Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det parlamentariske liv begynder

Oprindelig forfatter CBjø

Af de 70 medlemmer, der mødtes i Palæet i Roskilde den 1. oktober 1835, kan omkring de 25 betegnes som konservative. Det var helt overvejende de store jordbesiddere og embedsmænd, herunder de kongevalgte. Nogle af dem sluttede i alt væsentligt op bag regeringens forslag og de synspunkter, som den kongelige kommissarius gav udtryk for.

Men en del af godsejerne, der var loyale tilhængere af det bestående system, kunne dog i landbospørgsmål – der hurtigt kom til at spille en væsentlig rolle – angribe regeringen, så at sige fra højre. Mest fremtrædende var i denne gruppe ejeren af Gjorslev på Stevns, P. B. Scavenius.

Traditionerne fra reformtiden havde en talsmand i lensgreve F. A. Holstein, Holsteinborg. Biskop J. P. Mynster repræsenterede – uden større entusiasme for hele arbejdet i Roskilde i denne vinter – Frederik 6.s loyale embedsstand.

Annonce

Den halve snes bønder i Roskilde spillede ikke nogen større rolle i forhandlingerne. Men allerede fra den første samling 1835-36 blev debatterne her præget af repræsentanter, der ud fra forskellige udgangspunkter var kritiske over for regeringen og dens politik.

 F. W. Otte har omkring 1840 på et farvelitografi afbildet de jyske stænders mødested i huset til venstre for domkirken i Viborg. I denne bygning havde tidligere det jyske landsting og fra 1805 landsoverretten haft til huse. Det vakte stor glæde i Viborg, at man henlagde den jyske stænderforsamling til denne by. De tidligere „snapsting”, dvs. terminsmarkeder, var ophørt i de første år af 1800-tallet, men stænderne gengav byen lidt af den gamle glans fra dengang, da man rejste til Viborg for at låne eller udlåne, betale eller opkræve renter. Udsagn fra samtiden tyder på, at man i Viborg ved siden af politikken dyrkede det selskabelige samvær. Herom vidner også en ganske bramfri „stændervise” med nærgående portrætter af de deputerede.

F. W. Otte har omkring 1840 på et farvelitografi afbildet de jyske stænders mødested i huset til venstre for domkirken i Viborg. I denne bygning havde tidligere det jyske landsting og fra 1805 landsoverretten haft til huse. Det vakte stor glæde i Viborg, at man henlagde den jyske stænderforsamling til denne by. De tidligere „snapsting”, dvs. terminsmarkeder, var ophørt i de første år af 1800-tallet, men stænderne gengav byen lidt af den gamle glans fra dengang, da man rejste til Viborg for at låne eller udlåne, betale eller opkræve renter. Udsagn fra samtiden tyder på, at man i Viborg ved siden af politikken dyrkede det selskabelige samvær. Herom vidner også en ganske bramfri „stændervise” med nærgående portrætter af de deputerede.

J. C. Drewsen, en af landets få industridrivende, var en meget aktiv skikkelse i stændernes første tid. Han „har ikke altid været til at stole på, men han ejede et stort fond af arbejdskraft, optimisme og bevægelighed”, hedder det i historikeren Hans Jensens beskrivelse af Drewsen som politiker.

Den unge embedsmand Tage Algreen-Ussing var det af medlemmerne i Roskilde, der markerede sig stærkest i 1830'rnes forsamlinger. Hans speciale var statsbudgettet, hvor han med agitatorisk evne igen og igen krævede „offentlighed og orden i rigets finanser”. I landbospørgsmålene videreførte han den bondebeskyttende tradition fra Chr. Colbiørnsens dage.

Det var med tydelig irritation, biskop Mynster i et brev til en åndsfrænde måtte erkende, at Algreen-Ussing ved sin beherskelse af den parlamentariske procedure og ved at smigre bønderne havde langt større indflydelse på forhandlingerne end kommissarius Ørsted.

Andre fremtrædende skikkelser i Roskilde var den praktiskmoderate jurist P. G. Bang og den københavnske handelsverdens talsmand, købmand L. N. Hvidt. Købstædernes interesser blev med stor talelyst hævdet af Helsingørs borgmester, J. A. Stenfeldt.

 Salen i Palæet i Roskilde, hvor Østifternes stænderforsamling holdt møder. Samtidig heliogravure. Ved bagvæggen Frederik 6.s buste og til venstre for denne A. S. Ørsted i sin egenskab af kongelig kom-missarius. Til højre sidder præsidenten, professor J. Fr. Schouw. Medlemmerne sad i to hesteskoformede rækker, den ene uden om den anden. Man sad ikke efter nogen bestemt orden – dog havde en gruppe kammerherrer samlet sig på et sted, der hurtigt døbtes „den røde bænk”. Det var for samtiden bemærkelsesværdigt, at man bænkede sig uden hensyn til rang og stand, og man fremhævede som udtryk for den nye tid, at forsamlingen rummede seks sognefogeder og lige så mange grever.

Salen i Palæet i Roskilde, hvor Østifternes stænderforsamling holdt møder. Samtidig heliogravure. Ved bagvæggen Frederik 6.s buste og til venstre for denne A. S. Ørsted i sin egenskab af kongelig kom-missarius. Til højre sidder præsidenten, professor J. Fr. Schouw. Medlemmerne sad i to hesteskoformede rækker, den ene uden om den anden. Man sad ikke efter nogen bestemt orden – dog havde en gruppe kammerherrer samlet sig på et sted, der hurtigt døbtes „den røde bænk”. Det var for samtiden bemærkelsesværdigt, at man bænkede sig uden hensyn til rang og stand, og man fremhævede som udtryk for den nye tid, at forsamlingen rummede seks sognefogeder og lige så mange grever.

Trods Mynsters skepsis øvede A. S. Ørsted i kraft af sin store faglige og juridiske kompetence en betydelig indflydelse på arbejdet. Ørsted havde, i tiden fra 1830 til arbejdet tog sin begyndelse i efteråret 1835, ydet en stor indsats for at gøre stænderinstitutionen til et virkeligt, rådgivende organ, der skulle tjene til at formidle befolkningens synspunkter til regeringskontorerne- og den modsatte vej.

Han nød stor popularitet blandt medlemmerne ligesom professor i botanik J. Fr. Schouw, der som præsident havde til opgave at lede, dvs. især begrænse debatterne og i det hele taget give arbejdet i forsamlingen en passende parlamentarisk form, hvad der efter udsagn fra samtiden kunne volde de gennemgående uerfarne folkerepræsentanter vanskeligheder.

Da de jyske stænder mødtes i Viborg 11. april 1836, indtog Ørsted samme plads som i Roskilde, og Schouw valgtes til præsident. Fra regeringen fik man her de samme lovudkast forelagt, og i de store træk var det også de samme sager, medlemmerne rejste. Man kunne imidlertid drage nytte af erfaringerne fra vinterens arbejde i Roskilde.

Her havde den takkeadresse, man ved forsamlingens begyndelse havde tilstillet kongen, og som var konciperet af biskop Mynster, vakt kritik på grund af et alt for underdanigt tonefald. I Viborg fandt man en bedre balance mellem taknemmelighed over stænderinstitutionens tilblivelse og følelsen af eget værd og betydningen af den opgave, man gik ind til.

 Anders Sandøe Ørsted, malet i 1821 af C. W. Eckersberg. Ørsted var på dette tidspunkt på vej til at placere sig som den ledende skikkelse i dansk retsvidenskab og samtidig som en indflydelsesrig embedsmand. Da stænderne trådte sammen, var det naturligt, at han som generalprokurør og deputeret i Danske Kancelli blev kongelig kom-missarius i kongerigets to forsamlinger. Ørsted havde bidraget afgørende til, at institutionen blev skabt, og han besad en tro på dens nytte som rådgivende for regering og kongemagt. Der var næppe andre embedsmænd i første række, der på forhånd nød den respekt, som Ørsted kunne regne med hos de mere oppositionelle medlemmer. Hans arbejdskraft var tilsyneladende uendelig, og han besad et indgående kendskab til lovgivning og administration tilbage til 1790'erne.

Anders Sandøe Ørsted, malet i 1821 af C. W. Eckersberg. Ørsted var på dette tidspunkt på vej til at placere sig som den ledende skikkelse i dansk retsvidenskab og samtidig som en indflydelsesrig embedsmand. Da stænderne trådte sammen, var det naturligt, at han som generalprokurør og deputeret i Danske Kancelli blev kongelig kom-missarius i kongerigets to forsamlinger. Ørsted havde bidraget afgørende til, at institutionen blev skabt, og han besad en tro på dens nytte som rådgivende for regering og kongemagt. Der var næppe andre embedsmænd i første række, der på forhånd nød den respekt, som Ørsted kunne regne med hos de mere oppositionelle medlemmer. Hans arbejdskraft var tilsyneladende uendelig, og han besad et indgående kendskab til lovgivning og administration tilbage til 1790'erne.

Forsamlingen var mindre end den i Roskilde, og det sociale præg var jævnere. Godsejerrepræsentanterne i Viborg var af et mere beskedent hartkorn, og det sociale og kulturelle skel mellem „de dannede” og forsamlingens 12-13 bønder (af i alt 55) var ikke så stort som i Østifterne. Herredsfoged J. P. With, der var valgt af de mindre landejendomsbesiddere i 13. distrikt (Horsens-Skanderborg-egnen), var et af de medlemmer, der stærkest prægede forhandlingerne. Bemærkelsesværdigt var det, at en gårdmand Ole Kirk fra Ulfborg fra den første samling gjorde sig gældende både i debatterne i salen og som forslagsstiller.

Et signalement af arbejdet i Viborg gav præsidenten J. Fr. Schouw hen mod slutningen af møderækken i et brev til en professorkollega: „Her i Viborg er kræfterne kun svage især i forhold til den roskildeske forsamling; men her er dog megen sund sans, gode praktiske kundskaber og god vilje, derhos en stor respekt for den roskildeske forsamling, til hvis forhandlinger man vist nok i alt væsentligt vil på det nøjeste slutte sig. En stor lykke var det, at den roskildeske forsamling kom først; thi her havde det været vanskeligt straks at finde den rette tone, og at motivere sine betænkninger og petitioner tilbørligt.”

Få dage efter gav Ørsted i et brev til Københavns politidirektør en næsten tilsvarende vurdering af det arbejde, der nu var ved at nærme sig enden. Han noterede – positivt overrasket – „en bonde ved navn Kierch”, der skrev og talte på fortrinlig måde. Det gjorde han på sømmelig vis, men han var dog tilbøjelig til kritik mod embedsstanden.

 Gårdejer Ole Kirk fra Ulfborg i Vestjylland på et udsnit af Constantin Hansens billede af Den grundlovgivende Rigsforsamling, malet 1860-64. Kirk var endnu politisk aktiv, da billedet blev malet, men hans vigtigste indsats lå i hans tid som stænderdeputeret i Viborg fra 1835 til 1848. Han var en udpræget repræsentant for sin stand med en stærk understregning af bøndernes krav om ligestilling. Derfor var indførelsen af den almindelige værnepligt et af de spørgsmål, han førte frem med stor styrke. Ole Kirk sad på en større gård i sin hjemegn, og han tog aktivt del i det begyndende landøkonomiske foreningsliv. Han ønskede også sociale reformer til gavn for husmandsbefolkningen, men de radikale bondepolitiske krav, der blev ført frem i 1840'rne i Roskilde, fandt kun ringe genklang hos denne vestjyske sognekonge. De gudelige vækkelser stod han afvisende overfor.

Gårdejer Ole Kirk fra Ulfborg i Vestjylland på et udsnit af Constantin Hansens billede af Den grundlovgivende Rigsforsamling, malet 1860-64. Kirk var endnu politisk aktiv, da billedet blev malet, men hans vigtigste indsats lå i hans tid som stænderdeputeret i Viborg fra 1835 til 1848. Han var en udpræget repræsentant for sin stand med en stærk understregning af bøndernes krav om ligestilling. Derfor var indførelsen af den almindelige værnepligt et af de spørgsmål, han førte frem med stor styrke. Ole Kirk sad på en større gård i sin hjemegn, og han tog aktivt del i det begyndende landøkonomiske foreningsliv. Han ønskede også sociale reformer til gavn for husmandsbefolkningen, men de radikale bondepolitiske krav, der blev ført frem i 1840'rne i Roskilde, fandt kun ringe genklang hos denne vestjyske sognekonge. De gudelige vækkelser stod han afvisende overfor.

Det var ikke alene Ole Kirk, der i Viborg stænder vendte sig mod den lovgivning og administration i hovedstaden, der satte rammer for tilværelsen i Jylland. Man var meget indstillet på at skære ned på statsbudgettet, og godsejer Nyegaard, Stenalt, kunne gøre sig til talsmand for besparelser på forsvarets område med udtryk, der foregreb Viggo Hørups senere „Hvad skal det nytte?” – når det nu samtidig kostede skatteyderne så mange penge.

Også i Viborg var der en konservativ fløj og et (mindre) flertal af medlemmerne, der gennemgående var i opposition til regeringens synspunkter. Men grænserne var ikke her så skarpe som i Roskilde, og flertal-mindretal kunne i højere grad skifte fra sag til sag. Den modstilling af bonde og herremand, der hurtigt satte sit præg på vinterens forhandlinger i Roskilde, blev mere opblødt i Viborg i forårets og forsommerens debatter.

Det var derimod et typisk udtryk for forsamlingens holdning, at man med 42 stemmer imod 7 vedtog at anbefale, at de tre hovedveje, der skulle anlægges i Jylland, ikke blev anlagt med det bekostelige og arbejdskrævende chaussésystem, man havde anvendt siden slutningen af 1700-tallet. Det kunne i Jylland, hvor færdselen var langt mindre, klares med lettere veje på et underlag af ler og grus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Det parlamentariske liv begynder i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305931