerts tegning viser til venstre slottet, der var kongens normale opholdssted, når han opholdt sig i hertugdømmerne. Også det bidrog til at give byen en status, der rummede en slags konkurrence med København. Til højre Nikolaj Kirke, der ligesom slottet blev stærkt ødelagt under 2. verdenskrig.

Kiel tegnet af Ole J. Rawert i 1822. Embedsmanden Rawert berejste i årene omkring 1820 monarkiet for at undersøge de industrielle og økonomiske forhold i de forskellige dele. Han benyttede lejligheden til at tegne omkring 1400 billeder af byer og egne, der nu opbevares samlet i Det kongelige Bibliotek. Kiel var med sine knap 10.000 indbyggere i 1835 ikke den største by i hertugdømmerne, men den blev det andet politiske og ideologiske centrum i monarkiet. Den vigtigste enkeltinstitution her var universitetet, som havde omkring 200 studerende. I modsætning til København indgik Kiel i den tyske tradition, hvor de studerende tilbragte deres studietid ved forskellige universiteter. Rawerts tegning viser til venstre slottet, der var kongens normale opholdssted, når han opholdt sig i hertugdømmerne. Også det bidrog til at give byen en status, der rummede en slags konkurrence med København. Til højre Nikolaj Kirke, der ligesom slottet blev stærkt ødelagt under 2. verdenskrig.

Det afgørende skridt var taget – efter Møstings bemærkninger at dømme med Frederik 6.s udtrykkelige tilslutning – og kort efter nytår tilgik der de to centrale regeringskontorer, Danske Kancelli og Det slesvig-holstensk-lauenburgske, to overensstemmende reskripter, der pålagde dem at udarbejde udkast til en lov om rådgivende stænder. I ordren til Det slesvig-holstensk-lauenburgske Kancelli hed det direkte, at den preussiske stænderordning fra 1823 skulle tages til forbillede, at der skulle være tale om to adskilte forsamlinger, og at Ridderskabets stilling ikke skulle anfægtes.

I de to hertugdømmer skulle retsplejen adskilles fra forvaltningen, og der skulle oprettes en for alle tre hertugdømmer fælles overappellationsret – krav som også optrådte i Lornsens skrift. Reskriptet til Danske Kancelli opererede med en mere åben situation, og det hedder heri, at man skulle kun tage Preussen til model i det omfang, det var formålstjenligt.

Da reskripterne blev kendt, var reaktionerne positive. Studenterne rykkede ud for at hylde Frederik 6. og traf ham mellem 11 og 12 om aftenen på Amalienborg Slotsplads – antagelig på vej hjem fra fru Dannemand – hvor man råbte hurra og blev landsfaderligt takket. Næste aften blev byen illumineret. Ude i landet var man mere forbeholden, og i Holsten skal man have modtaget reskriptets indhold med kølighed.

Der var dog også dem, der hilste udviklingen velkommen. Stiftamtmand Schønheyder i Viborg mente i et brev til deputeret i Rentekammeret, Jonas Collin, at der var mange spørgsmål for de kommende stænder at tage fat på: brændevinsbrændingen på landet og „det hele købstadsvæsen” med dets privilegier, der var til skade for landbruget.

Kort efter skete der forandringer i den øverste statsstyrelse. Ernst Schimmelmann døde 9. februar 1831, og som hans efterfølger på udenrigsministerposten udnævntes gesandten i Stockholm, Hans Krabbe, som i sin nye stilling antog navnet Krabbe-Carisius. Møsting trådte tilbage som finansminister og afløstes af lensgreve Adam Wilhelm Moltke, en af landets største godsbesiddere.

I statsrådet, hvor Møsting beholdt sin plads, indtrådte den gamle admiral Steen A. Bille og Conrad Rantzau-Breitenburg – den sidste utvivlsomt med særligt henblik på Holsten – og tronfølgeren, Christian Frederik. Ingen af disse udnævnelser signalerede dog noget politisk systemskifte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Uwe Jens Lornsen og Ueber das Verfassungswerk i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305926