Grundlovsmøde på Christiansborg Ridebane i 1860'erne. Kongen og hans følge står på den søjlebårne balustrade. Den 5. juni blev fra 1849 en national mindedag, og særlig efter forfatningskampens begyndelse i 1870'erne blev det en dag med stærke politiske manifestationer.

.

Studedrift, her skildret i Illustreret Tidende i 1860, udgjorde i århundreder jysk erhvervslivs hovedindtægt. Tusindvis af kreaturer blev opdrættet på vidtstrakte enge i Nordjylland og siden drevet de mange hundrede kilometer ned til hertugdommerne. Inden de solgtes på det tyske marked, blev de opfedet i marskegnene i Slesvig og Holsten. En pioner for studehandelen blev godsejer Andreas Tang, Nørre Vosborg, der agiterede stærkt for længdebanens anlæggelse gennem Jylland, fordi opfedningen i marsken så kunne spares. Tang var også foregangsmand for den voksende kreaturhandel på England.

.

Det land, som danske digtere skildrede så herligt solbeskinnet, havde også skyggesider. Fattigdommen bemærkede digterne helst ikke, men den var også i de første årtier efter 1850 mindre synlig, fordi Danmark gennemlevede nogle meget gunstige år med gode konjunkturer, der slørede indtrykket af sociale problemer. Penge strømmede ind til dem, der dyrkede jorden – billedet af den glade og velnærede bonde var ikke helt forkert. Der blev produceret korn og opdrættet kvæg i mellemkrigstiden 1850-64 som aldrig før, og Danmark kunne eksportere det hele, oven i købet til stigende priser. Eksporten af korn steg til det tredobbelte i forhold til 1820'rne takket være en lykkelig begivenhed: England afskaffede i 1846 den forhadte indførselstold på korn, der havde været et stridspunkt i engelsk politik siden 1820'rne. Det åbnede store muligheder for Danmarks eksport. Først kunne vi sælge store mængder korn, men siden gik også andre produkter med i købet. Der blev også hvert år solgt 62.000 levende kreaturer og – et forvarsel om den kommende storhedstid for dansk landbrug – store mængder smør fra danske herregårde. Danmark og navnlig Jylland eksporterede også levende heste, mest til landene syd for os, ikke færre end 12.000 gangere pr. år – og når det var så heldigt, at der var krig ude i Europa, Krimkrigen midt i halvtredserne og Den fransk-italienske Krig lidt senere, kunne der sælges 17.000 levende heste pr. år.

Den stigende eksport skyldtes ikke blot åbningen af nye markeder i udlandet men også, at de forrige årtiers arbejde på forbedring af kvaliteten nu slog igennem. 1847 havde været et kriseår, men derefter fulgte et kraftigt opsving i både indførsel og udførsel. Krigsårene slog ikke skår i denne frodighed, heller ikke i samhandelen med de mange tyske stater. I øvrigt havde Danmark dengang som senere et betydeligt underskud på handelsbalancen hvert år, importen var næsten dobbelt så stor som eksporten. Men man tog det ikke så alvorligt som nu. En af tidens økonomiske vismænd, professor William Scharling, fastslog optimistisk, at skjulte eksportindtægter nok fik tallene til at balancere. Nationaløkonomer troede fuldt og fast på, at liberalismens økonomiske frihed af sig selv skabte en naturlig balance også i et lands udenrigshandel, så det behøvede staten ikke at bekymre sig om.

Det, som i 1850'erne og endnu nogle årtier trods alt kunne begrænse handelen og dermed spærre for det moderne samfunds ekspansion, var de store afstande i det lille land. Selv om der også dengang var 45 km mellem Odense og Middelfart, var det en drøj afstand at tilbagelægge med hest og vogn. Siden 1793 havde man ganske vist arbejdet på at modernisere det danske vejsystem. Et antal hovedveje, de såkaldte chausseer, var blevet anlagt, særlig på Øerne. I forhold til før var disse veje forbedringer, men kombinationen af de ujævne grusveje og de stive vogntyper gjorde kørslen over længere afstande til en blandet oplevelse. Danmark hang endnu ikke sammen som rige på grund af landeveje, men takket være den søværts forbindelse langs kysterne. Det prægede landets udvikling – kystområderne var gennemgående teknisk og kulturelt på et højere niveau end de områder, der lå blot nogle få kilometer inde i landet.

Når man skulle rejse over land eller have varer transporteret over længere distancer, måtte man væbne sig med tålmodighed. Chausseerne var snoede og i meget forskellig stand, plørede om vinteren med dybe hjulspor, støvede om sommeren. Vedligeholdelsen overgik fra 1867 til amterne, og det gjorde nok tilsynet bedre. Det tætteste vejnet i Danmark var Bornholms og Fyns. Sjælland og især Jylland havde kun et nødtørftigt net af veje ud over hjulsporene over de uopdyrkede områder. Hvis man ikke selv havde hest og vogn til rådighed, var der ingen andre transportmuligheder end at benytte de gamle postruter med åbne eller lukkede vogne og rødklædte kuske, der blæste i deres posthorn, når de nærmede sig kroerne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De fede år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig