Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det dansk-tyske dilemma

Oprindelig forfatter KHvi

Men sandheden var, at oprørerne i Slesvig og Holsten ikke var besejrede efter over to års krig og aldrig kunne være blevet det, så længe de tyske magter stod bag dem. Freden med Preussen og siden med oprørerne blev trumfet igennem af Rusland for at sikre, at hertugdømmerne forblev danske. Hvis de blev tyske, kunne det ændre magtbalancen på kontinentet. Det skulle forestille at være til fordel for Danmark, men det stillede regeringen over for et politisk og to statsretlige problemer. Det første var helt enkelt: hvordan kunne man i Danmark opretholde illusionen om en harmonisk dansk-tysk helstat, når rigets værste fjender, slesvig-holstenerne, fortsat boede i hertugdømmerne og hadede alt dansk af et godt hjerte? De ventede blot på en gunstig konstellation i den europæiske magtbalance for at åbne konflikten igen. Den første statsretlige hovedpine var forfatningsspørgsmålet. Kong Frederik var konstitutionel konge i Danmark, men enevældig i hertugdømmerne. Junigrundloven gjaldt kun for kongeriget, medens Slesvig og Holsten fortsat havde de gamle stænderforsamlinger. Det andet retlige problem i forhold til hertugdømmerne var arvefølgen efter Frederik 7. Det var en offentlig hemmelighed, at kongen ikke kunne få børn, så den oldenborgske kongestamme ville uddø med ham. Der gjaldt forskellige arveregler for hver af monarkiets dele, og stormagterne, særlig den russiske zarfamilie var ved familiebånd arveberettiget. Her var en herlig tumleplads for storpolitisk diplomati og gode muligheder for indblanding i dansk politik.

 C. A. Bluhme var en af enevældens embedsmænd, der gjorde lynkarriere i kancellierne og derfra gik over og blev politiker i Rigsdagen. Han havde talent for at løse de sværeste problemer. Som udenrigsminister 1851-54 lykkedes det ham at ordne forholdet til stormagterne efter Treårskrigen, og han kom til at stå som garant for helstatspolitikken. Efter sammenbruddet i krigen 1864 blev Bluhme igen tilkaldt som udenrigsminister for at gennemføre den pinefulde fredsslutning. Tegning af J. V. Gertner.

C. A. Bluhme var en af enevældens embedsmænd, der gjorde lynkarriere i kancellierne og derfra gik over og blev politiker i Rigsdagen. Han havde talent for at løse de sværeste problemer. Som udenrigsminister 1851-54 lykkedes det ham at ordne forholdet til stormagterne efter Treårskrigen, og han kom til at stå som garant for helstatspolitikken. Efter sammenbruddet i krigen 1864 blev Bluhme igen tilkaldt som udenrigsminister for at gennemføre den pinefulde fredsslutning. Tegning af J. V. Gertner.

Den danske regering havde stadig den statelige A. W. Moltke som premierminister. Indtil sommeren 1851 var ministrene nationalliberale. De håbede stadig på, at Danmark og Slesvig kunne slås sammen under én forfatning, medens Holsten skulle knyttes til Det tyske Forbund som et uafhængigt tysk hertugdømme. Det var den såkaldte Ejderpolitik, opkaldt efter den lille flod, som adskiller de to hertugdømmer. Dette passede ikke den russiske zar. Han ønskede som nævnt Danmark fortsat udelt – og så fandt han, at de danske nationalliberale var alt for liberale, og han havde magt til at blande sig også i intern dansk politik. I efteråret 1851 blev de nationalliberale ministre på zarens forlangende afløst af nogle passende konservative embedsmænd. Den følgende vinter fik den nye danske premier- og udenrigsminister C. A. Bluhme mere eller mindre dikteret fredsordningen af stormagternes gesandter i København. Helstatsordningen blev fastslået i en række aftaler. Danmark skulle være en firedelt helhed, kongeriget plus de tre hertugdømmer. Hver del skulle have sin egen forfatning for sine interne forhold. Hertugdømmerne beholdt stænderforsamlingerne, men nu med besluttende myndighed. For de fælles anliggender, finanser, forsvar og udenrigspolitik, skulle der dog snarest muligt skabes en fællesforfatning med danske og tysktalende medlemmer. Og for at binde Danmark fast til denne umulige konstruktion gennemtvang russerne også udnævnelsen af to tysktalende ministre i København, én for Slesvig og én for Holsten.

 Efter Treårskrigen blev mange danske embedsmænd i hertugdømmerne udskiftet som følge af deres mindre loyale holdning under krigen. Tidsskriftet Nemesis gav i 1852 denne allegoriske skildring af, hvordan disse præster og andre offentligt ansatte, der var kommet ud at svømme nationalt set, efter krigen trods alt blev reddet af den danske regering, enten med en pension eller med et nyt embede i kongeriget.

Efter Treårskrigen blev mange danske embedsmænd i hertugdømmerne udskiftet som følge af deres mindre loyale holdning under krigen. Tidsskriftet Nemesis gav i 1852 denne allegoriske skildring af, hvordan disse præster og andre offentligt ansatte, der var kommet ud at svømme nationalt set, efter krigen trods alt blev reddet af den danske regering, enten med en pension eller med et nyt embede i kongeriget.

Hele dette spil, hvormed den europæiske reaktion trængte ind i Danmark gennem diplomatiske kanaler, var åbenbar politisk manipulation fra stormagterne. Signalerne var ikke til at tage fejl af. I de samme måneder, hvor aftalerne blev gennemført, skete to reaktionære statskup i Europa. I Frankrig fejede Napoleon 3. den gældende, liberale forfatning af bordet, og i Wien gjorde den unge kejser Franz Josef det samme. C. A. Bluhme, der som udenrigsminister var ansvarlig for ordningen, kaldte med rette aftalerne „den europæiske nødvendighed”, hvilket var en vælgervenlig måde at forklare noget på, der lignede udenrigspolitisk voldtægt.

Annonce

Bluhme og hans konservative venner sørgede ikke alene for, at Ejderprogrammet blev gemt bort. Også liberalismen i indenrigspolitik blev lagt på hylden for „den europæiske nødvendigheds” skyld. Med et rask lille snuptag begrænsede man samtidig den kun tre år gamle frie forfatning. Statsrådet var ifølge junigrundloven helt demokratisk – mere demokratisk end nu, idet kongen ikke automatisk var medlem, men kun kunne deltage, når han blev indbudt. Nu blev Statsrådet på grund af de to nye ministre fra hertugdømmerne afskaffet med et pennestrøg og enevældens Gehejmestatsråd genoprettet med kongen som formand. Ministrene blev igen betragtet som kongelige embedsmænd, der bar uniform med trekantet hat. Nogle år senere tog man konsekvensen af dette tilbageskridt og erstattede den fornemme titel premierminister med konseilspræsident, der smager af forrige tiders servile hoftjenere.

 Når ubehagelige beslutninger skulle gennemføres i 1850'erne, henviste man ofte til „den europæiske nødvendighed”, symbolsk gengivet som en fjerprydet trekantet hat på en stang. Her er det en fin minister, som ikke helt frivilligt føres hen for at se på stangen af sine to „venner”, en repræsentant for hoffet til venstre (måske kammerherre Berling) og en for bondevennerne til højre. Tegningen hentyder til situationen i efteråret 1859, da kredsen omkring grevinde Danner og bondevennerne i Rigsdagen forenede sig om at vælte den nationalliberale regering Hall.

Når ubehagelige beslutninger skulle gennemføres i 1850'erne, henviste man ofte til „den europæiske nødvendighed”, symbolsk gengivet som en fjerprydet trekantet hat på en stang. Her er det en fin minister, som ikke helt frivilligt føres hen for at se på stangen af sine to „venner”, en repræsentant for hoffet til venstre (måske kammerherre Berling) og en for bondevennerne til højre. Tegningen hentyder til situationen i efteråret 1859, da kredsen omkring grevinde Danner og bondevennerne i Rigsdagen forenede sig om at vælte den nationalliberale regering Hall.

Denne titel på regeringens førstemand blev benyttet helt op til 1918.

Stærk nationalisme forblinder selv de mest nøgterne og jordbundne. Indtil de seneste år har man i skolebøger i Danmark og i Tyskland kunnet læse to meget modstridende versioner af årsagerne til Treårskrigen. Endnu mere uforsonligt og uforstående over for hinanden stod man i årene efter krigens ophør i 1850. Man skabte på begge sider af grænsen et næsten ensartet billede af modstanderens falskhed, intolerante holdning og overgreb mod uskyldige folk. Disse stereotype fjendebilleder blev skærpet af en strøm af både danske og tyske smædeskrifter, hvori ansete videnskabsmænd med fnysende foragt nedgjorde modstandernes argumenter. I Danmark udgav regeringen en serie bøger, Antislesvigholstenske Fragmenter, hvori fremtrædende professorer leverede brænde til nationalismens bål. I hertugdømmerne og i store dele af Tyskland kom hadet til danskerne på tilsvarende måde voldsomt til udtryk i mængder af flyveskrifter.

 „Telegrafkablets Nedlæggelse ved Sprogø 1853”, maleri af C. F. Sørensen. For datiden var telegrafforbindelsen en utrolig teknisk revolution. Tanken om en budbringer, der bevægede sig med lysets hastighed gennem kablet, var svimlende, helt H. C. Andersensk. Telegrafen bragte landsdelene nærmere sammen og satte Danmark ind i en europæisk helhed.

„Telegrafkablets Nedlæggelse ved Sprogø 1853”, maleri af C. F. Sørensen. For datiden var telegrafforbindelsen en utrolig teknisk revolution. Tanken om en budbringer, der bevægede sig med lysets hastighed gennem kablet, var svimlende, helt H. C. Andersensk. Telegrafen bragte landsdelene nærmere sammen og satte Danmark ind i en europæisk helhed.

Men i Danmark havde man i årene efter krigen en mærkelig dobbeltholdning til alt tysk. Samtidig med at man hadede det tyske i store dele af bybefolkningen, var flertallet dybt forankret i tysk kulturtradition, talte og skrev tysk flydende og var økonomisk afhængige af forretningsforbindelserne sydpå.

Aftalerne af 1851-52 var et forsøg på at føre tilstandene tilbage til situationen før 1848 og ignorere næsten tre års krig. Men de stærke, hadefulde følelser på begge sider var der ingen, der kunne kontrollere. Den slesvig-holstenske bevægelse var ikke forsvundet, selv om dens organisationer formelt var opløst. Aftalerne gav stormagterne rig lejlighed til at blande sig i danske forhold, og det blev ulykken i de følgende 14 års danske politik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Det dansk-tyske dilemma i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306018