• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Traps Danmark

Oprindelig forfatter KHvi

Hvad enten krigen rasede i Slesvig, eller der var politisk krise i København, strakte det danske landskab sig som før bakke op og bakke ned, mil efter mil med vekslende udsigter til sø og mark, skove og moser skiftende i farver gennem årstiderne, gråt og hvidt om vinteren, grønt og gult om sommeren. Næppe før i dansk historie var man så opmærksom på det danske landskabs særpræg og skønhed som her midt i 1800-tallet. Romantikkens naturfølelse havde allerede i århundredets første år lokket folk ud af deres stuer for at fryde sig over landskaberne. Men naturfølelsen blev nu forstærket og suppleret med den nationale vækkelse fra 1840'rne og krigen i Slesvig. Varm og ægte fædrelandskærlighed besjælede befolkningen helt ud i de fjerneste dele af landet i årene efter Treårskrigen. Den oprigtige, troskyldige glæde over at være dansk virkede selvforstærkende, fordi den inspirerede danske digtere og komponister til et rigt udvalg af fædrelandssange, som, sunget i flok, gav følelserne udtryk, løftede og forenede den danske befolkning i mange generationer efter den nationale krise 1848-50 og bevarede sin kraft i hundrede år uanset politiske og sociale modsætninger. I genforeningstiden 1920 og i besættelsesårene 1940-45 åbnedes der atter på vid gab for dette den danske nationalfølelses arsenal og det med den samme løftende og forenende virkning, som hundrede år før.

 J. P. Trap i sit arbejdsværelse på Christiansborg. Tegning af Chr. Hetsch 1886. Den flittige hofembedsmand gennem fire kongers tid samlede på meget og elskede at sætte tingene i system og orden, på sin egen måde en formalist og pedant, men med evnen til at få meget arbejde fra hånden. I sine detaljerede erindringer har han også samlet værdifuldt baggrundsstof til tidens historie foruden mange giftige sladrehistorier om sine kongelige herskaber og kolleger ved hoffet.

J. P. Trap i sit arbejdsværelse på Christiansborg. Tegning af Chr. Hetsch 1886. Den flittige hofembedsmand gennem fire kongers tid samlede på meget og elskede at sætte tingene i system og orden, på sin egen måde en formalist og pedant, men med evnen til at få meget arbejde fra hånden. I sine detaljerede erindringer har han også samlet værdifuldt baggrundsstof til tidens historie foruden mange giftige sladrehistorier om sine kongelige herskaber og kolleger ved hoffet.

I 1900-tallets anden halvdel havde alle disse fædrelandssange i nogen grad mistet deres magiske kraft, og der kan derfor være grund til at betone den betydning, sangene havde i 1800-tallet som fortolkere og formidlere af denne svært definerlige størrelse, nationalfølelsen. Den, der bedre end de fleste formåede at tolke begrebet, var H. C. Andersen. Han blev på sin egen naive, men geniale måde grebet af øjeblikkets stemning og udtrykte følelsen i et digt, som han den 4. marts 1850 afleverede på dagbladet Fædrelandets redaktion. Den næste dag stod det på forsiden:

"I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme;
der har jeg rod, derfra min verden går;"

Ordene borede sig ind i bevidstheden, virkede som en national trosbekendelse for alle, der læste og siden sang teksten. I de følgende linier redegør han spontant for de to kilder, som tilsammen vækker nationalfølelsen: sproget og naturglæden:

Annonce

"du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når."

Det danske sprog (modsat det tyske) holder folket sammen ligesom de kluk, hvormed hønen samler sine kyllinger. Der lå heri indirekte et politisk budskab: Danmark når også ned i Slesvig, så langt der tales dansk. Men lige så vigtig for sammenholdet er den fælles kærlighed til den danske natur og historie:

"Du danske friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!"

Ånden fra Treårskrigen med dens tilsyneladende sejr kastede sit lys frem over de følgende årtier – ikke mindst takket være den generation af unge, der havde spillet den aktive rolle som landsoldater. Så godt som alle unge mænd havde været i uniformen og det uanset stand eller hjemsted i Danmark. Disse næsten 40.000 danskere, der havde levet sammen i de mange måneder og på marchture skrålet „Den gang jeg drog af sted”, blev præget for livet af deres oplevelser som soldater og af den følelse af fællesskab, det gav. Det fik Danmark til at hænge bedre sammen i de følgende årtier – de værnepligtige kom jo fra den første „demokratiske” hær udskrevet ved almindelig og lige værnepligt. Mange af de gamle soldaterkammerater mødtes hvert år på Isted-dagen den 25. juli og mindedes de herlige eller frygtelige dage i felten. Her var stof til politiske sammenhold i forskellige former, der fik betydning langt ud i fremtiden.

 Øvelse i bajonetfægtning i en skytteforening, skildret i et træsnit fra 1860'erne. Skytte- og gymnastikbevægelsens præg af frivillighed modsat værnepligtens tvangstræning gav inspiration til ideen om en folkevæbning i stil med nutidens hjemmeværn. Behovet for øvelseslokaler blev tillige begyndelsen til opførelsen af de første forsamlingshuse i sognene.

Øvelse i bajonetfægtning i en skytteforening, skildret i et træsnit fra 1860'erne. Skytte- og gymnastikbevægelsens præg af frivillighed modsat værnepligtens tvangstræning gav inspiration til ideen om en folkevæbning i stil med nutidens hjemmeværn. Behovet for øvelseslokaler blev tillige begyndelsen til opførelsen af de første forsamlingshuse i sognene.

I årene efter krigens afslutning fulgte disse veteraner ivrigt med i det slesvigske spørgsmål, der blev ved med at være dansk udenrigspolitiks ømme punkt. Da det omkring 1859 atter så truende ud, organiserede en betydelig del af de gamle soldaterkammerater sig i halvmilitære foreninger. „Våben-brødreforeningen for Aarhus og Omegn” fra 1859 var den første, der hurtigt fulgtes af lignende lokalforeninger overalt i landet. Siden blev de alle sluttet sammen i „De samvirkende danske Forsvarsbroderselskaber”. Medens dette havde et konservativt præg, skabte soldaterkammerater fra den liberale fløj et modstykke, skyttesagen, der fra 1861 blomstrede op som en mægtig folkelig bevægelse. Begge disse former for forsvarsforeninger var forsøg på at organisere „ånden fra '48” og kombinere det praktiske formål at stå parat igen ved grænsen, hvis „tysken” atter skulle komme, med det politiske og folkeopdragende mål at styrke befolkningens nationalfølelse. Skytteforeningerne fik også hurtigt noget med folkesundhed at gøre; de blev kombineret med den første organiserede sport i gymnastikforeningerne. Både forsvarsbrødre og skytter udtrykte tidens trygge forvisning om, at hvis blot ånden fra '48 kunne holdes oppe sammen med en vis folkelig disciplin, kunne Danmark også en anden gang modstå et angreb sydfra. Men de forskellige forsvarsbevægelser varslede også begyndelsen til den store indenrigspolitiske konflikt på dette område senere hen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Traps Danmark i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306010