Lokalpolitik

I landspolitik havde bønderne altså vanskeligt ved at finde deres position. Når det gjaldt lokale anliggender hjemme i sognene, havde de langt mere tillid til sig selv og kunne mere bevidst udøve deres indflydelse, selv om denne også her var begrænset af de velhavende jordbesidderes privilegier. Danmark var opdelt i 22 amter og ca. 1600 sogne. Siden 1841 havde hvert amt et amtsråd på syv til ti medlemmer, hvor godsbesidderne helt dominerede. Amtmanden var født formand. Rådene havde overopsyn med landsognene, men var stort set uden indflydelse på styrelsen af købstæderne, som i fortsættelse af deres gamle privilegier var mere selvstændige og helt adskilte fra landdistrikterne. I sognenes forstanderskaber dominerede præsten og de største jordbesiddere. Alligevel trængte folkestyret også ind lokalt, om end langsomt og trægt. Den første reform efter 1848 var karakteristisk nok at reducere sognepræstens rolle som verdslig myndighed. Fra 1855 var han ikke mere født formand for sogneforstanderskabet, men skulle vælges. Siden blev præsterne også frataget styrelsen af sognenes skole- og fattigsager.

Ved den samme reform i 1855 gennemførtes en valgordning, hvorefter de seks til otte medlemmer valgtes af to vælgerkorps, dels af dem, der havde valgret til Folketinget, dels af den femtedel af dem, der betalte den højeste skat i sognet – det var det såkaldte toklassevalg, som Estrup siden hen fik indført i den reviderede grundlov ved valg til Landstinget. Han havde i mange år deltaget i det kommunale arbejde hjemme på Skaføgård og benyttede sit kendskab på området til en administrativ reform for sogne og købstæder, da han blev indenrigsminister i 1865. Reformen ændrede ikke på de konservative valgregler, men den moderniserede sogneinddelingen, kaldte sogneforstanderskab for sogneråd og skabte en regelsamling for arbejdsdelingen mellem sogne, amter og ministerium, som i hovedtrækkene gjaldt helt op til reformen i 1970. Valgreglerne blev dog demokratiseret i 1908.

Her i sognenes mikrokosmos kunne den lokale godsejer eller proprietær, der ønskede det, sætte sig hårdt på styret. Men det var mange steder en af sognets bønder, der beherskede lokalsamfundet – man talte ofte om „sognekonger”, der ordnede meget mere i området, end de egentlig havde myndighed til. De forenede det offentlige ombud som sognerådsformand med mange andre hverv, f.eks, som lokal sparekassebestyrer, forsikringsagent eller fra slutningen af tresserne også som underagent for de københavnske udvandringsagenturer. Hjemme hos disse sognekonger skabtes grundlaget for meget af den politiske og økonomiske fornyelse i samfundslivet, der kom til at præge de følgende år.

Sognerådene administrerede tre områder: fattigvæsesenet, det lokale skolevæsen og vejvæsenet. Deres økonomiske midler var små og bestod kun delvis af rede penge. Fortidens naturaløkonomi fungerede endnu i disse samfundets små lokalenheder. I midten af 1850'erne leverede sognebeboerne over halvdelen af deres kommuneskat i naturalier: korn, tørv, æg eller også i form af „spanddage”, dvs. arbejde med vogn og heste for kommunen til vedligeholdelse af sognevejene; de spiselige dele gik direkte til at ernære sognets gamle og elendige på stedets fattiggård eller i deres egne hjem. Men denne naturlige „fra hånden og i munden”- beskatning blev fortrængt af den moderne pengeøkonomi. Omkring 1870 blev kun en femtedel af kommuneskatten leveret i naturalier, og inden århundredskiftet var formen helt forsvundet.

I købstædernes styre herskede endnu lidt af enevældens ånd. Øverste myndighed var den kongeligt udnævnte borgmester, der som regel ved siden af også havde embederne som byfoged (en blanding af politimester og dommer) i købstaden og herredsfoged i den omliggende retskreds, der kaldtes enten herred eller birk. Der stod en aura af magtfuldhed og respekt om disse kongelige embedsmænd, der iført fornem uniform og ledsaget af frygtindgydende politibetjente kørte rundt i stor karet og mere så ud som den lokale udgave af den gamle enevælde end som repræsentant for det moderne folkestyre. By- og herredsfogederne kunne blive meget velhavende af sportler, dvs. de afgifter, de oppebar i kraft af deres forskellige embeder. De fik penge som skifteforvalter i arvesager, som tingskriver ved tinglysning af pantebreve, de fik salærer som auktionsholder og afgift for at udstede næringsbreve. Nogle af embederne var federe end andre, alt efter hvor i landet de lå. Men det var byfogeden, der anslog den gode borgerlige tone i hver deres købstad. Det var fornemt at have hr. byfogeden som gæst eller at kunne indbyde omegnens godsejere. Omkring lokale l'hombre-partier eller hyggelige skydebrodermøder med byfogden som æresgæst dyrkedes de honnette ambitioner. Her opstod konservative knudepunkter i landets købstæder. En slags folkestyre var der dog i disse byer i form af en magistrat, et lille byråd på seks til otte medlemmer, der fra 1860 ligesom sognerådene valgtes ved toklassevalg, dels af de almindelige vælgere, dels af de højest beskattede. Systemet sikrede, at det konservative borgerskab til enhver tid blev vel repræsenteret i magistraten. Mange af disse købstæder var små og levede som snævre, temmelig lukkede samfund, der nok havde handelssamkvem med det omgivende bondeland, men menneskeligt og åndeligt set standsede ved bygrænsen.

J. A. Hansen og hans bondevenner blev tilsyneladende narret af godsejerne til at gå med til den udemokratiske revision af junigrundloven i 1866. Men i virkeligheden havde det reaktionære overklassestyre siden 1855 langsomt sneget sig ind i folkestyret fra bunden af og op gennem de styrende organer gennem toklassevalgene til de folkevalgte organer. Det var altså et kendt princip, som særlig i lokaladministrationen tilsyneladende fungerede – i hvert fald så længe der ikke var konflikter. De største bønder og godsejerne var i store træk ikke uenige om, hvordan sognets flertal af fattige husmænd og landarbejdere skulle administreres.

De, der stemte for den reviderede grundlov i 1866, blev siden syndebukke, da konflikterne viste sig efter 1870 og udløste den store forfatningskamp. Deres største synd var i virkeligheden, at de troede på godsejerne som deres naturlige allierede i politik.