• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ingen fest for stavnsbåndets ophævelse

Oprindelig forfatter Redaktionen

Den 28. maj 1838 androg sognefoged og lægdsmand Søren Pedersen, Kongens Lyngby, på egne og sognemænds vegne om, at der den førstkommende 20. juni måtte blive afholdt højtideligheder i alle landets kirker til minde om, at stavnsbåndet var blevet ophævet for 50 år siden: „til en taknemmelig erindring om alle de velgørende frugter, bemeldte vise anordning har forskaffet landets samtlige beboere”. Således havde man to år forinden markeret 300-året for reformationens indførelse.

Men Danske Kancelli meddelte den 5. juni, at Hans Majestæt ikke ønskede, at der skulle finde offentlige højtideligheder sted i denne anledning, ganske som han i 1834 havde afslået det i anledning af, at han var tiltrådt regeringen 50 år tidligere.

Kancelliet havde dog ikke forbudt private markeringer af årsdagen, og sammen med forhenværende sognefoged Rasmus Christensen, Utterslev, indbød Søren Pedersen til en fest på Bellevue nord for København. Der deltog henved 150 personer i festen – halvdelen bønder og landmænd og lige så mange københavnere. Der blev bragt hilsener, sunget sange og holdt taler i forbindelse med udbringeisen af skåler, ikke mindre end 15.

Annonce

Aftenen på Bellevue kom til at forme sig som en politisk manifestation. Anledningen var et jubilæum, og man hyldede den nu 70-årige monark, der som ung havde løst bondens lænker, og de mænd, der havde bistået ham i frigørelsesværket. Men de aktuelle krav til den politiske og sociale udvikling fik en fremtrædende plads.

 Stavnsbåndet ophæves – to forarbejder og det endelige billede af C.W. Eckersberg. C.F. Hansens Christiansborg stod færdigt i det ydre i 1822. Derefter tog man fat på den indre udsmykning, der blev lagt i hænderne på tidens førende danske kunstnere. Eckersberg skulle levere en række historiemalerier med scener fra den oldenborgske kongeslægts fortid. Han blev færdig med en serie med motiver fra den ældre tid i 1828, men derefter blev det overdraget til Eckersberg at skildre nogle emner fra nyere tid, herunder stavnsbåndets løsning. Opgaven voldte vanskeligheder, og det færdige resultat blev ikke rigtig vellykket. Eckersbergs styrke var skildringen af lyset, havet, skibene og skildringen af det enkelte menneske – ikke de historiske scenerier. De blev stive og uden personlig karakteristik. Hertil kom så indblanding udefra. Ingen af Eckersbergs to første udkast blev godkendt. Man kritiserede tegningerne for, at det var uklart, om bønderne kom for at takke eller klage. Og udkastene var ukorrekte, da de viste bønder i selve tronsalen, hvilket var en utænkelig situation. Det sluttelige resultat blev det kendte billede af bønderne ved Frihedsstøtten, der takker Christian 7. (se billede herunder). Det er ikke noget godt maleri. Kronprinsen sidder alt for stift på sin hest, og bønderne er dukker. Frihedsstøtten er blevet alt for høj, mens Frue Kirkes spir til gengæld er trykket sammen.

Stavnsbåndet ophæves – to forarbejder og det endelige billede af C.W. Eckersberg. C.F. Hansens Christiansborg stod færdigt i det ydre i 1822. Derefter tog man fat på den indre udsmykning, der blev lagt i hænderne på tidens førende danske kunstnere. Eckersberg skulle levere en række historiemalerier med scener fra den oldenborgske kongeslægts fortid. Han blev færdig med en serie med motiver fra den ældre tid i 1828, men derefter blev det overdraget til Eckersberg at skildre nogle emner fra nyere tid, herunder stavnsbåndets løsning. Opgaven voldte vanskeligheder, og det færdige resultat blev ikke rigtig vellykket. Eckersbergs styrke var skildringen af lyset, havet, skibene og skildringen af det enkelte menneske – ikke de historiske scenerier. De blev stive og uden personlig karakteristik. Hertil kom så indblanding udefra. Ingen af Eckersbergs to første udkast blev godkendt. Man kritiserede tegningerne for, at det var uklart, om bønderne kom for at takke eller klage. Og udkastene var ukorrekte, da de viste bønder i selve tronsalen, hvilket var en utænkelig situation. Det sluttelige resultat blev det kendte billede af bønderne ved Frihedsstøtten, der takker Christian 7. (se billede herunder). Det er ikke noget godt maleri. Kronprinsen sidder alt for stift på sin hest, og bønderne er dukker. Frihedsstøtten er blevet alt for høj, mens Frue Kirkes spir til gengæld er trykket sammen.

Nogle af bønderne formulerede standens ønsker i forbindelse med stænderforsamlingerne, og husmand Peder Jensen, Viby Mark ved Århus, fik erindret festdeltagerne om husmændenes kår. De burde kunne leve af deres lodder, bl.a. ved at fritages for hoveri og ved at pløje med køer frem for at leje trækkraft til dyr betaling.

Fra københavnernes side talte bl.a. Frederik Barfod, der udbragte en skål for det frie og frimodige ord. Det var lempelsen af censuren, der i forrige århundrede havde startet den oplysningsbevægelse, som førte til landboreformerne og stavnsbåndets ophævelse. T. Algreen-Ussing talte for bondestandens ligestilling med de øvrige befolkningsgrupper.

Uligheden kom til udtryk i tiltaleformerne, for mens man sagde „De” til alle andre, så måtte bønderne tåle et „du”: „Hvad i al verden berettigede fuldmægtigen hos amtmanden, eller kontorbetjeningen på amtstuen, eller enhver stumpskødet skriverdreng hos herredsfogeden på sådan måde at tiltale den frie odelsbårne bonde?”

Den 10. skål blev udbragt af cand. jur. Orla Lehmann, der efter at have været en kort tur omkring historien nåede frem til at proklamere et nyt landboreformprogram. Det omfattede indførelsen af almindelig værnepligt, afskaffelse af hoveriet, indskrænkning i jagtretten, afløsning af naturaltienden, men først og fremmest fuld og uindskrænket selvejendom for alle – gårdmænd som husmænd.

Ifølge Orla Lehmann var godsejerne ikke i besiddelse af den fulde ejendomsret til fæstegodset. De var, som lovgivningen gav mange eksempler på, meget indskrænkede i deres dispositionsret. Så fæstejorden tilhørte allerede bondestanden – ikke de nuværende fæstere, men standen som samlet historisk og juridisk størrelse. Det var nu blot opgaven at fordele denne jord og erstatte de herskabelige ydelser som indfæstning og landgilde med en fast prioritet, hvoraf bønderne skulle svare renter i fremtiden.

Stavnsbåndet ophæves; billede af C. W. Eckersberg. Bønder ved Frihedsstøtten takker Christian 7. Det er ikke noget godt maleri. Kronprinsen sidder alt for stift på sin hest, og bønderne er dukker. Frihedsstøtten er blevet alt for høj, mens Frue Kirkes spir til gengæld er trykket sammen. Se også billedtekst herover.

Stavnsbåndet ophæves; billede af C. W. Eckersberg. Bønder ved Frihedsstøtten takker Christian 7. Det er ikke noget godt maleri. Kronprinsen sidder alt for stift på sin hest, og bønderne er dukker. Frihedsstøtten er blevet alt for høj, mens Frue Kirkes spir til gengæld er trykket sammen. Se også billedtekst herover.

Algreen-Ussing og Lehmann fik her anslået to af de temaer, der skulle blive gennemgående i de kommende års danske politik. Festen på Bellevue var præget af en taknemmelig og optimistisk stemning, men Orla Lehmann fik dog strejfet i sin skåltale, at det havde smertet alle, at regeringen ikke havde kunnet følge stændernes beskedne begæringer om selvejendoms fremme.

Det var en udbredt opfattelse i liberale kredse, at man efter de første stænderforsamlinger 1835-36 alt for hurtigt var nået til de grænser, regeringen havde opstillet for befolkningens medindflydelse på landets styrelse. En af årsagerne lå i selve institutionens opbygning, og i skriftet Forslag til Forening af begge de danske Stænderforsamlinger samt til nogle Forandringer i Stænderindretningen, der blev udsendt den 1. februar 1838, havde T. Algreen-Ussing krævet dannelsen af én stænderforsamling for hele kongeriget, bl.a. med henvisning til Christian 5.s Danske Lov, der i fortalen proklamerede, at ligesom danskerne havde en og samme konge og Gud, så skulle de også have den samme lovbog.

Algreen-Ussings tanker blev taget op i Viborg og Roskilde stænder – denne gang mødte jyderne først – og fra stænderne blev der andraget om en sammenslutning. Men kommissarius A. S. Ørsted kunne den 24. december 1838 i sin afsluttende tale i Roskilde meddele, at de „bønner, der går ud på forandring i selve provinsialstændernes indretning, ikke kan bevilges”.

Denne oplevelse af, at man under de nuværende forhold ikke kunne regne med virkelige reformer, kom også til udtryk hos auditør Müller, da han i et brev til Jacob Aall midt i oktober 1838 noget mistrøstigt gjorde den politiske stilling op:

"Man klager over, at interessen er kølnet, og at de deputerede er blevne torys [konservative]. At det første er sket, kan man næppe undre sig over; thi regeringen har, blandt andet ved finanssagen og trykkefrihedssagen vist, hvor liden vægt den lægger på de givne råd. Uagtet her dog er sket noget i de senere år, og uagtet det tryk, hvorunder pressen lider, langtfra er så betydeligt som det skildres af oppositionsbladene, er man dog i almindelighed kommen til den overbevisning, at under den nuværende regering kan man ikke vente at opnå noget væsentligt, og man er derfor overhovedet – hjertelig ked af Frederik 6."

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ingen fest for stavnsbåndets ophævelse i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305941