Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De liberale i 1830rne

Oprindelig forfatter CBjø

Kort efter åbningen af stænderforsamlingen i Roskilde i efteråret 1835 beskrev den unge embedsmand, auditør Otto Müller, den politiske stilling i forsamlingen i et brev til en norsk bekendt, bjergværksejer Jacob Aall, der havde spillet en vigtig rolle omkring 1814.

Set fra norsk side måtte man, mente Müller, smile ad en institution, der ikke gav folket andre rettigheder end dem, man havde før – nemlig ingen. Men stænderne var dog den impuls, hvorfra „en fri forfatning vil engang deraf udvikle sig”. Det stod nu klart for alle, men nogle pressede på udviklingen, andre stemmede imod, og atter andre var det „mådeholdne parti”.

De frisindede eller liberale havde i løbet af de første år af 1830'rne markeret sig som en synlig faktor i samfundslivet. Hvor Chr. Paulsen i 1820 havde måttet nøjes med liberale sympatier på tomandshånd (se afsnittet For og imod enevælden), så udgjorde de nu, som auditør Müller formulerede det, et parti, der prægede den offentlige meningsdannelse og trådte frem i stænderforsamlingerne.

Annonce

Der var dog ikke tale om et politisk parti efter vore dages begreber. De liberale udgjorde snarere en kreds af meningsfæller. Hvad der bandt dem sammen, var den opfattelse: at stænderforsamlingerne var det første skridt til en endelig afskaffelse af enevælden og indførelsen af en fri forfatning. Det var i tråd med tiden.

 C. A. Jensen portrætterede i 1827 den unge professor i teologi, H. N. Clausen. Som teolog repræsenterede han et brud med den hidtil herskende rationalisme men dog ikke mere markant, end at han af folk som Grundtvig og J. C. Lindberg blev stemplet som rationalist. H. N. Clausen fik frem til 1840'rne stor betydning for de studerende ved sin kombination af videnskabelig indstilling og religiøs inderlighed. Det bidrog også til hans popularitet blandt de studerende, at han stillede sig positivt til stænderinstitutionen og den begyndende liberalisme. Han blev en af de ledende personligheder i det akademiske miljø frem gennem 1830'rne og 1840'rne, ikke mindst da de nationale spørgsmål blev aktuelle. Teologisk blev han i 1840'rne overskygget af Grundtvig og på selve universitetet af H. L. Martensen, hvis Hegelinspirerede teologi vandt stor tilslutning. Men hans lærdom og anerkendte personlige egenskaber gav ham fortsat en stærk position på universitetet, hvis rektor han var ikke mindre end seks gange.

C. A. Jensen portrætterede i 1827 den unge professor i teologi, H. N. Clausen. Som teolog repræsenterede han et brud med den hidtil herskende rationalisme men dog ikke mere markant, end at han af folk som Grundtvig og J. C. Lindberg blev stemplet som rationalist. H. N. Clausen fik frem til 1840'rne stor betydning for de studerende ved sin kombination af videnskabelig indstilling og religiøs inderlighed. Det bidrog også til hans popularitet blandt de studerende, at han stillede sig positivt til stænderinstitutionen og den begyndende liberalisme. Han blev en af de ledende personligheder i det akademiske miljø frem gennem 1830'rne og 1840'rne, ikke mindst da de nationale spørgsmål blev aktuelle. Teologisk blev han i 1840'rne overskygget af Grundtvig og på selve universitetet af H. L. Martensen, hvis Hegelinspirerede teologi vandt stor tilslutning. Men hans lærdom og anerkendte personlige egenskaber gav ham fortsat en stærk position på universitetet, hvis rektor han var ikke mindre end seks gange.

Det norske eksempel var ligefor, og begivenhederne i 1830 havde gjort Louis Philippe i Frankrig til en konstitutionel konge og givet det frie Belgien (se afsnittet Julirevolution og stænderforordninger) en forfatning af 7. februar 1831. Storbritanniens politiske system var blevet moderniseret ved valgreformen i 1832.

1830'rnes liberale bevægelse havde helt overvejende sin baggrund i to københavnske miljøer. Det ene var universitetsverdenen, hvor en række af professorerne, især juristerne, trådte frem som skribenter og som aktive politikere i stænderne.

Af de teologiske lærerkræfter var det den unge H. N. Clausen, professor fra 1822, der i 1831 havde hilst stænderinstitutionen velkommen som løftestang for „almenåndens oplivelse”, og som optrådte som taler ved de tilbagevendende 28. maj-fester.

Clausen var en nær ven af J. Fr. Schouw, der som præsident for de to første stænderforsamlinger i kongeriget kom til at præge det politiske liv. Var universitetets professorer det tungt bevæbnede mandskab i den liberale armé, var studenterne de hurtige, letbevæbnede delinger.

Studenterforeningen og Regensen blev udklækningsmiljøer for nye – ofte mere radikale – liberale holdninger, og fra universitetet spredtes liberalismen til de lærde skoler, præstegårdene og embedskontorerne. Den akademiske liberalisme vendte sig mod enevoldsmagt og adel, og et stadigt angrebspunkt var de endnu bestående fødselsprivilegier.

 Lauritz Nicolai Hvidt var født i 1777 og var således adskilligt ældre end de øvrige ledende liberale. Eckersbergs billede af ham er malet i 1842 og viser ham usvækket af alderen. Højdepunktet i hans politiske liv indtraf i martsdagene 1848. Hvidt havde i tiden efter 1814 placeret sig som en fremtrædende skikkelse i den københavnske handelsverden. Han var en af byens største skibsredere og drev tillige en omfattende virksomhed som assurandør. Handelsstanden, Københavns styre og regeringen benyttede ham til en lang række hverv, og han bevarede frem til sin død i 1856 en ubestridt position som førstemanden i den københavnske handelsverden. Fra sin deltagelse i „de oplyste mænd”s forsamling i 1832 var han stadig den overbeviste liberalist og en utrættelig talsmand for politisk og økonomisk frihed.

Lauritz Nicolai Hvidt var født i 1777 og var således adskilligt ældre end de øvrige ledende liberale. Eckersbergs billede af ham er malet i 1842 og viser ham usvækket af alderen. Højdepunktet i hans politiske liv indtraf i martsdagene 1848. Hvidt havde i tiden efter 1814 placeret sig som en fremtrædende skikkelse i den københavnske handelsverden. Han var en af byens største skibsredere og drev tillige en omfattende virksomhed som assurandør. Handelsstanden, Københavns styre og regeringen benyttede ham til en lang række hverv, og han bevarede frem til sin død i 1856 en ubestridt position som førstemanden i den københavnske handelsverden. Fra sin deltagelse i „de oplyste mænd”s forsamling i 1832 var han stadig den overbeviste liberalist og en utrættelig talsmand for politisk og økonomisk frihed.

På det økonomiske og sociale livs område opfattede man sig snarere som arvtagere af reformtraditionen fra årene efter 1784, og i landbospørgsmålene støttede man bøndernes krav om fortsat frigørelse fra godssystemet. At der forestod et langsommeligt og omfattende oplysningsarbejde, før almuen kunne få del i en fri forfatnings goder, var her en almindelig indstilling.

I Roskilde stænderforsamling var professor Schouw blevet valgt til præsident med 37 stemmer – grosserer L. N. Hvidt fik 18 og biskop Mynster 11 stemmer. Hvidt repræsenterede det andet liberale miljø, den københavnske handelsstand samlet omkring Grosserersocietetet og Børsen. Her blev man i 1830'rne liberal, men det københavnske borgerskabs liberalisme havde sin egen, lidt afvigende karakter i forhold til akademikernes.

Man var enig om kritikken af enevælden og det ønskelige i en fri forfatning – engelske samfundsforhold og politik blev ind i 1800-tallet ofte draget frem som forbilleder fra denne side. Man krævede ændringer i finanspolitikken og afvikling af de talrige bindinger, det offentlige pålagde næringslivet. Kravene om offentlige besparelser og kritikken af det stive og langsommelige statslige bureaukrati havde tilslutning fra handelsverdenen i hovedstaden og de større provinsbyer.

 Wilhelm Marstrand malede i 1834 dette billede af en musikalsk sammenkomst hos hofvinhandler, etatsråd Waagepetersen i Store Strandstræde. Ved flygelet sidder dansk musiklivs førstemand, komponisten C. F. Weyse, mens en anden fremtrædende tonekunstner, J. P. E. Hartmann bøjer sig let hen over flygelet med hænderne bag frakkens skøder. De øvrige personer repræsenterer en blanding af hovedstadens musik- og forretningsverden. Kunstneren står selv ved døråbningens højre karm. Marstrand havde på dette tidspunkt slået sit navn fast i dansk kunstliv, ikke mindst ved sine genrebilleder med motiver fra københavnske miljøer. Billedet øverst til venstre på bagvæggen er et af hans populære billeder „Gadescene i hundedagene”, malet året forinden. Marstrand har med dette maleri givet et fint signalement af det dannede borgerskab, der bar hovedstadens kulturliv, og hvorfra den begyndende liberale opposition hentede sine medlemmer. Disse kredse var næppe stemte for større forandringer i samfundets sociale struktur, men de mente, at de i kraft af både deres økonomiske og kulturelle position kunne kræve indseende med statens anliggender, herunder medvirken ved statens økonomiske dispositioner gennem skattebevillingsretten.

Wilhelm Marstrand malede i 1834 dette billede af en musikalsk sammenkomst hos hofvinhandler, etatsråd Waagepetersen i Store Strandstræde. Ved flygelet sidder dansk musiklivs førstemand, komponisten C. F. Weyse, mens en anden fremtrædende tonekunstner, J. P. E. Hartmann bøjer sig let hen over flygelet med hænderne bag frakkens skøder. De øvrige personer repræsenterer en blanding af hovedstadens musik- og forretningsverden. Kunstneren står selv ved døråbningens højre karm. Marstrand havde på dette tidspunkt slået sit navn fast i dansk kunstliv, ikke mindst ved sine genrebilleder med motiver fra københavnske miljøer. Billedet øverst til venstre på bagvæggen er et af hans populære billeder „Gadescene i hundedagene”, malet året forinden. Marstrand har med dette maleri givet et fint signalement af det dannede borgerskab, der bar hovedstadens kulturliv, og hvorfra den begyndende liberale opposition hentede sine medlemmer. Disse kredse var næppe stemte for større forandringer i samfundets sociale struktur, men de mente, at de i kraft af både deres økonomiske og kulturelle position kunne kræve indseende med statens anliggender, herunder medvirken ved statens økonomiske dispositioner gennem skattebevillingsretten.

L. N. Hvidt var som politisk talsmand for det københavnske storborgerskab i mange år en ubestridt forgrundsskikkelse. Også vinhandler tf. P. Hansen markerede sig som „repræsentanten for den sunde, mere umiddelbare offentlige mening”, som det er blevet udtrykt med en drejning, der understreger hans placering som ordfører for det ikke-akademiske borgerskab.

Grænserne mellem de to miljøer og udgaver af liberalismen var naturligvis flydende. Økonomen C. N. David udgav 1826-29 Statsoeconomisk Archiv, hvor han gjorde sig til talsmand for både politisk og økonomisk liberalisme. Han blev i 1830 professor i statsøkonomi. Da spørgsmålet om indførelse af stænderforsamlinger blev rejst, advarede han mod at gøre grundejendom til betingelse for valgret og -barhed. For at handelens, industriens og intelligensens folk kunne blive repræsenteret, måtte man hellere lægge en vis personlig skatteydelse til grund.

En markant skikkelse i det liberale miljø var den højtbegavede officer A. F. Tscherning, der fra 1830 var lærer ved Den militære Højskole. Gennem ophold i udlandet var han blevet stærkt kritisk over for de hjemlige forhold.

 Der musiceres også på Wilhelm Bendz' maleri fra 1828, der bærer titlen „Et tobaksselskab”. Scenen udstråler ikke den velstand og borgerlige soliditet som det waagepetersenske hjem. Her er man blandt studenter eller yngre kandidater, hvis gestikuleren da også tyder på en mere livlig stemning end hos hofvinhandleren. De unge mænd repræsenterer den anden vigtige basis for 1830'rnes liberale bevægelse, de helt unge eller yngre akademikere.

Der musiceres også på Wilhelm Bendz' maleri fra 1828, der bærer titlen „Et tobaksselskab”. Scenen udstråler ikke den velstand og borgerlige soliditet som det waagepetersenske hjem. Her er man blandt studenter eller yngre kandidater, hvis gestikuleren da også tyder på en mere livlig stemning end hos hofvinhandleren. De unge mænd repræsenterer den anden vigtige basis for 1830'rnes liberale bevægelse, de helt unge eller yngre akademikere.

Fra 1831 udsendte han en række småskrifter Nogle Bemærkninger om det danske Væbningssystem og dets Mangler, hvori han udkastede planerne for en folkevæbning, der på samme tid skulle fungere som et opdragelses- og uddannelsessystem, der skulle skabe gode, frie og lige borgere. Tschernings synspunkter rummede her og i andre sammenhænge en stærk kritik af enevælden og det eksisterende standssamfund.

Da Tscherning i en artikel i Kjøbenhavnsposten vendte sig mod den førte militær- og udenrigspolitik, blev han beordret på en mangeårig studierejse til udlandet for at sætte sig ind i artilleriets udvikling – reelt en tidsubestemt landsforvisning.

Hans afrejse i juni 1833 kom til at forme sig som en manifestation af de liberale kræfter. Tschernings officerskolleger festede for ham, og 2-300 studenter bragte ham under ledelse af den unge Orla Lehmann et hyldesttog.

Næste dag var en stor menneskemængde samlet på toldboden, da Tscherning rejste med dampskibet til Kiel. I hertugdømmerne havde de liberale meningsfæller, og på sin gennemrejse blev Tscherning i Kiel fejret af de stedlige liberale som en martyr for den konstitutionelle sag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: De liberale i 1830rne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305933