Den stolte familiefar, prins Christian (9.) af Glücksburg yderst th., præsenterer sine børn og kommende svigerbørn sandsynligvis i foråret 1863, endnu førend de berømte Fredensborgdage var begyndt. På fløjene de to prægtige døtre. Den 16-årige Dagmar (tv.) med sin frier, den russiske tronfølger Nikolaj Alexandrovitsch. De blev først forlovet året efter. Th. den 19årige Alexandra med sin forlovede, prinsen af Wales. Bagest desuden den danske kronprins Frederik og hans tilkommende, den svenske prinsesse Louise. I midten prins Hans, Christian 9.s bror, som skal have været meget klogere end sit rygte i befolkningen. På bænken arveprins Ferdinand, der døde samme år, og prinsesse Louise med sine to yngste børn, Thyra og Valdemar. Christian 9. fik en stormfuld begyndelse som konge i bevidst modsætning til de ledende nationalliberale politikere. Efter krigen ville han skaffe sig tryghed ved at lægge magten hos landets godsejere.

.

Lensgreve Frederik Moltke giftede sig i 1881 med Magda, en datter af konseilspræsident Estrup. Ved brudeparrets ankomst til stamgodset Bregentved blev de varmt hyldet af den lokale befolkning. Gammelt og nyt brødes i forholdet mellem godsejer og bondebefolkning. Fra gammel tid var bevaret meget af den underdanige hengivenhed over for jorddrotten, medens nyvakte demokratiske strømninger og ønsket om social ligestilling avlede had til godsejerne og deres nedarvede privilegier.

.

Afgørende for de følgende årtier blev det vagtskifte i det politiske liv, som nederlaget medførte. Knap var freden underskrevet, før det indre opgør begyndte. En syndflod af flyveskrifter og polemiske artikler i dagspressen udspredte den giftige atmosfære, der altid omgiver efterkrigsopgør. Angrebene rettedes selvfølgelig mest mod de nationalliberale. Deres storhedstid som politisk overklasse i Danmark var forbi, sagde man. Men i en dygtig, dog ofte usmagelig polemik var de tidligere politisk ansvarlige i stand til at vælte skylden for nederlaget over på hæren. Selv om de for en tid mistede deres politiske magt, lykkedes det de nationalliberale at redde sig igennem opgøret i forbavsende god behold. Rigsrådet vedtog, at der skulle nedsættes en parlamentarisk kommission for officielt at placere ansvaret for krigens ulykkelige udfald, men da det kom til stykket, undlod man at føre beslutningen ud i livet. Mest tynget af ansvaret var Monrad, der til det sidste bevidst førte sin politik ud i det absurde. Som den eneste i Rigsrådet stemte han imod godkendelsen af den endelige fred. Monrad var konsekvent. Han kaldte danskerne „et råddent folk” og rejste med sine børn og nogle venner den lange vej til New Zealand, hvor han levede som nybygger blandt de indfødte maorier i knap fire år. Ved en afskedsfest før hans afrejse bemærkede man, at Hall, Krieger og Orla Lehmann udeblev.

I stedet for de nationalliberale trådte en ny social klasse frem som dominerende i det politiske liv. Det var „det store hartkorn”, landets knap 2000 godsejere. Disse fornemme herrer, ofte let genkendelige ved deres kunstfærdige skægvækst og påklædning i stil med deres tyske kolleger og forbilleder, junkerne, var gennem forvaltningen af deres godser også interesserede i offentlige anliggender. Inden for deres ofte anselige domæner følte de sig som små enevældige fyrster. Omvæltningen i 1848 havde ganske vist meget mod deres vilje berøvet dom en række gamle privilegier. Men for dem var enevælden som åndsform stadig rammen om deres verdensbillede. Skønt fæstevæsen og hoveri var under afvikling, betragtede de stadig landbefolkningen omkring deres herregårde som undersåtter, man talte ned til, men dog også følte et vist patriarkalsk ansvar for. Deres godser, som omfattede fra tre hundrede til mange tusinde tønder land, lå særlig tæt på Sjælland, på Sydfyn og i Østjylland.

Det var fede tider for det store hartkorn i 1860'erne. Og det udnyttede herremændene på forskellige måder. De var meget ulige af temperament og begavelse, men i store træk kunne de opdeles i to grupper alt efter, hvordan de brugte deres tid og deres indtægter. Der var den gammeldags jorddrot, som fra morgen til aften færdedes på markerne sammen med godsforvalteren, levede og åndede for bedriften og foretog stadige forbedringer og udvidelser. Mange af disse storbønder var pionerer, der inddrog ny teknik f.eks. i mejeridrift og ikke var bange for at udbrede oplysninger om det. De udgjorde inderkredsen i det fine gamle kongelige Landhusholdningsselskabs medlemskreds. Og så var der, især blandt aristokraterne med de adelige aner, adskillige storgodsejere, der overlod bedriften helt til godsforvaltere for selv at nyde godt af herregårdens overskud og tilbringe årstiderne på behageligste måde. De dyrkede gerne jagtens glæder om efteråret og boede i København, når selskabslivet om vinteren lokkede. Siden rejste de foråret i møde i Sydeuropa. Mange af dem var højt kultiverede med en vid europæisk horisont og med interesse for politik. De kunne ofte på samme tid være progressive kulturelt set, men stokkonservative politisk.

Hvor forskellige de end var i leveform, følte godsejerne dog et nært standsfællesskab, dyrkede selskabelighed fra gods til gods, mødtes til jagtudflugter og var fra gammel tid indviklet i et tæt familiemønster. Dermed fik de også fælles meninger om det lokale og det landspolitiske og udnyttede deres muligheder for at dominere i sogne- og amtspolitik gennem deres særlige privilegier som vælgergruppe. Politisk var de organiseret i den såkaldte Grundejerforening, der var dannet i forbindelse med grundlovens indførelse. De fleste af dem havde ingen politiske ambitioner, stræbte mere efter forbindelse med kongehuset og dermed efter attributter som kammerherrenøglen og titler som hofjægermester. Men opbruddet i de sociale klasser efter 1848 havde gjort mange godsejere politisk bevidste.

Det var ikke alene i Danmark, at godsejerne på denne tid blev politisk aktive. Men her blev deres entré på den politiske scene særlig brat og afgørende, fordi nederlaget i 1864 med ét slag ødelagde den nationalliberale gruppe af politikere, der havde udgjort den konservative garanti før 1864. En af de godsejere, der indså nødvendigheden af at gå ind i politik og forlade sin bekvemme herregård til fordel for Rigsdagen i København, var lensgreve C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs, ejer af landets største gods, Frijsenborg ved Hammel i Jylland med et tilliggende på mere end 30.000 tønder land.

Det var ikke blot af lyst, men snarere af pligtfølelse, at Frijs og mange af hans standsfæller påtog sig offentlige hverv i landspolitik. Deres ret til magten anså de i egen bevidsthed for givet i kraft af, at de ejede en væsentlig del af den danske landbrugsjord og fra gammel tid sad inde med standsprivilegier. Disse godsejere, hvis forfædre gennem generationer havde været rygraden i dansk lokalforvaltning, syntes, at udviklingen efter 1848 var gået for stærkt. Nu skulle de med deres kendskab til administration nok sørge for et mere adstadigt tempo. Grev Frijs udtrykte sin stands bekymring i et brev i oktober 1865. Med de nationalliberales fald var der ingen andre end godsejerne, der kunne overtage magten. Frijs skrev: „Da jeg for øjeblikket har øjet mest åbent for fædrelandets bevareise i dets stumpede stand, følger det af sig selv, at jeg frygter mere professorpartiet [de nationalliberale] end bondevennernes indflydelse. Hvad der i de sidstnævnte er det farligste element, det er grundtvigianismen; thi skønt de siger, at de vil give Gud æren, så er de dog i virkeligheden folkesuverænitetens hofjunkere og nedlader sig til den laveste smiger.”

„Folkesuveræniteten” var den trussel, der gjorde godsejere nervøse. Den indebar, at folkeflertallet, bønder og andre småfolk, kort sagt almuen skulle få magten. For at mane dette spøgelse i jorden måtte grev Frijs og hans godsejervenner tage affære og møde op i Rigsdagen – også for at beskytte kongen, Christian 9., som med sin tyske accent var upopulær i befolkningen, men i holdning og anskuelser faldt godt i tråd med godsejerne. Meget mere end Frederik 7. havde gjort.

Og muligheden for at mane „folkesuveræniteten” i jorden var til stede netop nu, hvor der efter krigen atter skulle ændres ved grundloven eller rettere grundlovene; for vi havde jo to: junigrundloven af 1849, der kun gjaldt for kongeriget, og novemberforfatningen 1863 med Rigsrådet, der gjaldt for Danmark og det nu tabte Slesvig. Man kørte, som man sagde, med firspand, begge forfatninger havde nemlig både Folketing og Landsting, og de mødtes alle på Christiansborg. Mange politikere var medlem både af Rigsdagen og Rigsrådet. Junigrundloven stod uforandret endnu lige så fri og frisk, som da den blev udsendt 15 år før. Gennem sine liberale valgregler til begge ting sikrede den bondevennerne en rimelig repræsentation. I Rigsrådet herskede derimod konservatismen, takket være de restriktive valgregler til dets Landsting. Nu var spørgsmålet, om den nye forfatning efter tabet af hertugdømmerne skulle forhandles og vedtages i Rigsdagen eller i Rigsrådet. Det var afgørende for, om det var de liberale omkring bondevennerne eller de reaktionære godsejere, der skulle have magten efter de slagne nationalliberale.

Grundlovssagen optog allerede fra foråret 1864 alles sind. Kampen blev hård, farvet af de bitre følelser omkring efterkrigsopgøret. I januar 1865 skrev A. F. Krieger i sin dagbog: „Der er åbenbart en stor lyst hos godsejerne til at spille en rolle. E. Frijs' navn gentages stadigt – en ny udgave af A. W. Moltke.” Den 6. november 1865 dannede grev Frijs regering sammen med nogle godsejervenner. Til indenrigsminister valgte han en lidt yngre nabo fra Århusegnen, ejeren til Skaføgård, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, en, der helt alvorligt mente det med at bekæmpe „folkesuveræniteten”.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Politisk vagtskifte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig